Tågen

Til at starte med er der nok lidt praktisk at vide om historien: Fortælleren skifter mellem flere, man kan se den skifter ved at se at enten skrifttypen eller andet ved skriften er ændret :-)

Historien handler om nogle unge mennesker der flytter et nyt sted hen, hvor der er mange mysterier som de løser lidt efter lidt sammen.

1Likes
3Kommentarer
1164Visninger
AA

3. Så er ferien forbi!

 

Cody sad og skrev med Mira over telefonen. Han sukkede. Mira var ikke flyttet med ind til byen, hun havde bare været her for at hjælpe med flytningen og - Danny fortalte mig at hun var der - for at holde Louisa beskæftiget. Desværre virkede det ikke som det skulle. Vores historie lærer blev ved med at tale. Ferien er lige sluttet, og han plapre videre som om den aldrig var der.

Klasselokalet er lyst, der er tre vinduer, en af dem åbne for at få luft ind. Klasseværelset er lille, har en tavle 3x2, et skrivebord til læren, ellers bord og stole nok til 25 elever. Vi er 23 elever i klassen. Der findes så bøger bagerst i klasselokalet, nok til 20 historikere.

(”I skal i gang med et projekt, individuelt!”).

Jeg kiggede ud af vinduet. Solen skinner, græsset er grønt.. men jeg sidder herinde og hører på historier der er blevet genfortalt så mange gange at jeg snart kan dem uden ad.

(”Jeg gider ikke have en masse om Taylor igen! Der er andre specielle ting i kan skrive om”).

Codys mobil vibrerede, læren bemærkede det vidst ikke. Han skrev hastigt videre.

”I kan vælge emner ud fra den he..” han stod med en hat.

Han stoppede i sætningen og kiggede på døren ligesom alle andre. Den gik op og Louisa kom til syne. Hun stod med bøger i sin favn, uniformen vi alle skal bære(Ternet nederdel og en skjorte med slips -nogle gange en jakke, men den bar hun ikke, alt er rød og blå/grønt.).

”Undskyld jeg kommer for sent” hun kiggede på læren ”Jeg havde problemer med at finde lokalet”.

”Når ja” læren stirrede stadig på hende, alle stirrede på hende.

Han blinkede fortumlet og kiggede ud mod os. ”Det her er T.. Louisa, hun er flyttet hertil i ferien, tag godt i mod hende”.

Jeg pegede med hovedet mod stolen ved siden af mig til hende, hun smilte blidt til mig.

”Bare sæt dig på en fri plads”. Hun gik ned ved siden af mig og satte sig smilende.

”Som jeg sagde i skal lave et individuelt projekt, omhandlende om andet end Taylor” han kiggede efter hende. Hun sad med det lange hår fra sin tid på hospitalet - brunt og flot - og med sine øjne magen til Taylors. Flotte, brune og varme.

”I vil få resten af timen til det, hvis i har problemer med at vælge emne kan i komme op og trække fra hatten”.

Alle begyndte at sidde og snakke om emner de kunne vælge.

 ”Jeg vidste ikke du ville begynde i skole, jeg troede du var rejst med Mira..” jeg så undrende på hende.

”Det var planen, men jeg overtalte min far til at lade mig blive her. Jeg lovede jeg ikke ville gå ud i skove der siges at have en giftrøg”. Hun lo.

Jeg himlede med øjnene. ”Hvad tror du, du vil vælge?”. Hun trak på skulderne og rejste sig, hun gik ned bagerst i lokalet og kiggede bøgerne igennem. Cody så hen på mig og jeg bed mig i læben.

”Skal vi gå op til hatten?” forslog han leende. Jeg nikkede og vi gik sammen derop.

Jeg trak ”Slaget ved Trudvang”. Et slag der foregik på en af vores marker. på grund af den altid havde givet så meget, havde vi navngivet den efter et sted i Asgård.

Cody trak lige efter mig. ”Byens historie 1400-1450”.

Ham og jeg gik ned på vores pladser igen og hev bøgerne frem. Hun gik forbi mig og op til læren.

”Jeg tror jeg har valgt emne” hun smilte til ham ”Jeg vælger byens tilflytning”.

Han nikkede og skrev det ned. ”Jeg håber du falder godt til at i klassen”.

”Det gør jeg nok” lo hun og satte sig ned ved os igen.

”Det emne du har valgt” begyndte jeg.

”Har meget lidt materiale til rådighed” afsluttede hun ”Det ved jeg godt, men det er også sådan jeg kan lide det, det giver mig tid til at finde mere på emnet, og ikke bare sidde og læse det samme om og om igen”.

Hun smilte til os og begyndte så at læse. Jeg gik ned og ledte efter nogle bøger, mens Cody søgte på nettet. Da timen var færdig havde jeg fundet tre bøger om mit emne, Cody havde fundet et, og Louisa havde den ene som kun kort nævnte det.

 

Jeg gik lige bag ved dem. Cody gik på hendes venstre side og James på hendes højre. Han gik og snakkede ivrigt med hende, som om de kendte hinanden rigtig godt. Det kan ikke passe for hun er først startet i dag!

”Så.. ved du om Mira..?” Cody så undrende ned i hendes øjne. Hun virkede lille i forhold til dem. Det lange hår virkede længere da hun hævede hagen for at se op på ham.

”Det gør hun, men ikke de næste 14 dage” svarede hun.

De gik hele vejen foran os, og videre ind i næste lokale. Jeg sad som tidligere bagved hende. Hun sad igen ved siden af James, der også sad ved siden af Cody.

Faget er billedkunst - og er meget nemt for dem der er gode til at male. Ligesom vores historielærer - Kewin - virkede vores billedkunstlærer chokeret over Louisas ydre. En levende Taylor.

 

Billedkunstlokalet var griset. Bordene havde maling over sig, som var de aldrig blevet vasket, det var helt misfarvet og gjorde det havde en ujævn overflade. At tage noter med et bare et papir og en blyant vil skabe huller i papiret. Jeg lod min hånd køre over dets grumsede og let klistrede overflade. Man kunne krasse det af hvis man havde neglene til det. Måske en nøgle eller en mønt kunne hjælpe? Jeg mærkede på mine lommer efter mønter. Men der var tomt. Der var kun et vindue i rummet - en vinduskarm hørte med til, men den var næsten umulig af se, på grund af alle de forskellige skulpturer der dækkede den til. Der var noget der vidst skulle ligne en and, men hovedet havde været knækket af, og blevet lagt ved siden af. Nogle af dem var flotte, mens andre lignede misfostre. Tapetet havde blomster på sig, små gule blomster, ikke særlig kønne - det har de sikkert været på et tidspunkt! - og var meget mørk på grund af manglen på lys i lokalet. Der var tre lamper i loftet, lange og gav et blågult skær fra sig. En af dem blinkede med to sekunders mellemrum. Jeg kiggede op på det og kunne se at en malerpensel sad fast deroppe. Jeg kiggede rundt efter planteliv, og blev chokkeret da der ikke var et. Jeg ledte så efter materialer, og kiggede hen på reolerne, jeg kunne allerede se på afstand den uorden der fandtes i det.

Jeg sukkede lavmeldt og prøvede at lytte efter hvad læren sagde. Lyset fra vinduet ramte mig ikke, jeg kiggede der hvor det stoppe. På James. Solen skinnede bag ham, og gjorde det umuligt for mig at se Cody.

Ordene fra hospitalet vendte tilbage til mig.  ”Fordi du er en meget nær ven til mig”..

Nær ven.. intet mere… Læren snakkede løs, og jeg kunne pludselig forstå hvorfor ingen rigtig nærede nogen kærlighed til selve faget. Ingen havde set særlig glad ud, da vi gik herhen..

Klokken ringede og vi skulle have idræt - i det mindste noget hvor man ikke skal sidde stille og lytte!

Jeg gik ind i omklædningsrummet med resten af pigerne og vidste at de holdt øje med hvert enkelt lille træk jeg lavede. Jeg har set nogle af dem før - på museet. Nogen af drengene har jeg også mødt der. Jeg fik taget bukserne af, og tog hurtigt shorts på. Jeg tog mine idrætsokker frem, og fik hurtigt taget mine hverdagssokker af, efter at have lavet den lille bytning begyndte jeg at tage sko på. En eller en blev de snøret, og mit hår dækkede for mit ansigt. Mine hænder blev ved med at snøre, mens jeg kiggede op og rundt på dem. De kiggede skiftevis på mig. Jeg rejste mig op og tog min skjorte og undertrøje af. Øjnene begyndte at kigge efter mig der. De blev mindre skjulte blikkene. Jeg tog min bh af for at skifte til sports bh, og tog så en anden undertrøje på bagefter. Jeg tog mine øreringe ud og lagde i min jakkelomme, lige før jeg tog den mørkerøde T-shirt på. Jeg kiggede op i rummet for første gang. Der var to slørede vinduer, der kun lukkede minimalt lys ind. Gulvet og væggene var tidligere hvide fliser - nu hårdhud gul.

Jeg rejste mig og åbnede døren til hallen. Jeg gik ud og kiggede derind. Der var ikke meget plads. Måske plads til tre volleyball baner. Højest.

Der var alle mulige optegnelser på gulvet for forskellige baner, og der var højt til loftet. Tre etager oppe vil jeg mene.

Jeg løb udenfor, efter at have taget håret i en elestik - ikke at det hjælper meget!

Lærerne snakkede heftigt med mig, mens jeg ventede på at Cody og James. De virkede ikke spor overraskede som de andre lærere. De spurgte ind til skader - om der var noget jeg ikke kunne. Efter at have gennemgået interviewet med dem løb jeg hen til James og Cody.

”Er du klar til fodbold?” lo Cody.

Jeg nikkede leende.

 

Hun chokerede mig, jeg vidste fra mine venner - hun er åbenbart kendt af dem - at hun er en bognørd. Efter jeg fik det af vide havde jeg lave forventninger til hende. Men hun bevæge sig hurtigere end de andre piger - de stirrede lige så meget som os!

Hun var aktiv, og blev ved med at prøve. Faldt hun eller slog hun sig rejste hun sig om som om intet var sket. På et tidspunkt blev hun endda tacklet af en af drengene, på hans ansigtsudtryk kunne man tydeligvis se det var et uheld! Hun rejste sig op alligevel selvom al luften må være blevet revet ud af hende.

Hun scorede flere mål end nogen anden, og vi havde problemer med at holde hendes tempo. Vi andre blev trætte hen ad timen, men hun beholdt det samme energi niveau hele tiden.

 

Timen endte og jeg skyndte mig ind for at tage et bad. Da jeg fik øje på bruseren var jeg ved at tabe munden. Den var ikke hårdhud gul som fliserne ude i omklædningen. Den var muggrøn, jeg kiggede på en håndsæbe der var ved den. Da jeg prikkede til den gik den indad og jeg opdagede chokeret det var en vaskesvamp overdækket af sæbe. Jeg holdt brækket inde, og tændte for vandet. Vandet der kom ud var iskoldt og så pisgult ud. Jeg blev hurtigt skyllet i mørket - lyset kunne ikke komme ind ude fra vinduerne og der var ingen lamper i loftet - og tog så mit håndklæde om mig. Jeg skyndte mig ud, fik tørret mig af og smuttede så i uniformen før jeg løb ud af omklædningsrummet og fik øje på Cody og James. James stod med mørkt fugtigt hår. Han må tydeligvis have været i bad. Gad vide hvor dårligt badene ser ud inde hos drengene?

Vi gik udenfor på plænen udenfor klasselokalet. Stadig traumatiseret fra badet skippede jeg min middagsmad.

”Jeg er så træt” jeg satte mig ned i skyggen af et træ. De satte sig ved siden af mig.

Cody skrev lystigt med Mira - de er officielt kærester nu, hvilket er godt for mig, for så slipper jeg for hun går efter Danny - og James sad og kiggede ud over markerne. Skolen er placeret i udkanten af byen. Helt yderst. Så hvis man sidder mod øst udenfor bygningen vil man kunne se de tilhørende marker.

De er smukke. Nogle af dem med korn, andre med majs. Majsmarkerne havde høje planter, jeg kunne se færdige majs på lang afstand. Cody sad i sin egen lille verden, jeg så hen på James han stirrede på mig.

”Hvad er der?” spurgte jeg og prøvede at smile normalt til ham.

”Ikke noget” han sad lige ved siden af mig, op ad samme gamle mørkebrune træ. Hans arm lagde sig langsomt om min skulder, mens jeg kiggede ud over marken. Jeg kan ikke lide uniformen på ham for at være ærlig. Bukserne er kedelige og giver ikke hans ben retfærdighed.. og skjorten passer ham ikke særlig godt. Slipset for ham til at se kedelig ud.

”Såå” jeg kiggede på hans ansigt ” der vil snart være…” Klokken ringede ind og vi rejste os igen. ”Hvad var du ved at sige?”. Vi gik hen mod indgangen, han kløede sig i nakken. ”Der vil snart være.. en fest i byen.. For at fejre …” han tav, da han holdt døren åben for mig. Vi forsatte ind af den støvede, beskidte gang, hvor intet sollys slipper ind, hvor der kun er lys fra blinkene lamper.

”Noget.. og jeg tænkte på om..” Han styrede mig væk fra gangen og ind i lokalet, han vidste jeg åbenbart ville fare vild på egen hånd ”Du ville følges med mig?”.

Vi satte os på vores pladser. ”Æhm.. ja, hvorfor ikke?”. Jeg var blank. Selvfølgelig vil jeg følges med ham! Men jeg lød ikke særlig sikker, han nikkede langsomt, og jeg kunne se hvordan tanhjulene begyndte at køre i hans hoved.

 Det var stille og roligt - matematik timen altså - jeg nød det. Efter at have udregnet opgaverne - Piece of cake! - hev jeg historiebogen op.

Efter to timer matematik fik vi fri.

”Hvad med jeg følger dig hjem?” James har stadig ikke set huset. Det er blevet rigtig flot indvendigt, men trods far og Danny havde malet det udenpå.. så ser det stadig forfaldent ud.

”Jo, det kan du da godt”. Vi steg op på cyklerne, og cyklede ind i skoven. Nu hvor tågen ikke længere var der, så virkede den ikke nær så skræmmende. Solen skinnede ned fra trætoppene, og træerne var alle utrolig grønne og lyse.

Jeg skal på arbejde om to timer. Det slog mig pludseligt. Jeg havde håbet han kunne blive lidt, men med alle lektierne..

”James” jeg så hen på ham, han kiggede rundt i skoven. Vi cyklede videre i stilhed. Han må ikke have hørt mig. For mig selv syntes jeg det var akavet.

”Louisa” han smilte til mig ”Jeg glæder mig til at se jeres hus, jeg har aldrig set det før faktisk”.

Han taler om det som om alle i byen har set det.

”Det ligger også inde i skoven” lo jeg. Vi stoppede lige udenfor, og lod cyklerne stå op af det sorte stålhegn.

”Wauw” Han kiggede på huset. Huset er tre etager højt, har træværk uden på sig, det er grønhvidt(Far havde prøvet desperat at male det hvidt for at rystet ”hjemsøgt hus” indtrykket af sig, desværre fik det bare huset til at se dødeligt sygt ud i stedet) og har en veranda ved hovedøren. Der er også en tilbygget garage - mine bedsteforældres tilbygning.

Døren er af træ, den var så blevet helt hvid. Dørhåndtaget havde en flot guldfarve, og jeg indsatte den matchende nøgle i nøglehullet.

”Kommer du?” jeg smilte hen til ham. Han trådte forsigtigt op på verandaen. Den ser ud som om den kan brase sammen hvert øjeblik det skulle være, far har så været ned i kæleren gravet lidt ud og indsat nogle trækasser neden under så det ikke kunne ske.

”Tag det roligt, det braser ikke sammen”. Jeg gik ind i gangen. Her var det lykkedes at male de tidligere trægrønne vægge hvide.

Han kom indenfor og kiggede nysgerrigt rundt, jeg rettede på et af billederne af hele min familie samlet. Min mor, Min far, Danny og jeg. Det var malet. Min mor fik en fotograf til at tage et billede af os, og så malede hun efter det. Det er hende der lærte mig at male.  

Han sagde ikke noget. Gangen føre en ind i stuen, og til stuen hænger køkkenet i den anden ende. Der er fire døre i selve gangen. Et badeværelse, det lille bibliotek, musikværelset og så en lille pool i det sidste. Det er et af de få rum jeg ikke er gået ind i endnu. Der kommer en stank af mug og alger derinde fra. Vandet skulle være grønt, som havde flere lig lægget deri i flere hundrede år, og fliserne skulle være sorte. Der er så to vinduer, så der kan komme lys ind. Den eneste der har set rummet har været Danny og han sagde til os vi ikke skulle gå derind før det er færdigt.

Trappen ude i stuen går så op til gangen på første etage hvor den ekstra stue, det ekstra badeværelse, mit værelse og Dannys værelse er. Hvis man så gå den modsatte retning af der hvor trappen dukke op, så vil man finde mit malerum, et lille ekstra køkken, og et ekstra soveværelse. Der er så en lille trappe i et lille rum for sig selv. Går man op ad den ser man et gigantisk badeværelse, hovedsoveværelse, og to gæsteværelser alle meget store.

”Det er meget flot” han så stadig på gangen.

”Tak”, jeg tog skoene af og hang min jakke op på et lille stativ der stod i et lille indhug ved indgangen. Han fulgte mit eksempel og så gik vi videre ind i stuen.

”Min far kommer først hjem senere” fortalte jeg og gik hen mod trappen. Han kiggede sig nysgerrigt omkring. Vi har to sofaer der. En stor fire personers sofa og en lille to personers sofa. Begge i hvide. Bordet der hørte til var så sort. Der var et tv til dem, hvilket far bruger når han skal se sport og som Danny bruger når der er racerløb.

Vi har så det her hvide tykke tæppe det hele står på. Resten af gulvet er bare træ.

Han kiggede stadig nysgerrigt rundt da vi kom op på 1. sal. Jeg gik ind på værelset. Det var utroligt rodet. Jeg sad i går aftes med en masse bøger - for at finde noget mere om min slægt! - så der var bøger slået op omkring min seng. Den seng Mira havde brugt stod rent og pænt, mens jeg derimod ikke havde nået det i morges. Min seng havde bøger der var opslået over det hele. Nu hvor Mira ikke længere var på værelset kunne jeg sagtens sidde med lyset tændt i sengen. Mit skrivebord havde flere bøger på sig, også slået op, og flere var væltet ned og smækket i, mit tøj lå ud over det hele. Han så undrende rundt.

”Jeg troede alle piger var..” han kiggede undrende på mig ”Meget.. ryddelige?”.

Jeg kluklo og smed min taske hen i et hjørne. Han satte sin ved døren.

”Undskyld rodet, jeg kom sent op i morges” jeg begyndte at samle bøger sammen. Jeg tog bogmærker og satte ind på siderne jeg var nået.

”Det er helt okay” han fandt kassen med bogmærker og hjalp mig.

Da jeg ikke længere havde flere bøger at samle sammen, og han var i gang med at rede min seng, begyndte jeg at samle tøj sammen.

”Louisa jeg tænkte på om du vil med ud på en cafe og spise i morgen?”. Han stod og kiggede på mig, jeg nikkede smilende.

”Lyder fedt” svarede jeg og prøvede at dække min bh over med min T-shirt. For sent, han så den!

Jeg smed det hele hen i en vasketøjskurv.

”Vil du se resten af huset?” foreslog jeg. Han nikkede og vi gik ud af rummet. Jeg startede med 1.sal, jeg viste ham først det lille køkken, så stuen, så badeværelset og så til sidst mit malerum. Han kiggede nysgerrigt omkring derinde. Jeg har for længst gemt Taylors malerier væk - så godt at indbrudstyve ikke vil kunne finde dem.

Han kiggede på nogle af mine malerier, bedømte dem hurtigt indvendigt, og så viste jeg ham resten af huset. Jeg undlod Dannys værelse, 3.etage og pool-rummet. Han skulle på toilettet så i mens skiftede jeg til arbejdstøj. Han kom ud og smilte til mig.

”Så hvornår skal du på arbejde?”.

”Om ikke så længe..” jeg gik ned i stuen, han kom gående efter.

 Køleskabet var helt fyldt op, det havde far sørget for inden han tog af sted i morges. ”kunne du tænke dig noget at spise?”.

Han kiggede hurtigt ”En leverpostejmad, hvis i har det”. Jeg tog leverpostejen ud og fandt rugbrødet. Efter at have smurt sådan en til ham, gik jeg i gang med at lave en mad til mig selv. Jeg tog to skiver rugbrød, smurte med smør og fandt så noget hamburgerryg. Jeg skar kanterne af og satte dem på, så saltede jeg dem grundigt og så satte vi os ind i stuen og spiste. ”2 sekunder” han løb ovenpå, mens jeg spiste den ene af mine madder.

Da han kom tilbage var det med hans taske. Han satte sig ned og vi forsatte med at spise. Da vi begge var færdig gik vi udenfor til cyklerne. Det var allerede solnedgang, så vi kørte hurtigt. Da vi nåede til skillevejen sagde vi hurtigt og akavet farvel.

Jeg skyndte mig ind på parkeringspladsen bag ved museet og løb ind til omklædningsrummet hvor jeg smed mine sager ind i et skab, tog chokoladebaren i baglommen og gik så ud til indgangen hvor Thomas ventede. Thomas - min boss, og ham der havde hyret mig! - står altid i fint tøj, altid jakkesat, og altid håret sat pænt. Mit hår var uldet, og jeg var ret sikker på min makeup var skadet fra idræt.

”Godt du nåede det” lo han ”Vi skal lige til at åbne”. Tirsdage har Thomas sin fiskedag. Derfor har de kun åben om aftenen, den dag.

”Hvordan var fisketuren?”. Han fortalte mig om hvor store og hvor mange fisk han fangede, om det gode vejr og om turen derhen med sin kone. Jeg nikkede høfligt og lyttede halvt efter mens jeg prøvede at huske alt jeg skulle huske om malerier, statuerne og alle de andre genstande i det her museum.

”Louisa, jeg glemte næsten jeg skulle fortælle dig at..” dørene der står på timer åbnede og de første gæster kom ind. En familie på tre. En mor, en far og en lille pige. ”Det må vente” han gik hen i skrænten mens jeg gik rundt på gangene. Moren gik rundt i en sommerkjole med blomster rundt omkring. Manden var kommet i cowboybukser og en T-shirt. Den lille pige var kommet i en hvid kjole med et blåt bånd om. Hendes hår var sat op i to hestehaler, med lignende bånd.

Så snart de fik øje på mig bad dig om den store tur. De får tilbuddene ude ved skrænten. Den lille pakke er hvor de betaler 5 kroner for et spørgsmål, der er så tilbud(3 spørgsmål for 12kr, 7 spørgsmål for 30kr), alt den information de får af mig kan de få af at læse, men det er der nogle der ikke gider, ellers er de her alene og vil gerne have selskab.

Den mellem pakke er hvor de vælger nogle rum(Der er 7 rum), det hedder 2 rum af frit valg for 20 kr. Hvis der så skal flere rum oven i er det +10kr. Den store tur er hvor jeg følger rundt med dem, og besvare alle deres spørgsmål. Den koster 120 kr. Kvinden var typen der var ligeglad med kunstneren, hvor det kommer fra og hvornår det er fra. Hun ville bare se det, og bedømme det selv. Pigen havde ikke så meget at sige til tingene - kun tre år gammel! - men manden spurgte så meget ind til dem som han kunne. Hvert eneste maleri, skulptur og hvad der ellers kunne findes.

Pludselig var der mange flere og de var i sidste rum. Jeg åbnede min lille skindposepung der hænger på mit bælte(Jeg bruger den til blyanter og kuglepinde, og så slikpinde, hvis nogen betaler for noget og har et barn skal jeg give en slikpind), og gav pigen en lille lyserød slikkepind. De gik mod udgangen og andre kom hen for at spøge mig. Inden aften var slut havde vi tjent godt ind.

”Thomas” han kom hen til mig, hoveddørene var låst nu, og mørket havde lagt sig udenfor.

”Jeg tænkte på.. har i noget historie om den gang der blev tilflyttet hertil?”. Han gned sin hage, og rystede blidt på hovedet. ”Nej.. nej jeg har intet. Men jeg har en fætter der bor i byen folket her stammer fra, han burde vide lidt mere om det end jeg gør”. Han lo.

”Jeg kan skrive til ham?”.

”Det må du meget gerne”.

”Godt arbejde for i dag” sagde han, mens han gik op til skrænten igen. Jeg hoppede ud bag ved og fik snuppet mine ting. Jeg tog chokoladebaren og spiste. Lokalet har syv grønne metalskabe. To meterhøje og en halv meter bred. Gulvet er fliser og væggene har tapet, med et underligt mønster. Jeg gik udenfor og hoppede på cyklen. Da jeg kørte gennem skoven alene sukkede jeg. Jeg indrømmer gerne jeg ikke er særlig glad for.. mørke skove. Og jeg skal cykle hjem hvem ved hvor mange gange i mørke. Da jeg nåede frem til huset, var lyset allerede tændt. Far er vidst hjemme!

Jeg smed cyklen ved hegnet og løb ind i huset.

”Har du haft en god dag?” han stod og lavede aftensmad. Kyllingespyd med nudelsalat. En af mine yndlings!

”God” svarede jeg ”Hvad med din?”. Han begyndte at fortælle om arbejdet på kontoret, hvor kedelige møderne havde været, hvor irriterende en sekretær havde været da hun havde skrevet nogle forkerte tal ned og forvirret far da han skulle regne sammen.

”Jeg har en masse lektier for” forklarede jeg og hentede bøgerne oppe på værelset. Jeg sad ude i køkkenet og lavede lektier, mens han lavede mad.

Jeg fortalte ham om de ulækre bade, mens jeg lavede matematik, og inden jeg var færdig var maden færdig. Vi spiste foran tv’et mens far satte sport på.

”Der går nok en uge eller to før Mira kan komme tilbage” bemærkede far ”Hun var tæt på at komme alvorligt til skade, så hendes mor skal lige komme ned på jorden igen”.

”Det ved jeg godt”.

”Og mens vi lige taler om at komme alvorligt til skade..” han slukkede lyden på tv’et og kiggede på mig. ”Jeg ved godt at jeg bad dig ikke gå ud i mørke tågede skove igen, men jeg mente ikke kun det”.

? ”Hvad mener du?” jeg tog noget mere kylling i munden.

”Jeg vil gerne have du.. passer mere på fremover” han smilte blidt til mig ”Jeg ved godt at du.. hele dit liv har fået meget frie tøjler til at gøre hvad du vil, hvornår du vil.. og bare har taget konsekvenserne af det, men.. du var tæt på at dø lille skat”.

Jeg trak på skulderne. ”Og?”.

Han sukkede. ”Hvis.. Hvis din mor måske havde været mere.. forsigtig på sine eventyre.. så ville hun mås..”

Jeg bed mig i læben og afbrød ham så. ”Du beder mig om at lære af mine og hendes fejl?”.

Han nikkede. Jeg tog mere kylling i munden og så på far. Han så træt ud, og jeg kunne mærke mit hjerte sænke sig i mig. Jeg ved godt jeg er en stor mundfuld nogle gange. Jeg kommer tit i fare, der skal intet til jeg ender der, jeg sover knap nok, jeg spiser næsten ikke..

 Men i sidste ende er det bedst sådan. Mor har opdaget så mange fantastiske ting på sine ture, set mere end mange mennesker vil hele deres liv! Hun har sørget for at jeg så nogen af de ting med hende, så jeg ikke skulle begynde forfra, fra hvor hun startede. Nu kan jeg starte der hvor hun slap.

”Jeg elsker dig.. og jeg elsker mor” han så undrende på mig ”Og jeg ved godt at jeg er en stormundfuld.. men i sidste ende er jeg okay, så du skal ikke bekymre dig!” jeg rejste mig op, og vaskede min tallerken af. Far havde tændt for lyden på tv’et igen.

Jeg gik op på værelset for at læse videre. Lyden af tv’et var distraherende. Jeg noterede alt det jeg kunne få ud af historie bogen. Den sagde faktisk ikke noget om hvorfor de var tilflyttet, kun at de var, den beskrev markerne, størrelsen, husene, fremskridtene.

Jeg faldt i søvn over bogen og vågnede op klokken tre om natten. Jeg besluttede at gå på toilettet, selvom jeg ikke brød mig om tanken. Selv i et hvidt hus, med hvide vægge vil alt se mørkt ud når solen forsvinder. Jeg tændte det sørgelige lys og gik i halvmørket ud mod toilettet. Lyden af tv’et nede i stuen der var forsvundet, og lyden af fars snorken der kom fra ovenpå tydede på at han sov. Jeg lukkede døren, kiggede ind i spejlet og overvejede at dække det til inden jeg satte mig på toilettet. Efter at have vasket hænder og have skyllet ud, børstede jeg tænder. Jeg gik ud på gangen igen. Lyset var væk. Gangen helt mørk, og den eneste kontakt er ved min dør. Det kan da ikke bare.. det er umuligt, lyset kan ikke bare.. nej, det kan ikke bare slukke. Jeg stod i mørket og stirrede på min dør. Lammeslået af mørket. En af mine svage sider. I mørket har fantasien frit løb. Den mindste lyd(”knrrrk”), den mindste skygge kan blive til et frygteligt monster i vores fantasi. Ligesom den første nat her. Hullet i skabet.

Gadonk, Gadonk. Rsssssle! Rssssle!” Jeg faldt tilbage og kiggede hen på vinduet helt nede for enden af gangen. Nogle grene ramte vinduet, og legede med glasset. Jeg rejste mig op, børstede forpustet mit tøj af og mærkede noget køre over min hud. ”Sjuuhhs”. Jeg trak hånden til mig, og mærkede angsten komme snigende. Skyggerne, der kun fandtes på grund af målelyset der kom igennem vinduet, begyndte at tage former. ”Gadonk gadonk!” lyden lød ikke længere som grene mod vindue, men som en bowlingkugle der trillede ned af en trappe, og lyden kom nærmere og nærmere. Jeg tog hænderne for ørene. Jeg så en skygge henne ved min dør. Hoved, skuldre, ben, hår! ”na..” jeg rystede på hovedet, sådan en.. sådan en skygge kan ikke findes, ikke lige nu, ikke lige her! Armene begyndte at løste sig op. ”Shhhuuujs” noget gled hurtigt hen ad min læn.

Der var ikke længere kun to. Der var mange! Rigtig mange! Alt for mange!

Shhhuuujs” jeg kunne se hvordan de nærmede sig mig. Jeg vendte mig om med nævnerne oppe. Der var intet. Intet. Selvfølgelig er der intet! Det er bare min fanta ”Shhhuuujs” ”NEJ”. Jeg kastede mig til siden og ind i væggen. Mit hoved begyndte at gøre ondt. Jeg så hen på min dør, skyggen var væk. Mit hår ramte mig pludseligt i ansigt.

”Hold nu op!” græd jeg. ”HOLD NU OP!”. ”Shhuuujs”.

”Hold nu op” gentog jeg hviskende ”Hold nu op”. Tårene løb ned af mine kinder, mens jeg gentog mig selv. Jeg satte mig helt op ad væggen så min ryg var helt lige, og jeg kunne se alt der foregik.

Shhuuujs” mit hår ramte mit ansigt igen, og jeg så en skygge på gulvet. Jeg trak benene til mig, og tog mine hænder om dem.

”HOLD NU OP!” tårerne blev ved med at falde. Noget tog fat i min skulder, jeg skreg.

”Lille skat slap af, der er ikke noget” fars stemme skar igennem og jeg kastede mig om ham.

”Det.. ” jeg forsatte med at græde.

”Strømmen er gået” hviskede han ”Det er okay, der er ikke noget”. Jeg svarede ikke, jeg holdt bare om ham, mens han trøstede mig.

”Nu går vi ind og henter din pude og din dyne. Så går vi nedenunder og sover på sofaen. Vi tænder nogle stearinlys, og jeg tror vi har nogle skumfiduser i skabet vi kan riste over dem”. Jeg nikkede, og han fulgte mig ind på mit værelse. Jeg samlede de mest nødvendige ting sammen(Hovedpude, dyne, mobil) og så gik jeg med far ovenpå og vi hentede hans mest nødvendige ting. Vi rykkede det ned i stuen, og han fandt nogle stearinlys, mens jeg fandt skumfiduserne. Det tog lang tid for mig at falde i søvn efter det. Det er sjældent jeg bliver bange. Men mørket.. der skræmmer mig sådan.

 

 

Vi stod ved skolen og ventede på hende. Cody og jeg havde mødtes tidligere på grund af et projekt i et andet fag. Hun kom cyklende, hun så virkelig træt ud.

”Du ser syg ud” bemærkede Cody da hun havde parkeret cyklen.

Hun sukkede. ”Jeg læste hele natten”.

”Igen?” jeg så undrende på hende ”Det kan ikke være sundt”.

Hun kiggede bare ned i jorden og grinte lavmeldt som om der var noget vi ikke forstod.

”Skal vi gå ind?” hendes stemme var mere rolig, end den var i går. Hun talte langsomt og roligt. Normalt taler hun energisk og hurtigt, som om hun har virkelig meget at sige, men for lidt tid til det.

 Hun snakkede ikke så meget hele dagen. Hun virkede lidt for tavs og ved siden af sig selv.

”Er alt okay?” Cody var gået, på grund af uvejret var vi indenfor i klassen, så han kunne sagtens nå i kantinen i dag og købe mad.

”Ja” hun sad og tegnede kruseduller på en blok, hun valgte åbenbart ikke at spise igen i dag.

”Hvis der er noget galt, kan du godt fortælle det til mig”.

Hun smilte blidt til mig. ”Det ved jeg godt”.

Men hun fortalte mig intet. Da vi tog ud på cafeen efter skole virkede hun mere afslappet ind i skolen, lidt mere energisk, men ikke nær så energisk som normalt.

”Er du sikker på alt er okay?”. Hun smilte til mig.

”Jeg har bare sovet meget lidt, det er derfor jeg virker så træt”. Hun gabte, men jeg tror næppe det er derfor.

”Hvad med jeg følger dig hjem?” Vi betalte begge, og tog så af sted på cykel. Vi nåede huset og jeg kunne se at hendes far stadig var hjemme.

”Jeg må hellere se at få skiftet og kommet på arbejde” hun gabte igen, og så lagde hun armene om mig i et kram. ”Vi ses i morgen”.

Hun gik ind i huset og jeg stod lammeslået. Hun.. krammede mig?

Jeg cyklede hjem og tog selv på arbejde..

 

Jeg ankom på arbejdet.

”Louisa! Min fætter har svaret, han siger der er så meget at fortælle at det nok er nemmere hvis du tager ind og besøger ham”. Thomas stod smilende.

”Mange tak!” jeg tog i mod papirlappen med adressen.

”Og jeg skulle også huske at fortælle dig at der er en udgra..”, han måtte gå hen til skrænten igen, og jeg tog til det normale arbejde.

 

Jeg stod og kiggede på cyklen i mørket. Jeg.. jeg kan ikke… jeg kan ikke. Jeg tog mobilen op til øret.

”Hej far.. jeg tænkte på..”

”Jeg er på vej lille skat”.

”Mange tak, vi ses”. Jeg gik ud til vejen og var lykkelig da far kom kørende. Han var blevet hjemme for at ordne strømmen.

 

Jeg så på adressen. Jeg skal tage bussen og toget for at komme derhen. Måske.. Måske skal jeg finde selskab. Det må vente til fredag. Men jeg skal arbejde der!

 

Cody og James ventede på mig ved porten ind til skolen.

”Godmorgen” jeg cyklede ind og fik låst den.

”Godmorgen solstråle” lo James ”du virker i godt humør”.

Jeg nikkede leende og vi gik ind mod skolen. James ville tale om sit historieprojekt - fordi jeg arbejder på museet.

Jeg fortalte ham det jeg vidste.

”Jeg tænkte på om i måske ville med til Georgetown?”.

”Hvad skal du da der?” spurgte James undrende ”Den er mere smadret end den her”.

”Historieprojektet”. Cody rystede på hovedet.

”Jeg kan ikke, jeg skal møde Miras forældre”. Jeg nikkede og så på James. Vil det ikke være akavet for os at sidde alene i et tog i så lang tid?

”Jeg vil gerne”.

Resten af dagen gik hurtigt, og jeg kom på arbejde.

”Jeg skal ind til Georgetown, og jeg tænkte på om jeg ikke kunne få fri i morgen?”.

”Faktisk så syntes jeg det er en glimrende ide” han smilte til mig ”Vi har et par værelser mere som der er ved at være klar til brug, og vi mangler noget vi kan bruge dem til”.

Hvor vil han hen med det her?

”Og…?” han smilte til mig.

”Vi har ikke noget om hvordan byen blev til, så hvis du kan komme tilbage med nok, og måske også forhandle dig til nogle malerier fra byen, så har vi en ny attraktion”. Han havde ret i noget der. Jeg gik rundt og kiggede på tingene der allerede var der, mens jeg besvarede spørgsmål for folk. Det kan da ikke være så svært at finde ting der har en historie? Nogle malerier af folket i byen før, malet af dem selv? Og nogle fotografier jeg kan tag af byen nu?

 

Far hentede mig igen, og vi spiste aftensmad. Skoledagen virkede så utrolig mere lang - sikkert fordi det er fredag! - men den sluttede til sidst. Og før jeg vidste af det var både jeg og James i bussen.

”Så.. skal vi bare kigge i byen, eller har du kontakt med nogen?” James sad og kiggede hen på mig. Jeg havde fortalt ham at vi skulle sove der, minimum en nat, medmindre han selv ville tage hjem, så han havde taget ekstra tøj med. Da vi stod af stirrede jeg. Selvom der var en togstation virkede byen uændret. Som om at efter folks forfædre forlod den, har den holdt op med at udvikle den. Men der bor da stadig folk. Vi gik med hver vores taske rundt. Alle bygningerne var af træ. Vejene var trådt til, med ingen asfalt på.

Vi gik rundt i byen, indtil vi fandt et form for transportmiddel - en heste vogn!

Hesten var stor, brun og havde en flot manke. Ham der styrede den virkede lige så gammel som byen. Vi sad i stilhed indtil vi nåede den gigantiske villa. Den lignede resten af byen udvendigt, bortset fra at der var en ordnet have der. Vi bankede på, hestevognen forsvandt og en ældre mand med fips skæg åbnede døren.

”Louisa?” Han kiggede spørgende på mig, og jeg nikkede.

”Lad mig tage jeres bagage, så vil Denim føre jeg ind til stuen” vi satte bagagen på en vogn, og en yngre version af den ældre mand kom og førte os gennem en utrolig smuk og middelalderagtig korridor. Vi blev sat ind i en stue og ventede siddende på en sofa.

”Det her er skræmmende” han kiggede rundt. Der var ild i pejsen, og middelaldertemaet var igen ført ind i rummet. Røde tæpper, røde sofaer, store billeder, få reoler, et skrivebord, sprut…

”Halløj!” En ældre mand - cirka to år ældre end Thomas - kom ind.

Han var lige så fint påklædt som Thomas altid er.

”Hej” jeg rejste mig op.

”Du må være Louisa! Thomas fortalte mig en masse om dig, mit navn er Keith”. Han tog hånden ud mod mig, jeg tog den smilende.

”Som du ved, er jeg Louisa, og det her er min ven James..” James rejste sig og tog også hans hånd.

”Du ville gerne vide noget om byen?”.

”Ja, hvorfor rykkede folk?”.

 

De begyndte at tale historie, og jeg… fadede ud, det kedede mig utrolig meget, men jeg ville ikke vise det overfor Louise. Jeg ved hun elsker sådan noget her - uanset hvor kedeligt det kan virke for mig.

Desuden så sagde jeg jo selv ja til at tage med.

Keith gik. ”Undskyld at du keder dig”.

Jeg så overrasket på Louise. Hun smilte til mig. ”Hvo.. Jeg keder mig ikke”.

”Jo du gør, du sidder med samme ansigtsudtryk som du sidder med i billedkunst”.

”Okay.. jeg keder mig måske en lille bitte smule”.

”Han er gået for at finde adressen til slottet hvor de fleste bøger er”.

Hun gabte.

”Er du træt?” jeg så overrasket på hende ”Jeg troede du morede dig?”.

”Rejsen har taget alt min energi”. Han kom igen, og vi fik adressen.

”Det er begyndt at blive sendt… vil i låne et rum eller to?” han smilte til os ”Det er bedre end den lokale kro”.

”Ja, mange tak” Louisa gabte blidt.

”I må også være trætte efter den lange rejse, jeg vil sørge for der er noget varmt mad til jer på værelserne”. Vi blev ført til hvert vores værelse, jeg spiste sultent, og faldt hurtigt i søvn.

 

Jeg spiste langsomt. Maden var en form for suppe, jeg vrængede på næsen. Det er ikke ligefrem min yndlings.. jeg spiste langsomt ad den, men gav op til sidst. Jeg åbnede bøgerne og gik i gang med at læse. Keith havde fortalt mig så meget han kunne huske. Fra slutningen af krigen - der var skyld i de flytte! - til at de fik besked om at folkene havde fundet nyt bosted.

Jeg gik i gang med at læse om krigen. Efter to timer havde jeg fundet ud af at krigen havde udtømt deres resurser og en bølge med krigere mere ville udradere deres by. Derfor delte byen sig om. Dem der troede på de kunne forsvare byen, og den del der mente de skulle forlade den. Dem der ville forlade var væk en morgen, tre dage før de have sagt de ville tage af sted. En af grundene - en mand havde fået en besked fra sin kone - var at de vidste at den anden del ville kæmpe for at holde dem tilbage. De tog af sted og mange år senere fik de besked fra den nye by om at de var i live. Det fik flere til at rykke. Forladte mænd, forladte koner. Der kom aldrig endnu et slag i byen, den anden by havde åbenbart lidt en dårligere skæbne. De havde prøvet at udvikle mere effektive våben, i stedet for medicin. Så da en plage ramte byen blev de udraderet. Det opdagede byen her først mange år efter, da alle ligene for længst var blevet angrebet af forskellige dyr og insekter. De begravede resterne, da de var sikre på de ikke selv kunne blive smittet. Og så levede de videre her i byen. Kongefamilien der havde kontrolleret den her by og nogle andre små byer, havde rejst. Manden var blevet med resten af byen, mens hans kone, datter og rådgiver var rejst til den nye by.

Kongen forlod aldrig byen, så han døde alene, uden nogen arving. De lukkede så slottet af, efter begravelsen. Nu er alle bøgerne derinde, og kun Keith har nøglen til slottet. Nu har jeg den så.

Jeg vil ikke kun have fat til grunden - Thomas havde bedt om så meget historie som muligt!

Jeg kiggede ud af vinduet og ud på haven. Den er smuk, i mørket. Min mobil viste klokken var 4 om natten, så jeg smed mig i sengen og faldt træt i søvn.

 

Hun kom ind fuld påklædt på mit værelse.

”Stå op” hun satte sig på siden af sengen ”Vi skal på opdagelse i dag”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...