The tale of: Decherie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2012
  • Opdateret: 11 sep. 2012
  • Status: Færdig
25-årige Decherie er fra Frankrig, men hun har boet i New York, USA i snart tre år. Hun har svært ved det engelske sprog og er ganske ordinær at se på, men naiv romantiker som hun er, har hun kastet sin kærlighed på en ung mand, Randall, som bor i samme bygning som hende selv. Han har slet ikke øje for hende, men hun er optimist og tror på, at de er skabt for hinanden... Desværre for Decherie har universet en anden skæbne i tankerne for hende, og ligeledes har Stellan. - Movella'en er baseret på 'All That I Am Living For' af Evanescence

6Likes
6Kommentarer
1068Visninger
AA

5. Offeret bliver jægeren

Mit sind var mørkt, dystert og iskoldt, da jeg forlod min residens den aften. Stellan vidste udmærket godt, hvad jeg havde i sinde, han var bare ligeglad. Dette var en af grundene til, at han havde ændret mig i første omgang - underholdningsværdien. 

Mine løbende fødder ramte ganske vidst jorden, men lyden var så svag, at den var praktisk talt ikkeeksisterende. Jeg havde øvet mig, finpudset mine jagtegenskaber, og jeg tror faktisk, Stellan var næsten stolt af mig. Hans kreation, hans lille protegé, hans darling. Der var ikke noget, der skræmte mig længere, intet kunne rokke mig fra en beslutning. Den naive franske bondepige hørte til i et andet liv, hun var død for verden. Hun var død for mig. 

Jeg havde fulgt hans fært på godt en kilometers afstand i omtrent to timer. Jeg ville ikke risikere, at han fik øje på mig før tid. Det skulle have den helt rigtige, dramatiske effekt, når han blev konfronteret med sit legetøj, der for måneder side afgik ved døden i en gyde i New York's yderkant, efter at han underbevidst havde sendt hende derhen med sin gennemtrængende latter. Den samme latter, som jeg kunne høre lige rundt om hjørnet. 

Ingen tvivl om, at han var fuld, det kunne jeg tydeligt høre på hans snøvlende stemme, men det ragede mig ærligt talt slet ikke. Han kunne drikke sig ihjel, og jeg ville være ligeglad, hvis ikke det var for min mission. Han skulle bøde. Jeg blev ved med at følge ham på behørlig afstand, men da han sagde farvel til sine fulde venner og fortsatte på egen hånd, havde jeg chancen. 

Med sikre bevægelser sikrede jeg mig, at hætten på Stellans lange frakke, som jeg havde hugget fra hans skab, fordi den bedst kunne skjule mig, henlagde mit ansigt i skygge, da jeg trådte op på fortovet nogle meter bag Randall. Han vaklede og snublede over sine egne ben, men et latteranfald steg op fra ham, da han skubbede sig selv op at sidde. Jeg stoppede op under en lygtepæl og så direkte på ham, mine øjne lyste af blodtørst. Jeg havde bevidst sultet mig selv i flere dage, så de var helt sorte, og tørsten var ved at rive min hals i stykker indefra. Han løftede hovedet og så tilbage på mig, uforstående og forvirret. 

"Hvem er du?", snøvlede han næsten uforstående, men det lykkedes mig at tyde hans fuldemandssnak. Uforsigtigt prøvede han at komme på benene, hvilket ikke just lykkedes for ham. Et hånligt smil bredte sig over mit ansigt, da jeg genkendte min egen elendighed i ham. Så slog jeg med hovedet, så hætten gled af og landede dumpt på mine skuldre. 

"Hej Randall", hviskede jeg i det mest overdrevet sukkersøde tonefald, jeg kunne fremtvinge. Med en elegant plirren med øjnene lagde jeg hovedet på skrå og så på ham med kulsorte øjne. Han stivnede og stirrede på mig, som om han var blevet rablende gal. Genkendelsen lyste klart i hans blik, men den kæmpede med vantro og frygt. Jeg lignede mig selv på nogle punkter, men på andre var jeg helt anderledes, og især de lange, hvide hugtænder fangede hans blik. 

"De-Decherie?", fremstammede han i et overraskende ædru tonefald, da han med støtte fra en husmur fik sig selv trukket på benene. "Hvordan kan du.. Jeg mener.. Du døde.. Jeg læste artiklen, du blev myrdet.."

Han fortsatte sin rablende, hjælpeløse mumlen, da jeg med præcise skridt trådte tættere og tættere på ham, indtil vi så hinanden direkte i øjnene. Jeg løftede min ene hånd og strøg hans kind med forsigtige fingerspidser, mit ansigt udstrålede skrøbelig forelskelse, selvom jeg ikke følte andet end indædt afsky ved hele hans væsen. "Har du savnet mig, Randy?" 

Et strejf af hån overtog pludselig hans blik, da han flyttede hovedet fri af mine fingre. Nøjagtigt synkroniseret med hans spottende latter steg også min vrede, indtil jeg var blind for andet end hævntørst. Mine tænder glimtede i lyset fra lygtepælen, da jeg huggede ud efter ham som en slange. Problemfrit og præcist synkede de ned i den bløde hud ved hans hals. 

Jeg fjernede mig ikke fra ham, før hans krop var slap som en kludedukke i mine arme. Et enkelt ligegyldigt blik på hans lig var alt, hvad jeg kunne mønstre, da jeg slikkede den sidste rest af hans blod af mine læber. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...