Starring Role

Lad mig vide, hvad I synes før jeg udgiver resten :-)

15Likes
17Kommentarer
1443Visninger
AA

3. Kapitel 1 (fortsættes)

 

Det startede som en typisk torsdag morgen.. som sædvanlig havde jeg ikke lyst til at starte dagen med to timers idræt, så jeg lod være, og gik over til Jonathan som sædvanlig, og fik ham overtalt til også at pjække fra de to første timer – den var han med på.
”Salina har også været her hele natten, hun gik for en time siden eller sådan noget, hun fik pludselig travlt,” grinede han, med det nye, usædvanlige glimt i øjet.

”Tak for info, Jones,” sagde jeg, og blinkede til ham.

Jeg kiggede hurtigt væk, og da jeg så tilbage på ham, stirrede han bare koncentreret på mig.

”Hvad?” spurgte jeg flabet.

”Ikke noget,” sagde han med et kækt smil. ”Iiiingenting.”

”Nå, nå,” sagde jeg surt, og smed mig på sengen ved siden af ham. ”Det må du selvom så. Er der noget galt med dig her for tiden? Du virker anderledes.”

Han stirrede stadig koncentreret på mig, som om han tænkte meget over det, jeg lige havde spurgt om. Så kiggede han hurtigt væk, og så mig så lige i øjnene;

”Næ, ikke rigtig. Hvorfor skulle der være noget galt?”

”Jeg ved ikke, du har bare kigget underligt på mig, her på det sidste?”

”Synes du? Det tror jeg altså ikke,” sagde han og smilte sit sædvanlige skæve smil, der viste hans øverste, hvide fortænder. Smilehullerne på hans kinder, dem drillede jeg ham altid med. Han hadede dem, men jeg havde altid sagt til ham, at det var sødt og charmerende.

”Hm, nå, okay så,” svarede jeg, og rejste mig, vendte mig om, og lod som om, jeg skulle til at gå. ”Vil du med eller hvad?”

”Allerede?” spurgte Jonathan med hævede øjenbryn. ”Du er jo lige kommet!”

”Nå, så du vil gerne have at jeg bliver, eller hvad?” spurgte jeg drillende. ”Jamen okay så. Hvad skal vi lave?”

Han rejste sig langsomt fra sengen, stadig med sit blik fæstnet til mit. Han tøvede ikke et sekund, da han tog hurtige, beslutsomme skridt over mod mig. Jeg lod min skoletaske glide af min skulder, og den landede på gulvet ved siden af mig med et bump. Jeg gispede, da han sekundet senere stod lige foran mig, med sine arme over mine skuldre og sine hænder mod væggen bag mig. Jeg så ham lige i øjnene, og havde pludselig en klump i halsen. Han blinkede en enkelt gang mens hans ansigt nærmede sig mit, og jeg sank klumpen. Nu var der ikke mere end et par centimeter mellem vores ansigter, og jeg kunne mærke hans åndedræt mod min pande.

”Hm, det ved jeg ikke, hvad har du lyst til?” spurgte han, mens han stadig lænede sig ind mod væggen og dermed ind mod mig. Jeg kunne mærke hele hans krop, selvom han slet ikke rørte mig. Jeg havde helt glemt, hvad jeg lige havde spurgt om, men jeg kom til mig selv;

”Øh, jo, altså, det ved jeg ikke, vi kunne jo.. hm, altså,” vrøvlede jeg, samtidig med at jeg så alle andre steder hen end på ham.  

 

”Har du tænkt dig at svare, eller hvad?” spurgte Jonathan så pludselig med en alvorlig mine. Han lænede sig langsomt længere frem imod mig, samtidig med at han fjernede hænderne fra væggen. Jeg blinkede kort, og da jeg åbnede øjnene igen var hans læber ikke mere end et par centimeter fra mine. Han så mig direkte i øjnene, og det føltes som om, tiden stod stille i et kort sekund. Jeg holdt vejret, mens jeg mærkede hans hænder tage fat om min ryg, og trække mig helt tæt på ham. Hans blik flakkede, og han så skiftevis på min mund og i mine øjne. Jeg holdt mit blik fast på hans øjne, og nu så han direkte i mine igen.

Sådan stod vi, i hvad der føltes som en evighed. Hans øjne skinnede, så dybe og mørke, jeg kunne ikke få øjnene væk fra dem. Jeg lænede mig langsomt de sidste par centimeter ind mod ham, og lukkede øjnene, men da der kun var millimeter mellem vores læber, trak han sig væk fra mig.

”Hvad så, Mia?” spurgte han, mens han tog et skridt bagud. ”Altså, jeg.. Salina, hun.. Vi skal jo huske.. jeg har glemt, at.. Mia, du.. jeg.. bedste venner, Mia!” Jeg blev forskrækket over hans pludselige udbrud, og jeg så ned i gulvet.

”Undskyld, Mia, det var ikke meningen, at jeg ville blive sur,” hørte jeg ham sige, og han kom tættere på mig. Han løftede nu sin højre hånd, og satte to fingre under min hage, og løftede, så jeg igen så på ham. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg så bare på ham. Hans ansigt nærmede sig mit, men denne gang vidste jeg, hvad det var han ville. Jeg var forberedt, og jeg lagde hænderne på hans skuldre. Han så igen på mine læber, og holdt sit blik fæstnet der i et par sekunder, og så mig så igen direkte i øjnene. Jeg stillede mig på tæer, lukkede øjnene, og lod hans læber nærme sig mine.

 

”Jonathan, jeg-” mere nåede jeg ikke at sige, før jeg mærkede hans læber mod mine. Jeg lukkede øjnene og lukkede alt andet ude. Lige nu var Jonathan det eneste, jeg kunne mærke og tænke på. Det hele skete så hurtigt. Jeg huskede kun små glimt, af det, der føltes som en drøm. En drøm, jeg havde tænkt på så længe, og endelig gik den i opfyldelse. Men før jeg fik set mig om var det hele forbi. Jeg lukkede øjnene, i, hvad der føltes som sekunder, men da jeg åbnede dem igen, stod Jonathan i bar overkrop, i færd med at tage min trøje af. Jeg kyssede ham igen, lukkede øjnene, og lod ham bære mig over i sin seng. Da jeg igen åbnede øjnene havde ingen af os tøj på, og Jonathan lå ved siden af mig, i færd med at tænde en cigaret.

”Lige inden du tænder den der,” mumlede jeg, og kravlede halvvejs over hans brystkasse og kyssede ham på halsen. ”Jonathan, jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal have det med det her. Hvad har du tænkt dig? Hvad med Salina? Hvad skal vi sige til folk?”

”Hvad mener du?” spurgte Jonathan, med den nu tændte cigaret i hånden. ”Vi skal ikke sige noget til nogen, Mia.”

”Jonathan, hvad mener du? Efter det, vi lige har gjort? Du vil ikke sige noget til Salina, eller hvad?” spurgte jeg nervøst.

”Nej, det har jeg ikke tænkt mig. Jeg synes bare vi skal holde det hemmeligt, okay?” sagde han, og kiggede mig i øjnene. Jeg vendte mig væk fra ham, så jeg lagde på ryggen. Lige pludselig fik jeg travlt med at tælle prikkerne i loftspladerne. Jeg forstod det ikke rigtigt. Jeg kunne ikke forstå, om jeg havde misforstået det hele, eller om det virkelig ikke betød noget for ham. Det betød jo noget for mig – han betød noget for mig. Han betød alt for mig. Han var min bedste ven. Han var det bedste, jeg havde. Før i dag havde jeg aldrig tænkt på ham på nogen anden måde end som min bedste ven. Der gik lang tid, hvor ingen af os sagde noget, der var så stille. Det eneste, jeg kunne høre, var når Jonathan tog et sug af sin cigaret.

”Mia, jeg er jo stadig sammen med Salina, det skal du huske,” sagde han pludseligt. ”Jeg elsker hende jo, og hun er min kæreste. Vi to, vi har noget helt særligt sammen, fordi vi har kendt hinanden så længe, men Mia, det kan ikke udvikle sig til mere end det her. Det må du ikke tro. Jeg siger det kun for ikke at såre dig senere hen, men tænk over det.”

”Jeg-” jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, så jeg holdt en pause for at tænke det hele igennem. ”Jeg forstår dig godt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænkte på.” Jeg rejste mig fra sengen, tog tøj på, og så over på Jonathan, der stadig lå i sengen, med dynen halvt over sig. Jeg ville ikke se på ham mere, jeg ville bare ud derfra.

”Jeg går nu, Jonathan,” sagde jeg, og samlede min jakke op, tog den på, og tog min skoletaske over skulderen. ”Vi ses i morgen.” Jeg kunne høre Jonathan kalde på mig, da jeg gik ned ad trappen. Jeg nåede lige at se på køkkenuret, inden jeg gik ud af hoveddøren. Klokken var kun halv tolv. Jeg gik en lang omvej på vejen hjem, for at tænke over det hele. Jeg tænkte på Jonathan. Så på Salina. Så på mig og Jonathan. Så på ham og Salina. Hvad var det egentlig, vi havde lavet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...