Moments {1D}

Det er sommerferie. Førhen betød sommerferien fester, drenge, alkohol, shopping, sol, pool og alt det fede ved sommerens hede, men efter hvad Pamelas ekskæreste havde gjort imod hende, er det blevet til en hygge stund med hendes kedelige forældre. Dog er der noget hun kan lave, for Pamela har nemlig fået et enestående sommerferiejob på et af landets populæreste restauranter, som servetrice.
Og da der i løbet af den kommende uge er One Direction koncert i byen, er der mange gæster som overnatter på hotellet ved siden af, og hun får travlt. Samtidig med det kommer selve bandet endda og spiser. Dog glemmer en af drengene deres mobil, og Pamela bliver nød til at få fat på nogle vidt fremmede mennesker på mobilen.
Interassen for bandet vokser hos Pamela, og det hele bliver en tand bedre, da drengenes bus braser sammen, og de bliver nød til at blive i byen i to uger. Kærligheden vokser og Pamela kommer ud for ting hun absoulut ikke havde regnet med skulle ske denne sommer.

20Likes
11Kommentarer
1086Visninger
AA

3. First day can be surprising great ~*~

 

"Kasper er her nu, vi ses skat" Siger han, og kysser hurtigt min kind, og ligger jakken på armen. "Hov penge!" Husker jeg ham på, og finder hurtigt en sedl, og putter den i hans lomme. "Hyg dig nu skat" Siger jeg og kysser ham blidt på munden.

Udenfor dytter Kasper voldsomt. Vi går hen til vinduet, åbner det let og ruller vinduet ned. Frem kommer hans lille smukke ansigt, der umuligt kan måle sig med Rasmus' vidunderlige, kærlige øjne, markerede kindben, kraftige kæbe, og fantastisk bløde læber. "Kom så charmetrold" Råber han, og det tryk han ligger i ordet, giver mig lyst til at kaste op. Han er min, og kun min.

"Vi ses" SIger han, kysser mig en sidste gang, og løber ud i opgangen, og fortsætter ned af trappen. Jeg har det fint med at vi ikke er flyttet sammen. Det får mig til at savne ham mere og mere, og derfor får en større trang til at se ham igen. Jeg går ind i min lejlighed igen, og går hen til det åbne vindue.

Den milde brise giver mig kuldegysninger, mens jeg står og vinker ned til drengene. Han dytter få gange, og drøner så afsted derudaf. Jeg vinker efter dem indtil de er ude af syne, så tager jeg min arm ind og lukker vinduet.

En besked bipper ind på min mobil, og da jeg ser det er fra Rasmus, får jeg på et splitsekund varmen tilbage i kroppen. Han elsker mig. Selvom det er en sædvanlig besked han dagligt sender, så varmer det mit hjerte at han tænker på mig, og giver sig tid til at skrive det.

 

Jeg ryster det af mig. Den sidste gang vi var sammen. Sidste gang vi kyssede. Jeg væmmes ved tanken, og drikker det sidste af min te. "Jeg smutter afsted nu mor. Vi ses!" Råber jeg ind i stuen, hvor min mor atter har placeret sig, og ser en dokumentar om et eller andet poetisk og rørende, som jeg ikke gider tage del i. Dels fordi jeg bare kommer til at tænke på Rasmus, og dels fordi jeg skal på arbejde.

Det er mandag, og jeg kan næsten ikke vente med at komme på arbejde, og komme til at tænke på noget andet end Rasmus. Hvorfor vil den dreng ikke ud af mit hoved? Det pisser mig af, på en psykisk og fysisk måde.

"Hav en god første dag på arbejdet" Råber hun tilbage og jeg kan høre hende rejse sig, mens jeg binder snørrebåndende på mine sorte Converse Allstar sko.

Hun stiller sig op af muren med armene over kors, og kigger afventende på mig. Jeg tager min jakke på, og prøver at tyde hendes blik mens der er en sang der spiller inde fra fjernsynet, og jeg gætter på at der kører rulletekster.

Så snart jeg er smuttet smører hun sig garanteret en toast, og ligger sig ind for at se en ny dokumentar eller noget i den stil. "Skal jeg ikke have mit kys?" Spørger hun da jeg lyner jakken op til halsen. Jeg sukker dybt, og himler med øjnene da hun laver den verdensberømte trutmund.

- Som aldrig virker, men dog alligevel gør. For jeg ender med at give hende et hurtigt kys på munden, og så smutter jeg ud af døren, og ud til min cykel, som jeg får mig sat på.

Hun stiller sig op af dørkarmen og sender mig et lille flyvekys da jeg cykler ud af indkørslen, og ud på den store vej jeg altid blev advaret om da jeg var lille. Den kunne være farlig, for bilerne kører så stærkt og jeg skulle nødig blive kørt over på vej eller hjem fra skole - så jeg skulle altså cykle på fortorvet.

Det gør jeg selvfølgelig ikke mere, men der er minder hvor end jeg kommer hen.

Jeg er hurtigt ved restauranten, og stiller min cykel omme bagved, som jeg havde fået besked på da jeg fik jobbet, og så trasker jeg ellers ind af bagindgangen, hænger min jakke op og får skiftet til arbejdstøjet.

Det er et sejt look som består af et par sorte shorts der går mig lige over knæene, en hvid T-shirt med puf i ærmerne, og et stort rundt blåt syet mærke, hvorpå restaurantens navn står på, et blåt bælte som sidder under brystet - mathcer restaurantens ikon - og store sorte kugle øreringe hvor restaurantens forbogstav står på.

I starten syntes jeg mere det lignede noget man gik i til hverdag, men da jeg opdagede ikonerne hist og her, og hvor mange servetricer vi er, gik det ligesom op for mig, at det var arbejdstøj.

Da jeg har fået sat bæltet så det sidder perfekt, går jeg ind på min chef Kristian Rathleffs kontor og sætter mig. "Hej Pamela" Siger han og smiler venligt til mig. Derefter gennemgår vi reglerne en gang til, og jeg kan gå ud og komme igang.

Der er der en pige ved navn Eva, som hjælper mig med en kasse der ikke bliver betjent, så jeg lige kan komme ind systemet, og få er overblik over computeren, og hvordan man laver bestillinger fra Email.

"Sådan, nu tror jeg du har fat i det. Du siger bare til hvis der er noget ikke?" Siger Eva og venter på et nik fra mig, hvorefter hun smutter  gennem køkkenet, og ud bagved. Så snart døren lukkes bag hende mærker jeg panikken falde over mig.

Hvad var det nu hun havde sagt? Hvad for nogle taster og programmer var det jeg skulle gå ind på? Og før jeg ved af det står der en dreng foran mig, og åbenlyst er klar til at bestille.

Jeg står stille lidt og prøver at danne mig et overblik over rodet, og finder derefter mit største smil frem, og tager mig med omhu af kunden.

"Ja hvad kunne du tænke dig?" Spørger jeg og får øjenkontakt med ham. Han har vidunderligt smukke grønne øjne, og en blød mund der udspiles i et varmt smil. Han har de sødeste krøller der omkranser hans ansigt, og markerede kæbe.

 "En tunsandwich med groft brød" Fortæller han og jeg får tastet det ind, og kigger igen op på ham. Brede skuldre, god tøjstil efter min smag, og .. i det hele taget bare perfekt!

 "Hvad med drikkevare?" Spørger jeg så og han ryster på hovedet, og fortæller at han tager det med videre.

Mens jeg taster det ind kommer han pludselig med en kommentar jeg slet ikke havde ventet. "Du er faktisk ret lækker" Og jeg kigger underligt på ham. Hvad er det for noget at sige? Bare sådan lige pludseligt. "Øh.." Begynder jeg og mærker varmen i mine kinder.

"Er du ny her eller..? For du virker ikke helt hjemme" Siger han og får et nik af mig som svar. "Er du en stamkunde eller hvad?" Spørger jeg. "Nej, det var såmænd bare et spørgsmål af ren nysgerrighed" Svarer han og trækker på skuldrene.

Han betaler of stiller sig over i siden. Venter på sin mad, med et sjovt blik hvilende kun på mig, mens to piger derefter træder frem imod mig.

Det går meget bedre denne gang, bort set fra at jeg føler mig utryk ved at mærke hans blik hvile på mig mens de bestiller. De bliver færdige, og jeg kan give drengen sin mad.

"Jeg hedder Harry" Siger han og giver mig sin hånd. Jeg tager imod den og trykker den blidt. "Jeg hedder Pamela" Siger jeg, underlig ved at snakke med en dreng igen på den måde.

En pige med mange problemer, som uden at tøve kan snakke fint med andre som om der aldrig er sket noget.

"Vi ses vel" Siger han og stopper den indpakkede sandwich i sin sorte skuldertaske, og går et par skridt baglæns, inden han vender sig om og vinker. "Ja vi ses vel" mumler jeg så lavt at han umuligt kan høre det.

Pigernes mad kommer, og jeg må videre med arbejdet, stadigvæk med tanken om Harry gemt inde bagerst i hovedet.

En spændende dreng som jeg har en eller anden fornemmelse af, at jeg kommer til at se meget mere til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...