The tale of: Decherie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2012
  • Opdateret: 11 sep. 2012
  • Status: Færdig
25-årige Decherie er fra Frankrig, men hun har boet i New York, USA i snart tre år. Hun har svært ved det engelske sprog og er ganske ordinær at se på, men naiv romantiker som hun er, har hun kastet sin kærlighed på en ung mand, Randall, som bor i samme bygning som hende selv. Han har slet ikke øje for hende, men hun er optimist og tror på, at de er skabt for hinanden... Desværre for Decherie har universet en anden skæbne i tankerne for hende, og ligeledes har Stellan.

- Movella'en er baseret på 'All That I Am Living For' af Evanescence

6Likes
6Kommentarer
1082Visninger
AA

1. Optimismen krakelerer

Jeg sørgede for at komme af vejen, da hoveddøren brutalt smækkede bag mig. Jeg ønskede virkelig ikke at starte min dag med at blive fanget og mast i den kraftige dobbeltdør. Igen. Mit blonde hår blev ved med at finde vej til mine øjne, så jeg blev nødt til konstant at stryge det tilbage, men ikke engang det kunne ødelægge mit humør den dag. Hvorfor, spørger du? Fordi i dag var den dag, hvor det hele ville ændre sig. Han ville se mig i dag, tale til mig, og jeg kunne knap vente. 

Det eneste problem lige nu var de højhælede sko. En fod foran den anden, stille og roligt. Du har styr på det her, Decherie, det går godt! Og det gik faktisk ganske udmærket, hvis man tager i betragtning, at jeg var nybegynder. Jeg var ikke snublet over mine egne ben endnu. 

Jeg gik ned ad gaden med hovedet højt løftet og et bredt smil bredt ud over ansigtet, for en gangs skyld følte jeg mig selvsikker. Måske var det min fancy nye frisure, sminken jeg havde kæmpet med så længe, eller den yndige kjole, som skrædderen havde syet ind specielt til mig. På den anden side kunne det også bare være forventingen om at se hans overraskede ansigtsudtryk, når han fik øje på mig. 

Jeg vidste, at han var på arbejde, så jeg sørgede for at se så elegant ud som muligt, da jeg trådte ind gennem døren til caféen. Uheldigvis var gulvet glat, så det mislykkedes noget så grufuldt. I samme øjeblik min ene fod ramte gulvet, mistede jeg balancen, og den tynde hæl på min sko gav efter for min vægt. Den knækkede, og jeg sejlede mod gulvfliserne. Paralyseret af min ulykke forsøgte jeg end ikke at forhindre faldet, før jeg lå fladt på gulvet, og da var det for sent. 

Som jeg lå der og trak vejret i små stød, kunne jeg næsten mærke, hvordan latteren rejste sig omkring mig, men det var faktisk ikke så slemt, før jeg løftede hovedet og blev fanget af et par alt for velkendte øjne. Randalls øjne. Han lo lige så meget, som de andre, og det flåede mig i stykker. Jeg kom tilbage på benene, selvom ingen tilbød at hjælpe mig op. Det havde jeg vel egentlig heller ikke regnet med, at de ville, ikke sådan for alvor i hvert fald. De var travlt beskæftigede på daværende tidspunkt. Jeg sparkede mine sko af og lod dem flyde midt på gulvet, da jeg drejede omkring på hælene og løb. 

 

Jeg blev bare ved med at løbe og løbe og løbe, til mine fødder praktisk talt var revet til blods. Jeg kunne slet ikke få vejret, da mine ben gav efter, og jeg kollapsede på fortovet. Så sad jeg bare der, helt akavet, og gispede efter luft, imens folk, jeg aldrig havde set før, gik forbi mig enten hver for sig eller i små grupper. Nogen lod blot som om, jeg slet ikke var der, mens andre stirrede på mig som et eksotisk dyr i Zoologisk Have. 

Havde de aldrig set en barfodet fransk pige med sminke i striber ned over ansigtet, en forrevet kjole og en blond høstak af hår, siddende fladt på sin dertilindrettede midt på gaden, mens hun græd øjnene ud af hovedet? Nej, Decherie, det havde de sandsynligvis ikke.. 

Jeg følte mig så utroligt, ubeskriveligt dum rent faktisk at kunne tro på, det ville ende til min fordel. Imens mine tårer af sorg og frustration blev ved med al løbe, indså jeg dybden af min egen dumhed. Ligegyldigt hvor meget jeg ændrede mig selv, ville jeg aldrig blive køn nok til at være hans opmærksomhed værdig. Jeg ville være nødt til at ændre hele begrebet skønhed for at få ham til at se i min retning. Jeg ville være nødt til at ændre verden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...