The tale of: Decherie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2012
  • Opdateret: 11 sep. 2012
  • Status: Færdig
25-årige Decherie er fra Frankrig, men hun har boet i New York, USA i snart tre år. Hun har svært ved det engelske sprog og er ganske ordinær at se på, men naiv romantiker som hun er, har hun kastet sin kærlighed på en ung mand, Randall, som bor i samme bygning som hende selv. Han har slet ikke øje for hende, men hun er optimist og tror på, at de er skabt for hinanden... Desværre for Decherie har universet en anden skæbne i tankerne for hende, og ligeledes har Stellan.

- Movella'en er baseret på 'All That I Am Living For' af Evanescence

6Likes
6Kommentarer
1247Visninger
AA

3. Smertefuld ventetid

Jeg troede, at smerten ville stoppe, når mørket begyndte, men endnu engang havde mit naive syn på verden formildet realiteterne. Sandheden var nærmere, at det hele blot blev værre, for da først mine øjne lukkede, gjorde samtlige min krops funktioner det også. Jeg kunne ikke andet end at ligge, overvældet af en smerte så altoverskyggende, at den kun kunne beskrives som urealistisk, og vente på, at det gik over. 

Enhver fornemmelse af tid var en by i det mørke Rusland, der kunne være gået timer, dage eller måneder, og jeg ville stadigvæk kun være i stand til at beskrive det med ét ord: uendeligt. På et tidspunkt mærkede jeg måske, at mit hjerte holdt op med at slå, men jeg har ikke bidt mærke i det, for hvilken forskel gjorde det? Det burde have gjort det endegyldigt af med mig, men det gjorde det ikke, for det kunne ikke. Mit hjerte var ikke længe væsentligt, mit åndedrag så ligegyldigt som selve min eksistens. 

 

"Jeg håber, du er ventetiden værd, tøsebarn", lød en irriteret mumlen til højre for mig, og jeg følte samtlige muskler i min krop spændes i det nøjagtige øjeblik, de fik mulighed for det. Smerten var væk, men stemmen bragte minderne tilbage. Kold og udtryksløs sendte den små ryk igennem min krop, det største af dem nok til at bringe mig op i siddende position med vidt opspærrede øjne. Mit stirrende blik blev gengældt af et par lysende røde øjne i et blegt, markeret ansigt, der blev vendt mod mig i samme sekund, som jeg bevægede mig. Et gisp banede sig vej ud gennem mine tørre læber, da stemmen fik et ansigt. 

"På tide", konstaterede han tørt og kom på benene fra sin position på jorden i én harmonisk, flydende bevægelse, enhver ballerina ville misunde ham. Han var høj og tynd, som jeg svagt mindedes at huske, men han så slet ikke ud, som jeg havde regnet med. Ganske vidst virkede han kold, men hans blodrøde blik var ikke nær så kynisk, som det burde have været, hans ansigt mere mandigt. Han var næsten... Flot. Naturligvis ikke perfekt som Randall, men dog stadig flot. 

"Hvad mener du med 'på tide'?", snappede jeg af ham på trods af min inkarnerede frygt. Jeg skar dog mig selv af fra at fortsætte, da jeg blev opmærksom på, hvor ubegribeligt melodisk og syngende, ordene blev udtalt. Måske var det alligevel ikke dig, Decherie, der talte. Du er nok bare forvirret. 

"Ja, du har lagt der i flere dage, din lille tåbe. Kom nu", vrissede han af mig i en belærende tone, der fik mig til at krympe mig. Jeg hadede at blive irettesat, medmindre det var af folk, som rent faktisk var både ældre og klogere end mig, men så meget ældre kunne han da umuligt være. Vi lignede jo nærmest jævnaldrende! 

"Kom? Hvorfor skulle jeg gå med dig? Hvem er du overhovedet, og hvor skal vi i så fald hen?", min nysgerrighed tog over, præcis som den altid gjorde det. Han rettede igen sit blik mod mig, og det var tydeligt, at han ikke var udpræget tilfreds med, at jeg ikke bare gjorde, som jeg fik besked på. Udtrykket i hans øjne burde nok have fået mig til at rejse mig op og følge med uden mere palaver, men observant nok til at indse mine fejl, det var jeg ikke. 

Han udstødte et meget teatralsk suk, før han lagde armene over kors og så beslutsomt ned på mig. "Jeg har skabt dig, Decherie. Mit navn er Stellan, og du skal lære at jage. Hold så mund og følg med." 

Hans ord gjorde mig kun mere forvirret, hvilket resulterede i, at jeg pænt blev siddende på jorden, imens jeg prøvede at regne ud, hvad han mente med sine mærkelige sætninger. Jeg lagde svagt mærke til, at han sukkede igen, før hans hånd pludselig lukkede sig om mit håndled, og et øjeblik senere stod jeg ret op og gloede direkte på hans kraveben, der var blot ti centimeter fra min næsetip. 

"Hvordan gjorde du det?", gispede jeg overrasket. Han havde end ikke behøvet at anstrenge sig for at stable mig på benene, det var som om han bare havde løftet op i min arm, og så stod jeg der. Fortumlet og forvirret. 

"Du forstår virkelig ingenting, gør du vel? Ufatteligt... Aldrig i min eksistens har jeg oplevet, at en Ny var så blank", mumlede han mest af alt til sig selv, tydeligvis uden at have nogen intentioner om at forklare mig, hvad der foregik. Så strammede han sit greb om mit håndled og begyndte at trække af sted med mig på trods af, at jeg kæmpede meget indædt for at slippe fri. Det rørte ham ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...