Tågen

Til at starte med er der nok lidt praktisk at vide om historien: Fortælleren skifter mellem flere, man kan se den skifter ved at se at enten skrifttypen eller andet ved skriften er ændret :-)

Historien handler om nogle unge mennesker der flytter et nyt sted hen, hvor der er mange mysterier som de løser lidt efter lidt sammen.

1Likes
3Kommentarer
1157Visninger
AA

2. Svingarm

Jeg skyndte mig at tage et tørklæde om munden, og bandt det godt fast, før jeg cyklede ud mod skoven. Bare det ikke er for sent! Hvorfor lyttede hun ikke? Jeg sagde det til hende!

Cody ringede, og trods han nok havde problemer med at forstå alt jeg sagde, på grund af tørklædet, forstod han nok til at sige han var på vej.

Jeg kom ind til det punkt, hvor de sagde de ville være. Det eneste der var der, var en stor dukke, og et lille blodspor. Fuck! Hvor er de henne? Jeg fulgte blodsporet og endte ved en voldgrav. Da jeg kiggede godt nok – jeg skulle have taget en lommelygte med – fik jeg øje på Louisas ansigt.

Hun var sunket ned i mudderet, hun må have ligget der længe. Hendes fingre holdt om en lommelygte, der stadig lyste. Jeg fik hende op og ligge på jorden, og tog min jakke af for at dække hende, da jeg opdagede blodet fra hendes skulder. Bare en lille revne. Hun fik min jakke ordenligt på, og jeg fandt det andet tørklæde frem, og bandt det for hendes mund.

Lygten tog jeg i den anden hånd. Mira, Mira er stadig herude! Men hvor er hun? Jeg hostede, og prøvede at slappe af. Min mobil ringede – Farfar. Jeg tog den, og forklarede hvad der var sket, og bad ham komme til voldgraven. På den anden side af muren er der en vej, og der er en dør længere nede.

Jeg skyndte mig derned med hende, og kom ud på den anden side.

Farfar var hurtig, og hun kom straks af sted til hospitalet. Cody mødte mig få sekunder efter han var kørt, og vi skyndte os videre ind og lede efter Mira.

Vi startede med at lede resten af voldgraven igennem. Hvis hun synker langt nok ned, ender hun med at blive kvalt.

Efter tyve minutters søgning der, gik vi videre til der hvor dukken var. Der var et meget underligt spor..

Som om nogen havde slæbt et eller andet gennem skoven. Vi fulgte sporet. Det endte i en busk, hvor der lå et ur.

”Det er Miras” bemærkede Cody ”Hun fik det i gave af sin far”.

Han tog det, og vi ledte videre i det område. Op ad et træ, sad hun og kiggede i samme retning som dukken.

Cody dækkede som det første hendes mund for, og tjekkede så pulsen. Da vi havde sikret hun stadig var i live, fik hun Codys jakke på. Mens hun var i Codys arme løb vi hen mod voldgravens mur. Da vi endelig var ude, fik vi øje op Farfars bil, vi satte os alle ind i bilen, og jeg kunne endelig tage tørklædet af min mund.

”Trækker hun stadig vejret?” spurgte Farfar, og så tilbage i bagspejlet.

Cody tjekkede efter, og nikkede så.

Vi ankom på hospitalet ti minutter efter, og alle undtagen Farfar skulle undersøges.

”Louisa, hvordan har hun det?” spurgte jeg lægen, han svarede ikke, og forsatte bare med at teste Cody og jeg. Uanset hvem jeg spurgte fik jeg ikke svar.

Farfar kom ind til sidst.

”Hvordan har de det?” spurgte jeg hurtigt.

Han smilte blidt til mig. ”Tag det roligt, tågen har også trængt lidt igennem jeres tørklæder, og hurtige bevægelser er ikke den bedste idé”.

”Hvordan har de det?” spurgte jeg så roligt jeg kunne, mens jeg prøvede at sidde stille og slappe af.

”Louisa havde nogle træsplinter i sit sår, intet stort. De vil begge være okay. Og jeg gætter på de har noget at en historie at fortælle når de vågner op” kluklo han ”Og det har i også til resten af byen”.

”Er de vågne?” spurgte Cody, og så mod døren.

Farfar rystede bare på hovedet, og smilte så. ”De er meget trætte. De må have været derude i timer”.

Louisas far kom ind, og startede med at tale med lægerne, da han var blevet overbevidst de begge var okay, begyndte han at takke Cody og jeg.

Farfar lo og snakkede glædeligt med ham.

Cody og jeg så bare ned i jorden, indtil vi så kiggede op, og smilte til hinanden. Så lo vi sammen.

”..Det er ikke første gang hun har gjort sådan noget” opsnappede jeg fra Farfars og Hendes fars samtale.

”Virkelig?” spurgte farfar overrasket.

”Ja, hun har gjort det mange gange” forklarede han sukkende ”Hun er lidt af en lille eventyre”.

”Kommer hun altid til skade?” spurgte farfar undrende.

Han rystede på hovedet. ”Hun finder de mest fantastiske ting, og slipper af sted med det uden en skramme, men så er der også de gange hvor hun kommer gennembanket hjem”.

”Er det noget hun har arvet fra dig?” spurgte farfar smilende.

”Nej” svarede han smilende ”Hendes mor var en rigtig eventyre, vi rejste før i tiden rigtig meget. Når der var noget Carrie gerne ville se, eller undersøge. Hun stillede spørgsmål ved alt, og var ikke tilfreds før hun forstod det helt. Louisa var altid hendes lille højre hånd, når vi var ude på eventyre”.

”Hvad… Hvad skete der med hende?” spurgte Farfar forsigtigt.

”En af hendes eventyrer.. endte galt” sukkede han ”For nogle år tilbage”.

Farfar nikkede og kondolerede.

”Hvad med den store?” spurgte Farfar smilende.

”Danny? Han er ikke rigtig til de ting. Han er mere.. den type der kan se på biler hele dagen” kluklo han.

Farfar nikkede, og hendes far gik, for at tage ind og se til dem.

Vi fik af vide, vi hellere måtte komme hjem og hvile os, så farfar jagede os ud i bilen, og Cody blev kørt hjem. Vi tog hjem og sove.

 

Jeg smuttede hen i den lokale blomsterbutik og købte en buket pink roser. Det tog lang tid at vælge dem, men jeg var også tilfreds, da jeg gik ud derfra. Smilende cyklede jeg op til hospitalet, med buketten i kurven.

Da jeg endelig var indenfor, stod jeg i kø i 15 minutter, for at få af vide at hendes stue var tættere på end nogen andens. Med buketten i hånden gik jeg ind og opdagede smilende hun var vågen.

”Godmorgen” sagde jeg smilende og gav hende dem.

”Tak” hun smilte og duftede til dem. Hendes smil blev bare større.

”Pink?” spurgte hun leende.

”De flotteste de havde” svarede jeg smilende.

”Mange tak – for alt” sygeplejersken kom og satte dem i vand.

Jeg satte mig ved siden af hendes seng, og så hende gabe. ”Så.. Hvad skete der?”.

”De fortalte mig jeg hallucinerede, i hvert fald det meste af tiden” sukkede hun ”Jeg kan huske jeg var bange for en mand, men jeg opdagede senere det bare var en dukke. Min lommelygte begyndte at drille lidt efter Mira og jeg var blevet skilt ved dukken..”

”Din lommelygte virker fint” lo jeg ”Jeg brugte den, da jeg ledte efter Mira”.

”Virkelig?” hun blinkede overrasket. ”Jeg kan huske jeg lagde mig i skjul i voldgraven, fordi jeg troede manden var lige efter mig, og min lommelygte blinkede hele tiden, så jeg kunne lige så godt begrave den, og slette mine spor..”.

”Den lå i din hånd da jeg fandt dig” bemærkede jeg.

”Jeg mener jeg løb tilbage, hvis jeg kunne finde indgraveringen, ville jeg kunne finde ud af skoven, og finde hjælp” sagde hun, mens hun rynkede panden, og prøvede at tænke tilbage.

”Du lå i voldgraven da vi fandt dig”.

”Hm.. Jeg fandt dukken, og opdagede det ikke var nogen mand. Og så indså jeg at det nok var Mira jeg løb væk for”.

”Hvad mere?” spurgte jeg smilende.

”Så vågnede jeg op her” svarede hun smilende ”Takkede være dig”.

”Hvis jeg husker rigtig” begyndte jeg ”Så sagde jeg til dig, du absolut ikke skulle gå ud i skoven”.

Hun lavede en lille fornærmet trutmund, og lagde sig helt tilbage i sengen. ”Måske”.

”Intet måske” sagde jeg og så alvorligt på hende ”Man kan dø, hvis man er for længe i den tåge”.

Hendes smukke hår røg fra side til side, da hun rystede på hovedet. Pludselig blinkede hun træt og faldt i søvn.

Sygeplejersken kom ind og sukkede lettet. ”Endelig! Hun burde have sovet for lang tid siden, men hun er så stædig, og hun insisterede på at komme hjem”.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare, så jeg nikkede bare, og spurgte hvor Mira var.

Da jeg kom ind, kunne jeg se Cody allerede havde været der: En hjerteformet chokolade æske lå ved siden af sengen.

”Godmorgen” sagde jeg venligt og satte mig ved hendes seng ”Har du det bedre?”.

”Meget” sagde hun og satte sig op ”De siger jeg vil blive rask meget hurtigt, det er bare chokket jeg skal komme mig over”.

”Hvad skete der?” spurgte jeg undrende.

”Der kom en… dukke? Pludselig frem af intet, men jeg troede det var en mand, så jeg skreg og løb. Jeg faldt omme bag en busk, og jeg ved ikke hvor den kom fra, men jeg havde en økse i mine hænder, mens jeg løb rundt. Jeg brød mig ikke om der var så stille, så jeg fulgte efter lyden af fodtrin. Jeg vandrede rundt rigtig længe, indtil jeg fik øje på dukken og Louisa, men jeg anede ikke det var en dukke, så jeg troede jeg så Louisa der ikke bevægede sig, og manden der stod og undersøgte hende. Jeg blev så vred at jeg hakkede med øksen”. Hun fik tårer i øjnene ”Da jeg opdagede jeg havde slået Louisa ihjel blev alt sort, og så vågnede jeg op her”.

”Louisa har det fint” lovede jeg med et trøstende smil, og klemmede hendes hånd.

”Det ved jeg godt nu” sagde hun og smilte lettet til mig.

Jeg besluttede mig for at gå tilbage til Louisa – hvis nu hun skulle vågne. Jeg satte mig i stolen, og spillede nogle spil på min mobil.

 

Der gik tre timer så vågnede hun igen, og skulle have mad. Mens hun brokkede sig over maden, prøvede jeg at fortælle hende, det var hendes egen skyld. Men hun gad ikke høre efter, så i stedet for talte jeg om nogle nye duftlys farfar havde lavet. Dufte der ikke kunne forklares med ord.

”De bør dufte af noget” bemærkede hun ”Pære?”.

”Det er ikke en frugt, eller mad, eller noget andet. Det er en hel ny duft” prøvede jeg endnu en gang.

Hun knep øjnene sammen. ”Når jeg kan gå, har jeg tænkt mig at tjekke det ud”.

”Det er du velkommen til” bemærkede jeg smilende.

 

Dagene der kom.. var på en måde mærkelige. Nogle dage havde hun det godt nok, til at hun kunne stå op, og gå på toilettet, og endda snakke med de andre patienter der også måtte gå rundt. Men så kom der en dag, hvor hun knap kunne bevæge sig, og hun blev helt hæs. Hun sov næsten konstant, og trak vejret i hiv. Mira derimod kom ud af hospitalet efter tre dage.

Louisa, fik besøg fra os alle sammen, mindst en gang hver dag. Hendes bror var der konstant. Hvis jeg har ret, sover han også på hospitalet, for at kunne være i nærheden, hvis der skulle ske noget. Efter en uge, havde hun haft to dårlige dage, og fem gode dage. Men det virkede som om, hver gang hun havde en dårlig dag, blev det værre end sidste gang hun havde en dårlig dag.

Efter to uger, virkede der ikke som om hun var rask nok til at komme hjem. Lægerne undersøgte hende på kryds og på tværs, men de kunne ikke finde ud af hvad det var.

”Jeg har det fint” gentog hun hver eneste gang nogen spurgte. Men det er som om hun kun siger det for at berolige os. Som om hun ikke selv tror på det.

Jeg havde taget hendes yndlings slik med i en pose – hendes bror havde fortalt mig hele listen – og gik smilende ind til hende. Det var endnu en dårlig dag. Hun var meget bleg, og hendes læber var blålige.

Da jeg gik ind, bemærkede jeg også at hun ikke længere kun lå med en dyne. Hun havde fået mange dyner over sig, men på afstand kunne jeg se at hun alligevel frøs.

Hun rystede svagt, og det virkede som om hun kunne knække over hvert øjeblik.

”Hvordan har du det?” spurgte jeg bekymret og satte mig ved siden af hende.

”Fi-fint” fik hun frem, og krøb mere ned i dynerne.

”Fryser du?” spurgte jeg og mærkede på hendes pande. Hun var iskold.

”Re-” begyndte hun, men måtte stoppe fordi hun hostede.

”Radiatoren er sk-skruet helt o-op” fik hun stammende ud.

Mens jeg prøvede at komme i tanke om noget trøstende jeg kunne sige, nussede jeg hende i panden.

”Du er dejlig v-varm” sagde hun og smilte et meget lille smil.

”Giv mig din hånd” forslog jeg, men kunne godt se, hun knap kunne bevæge sig, på grund af den ekstra vægt, dynerne giver. Jeg fandt hendes hånd under dynen, og varmede den mellem mine. Man kunne nærmest mærke knoglerne i hånden.

”Tak” sukkede hun ud, og lukkede øjnene lidt i. Sygeplejersken kom ind og tog en hel del varmepuder ud, og lagde rigtig mange nye ind under dynen.

I søvne smilede hun mere, end jeg havde set hende gøre længe.

Jeg gjorde mit for at holde tårerne tilbage. Hun er ikke død, hun er bare syg. Hvis hun havde lyttet til mig, og ikke var taget ud for at finde… hvad end det nu var hun ledte efter, så ville hun ikke have fået det her.

Tankerne gjorde mig bare mere deprimeret. Jeg så først væk fra hendes ansigt, da Danny kom ind.

Det var som om han kunne læse mine tanker, for han slog mig opmuntrende på skulderen, og lagde sig på sofaen, og så op i loftet.

Jeg kiggede på hende endnu en gang, og rynkede panden, da hun lige pludselig så bange ud, og begyndte at trække vejret hurtigere. Hun bed sig pludselig i læben og vendte og vred sig, mens hun holdt på sin skulder.

”Danny!” råbte jeg, han kiggede på hende.

”Til kald lægen” sagde han og løb hen til hende, mens han prøvede at vække hende, råbte jeg vi havde brug for en læge.

Der kom en, efter hvad der virkede som en evighed. Hun vågnede ikke, uanset hvor meget vi prøvede. Hun kunne knap løfte sin hånd under dynen før. Nu kunne hun vende og vride sig. Hendes ansigt udtryk fortalte alle der så det, at hun var i smerte. Det eneste han kunne gøre – når hun blev ved med at bevæge sig sådan – var at give hende smertestillende. Det så ud til at virke. Hun faldt ned, og lå helt stille. Så smilte hun endnu en gang, og jeg hev efter vejret. Chokket havde taget pusten fra mig.

Han fik bedøvet hende helt, så hun ikke ville vågne i mange timer, og så undersøgte de hendes skulder. Det var den hun havde holdt i, og sikkert også der, det havde gjort ondt.

Mens jeg stod ude i venteværelset med Danny, kunne jeg ikke få hende ud af hovedet.

Hun har de her smukke store brune øjne, der minder om den lækreste chokolade i hele verden, og hendes smukke smil, med små tænder, der passer perfekt til hendes ansigt. Og så er der hendes smukke kindben, der gør hendes ansigt så fint. Hendes hår! Hendes smukke glansfulde brune hår. Normalt plejer hun også at have mere farve i huden. Som om hun lige har været på ferie. Og altid er huden bare lidt rød, som om hun rødmer på sine arme og ben. Rask kan hun sikkert løbe et maraton, og stadig være med på en cykle tur, og måske også en svømme tur. Og til sidst, men ikke mindst.. hendes smukke læber. Let buede, og naturlig røde.

Lægerne stod inde og snakkede højlydt sammen, men til sidst blev hun endelig kørt tilbage til sin stue. Danny og hende skulle være derinde med lægerne først.

Så fik jeg lov til at komme ind, og Danny gik for at hente mad.

Hun sad op og virkede nærmest helt frisk. Lidt af den naturlige rødme i hendes ansigt var kommet frem.

”Hvad sagde de?” spurgte jeg og rynkede brynene, hun var i fuld gang med at drikke en juice.

”De siger” begyndte hun og tog en tår til ”At det er en ny bakterie. Den sad i den der dukke. Da den faldt ned, ramte trædelen min arm, og efterlod nogle splinter med bakterien på inde i min skulder”.

”Kan de så.. fjerne den?” spurgte jeg undrende.

Hun trak på skulderne. ”Det er de ikke sikre på. De har fundet ud af at når de giver mig smertestillende, holder den op med at angribe. Eller i hvert fald er det som om den er trykket på pause.”.

”Så du skal hele tiden have medicin nu?” spurgte jeg smilende, tidligere – en dag hun havde det godt – havde hun sagt, at hun ikke gad være på piller konstant.

”Ja” sukkede hun ”Så tit som muligt. Men den spreder sig hurtigt. I morges havde jeg ikke noget mærke fra det, men de fandt det da de undersøgte mig den her gang”.

”Fandt hvad?” spurgte jeg undrende.

Hun hev ærmet op i sin hospital T-shirt, så man kunne se et stort stykke vat dækkede over en del af hendes skulder. Hun hev i den ene side, og et mærke der chokerede mig kom til syne. Det lignede små snore i huden, små sorte snore der lå viklet ind i hinanden rundt omkring, og som greb ud efter mere af hendes hud. Jeg var ved at hoppe en halv meter da en af – hvad jeg ville kalde – armene rykkede sig.

Hun dækkede den til igen, og måtte ligge ned igen.

”Den er ved at vågne” bemærkede hun.

”Hvordan kan en bakterie gøre sådan?” spurgte jeg undrende og tog hendes hånd.

”Jeg gætter på det var Taylor der satte dukken op. Hun ville skræmme folk der ledte efter hendes sager. Men folk var ikke så renlige på det tidspunkt, så der har sikkert været bakterier i træet. Og siden dukken har hængt der, cirka fra 1723, har den haft masser af tid til at udvikle sig.” gættede hun ”Og da jeg var dum nok til at gå derud… og få dukken ned, ved et uheld. Så fik jeg den her” hun pegede på sin skulder.

Danny kom med maden, og hun spiste en pille.

Så lo hun pludselig, og vi så begge op på den.

”Det er en ny sygdom ikke?” spurgte hun smilende os om.

”Jo” svarede vi samtidigt.

”Og jeg er den første der har den, ikke?” spurgte hun videre.

”M-hm” svarede jeg, mens Danny bare nikkede.

”Så er det også mig der skal navngive den” bemærkede hun ”Og jeg har det perfekte navn!”.

Vi så overrasket på hende.

”Kom nu! Det må da være åbenlyst, hvad den skal hedde!”.

”Jeg er blank” indrømmede jeg.

Danny satte sig ned.

”Sving Arm” lo hun.

Danny rystede på hovedet, med et smil. Mens jeg bare smilte, og prøvede at lade vær med at grine.

”Hvis det var en joke” begyndte jeg.

”Var det den, værste jeg nogensinde har hørt” afsluttede Danny leende.

Der var stille lidt tid.

”Burde du egentligt ikke opkalde den, efter den person der startede sygdommen?” spurgte jeg undrende.

”Taylor?” hun lænede sig tilbage i sengen, og så ud til at tænke over det.

”Man kan altid kombinere navnene” svarede hun ”Taylors Svingarm”.

 

 

De undersøgte hende hver anden time, og undersøgelsen tog kun et kvarter hver gang. Det var foruroligende, den måde den blev større på. Men også det at hun blev svagere.

 

Trods jeg nok burde være mere bekymret for Svingarm, er jeg det ikke. Det har nok noget at gøre med, at jeg ved jeg ikke kan gøre noget som helst. Så hvorfor ikke slappe af? Danny er så anspændt hele tiden. Han husker vel tiden med mor.

Jeg havde lige taget en pille, så jeg rejste mig og gik hen til vinduet. Det er dejligt vejr udenfor. Gid jeg var udenfor. Leende kiggede jeg hen på risten til udluftningssystemet. Det ville være en fantastisk måde at komme ud på – en rigtig historie at fortælle!

Jeg kunne jo også bare bede James om at komme med skiftetøj, og så kan vi snige os ud herfra sammen! Ved nærmere eftertanke vil han ikke gå med til det. Sukkende spiste jeg et stykke chokolade, og forsatte med at kigge ud af vinduet. Trods det gjorde ondt, fjernede jeg forbindingen over den, og kiggede roligt på den.

”Du er da en underlig lille fætter!” lo jeg glædeligt. En rigtig god historie – men som ingen nogensinde vil tro på!

”Hvad laver du oppe?” spurgte han chokeret ”Du burde hvile dig!”.

Jeg sukkede, og vendte mig om. ”Den sover, jeg har det fint”.

”Når som helst vågner den op, og så kan du falde om. I seng med dig!” kommanderede han.

”Nej” jeg stod stædigt med armene over kors.

”Jo, eller bærer jeg dig, derhen” svarede han.

”Nej” jeg stod roligt, og kiggede udfordrende på ham.

”Jo!”

”Nej” gentog jeg roligt. ”Du har ikke sagt Please”.

”Please” sukkede han.

Jeg lagde mig smilende i sengen, og mærkede at kulden var på vej tilbage.

”Tror du, de kan fjerne den?” spurgte han og kiggede på den.

Jeg trak på skulderne ”Ingen anelse”.

 

Der gik to dage, så kom de og ville prøve at fjerne den. Trods jeg hader nåle og knive – så lod jeg dem prøve. Da jeg vågnede op, var det første jeg gjorde at kigge på min arm. Svingarm var ikke væk.

”Den har sat sig fast..” sagde Danny ved siden af mig. ”I hjernen..”

”Hvad?” jeg mærkede omme i nakken.

Hej.

”Sagde du noget?” spurgte jeg undrende, og lagde mig så ned. Den var vågnet op, samtidigt med mig.

”Nej” han rynkede brynene ”Jeg bliver nød til at hente noget mad.. bliv nu i sengen”.

Distraheret nikkede jeg, og lagde mig til rette. Jeg prøvede at lukke øjnene for at sove, men det virkede umuligt.

Hej.

Hej? Hvem siger hej? Jeg åbnede øjnene og kiggede rundt. Der stod en fremmed ved min seng, jeg kiggede på ham, og han kiggede på mig, uden at sige et ord. Så smilte han og satte sig ned.

Jeg siger hej.

Det virkede ikke som om stemmen kom fra ham, mere som om det var min egen stemme i mit hoved.

Det er en stemme i dit hoved.

Umuligt, der er kun mig, og jeg bestemmer selv, hvad jeg tænker.

Du er ikke alene i den her krop…

Jeg tabte næsten mælet. Umuligt! Det kan ikke passe!

Manden nikkede leende. Latteren virkede så uvirkelig.

Du skal ikke være bange for mig, jeg gør dig ikke noget.

Er du den sorte ting der sidder på min skulder?

Ting? Jeg er et levende væsen ligesom dig, jeg har bare brug for at sidde fast på noget, for at få en ordenligt størrelse.

Jeg prøvede at holde min vejrtrækning rolig, men det virkede svært.

Lad mig hjælpe dig.

Øjeblikkeligt blev min vejrtrækning rolig og afslappet, som om jeg bare sad og slappede af.

Hvordan gjorde du det?

Jeg er koblet til din hjerne, derfor kan du nu høre, se mig, og jeg kan også kontrollere dele af din krop.

Mine arme og ben?

Er dine. Jeg vil ikke tage dem i besiddelse. Jeg vil bare hjælpe..

Hvem er du? Hvad er du? Hvor kommer du fra? Hvordan kom du på træet? Var det Taylor der.

Det er mange spørgsmål du stiller. Du kalder mig Taylor Svingarm, så det har jeg taget som mit navn. Jeg er en livsform der har udviklet sig fra en bakterie fordi jeg fik den tid jeg havde behov for. Mennesker er jo også udviklet fra bakterier for lang tid siden ikke?

Jeg mener det tog millioner af år.

I var jagtet af alle mulige dyr. Jeg fik chancen for at være i fred. Indtil du og din veninde kom.

Hvordan kunne du overleve så længe?

Dvale. Jeg gik i den, da min krop begyndte at kræve mad.

Hvad spiser du da?

Jeg sank og lagde mig til rette, og åbnede øjnene endnu en gang. Han sad der stadig. Han havde hovedet på skrå, som om han observerede mig.

Det er forskelligt. Jeg levede af andre bakterier på træet til at starte med, da de holdt op med at give mig energi nok, gik jeg dvale. Nu spiser jeg noget i din krop, ilt? Det kommer med dit blod, lige forbi. Det giver mig energi nok til at blive større. Jeg har ingen mund som du, og kan derfor ikke trække vejret.

Hvordan får du så ilten fra mit blod? Du burde ikke kunne få fat i det uden en mund.

Planter har ingen mund, men de får det alligevel.

Rødder?

Rødder samler jo normalt Vand, men det må være sådan han får fat i ilten.

Rigtigt. Jeg ved det var et dumt forsøg, men da de prøvede at skille os ad, kunne jeg ikke gøre andet end at tage fat hvor de ikke har en chance for at skille mig fra dig. Din hjerne.

Det er nok et underligt.. spørgsmål, men hvordan virker jeg for dig?

Som en levende form. Ligesom mig selv. Bortset fra jeres art er mere udviklet end min. Jeg syntes du er meget unik. Jeg har prøvet at sende sensorer ud når du har været i kontakt med andre, og jeg ikke var dækket for. Da jeg fik svar tilbage for mine mini bakterier opdagede jeg du er meget unik. Du tænker anderledes, jeg har længe kunne komme i kontakt med dig. Følt hvad du har følt, set hvad du har set.

Ved du alt hvad jeg ved?

Det meste.

Hvad med min veninde Mira?

Hun blev ikke ramt af noget, så hun har det ikke.

Er der mange.. af jer?

Manden rystede på hovedet og kiggede ud af vinduet.

Nej, jeg er stort set alene. Jeg har nu chancen for at udvikle mig videre, men det er svært når de mennesker i kalder læger, bliver ved med at forstyrre mig, og få mig til at sove.

Når du er vågen normalt, bliver jeg svag. Tro mig, jeg har ikke lyst til at tage den medicin, som jeg gør, for at du skal sove.

Hvorfor gør du det så?

Fordi jeg bliver syg. Jeg kan ikke få varmen, jeg kan knap bevæge mig, knap tale. Jeg er blevet så tynd så hurtigt, at det er skræmmende. Og jeg er helt bleg..

Der kommer nogen.

Danny.

Han kom ind med maden, og jeg spiste sultent, han skulle hente noget at drikke til sig selv, og jeg kiggede på pillen.

Jeg beder dig, tag den ikke.

De opdager hvis jeg ikke tager den. Jeg kan knap bevæge mig, og jeg fryser konstant.

Jeg har været vågen længe, har du følt nogen af de ting?

Jeg bed mig i læben, og gemte pillen under puden. Danny kom ind igen, og begyndte at tale, men jeg kunne knap lytte efter. Det virkede svært.

Han gik endelig.

Tak.

For hvad?

Fordi du ikke tog pillen. Du virker mere åben, end de fleste andre mennesker. Speciel.

Speciel hvordan?

Hvis du falder i søvn kan jeg vise dig.

Jeg kan ikke falde i søvn på kommando.

Manden kom frem igen, han stod og kiggede ud af vinduet.

Hvis du vil lade mig, kan jeg hjælpe dig.

Prøv.

Du skal ikke få et chok, det gør ikke ondt. Du vil bare blive hurtigt bevidstløs, som om du besvimer.

Bare gør det.

Jeg lukkede øjnene og lagde mig tilbage i sengen. Jeg åbnede øjnene, og var i en gang.

”Du drømmer” sagde han smilende, han stod ved siden af mig.

”Virkelig?” spurgte jeg undrende, og mærkede på væggen ”Hvor er vi?”.

”Vi er.. på en måde i dit hoved. Jeg har sat drømmen sådan her, så det er nemmere for dig at finde ud af”.

Jeg nikkede og vi gik hen af gangen.

”Hvad ville du vise mig?” spurgte jeg smilende.

”Som jeg sagde.. er du meget speciel” sagde han smilende ”Jeg har ikke tænkt mig at sige alt til dig, for at være ærlig. Der er ting i din fremtid og fortid du selv må rode med, som jeg ikke vil blande mig i.. men indtil videre..” Han stoppede foran en dør.

”Hvad står der på døren?” spurgte han smilende.

”Opdagelse” det stod på sissoniansk. ”Hvad er der derinde?”.

”Prøv at åben den” forslog han leende. Jeg tog i håndtaget og åbnede den.

”Det er et stort rod” bemærkede jeg. Der var bogstaver der fløj rundt i luften – på sissoniansk.

Han nikkede leende og gik med mig ind.

”Det er fordi dit hoved er et stort mysterium. Det vil chokere dig hvor meget viden du egentlig har omkring ting som andre mennesker ikke ved. Du har en utrolig evne til at se hvad andre ikke ser, forstå ting, som andre mennesker ikke kan..”

”Hvordan får jeg rodet op?” spurgte jeg og tog fat i nogle af bogstaverne. Der stod med smuk skrift ’Taylor?’.

”Slap af i dit hoved. Træk vejret dybt, og fokuser på en ting. Mig” sagde han smilende.

Jeg lukkede mine øjne, trak vejret dybt, og prøvede kun at tænke på ham.

Endelig åbnede jeg øjnene igen og kiggede rundt. Der var reoler med massere af bøger, og billeder der kunne passe på et museum.

”Det var dejligt, så er der ikke alt for rodet” lo han og tog en bog og kiggede hurtigt igennem.

”Hvad er det her?” han vendte sig om, og kiggede smilende på mig.

”Det er din… sans for opdagelse. Dit hoved der tjekker alt igennem, igen og igen og igen… lige indtil du er 100 % sikker at der ikke er noget mere at finde ud af omkring det.”.

Jeg gik hen til en reol der gik helt op til loftet – åbenbart længere op end jeg kunne se.

”Hvad er de her?”.

”De ting du har sat på.. pause” lo han ”Du har sat de ting på pause, ved at slappe af og fokusere på en ting.”.

Undrende tog jeg en bog ned.

’James’ stod der på den, jeg åbnede den.

”James sagde i dag, bla bla bla.. hvad mente han med det? Hvorfor sagde han det, med den tone?” lo han. ”Undskyld jeg gør grin, men på det punkt er du meget… forelsket teenager”.

Jeg rødmede.

”Det er en god ting, du er menneskelig.. Du kan finde dig en partner og dele resten af livet med” bemærkede han og kiggede smilende på mig ”Og det misunder jeg virkelig”.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare, så derfor tog jeg en anden bog.

”De fleste af bøgerne er fra da du var meget yngre. Ting du så med din mor. Ting du gerne vil læse videre om”.

”Hvad med malerierne?” spurgte jeg og gik hen for at kigge på dem.

Der var billedet fra museet, med Taylor på. Ved siden af var der et spejl.

Jeg gik hen ved siden af det.

”Du ligner en yngre version af hende, på mange måde” bemærkede han ”Ikke kun på dit utrolig smukke hår, og jeres øjne. Men også dine vaner. Hun var utrolig kunstnerisk”.

Han gik ud af døren, og jeg fulgte efter ham.

Der stod ’minder’ på døren.

Han åbnede. Der var en lang gang.

”Det er dine minder. Du havde de samme vaner som Taylor. Maleriet, skriveriet, musikken. Og duftlysene. Dem må vi ikke glemme..”.

Vi gik ud igen.

”Næste dør” lo han.

’Lyster’ stod der med flot skrift på døren.

Jeg åbnede den, men lukkede så snart jeg opdagede hvad der skete derinde.

”Er du ikke nysgerrig efter at vide, hvem der ligger på sengen med dig?” spurgte han smilende.

”Meget morsomt”.

”Du kan altid bare kigge en lille gang, du ser nok ikke noget, du ikke allerede har set” bemærkede han leende.

Skulende åbnede jeg døren, bare et lille stykke. Jeg bed mig i læben, da jeg fik øje på hans ansigt. James. Han kiggede op, ind i mine øjne. Døren smækkede jeg hurtigt.

”Hvorfor så han på mig?” spurgte jeg undrende, og holdt den godt lukket.

”Fordi du kiggede på ham” bemærkede han leende ”Du ville have han skulle se på dig, så det gjorde han”.

”Nej jeg ville ej!” jeg gik videre, hen af den grå gang.

”Jo du ville” lo han ”Du elsker når han kommer og besøger dig, det har jeg bemærket”.

”Du aner intet om det” svarede jeg og gik fornærmet videre.

”Jeg kender også til din lille plan om at lade som om du besvimer når han er i nærheden, bare så han kunne gribe dig” lo han glædeligt ”Det har jeg ikke glemt! Du ville endda give mig skylden. I det tilfælde kan jeg sagtens tage skylden”.

Han blinkede drillende til mig, og jeg blev nød til at smile.

”Det gør jeg aldrig, det var bare en strøgtanke” svarede jeg smilende, før jeg stoppede ved døren.

’Hemmeligheder’.

”Tag det roligt, jeg har ikke været derinde” lovede han.

Vi gik videre ned af gangen.

”Hvorfor talte du ikke før?” spurgte jeg undrende.

”Fordi du ikke ville lytte før, og jeg kendte ikke dig så godt. Nu har jeg fået tid.. og nu stoler jeg på dig”.

”Du ved godt vi ikke kan blive på hospitalet for evigt ikke? For hver dag bliver jeg svagere..” begyndte jeg.

Han nikkede med et suk. ”Det ved jeg godt, hvis jeg ikke snart kommer af, eller får føde på en mere naturlig måde fra din krop, så ender det med at jeg dør, og du dør fordi du ikke for nok ilt selv”.

”Kan du se.. mit dna?” spurgte jeg smilende.

Han nikkede. ”Hele tiden, den er grundstenen i jeres eksistens”.

”Kan du ikke bare kopier den, og overfører den på en måde til dig selv?” spurgte jeg undrende ”Så ville du kunne få vand og mad ligesom os”.

”Det er en interessant tanke. Men det vil tage tid, og du må overbevise lægerne om at droppe deres ’behandlinger’ så jeg ikke bliver forstyrret”.

Jeg bed mig i læben. ”Det bliver svært, uden at sige jeg har talt med dig, og hvis jeg siger det, vil de tro jeg er skør”.

Han nikkede. ”Bare prøv, og undgå at tage din medicin, jeg sørge for du kan have det normalt så muligt, samtidigt med jeg arbejder”.

Jeg nikkede og satte mig ned og gabte.

”Eller sov, bare sørg for de ikke gør noget der kan forstyrre”.

Jeg nikkede, og vågnede op. James var ved min seng.

”Hejsa” lo han ”Du så ud til at drømme noget godt?”.

Jeg prøvede at lade være med at rødme, det gik ikke. Jeg så hele tiden James fra ’Lyster’ i mit hoved.

”Ja” svarede jeg leende.

Han smilte ”Der går en kvarter, så skal du ind og undersøges”.

Jeg sukkede. ”Jeg gider ikke”.

”Du bliver nød til det.. ellers finder de aldrig en løsning”. Bliver de ved, finder Svingarm ikke løsningen.

 

”Du bliver nød til det… ellers finder de aldrig en løsning” svarede jeg smilende.

Hun himlede med øjnene, som om jeg havde misforstået noget.

”Er alt okay?” spurgte jeg undrende.

Hun sukkede. ”Jeg gider ikke undersøges mere, jeg er træt af det”.

Hun så mod vinduet og sukkede endnu en gang.

”Hvis du ikke undersøges, vil de aldrig finde en kur” bemærkede jeg og nussede over hendes hånd.

Hun bed sig i læben. ”Måske er det ikke dem der skal finde den, Svingarm gør mig ikke noget..”

Jeg lo. ”Gør dig ikke noget? Du kan knap tale når den er vågen! Du må ligger med, hvem ved hvor mange, dyner, og med varmen skruet helt op!”.

Hun sukkede, og kiggede op i loftet, med den sure mine.

Som svar rejste jeg mig, og gik ud af rummet. Med en juice i hånden, så jeg lægerne gå ind til hende. Der gik lidt tid. De kom ikke ud.

”Nej!” hørte jeg hende sige, jeg gik ind. Danny kom lige efter mig.

”Jeg gider ikke!” svarede hun på en af lægernes spørgsmål. Hun sad som et muggent lille barn i sengen, og nægtede at høre på noget som helst af det de sagde.

”Hvad er der galt?” spurgte Danny og gik hen ved siden af hende.

Hun sukkede. ”Jeg gider ikke undersøges mere!”.

”Du bliver nød til at undersøges, ellers kan vi ikke finde en kur” bemærkede en af lægerne. Det har jeg ligesom sagt til hende. Hun virker ligeglad!

”Det er synd” bemærkede hun ”For jeg vil ikke undersøges mere!”.

Danny sukkede. ”Du bliver nød til det, du hørte det selv. Ingen undersøgelse, betyder ingen kur..”

”Du behøver ikke at tale til mig, som om jeg er et barn!” svarede hun vredt, og satte sig mere op ”Jeg gider ikke, og dermed basta. I læger kan bruge jeres tid på nogle der har brug for jeres hjælp”.

”Louisa” jeg bed mig i læben ”Du bliver nød”

”Jeg bliver ikke nød til noget som helst!” svarede hun irriteret og afbrød mig.

Danny så på lægerne. ”Kan i ikke bare bedøve hende, og undersøge hende?”.

”Ikke uden hendes egen tilladelse” svarede en af lægerne.

Danny og jeg så hurtigt på hinanden, og så på hende.

”Du bliver nød til det” bemærkede han.

”Jeg er træt af at skulle bedøves, og at skulle sidde i den her seng, hele dagen! Jeg røv keder mig!” svarede hun, og skulede ad ham. ”Det eneste jeg kan lave er at sove, og det sætter i mig til at gøre mere og mere. Jeg kunne jo lige så godt allerede være død!”.

Det var som om et stød kom igennem mig.

Lægerne selv virkede ikke overrasket - i hvert fald ikke over hvad hun sagde.

”Louisa..” en af de ældre læger så på hende ”Du vil sove mere nu, men senere vil alt blive normalt igen. Men det kan kun ske hvis du lader os undersøge dig”.

Hun så op på ham. ”I har undersøgt mig så mange gange.. hvis i ikke har fundet svaret ud fra det, hvorfor skulle i så finde svaret i endnu en?”.

De gik ud og diskuterede højlydt på gangen. Danny selv satte sig ved hendes seng.

 

”Louisa..” han så mig ind i øjnene ”Hvis du ikke bliver undersøgt..”

”Jeg dør” afsluttede jeg. ”Uanset hvad! Og jeg gider ikke bruge min sidste tid på at sove! Jeg har absolut intet at lave her!”.

”Jeg ved godt.. at du generelt ikke keder dig, du har altid gang i noget”. Danny smilte til mig ”Men når det her er ovre og du er rask, så burde du måske tage det her som et tegn på.. at du bør stoppe dine små eventyr”. Han gik, og efterlod mig mundlam. STOPPE MINE EVENTYRE? HVOR HAR HAN FÅET DEN SINDSYGE IDE FRA?

”Louisa”. James kom hen ved min seng. ”forklarede jeg dig ikke før at du burde undersøges?”.

”Måske” svarede jeg.

”Lytter du nogensinde til mig?”. Jeg kiggede op i hans øjne. Jeg høre hvert eneste ord du siger! Men.. bare fordi jeg høre dig, betyder det ikke jeg vil lytte til dig.

”Jeg hører dig” svarede jeg. Han sukkede.

”Det er ikke det samme Louisa”.

Jeg undlod at svare. Måske.. Måske burde jeg.. Måske burde jeg ikke holde ham hen i det her mere. Det er ikke ham der er indlagt, men han ser ud til at være i mere smerte end mig.

”Hvorfor kommer du her.. hver eneste dag?” jeg kiggede ned i lagnet, mens mit hår dækkede for mit pandehår.

Det hvide lagen så helt grå ud i min skygge.

”Fordi du er en meget nær ven til mig” svarede han leende ”Det er da et dumt spø..”

Ven? Så.. jeg betyder ikke mere for dig? Så hvis det var Cody der havde det her, ville han så også komme hver dag? Nær ven?

..

Jeg kunne mærke noget gøre ondt, mit hoved føltes som om det skulle til at eksplodere.

”ARGH!” jeg tog hænderne på hovedet og bukkede mig sammen.

”Louisa!” han kaldte efter doktorne igen.

Svingarm! Hvad sker der?

Undskyld Louisa… Jeg kiggede på dit dna, og kom vidst til at ramme noget forkert..

Tonen i stemmen var anderledes, mørkere, dybere. Den skræmte livet ud af mig, og der begyndte jeg at undre mig. Er det jeg laver en fejl?

”Louisa..” han stirrede på mig.

”Hvad er det?” min stemme var svag igen, og jeg faldt tilbage i puden.

”Dit hår er.. ”Hans hånd tog fat i en hårtot. ”Utrolig langt!”.

Lægerne kom. De stirrede alle på mig. Danny kom ind igen og stirrede med.

Jeg kan ikke fjerne det igen.. det må du virkelig undskylde.

Stemmen var ikke længere blid, ikke længere sød. Den var mørk, langsom og dyb.

Jeg tog hånden ind under puden og skulle til at tage fat i pillen, da min hånd ændrede retning til at fjerne noget hår fra mit ansigt.

Svingarm? Hvad.. Hvad laver du?

Du er ikke hende, Louisa. Uanset hvor meget du ligner hende, uanset hvor meget du maler. Du vil aldrig blive hende!

”Louisa, hvordan har du det?” Danny så undrende på mig.

”Fint”. Stemmen var min, men jeg sagde intet.

HVAD HAR DU GANG I?

Du har aldrig lært ikke at stole på fremmede.. jeg er fremmed Louisa.

Men du.. du

Jeg er unik. En af ingen af. Jeg er helt alene, og det ved du. Selv hvis jeg kunne leve selvstændigt.. hvad ville der så ske? Hvem ville jeg være? Mennesker vil holde sig fra mig, på grund af deres instinkter..

Men jeg.. jeg vil ikke holde mig fra dig.

Det behøver du heller ikke, når først jeg er færdig vil vi to aldrig være alene.

HVAD LAVER DU?

Lægerne talte sammen Sam byrdes, jeg kunne mærke mine øjne gå i.

Alt blev sort og jeg befandt mig i gangen igen. Han stod overfor mig. Høj, med sort hår. I midnatssorte bukser, rygehvidskjorte og en lang jakke i sort. Der var lommer i den, med små guldknapper på. Hans hår var langt. Gik ned til hans skuldre, og hans ligblege ansigt kiggede ned i jorden. Hans læber så muggrønne ud, og oplyst af skæret fra de cremeblå lamper så han død ud.

”Hele mit liv! HELE MIT ELENDIGE LIV HAR JEG VÆRET ALENE! HELE MIT ELENDIGE LIV ALENE! DU HAR INGEN IDE OM HVORDAN DET FØLES, INGEN IDE OVERHOVEDET!!”

”Men.. ” jeg så hen på ham. ”Hvorfor gør du det her så pludseligt?”.

Han så op med et vindersmil. Hans tænder sylespidse.

”Jeg har ikke haft kontrol over dine arme og ben før nu. Din mund kontrollere jeg! Jeg havde brug for du stoppede med at tage medicinen så jeg kunne blive færdig med at indprente mig i dig”.

Hans stemme var rolig.

Jeg kunne mærke tårer løbe ned af mine kinder. ”Hvorfor gør du det her mod mig? Jeg.. jeg troede du gerne ville udvikle dig..”.

”DER ER NOGET DU IKKE HAR FORSTÅET! JEG HAR SET DEN ÆGTE TAYLOR, LEVET VED DEN ÆGTE TAYLOR, OG VÆRET MED TIL AT DRÆBE HENDE, DU ER HENDES EFTERKOMMER, JEG NÆGTER AT LADE MINE BRØDRES DØD VÆRE TIL SPILDE! JEG VIL FÅ DIG TIL AT LEVE I DET HELVEDE JEG HAR, JEG VIL VISE DIG HVORDAN DET ER AT VÆRE ALENE, JEG VIL VISE DIG HVORDAN DET ER AT VÆRE FANGET ET STED I FLERE HUNDREDE ÅR!”.

Han løb efter mig, jeg løb ind i opdagelse, væltede reolen og kiggede efter en anden udvej. Gulvet havde ingen lemme, væggene ingen vinduer, og heller ingen døre. Jeg løb hen mod spejlet og maleriet af hende. Jeg.. jeg må væk! Jeg hoppede ind i spejlet, og endte i rummet ’lyster’ hvor der hang et spejl magen til. Jeg ramte sengen, og mit tøj var ikke længere hospitalstøj. Det var en sexet underkjole i sort og lyserød hvor mine bryster kun lige var dækket af det sorte, og ellers bar jeg kun et par sorte trusser.

”Louisa”. James smed sig hen over mig og begyndte at kysse mig. Jeg prøvede at huske hvad jeg løb fra.

”James.. hvordan kommer jeg ud herfra?” han så ned på mig, han smilte til mig. ”Det ved jeg ikke, jeg vil gerne hjælpe, men det eneste jeg kan er, at følge dine lyster. Spejlet er ikke det bedste sted at hoppe hen, men der er en dør ind til hemmeligheder derhenne” han pegede mod en dør i siden. ”Held og lykke!” han kyssede mig og puffede mig hen mod døren. Jeg åbnede den. Rummet var helt hvidt, der lå små breve overalt. Hvor kan jeg gemme mig? Herinde er elendigt.. jeg kunne høre døren gå op ind til lyster. Jeg løb ud på gangen og videre ind til Minder. Jeg kunne gemme mig i billederne, jeg satte mig ved et klaver og begyndte at spille. De andre der lignede mig fik samme tøj på.

Han kom ind og stirrede lidt rundt, jeg spillede videre som om jeg ikke anede han var der. Da sangen stoppede startede jeg på en ny. Jeg kunne mærke hans hånd gribe fat i nakken på mig. Han kastede mig ud på gangen og lukkede døren.

”ER DU BANGE?” han lo højt, det gav genlyd i hele gangen.

Han tog fat om min hals og løftede mig op. Han åbnede en ukendt dør og smed mig ind. Jeg rullede hen af gulvet til jeg ramte væggen, jeg skulle til at rejse mig og løbe ud, da lænker kom ud fra væggen og holdt mig fast.

”NYD EVIGHEDEN ALENE!”.

 

”Louisa, hvordan har du det?” jeg nussede hende i panden ”Hvordan har hovedet det?”.

”Jeg har det fint” hun smilte til mig ”Du behøver ikke bekymre dig, jeg har det helt fint nu”.

Jeg satte mig ved siden af hende, og lagde min arm om hende.

”Forhåbentlig går der ikke lang tid før de har fundet en løsning”.

Hendes hår var blevet længere så hurtigt, der er ikke underligt hendes hoved pludselig gjorde ondt.

Lægerne diskuterede stadig højlydt, mens Danny havde lagt sig hen på sofaen.

”Hvad med jeg kommer med en bog i morgen?” jeg smilte ned til hende igen ”Så skal du ikke kede dig så meget”.

Hun nikkede. ”Mange tak”, hun lænede sig ind til mig, og jeg kiggede ud af vinduet. Vejret var begyndt at lysne op.

”Mine ben sover” hun satte sig helt op og skulle til at træde ud af sengen, jeg hev hende tilbage. ”Du er syg, du skal blive liggende!”.

”Men jeg har det helt fint nu”, før jeg nåede at gribe fat i hende igen sprang hun op, og gik hen til vinduet.

Hendes hår var længere end jeg først havde troet, det gik helt ned til over røven.

”Hvor er det dejligt vejr!” hun smilte hen til mig ”Skal vi ikke gå udenfor?”.

”Du bliver herinde Louisa!” Danny havde kigget strengt på hende.

Hun skulede mod ham, men gik så tilbage til at stirre fortryllet ud af vinduet.

”Du bør ligge dig ned igen” bemærkede jeg og gik hen til hende. ”Det kan godt være jeg.. er syg, men.. jeg har det fint” hun gabte.

”Du er træt, få dig noget søvn”. Jeg hev hende hen til sengen, og hun lagde sig med en irriteret grimasse.

Langsomt kom han gående ind igen.

”Lige nu sover kroppen” bemærkede han leende ”De har ingen anelse at det slet ikke er dig mere!”. Han lo glædeligt og en sky kom frem ved siden af ham. ”Prøv at se det her, det her er øjnene”. Der var helt sort. Sikkert fordi øjnene var lukkede.

”Nu kan du få lov til at se mig ødelægge dit liv, uden at få en chance for at gøre noget!”. Han gik grinende ud igen, og jeg sukkede. Måske havde Danny ret. Måske er det her et tegn på jeg burde stoppe mine eventyre.. eller måske bare prøve at være mere opmærksom på at jeg skal passe på..?

Øjnene vippede lidt frem og tilbage, han var ved at rejse sig. Jeg kunne se en gang, og hvordan lyset var slukket. Det er altså nat. Jeg kiggede rundt og fik øje på en sten. En meget skarp en endda. Mine hænder tog fat om den og jeg kiggede så på skyen igen.

Han var gået ned til børneafdelingen, de lå og sov. Nogle af dem var blegere end mig, og nogle helt brune. De lignede alle lig, så jeg ville kigge væk. Men jeg styre ikke øjnene. Han gik hen til en kontakt og jeg opdagede hvad han ville gøre. NEJ! Han kan da ikke bare.. NEJ NEJ NEJ! Jeg slog min hånd ned i jorden og tog så stenen i den anden hånd. Hans hånd kom nærmere og nærmere kontakten. Min hånd der holdte stenen kom højt op i luften før jeg så jernede den ned i anden hånd. Den begyndte at bløde, og jeg så han trak hånden til sig. Grunden til han ikke bare havde dræbt mig.. dræber han mig dør kroppen!

Han så ned på hånden, og jeg sammenlignede med min egen hånd.

Perfekt match. Han begyndte at løbe tilbage mod sin egen afdeling. Den sårede hånd tog fat om stenen og jeg fik den til at slå ned i den anden hånd. Han stoppede op og kiggede på sin anden hånd. Det har han godt af! Han løb hurtigere, jeg jernede stenen ned i mit højre lår. Han faldt. Hvis han falder i søvn.. han vil kunne stoppe mig! Han rejste sig op og gik hinkende hen mod stuen. Jeg slog stenen ned i mit venstre skinneben.

Han stoppede op og måtte få luft. Jeg lo. Jeg bed mig i læben. Hvis alt der sker ved mig, sker med ham.. så må jeg også skade ham, hvis han sidder på min skulder. Jeg havde intet billede af ham på min skulder her, men så må jeg gætte mig frem. Jeg tog stenen og slog den ind i min venstre skulder så hårdt jeg kunne. Synet blev sort, og jeg kunne se mine lænker forsvandt.

 

Jeg vågnede op med kontrol over kroppen. Jeg kunne dog knap bevæge mig. Danny stod over mig og så skulende ned på mig.

”HVAD HAR DU GANG I?” han gik i gang med at råbe af mig, jeg lyttede slet ikke efter, jeg gad ikke. Han har ingen ide om hvad der er sket den sidste dag eller to, og han vil aldrig tro mig.

”Jeg har det fint”. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...