Moments {1D}

Det er sommerferie. Førhen betød sommerferien fester, drenge, alkohol, shopping, sol, pool og alt det fede ved sommerens hede, men efter hvad Pamelas ekskæreste havde gjort imod hende, er det blevet til en hygge stund med hendes kedelige forældre. Dog er der noget hun kan lave, for Pamela har nemlig fået et enestående sommerferiejob på et af landets populæreste restauranter, som servetrice.
Og da der i løbet af den kommende uge er One Direction koncert i byen, er der mange gæster som overnatter på hotellet ved siden af, og hun får travlt. Samtidig med det kommer selve bandet endda og spiser. Dog glemmer en af drengene deres mobil, og Pamela bliver nød til at få fat på nogle vidt fremmede mennesker på mobilen.
Interassen for bandet vokser hos Pamela, og det hele bliver en tand bedre, da drengenes bus braser sammen, og de bliver nød til at blive i byen i to uger. Kærligheden vokser og Pamela kommer ud for ting hun absoulut ikke havde regnet med skulle ske denne sommer.

20Likes
11Kommentarer
1152Visninger
AA

2. Why can't i forget ~*~

 

 

Det går langsomt ned ad trappen, mens den tågede hinde for øjnene, får mig til at fortryde jeg ikke har fået plasket noget vand i ansigtet. Med det er jo et spørgsmål om hvornår trætheden tager over, og man bare vælger at vente på at det går over i stedet.

Jeg gaber en gang, og hoder mig for munden, mærker øjnene løbe i vand. Der er stille i huset, og man kan tydeligt høre trapperne knage, for hvert et skridt jeg tager. Turen fortsætter ind i køkkenet, hvor jeg sætter noget toastbrød i brødristeren, og varmer vand til to kopper te.

Så tager jeg ellers nogle kopper frem, og sætter tallerkner, knive og smør på bordet. Går ind i stuen, mens vandet står og koger. Jeg kigger mig over skulderen tids nok til at høre det velkendte pling fra brødristeren, hvorefter toastbrødenbe popper op, og jeg vender sukkende om, og tager brødene op. Finder en lille brødkurv frem, og pakker dem ind i en brødserviet, så de kan holde varmen mens jeg vækker min mor.

Jeg beslutter mig for også bare at få klaret teen, så jeg kan få slappet lidt af. Derfor stikker jeg en lillefinger i gryden, og mærker den hurtige varme, og jeg antyder at vandet er varmt nok. Mens jeg fordeler vandet i de to kopper, kommer jeg til at tænke på Rasmus.

Engang var det ham jeg lavede te til om morgnen, mens han lå inde i min seng og sov. Så kom han altid ud da jeg var ved at være færdig, kyssede mig på halsen og placere hans hænder på mine hofter, og fortalte hvor godt det duftede.

Jeg ryster minderne af mig, og sætter et Earl Grey tebrev i hver kop, og bærer dem ind i stuen, hvor jeg sætter mig i en stol ved siden af den slidte brune lædersofa, som min mor ligger og sover i.

Jeg sætter hendes te på bordet, og dypper tebrevet i det varme vand et par gange, og smager på den. Perfekt. Heldigvis er der servietter på bordet, så jeg slipper for at skulle rejse mig, og i stedet kan nyde stilheden, mens jeg venter på at den fortryllende duft der altid kommer i huset, når vi laver te, vækker hende. Jeg lægger det våde tebrev på en serviet, og trækker benene op under mig, mens jeg sidder og dufter til min te.

En fortryllende varme skyder igennem mig, og jeg ser min mor langsomt åbner sine øjne, og smiler da hun ser jeg har lavet te til hende.

"Godmorgen skat. Hvor længe har du været vågen?" Spørger hun rustent. "Ikke så længe, vil du med ud og sidde? Jeg har varmet toastbrød" Siger jeg, og hoster. Det er dejligt at sommerferien starter her idag, efter sidste dag på gymnasiet. Ikke mere skole, bare afslapning og sol.

Det har jeg brug for.

"Jo tak. Det behøvede du altså ikke Pamela" siger hun og dypper tebrevet lidt, og lægger det derefter hen på samme serviet som jeg. Jo nu hvor det er rutine, at varme toastbrød og varme te de fleste morgner, fordi jeg ikke kan sove, så er det lige hvad jeg behøver for at komme igang, og være frisk til en lærerig dag på gymnasiet.

Jeg kunne godt tænke mig at være advokat. Eller politiker. Bare noget der ikke er for spændende, det har jeg haft for meget af i mit liv. Jeg er kun 18, og burde nyde livet. Men det er som om at al glæden suges ud af mig når jeg prøver noget spændende. Noget med fester og druk interesserer mig ikke mere.

Og jeg savner det, men det kan der ikke laves om på. Ude af øje ude af sind, så jeg skal fokusere på min fremtid, og når jeg har den sikret, kan jeg vove mig ud i at elske igen.

"Hvad er klokken?" Spørger hun og gaber,. Vi går sammen ind i køkkenallerummet, og får os sat. Mor tager et stykke brød og begynder straks at smøre løs, så det kan nå at smelte, mens jeg tager det mere med ro, og har allerede drukket halvdelen af min te.

"Så, er der noget bestemt i skal lave på sidste skoledag?" Spørger hun, og tager en bid af det sprøde brød, og tørrer sig om munden med en serviet. "Næ, det tror jeg skam ikke. Hvad skal du lave idag?" Spørger jeg, og tager endnu en slurk af min te. "Ikke noget specielt. Jeg får fri klokken et, og så har vi et par uger sammen i sommerferien inden jeg skal på arbejde igen" Fortæller hun, og jeg nikker, med tankerne et helt andet sted.

 

Rasmus snuser dybt ind, og kysser mig på kinden. "Du kan bare det der skat!" Siger han og vender mig om, jeg kyser ham blidt på munden og smiler. Han er min eneste ene. Jeg er helt sikker. Jeg har aldrig haft denne glædesfølelese før over for en dreng. Han er helt speciel, og han er min.

"Er du klar over hvor meget jeg elsker dig?" Spørger han og kysser mig igen, aldrig har jeg følt mig så lykkelig. Sådan har jeg det hver gang jeg er sammen med ham. Han får mig til at føle mig speciel.

Hvert øjeblik vi har sammen, det bliver bedre og bedre. Livet bliver bedre - Atl bliver bedre med ham, og jeg kan ike føle mig mere lykkelig.

Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden ham. Han ænser ikke alle de piger der står i kø for ham, på klubberne, i supermarkedet, på restauranterne. De følger ham allesammen med blikket, og misunder mig.

Det er frydende hvordan man kan mærke deres misundende blikke i nakken, når man spadserer forbi. Han kan et eller andet Rasmus, og han støtter mig fuldt ud i alt hvad jeg gør.

Han er bare perfekt!

 

"Nå men skal du ikke også se at gøre dig klar?" Spørger mor, da hun kan se at jeg er færdig med brødet, og der kun er bundslatter tilbage i koppen.

Jeg nikker, og rejser mig, og mærker hendes hånd på min. Mine øjne møder hendes, og hun ser direkte ind i sindet. "Er der noget galt min skat?" Spørger hun, og hendes blik trænger dybt ind i mig, og får mig til at græde. Minderne er for tydelige, jeg kan ikke slippe af med dem. Han er en ond forbandelse der har hærget mig, og ødelagt mig.

Ødelagt alt hvad jeg står for.

 

 

 

***

 

 

 

"Summen af alle tallene op til hundrede plusset med hinanden? Man plusser vel det højeste tal med det mindste, og så får man 101, og så skal man gange 101 med 100 så man får tallet," Siger jeg, og taster det ind på min lommeregner. "5050" Piratfisken nikker anerkendende.

 "Ja for den nemme løsning på den ligning er, at plusse alle tallene med hinanden, men det kan lommeregneren ikke. Så det er den helt rigtige regnemåde du er inde på Pamela" Siger hun smilende til mig, og fortsætter så. "Og i tænker garanteret ved jer selv, hvorfor i al verden i skal lære dette. Men jeg tænkte det kunne være lidt sjovt.

Den måde lærere og elever opfatter 'sjovt' på et vidst ikke den samme. Mrs. Parks er en flink kvinde, det er ikke det. Hun har bare ikke den humoristiske sans, hvilket er lidt synd, for det får en til at døse hen i hendes timer. Det er ikke meningen at man skal sidde og skraldgrine i skoletimerne, men lidt liv i klassen må der vel godt være.

Og så bliver hun altid så nemt sur. Hvis der er nogle der har glemt en lektie, kan der komme helt forkerte ord ud af hendes mund. Det er uacceptabelt at man bruger tiden på at feste, og glemmer at få lavet sine ting, man burde tage livet mere seriøst hvis man vil blive til noget, mener hun.

Det er derfor at alle kalder hende Piratfisken, hvis man ikke passer på bider hun.. eller så bider hun jo alligevel.

Men der er ingen der er bange for hende alligevel, alle er stort set ligeglade med hvad hun siger til dem, for det rør dem ikke, og det ved hun vidst godt.

"Jeg er stadigvæk ikke helt med" Siger Louise som sidder en række bag ved mig. Det kan også være lidt forvirende at forstå hvad Piratfisken siger, hvis man kommer til at døse lidt hen, så ender det bare med at være en bunke forvirrende ord sat sammen.

"Hvis man nu tager og plusser det højeste tal med det laveste, så får man 101. Fx 100 plus 1 giver 101, og det andet højeste plusset med det andet laveste: 99 plus 2 giver 101 og så videre. Men så ganger man 101 med 100, som er tallet man vil nå op til, og så får man 5050" Forklarer hun.

Fremtiden er en vigtig del for mig. Derfor tager jeg skolen seriøst, selvom jeg inderligt ønsker bare at kunne skride fra det hele.

Nok er mit liv blevet et helvede efter Rasmus forrådte mig, men værre skulle jeg ikke selv gøre det.

Jeg har da selvtillidid, jeg er ikke imødekommende, så jeg har svært ved at få nye venner. Men jeg er stolt over mig selv, altså så meget som jeg kan være, efter at blive kaldt luder af så mange forfærdede mennesker.

Det er ikke min skyld han havde en kæreste i forvejen. Jeg vidste det ikke, og jeg kunne intet gøre. Men det er sjovt hvordan dem man elsker kan vende en ryggen fordi de har fået problemer, og bare efterlade en med alt skraldet.

Jeg har hår til navlen, langt brunt krøllet hår, ingen bumser eller urenheder. Det afslappede look er lige noget for mig.En top eller en t-shirt, nogle sorte cowboybukser eller leggins, og en farvet cardigan.

Jeg har ikke så meget tøj. Det er ikke fordi jeg ikke går op i tøj og mode, for det gør jeg. Jeg har bare ikke lyst til at gå ud i offentligheden og købe tøj i de kendte butikker.

Folk kender mig, efter de mange onde ting der er blevet skrevet om mig på internettet, og de usle rygter, der fløj rundt omkring mig, angreb mig fra alle sider, og jeg var magtesløs.

"Hej Pamela" En høj skinger stemme, skærer igennem mit hoved, og får mine øjne til at klemme sig sammen. Josephine. Rasmus kæreste.

Hvad vil hun mig? Hun har været med til at knække mig synder og sammen, fået mig til at græde mig i søvn flere nætter i streg, fået mig til at ønske selvmord, skade mig selv. Hvad vil hun mig?

"Hej" Siger jeg langsomt, og vender mig om.

Hun er smuk, det er hun. Hendes fine lyse glattede hår, der går hende til skuldrene, er perfekt til hendes bambi-brune øjne, og svagt op-stoppede næse.

Hun har en flot hvid skjorte på, med sort krave stoppet ned i de sorte jeans, og looket bliver fuldent af de grå Allstars med lav bund.

"Hvordan har du det?" Spørger hun, og jeg får en pludselig trang til at slynge det hele ud, råbe det ind i ansigtet på hende. Slå løs på hende så hun undskylder og knækker grædende sammen, men i stedet nikker jeg bare svagt.

"Rasmus og jeg har jo slået op. Da jeg fandt ud af at han bare var en player, droppede jeg ham, og jeg vil bare sige at.." "Jeg har ikke brug for din medfølelse Josephine. Jeg har bare lige brug for at være lidt alene. Ellers tak" Siger jeg og smiler svagt, og vender så ryggen til hende.

Jeg burde føle mig glad. Jeg fik sagt at hun skal lade mig være, på en kringlet måde, men jeg kan ikke lade være med at fælde en tåre, og føle mig mere tom og usikker end jeg har gjort i meget lang tid.

Turen hjem er længere end normalt. Tankerne flyver igennem hovedet på mig, og mit liv passerer revy.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...