The tale of: Decherie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2012
  • Opdateret: 11 sep. 2012
  • Status: Færdig
25-årige Decherie er fra Frankrig, men hun har boet i New York, USA i snart tre år. Hun har svært ved det engelske sprog og er ganske ordinær at se på, men naiv romantiker som hun er, har hun kastet sin kærlighed på en ung mand, Randall, som bor i samme bygning som hende selv. Han har slet ikke øje for hende, men hun er optimist og tror på, at de er skabt for hinanden... Desværre for Decherie har universet en anden skæbne i tankerne for hende, og ligeledes har Stellan. - Movella'en er baseret på 'All That I Am Living For' af Evanescence

6Likes
6Kommentarer
1066Visninger
AA

6. Kulminationen

Stellan sad på gulvet i stuen lænet op ad væggen, da jeg trådte ind gennem hoveddøren. Morgengryets lys gjorde min skygge grotesk at se på, hvilket fik mig til at stoppe i døren og tøve, før jeg lukkede den bag mig. Jeg fortsatte ind i stuen, hvor han løftede blikket og så på mig. Hans ene øjenbryn hævede sig en anelse, da hans blik faldt på den blodige frakke, der hang skødesløst over mine skuldre. 

"Du sørger selv for at få den renset, ikke?", var de eneste ord, der forlod hans mund. Jeg havde forventet at blive haglet ned med spørgsmål, men der kom aldrig mere end det. Han vidste så udmærket, hvad jeg havde gjort, og det var præcis, hvad han havde regnet med, jeg ville gøre. Senere indrømmede han for mig, at han selv havde forsøgt at skubbe mig i den retning for at se, hvor langt ud jeg kunne komme. Tydeligvis rimelig langt. 

Jeg nikkede en anelse og slængede frakken af, før jeg smed den over ryggen på en tilfældig stol. Mit blik mødte atter hans, da et smil af triumf bredte sig over mit ansigt. Jeg var ude af stand til at holde det tilbage. Jeg havde fået det sidste ord, jeg havde vundet for første gang i mit liv. Stellan betragtede mig lidt i tavshed, før han rejste sig fra gulvet og gik hen til mig. Med en rolig hånd lagde han to fingre om min hage, så han kunne granske mit ansigt. 

"Du vokser med opgaven, darling. Jeg sagde jo, du nok skulle blive et yndigt eksemplar", hviskede han til mig i en tone, jeg aldrig havde hørt ham benytte før. Han var ikke kynisk, beregnende eller kold, men nærmere... Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg påstå, at han lød forførende. 

Randalls død lå stadig i min krop som et adrenalinsus, der gav mig en følelse af selvtillid, som jeg ikke havde følt meget længe. Jeg burde have været på mærkerne, da Stellan smilede sit lille smil, men det var jeg ikke. Han overraskede mig så dybt, at jeg bare fulgte med uden at skænke det en tanke, da han pressede sine læber mod mine. Et krævende, forventningsfuldt kys der sendte små elektroder ud i hele kroppen på mig. 

 

Jeg kunne ikke have forudset noget af det, der skete efterfølgende, og jeg vil aldrig glemme det. Følelsen af skyld tynger mig stadig, når jeg tænker tilbage på, hvordan vi grådigt flåede tøjet af hinanden, hvordan søgende hænder fandt steder, de aldrig skulle have rørt, og hvordan jeg hæmningsløst både stønnede og skreg Stellans navn, imens Randalls glasagtige blik aldrig mere ville se den solopgang, vi tog for givet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...