The tale of: Decherie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2012
  • Opdateret: 11 sep. 2012
  • Status: Færdig
25-årige Decherie er fra Frankrig, men hun har boet i New York, USA i snart tre år. Hun har svært ved det engelske sprog og er ganske ordinær at se på, men naiv romantiker som hun er, har hun kastet sin kærlighed på en ung mand, Randall, som bor i samme bygning som hende selv. Han har slet ikke øje for hende, men hun er optimist og tror på, at de er skabt for hinanden... Desværre for Decherie har universet en anden skæbne i tankerne for hende, og ligeledes har Stellan.

- Movella'en er baseret på 'All That I Am Living For' af Evanescence

6Likes
6Kommentarer
1117Visninger
AA

4. Rovdyrmentalitet

Natten var blevet min ven i løbet af de dage, der var gået, men det var Stellan ikke. Han virkede mest af alt som om, han afskyede mig, og det gjorde han nok også. Inderlig afsky, måske havde han endda fortrudt, at han havde skabt mig, men det kunne han ikke gøre noget ved. Indrømmet, jeg var ikke nogen nem lærling. Det tog mig en evighed at indse, hvad han havde gjort mig til, jeg nægtede at acceptere mine nye jagtvaner for ikke at tale om mine jagtmarker og ofre. Jeg var ikke kynisk som han, det skar mig i hjertet at se livet forlade et uskyldigt menneske, men han hærdede mig. Han fortalte om menneskenes ondskab, deres nederdrægtighed, og til sidst begyndte jeg at tro ham. Stellan fordrev bevidst resterne af min naive menneskelighed for at erstatte den med et rovdyrs mentalitet. 

For det var præcis, hvad jeg var blevet. Et blodtørstigt rovdyr. Men ikke den slags, man lærer om i biologi eller ser dokumentarfilm om på Animal Planet, jeg var en af de monstre, der jævnligt optræder i skrækfilm med fordrejede ansigter, blodige hugtænder og psykotiske træk. Jeg var en vampyr, præcis som Stellan havde været det i snart syvhundrede år. 

 

"Forstår du det nu?", Stellan lænede sig lidt frem i stolen, så hans blodrøde øjne borede sig ind i mine af nøjagtigt samme farve. Farven, de får, når man er mæt. Antydningen af et kynisk smil krusede om hans læber, trak i hans ene mundvig, så småt at de fleste end ikke ville lægge mærke til det, men jeg kendte ham efterhånden godt nok til at vide, at det var det tætteste, han nogensinde kom på at smile. Det mest uhyggelige smil, jeg nogensinde havde set, og som jeg også havde lært at tage mig i agt for. Når Stellan smilede, var der fare på færde. 

"Ja..", jeg rankede ryggen og nikkede let med hovedet, umærkeligt for det blotte øje, men ganske tydeligt for vores skærpede sanser. Det var den type mikroudtryk og -bevægelser, vi kommunikerede med det meste af tiden, når vi var ude blandt mennesker, for det kunne de ikke opfatte. Jeg gentog mit bekræftende svar mere sikkert, for denne gang forstod jeg faktisk, hvad han mente. 

"Godt", han lænede sig atter tilbage i den gamle stol, men hans smil forlod ikke ansigtet, selvom hans blik veg fra mit. "Han legede bare med dig, Decherie.. Morede sig over dine anstrengelse, manipulerede dig til at gøre for ham, hvad han ikke gad gøre selv. Han er det perfekte eksempel på menneskers dårlige egenskaber. Vores slags, darling, leger ikke med folk psykisk for at more andre, vi er ærlige og oprigtige sammenlignet med dem." 

Jeg nikkede igen, da hans ord trængte ind. Han havde ret i alt, hvad han sagde, det var bare hårdt at indse. Randall legede med dig, Decherie, han fandt aldrig interesse i dig, du var bare en brugbar pauseklovn.. Ordene gav ekko, til de havde bredt sig fra den ene krog af mit sind til den anden, de blev ved til hver en fiber af min krop var anspændt af vrede over hans svig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...