The tale of: Decherie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2012
  • Opdateret: 11 sep. 2012
  • Status: Færdig
25-årige Decherie er fra Frankrig, men hun har boet i New York, USA i snart tre år. Hun har svært ved det engelske sprog og er ganske ordinær at se på, men naiv romantiker som hun er, har hun kastet sin kærlighed på en ung mand, Randall, som bor i samme bygning som hende selv. Han har slet ikke øje for hende, men hun er optimist og tror på, at de er skabt for hinanden... Desværre for Decherie har universet en anden skæbne i tankerne for hende, og ligeledes har Stellan.

- Movella'en er baseret på 'All That I Am Living For' af Evanescence

6Likes
6Kommentarer
1090Visninger
AA

7. At se virkeligheden i øjnene

Jeg hævdede mig på min gerning længere, end jeg troede muligt. Jeg var stolt over måden, jeg havde hævnet mig selv på. Når jeg ser tilbage på, hvordan jeg opførte mig og tænkte, får jeg kuldegysninger. Jeg var i sandhed et monster. Det er jeg stadig, forskellen er bare, at nu ved jeg det. 

Virkeligheden gik ikke rigtigt op for mig, før man fandt Randalls lig, og det tog flere uger. Men man fandt det dog, og hans familie fik mulighed for at begrave deres søn.. Jeg læste om fundet på forsiden af en avis, og jeg husker, hvordan alt indeni mig frøs til is. De havde klasket et billede af ham på forsiden af lokalavisen sammen med teksten 'Hjertesorgerne tog overhånd'. Først forstod jeg det ikke, men da jeg læste artiklen, indså jeg meningen med ordene.

Man havde klassificeret Randalls død som værende selvmord, og folk åd det råt, så selvom jeg udmærket godt kendte sandheden, blev jeg ved med at læse. Efter at have gennemsøgt hans personlige ejendele efter beviser, havde man fundet billeder af en ung pige, der måneder forinden var 'omkommet som resultat af yderst beklagelige omstændigheder'. Nej, det var ikke bare en hvilken som helst pige, det var mig... Randalls venner fortalte om, hvor forelsket han havde været i denne unge, franske pige, og om hvor hårdt hendes død havde taget på ham. Min død. Politiet slog fast, at det blev for meget for ham at leve i en verden, hvor hun ikke længere var, og derfor tog han sit eget liv. Jeg troede ikke, vampyrer kunne græde, men i det øjeblik trillede tårerne ukontrollabelt ned af mine kinder.  

Alle de brutale, grufulde detaljer omkring mit mord på det menneske, jeg elskede allerhøjest, vendte tilbage til mig den aften. Jeg låste mig inde, eller rettere sagt låste jeg verden ude, og lod minderne overtage mit sind. Da indså jeg, hvor dybt Stellan havde taget fejl om menneskers natur. Det var ikke dem, der var monstrene, det var os. Det var os, der legede med vores ofre for morskabens skyld, før vi sugede livet ud af dem og flåede familier i stykker. Som jeg havde gjort det mod Randall og hans familie.. 

Hans tomme, glasagtige blik hjemsøger mig stadig, når jeg lukker øjnene, hans hjælpeløse rallen lyder stadig i mine ører, når der er helt stille omkring mig. Min samvittighed skriger til mig, at jeg er et monster. Om og om igen. 

I årevis har jeg forsøgt at gøre en ende på det. Jeg vil gøre hvad som helst for at stoppe mine egne skrig, men vampyrer kan ikke slå sig selv ihjel. Jeg har inderligt bedt Stellan om at gøre det, om at flå mit hjerte i stykker, jeg har tigget ham om medlidenhed, men han er ligeglad. Til sidst fik han nok og forlod mig efter at have gjort det her mod mig. 

Mine skrig giver ekko i det tomme hus, mine sorte øjne ser sig blinde på indersiden af den tunge trædør. Endnu engang tager natten over. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...