I can love you more than this

Emilie er bare en helt almindelig pige. Hun arbejder i et supermarked, ses med sine venner og hvad en teenagepige ellers render rundt og laver. En dag vendes hele hendes liv på hoved.

1Likes
1Kommentarer
547Visninger
AA

1. first meeting

 

”Emilie bedes kontakte kundescervice” blev der kaldt over højtalerne. Det skete ofte at jeg i mine pauser sad lidt for længe og drømte om mit liv uden for kassen. Jeg arbejdede fuld tid i Bilka efter jeg var blevet student. I dag var ingen god dag. Det var mandag og jeg havde en vagt fra 10-20 i kassen. Egentlig skulle jeg have været til sang men måtte skrive til min sanglære at jeg ikke kunne komme på grund af arbejde. Samtidig var det i dag One Direction endelig kom til Danmark og jeg havde glædet mig som en sindssyg til at kunne møde dem, eller bare få et glimt af dem. Men nej, jeg var blevet kaldt på arbejde til sent og havde ikke rigtig noget valg. Jeg sad i kassen og kørte varer igennem da jeg pludselig hørte en masse tøser skrige uden for butikken. Jeg kiggede ud af vores store udgang og der kom en masse piger løbene med bannere. Jeg udvekslede et blik med min kollega Pernille og vi begyndte at grine. Sådan nogle piger er simpelthen for morsomme. Jeg betjente kunder som normalt. 5 unge mænd kom hen til min kasse og jeg tænkte åh gud, jeg magter det ikke. Jeg kiggede op og til min overraskelse kiggede jeg lige ind i et par helt klare grønne øjne. Jeg skyndte mig at kigge væk og kunne føle mine kinder blive røde. Drengene grinede og begyndte at snakke engelsk til hinanden. I det øjeblik gik det op for mig. De 5 unge mænd der stod foran mig var ikke bare nogle drengene fra byen. Det var Niall, Zayn, Liam, Louis og Harry. Jeg kunne mærke mine kinder blive rødere, mens jeg kørte varerene igennem. Jeg kunne samtidig ikke lade være at grine over de store mængder mad Niall havde smidt på båndet.

”Hej smukke” hørte jeg en stemme sige og jeg kiggede op. Liam stod sødt og smilede til mig.

”Hej” var alt jeg kunne få sagt. De fniste. Ja fniste ligesom teenagepiger gør når de er kuldrede.

"Stor fan?" sagde Louis og blinkede til mig. Ok Emilie, nu tager du dig sammen! Du opfører dig voksent og ordentligt, alt det pinlige det gider vi ikke. Jeg smilede tilbage.

"Joeh det kan man vist godt sige." sagde jeg og blinkede. Ihj hvor var de søde de drenge. Jeg kiggede på dem alle sammen og mine øjne faldt hurtigt over på Harry. Han stod bare og stirrede på mig, og det begyndte at blive lidt ubehageligt. Havde jeg noget siddende i tænderne, en kæmpe bums i panden eller sådan noget? Jeg må have set underlig ud i hovedet for pludselig udbrød Niall "haha må vi betale for vores varer?" Nøj hvor var jeg pinlig berørt. Jeg kiggede ned i displayet og de betalte. 

"Hav en god dag" sagde jeg og smilede. De smilede tilbage, vinkede og smuttede ud til de mange skrigende piger. Pernille kom hen til mig og vi stod bare og stirrede på hinanden. Jeg var mundlam. Jeg var helt sikker på jeg havde forspildt min chance for nogensinde at snakke med dem. Men altså, hvad kan man gøre når Harry Styles er ens største crush? 

Dagen gik langsomt forbi og da klokken endelig blev 20 og jeg fik fri, gik jeg ud til min cykel. Igang med at låse den op, kom en stor mand hen til mig og sagde at jeg skulle følge med ham. Jeg kiggede bare på ham. 

"Nej det tror jeg så ikke lige jeg skal" fik jeg sagt. Ja jeg er en rigtig nervøs type som ikke bryder mig om at gå med fremmede mennesker, og slet ikke når det er ved at blive mørkt. Jeg var bange. Bange for hvad han ville med mig. Jeg kunne ikke se hans ansigt ordentligt, men han tog fat i min arm og trak mig med ind i parkeringshuset og ind i en stor sort bil. Jeg rystede, var skrækslagen for hvad der skulle ske med mig. Jeg kiggede op og der sad alle 5 drenge og kiggede på mig. Louis smilede.

"haha du ligner en der lige har set et spøgelse" udbrød han og jeg rødmede. Hvad pokker lavede jeg i en bil med selveste One Direction? 

"Aweee rødmer du nu?" grinede Niall og blinkede til mig. Han puffede lidt til Harry, og Harry sendte ham et blik. Ok så, hvad pokker havde jeg gjort Harry siden han dårligt kunne se på mig? 
"Altså, hvad laver jeg egentlig her?" fik jeg endelig sagt. De brød ud i et grineflip.

"Jamen altså, vi ville faktisk bare gerne tilbringe noget tid sammen med dig søde" sagde Liam og smilede til mig. Vi begyndte at snakke lidt frem og tilbage, men jeg havde stadig kun tankerne ét sted. Harry. Hvorfor snakkede han ikke til mig? Han sad bare der og kiggede ud af vinduet og smilede engang imellem når en af drengene kom med en dum kommentar. 

"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg dem. 

"Vi ville køre op til slottet og så gå en tur i slotshaven" sagde Liam og smilede. "Vi har hørt det er et smukt område. Du er også velkommen til at sige du ikke vil med selvfølgelig". Harry kiggede på Liam som om han blev irriteret over det han sagde. Nøj hvor var jeg forvirret over Harry's kropssprog. Vi skulle heldigvis ikke så langt, og vi steg ud af bilen. Det var ved at blive mørkt, hvilket faktisk var meget rart. Jeg havde bare ikke fået en overtrøje med, da jeg ikke havde regnet med at skulle andre steder hen end hjem.

"Du ser ud som om du fryser" sagde Niall og rakte mig hans jakke.

"Det behøver du altså ikke Niall, jeg er helt ok" sagde jeg og gav ham et smil.

"HAHA, som om, man kan se på dig du skide fryser din tosse" sagde han og blinkede til mig. Hey han var da egentlig også meget sød. 

"Vi har slet ikke fået fat i dit navn?" Liam afbrød den stilhed der var i luften. 

"Øhm på dansk er det Emilie, men det udtales Emily" sagde jeg og rødmede en smule. 

"that's pretty"... hvem sagde det? Jeg kiggede rundt og så Harry stirre på mig bag ved Louis. Yup det var helt sikkert kommet fra ham. Vi tilbragte aftenen med at sidde og hygge i Slotshaven med en masse lys, mad og tæpper. Jeg kunne mærke at jeg nok skulle blive gode venner med drengene. Hvis det altså var det de ville. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...