Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9965Visninger
AA

9. Kapitel 9

Vær så god."

Takou rækker hende en blomme fra kassen, som hun forsigtigt tager imod, mens han selv rykker tættere på ilden. Han elsker varmen og kan ikke lade være med at rykke tættere på endnu, så hele hans krop føles som en kogende masse. Julia sidder lidt længere væk, men det ser ud til, at hun ikke er så mærket af episoden med Razid længere. Hendes ansigt er blussende rød af varmen, og den nye T-shirt er allerede klæbrig af sved. 

Han lægget hovedet lidt på skrå og kradser sig fraværende på hagen, hvor det indtørrede blod klør en smule. Hvis han ikke tager meget fejl, så kunne de begge to godt trænge til et varmt bad. Han vipper hovedet lidt fremad, mens tankerne flyder frem og tilbage, som små insekter inde i hans hjerne. En røget lugt rammer pludselig hans næse, så han ser undrende op. 

"Dit hår!"

Julia springer op, så blommen lander i sandet. Det tager et øjeblik for ham at indse, at han har siddet for tæt på ilden, så nogle af flammerne har kunnet gribe fat i hans hår. Med et lille udbrud hopper han bagud og begynder at slå sig på siden af hovedet, mens lugten af brændt hår fylder hulen. Julia drejer rundt og styrter ind i det lille rum. 

Han får slukket ilden, men den sure lugt af brændt hår, får ham til at rynke på næsen. Julia kommer styrtende ud fra rummet med hænderne formet foran sig i en lille skål. Uden at han når at løfte hænderne som tegn på, at hun skal stoppe op, kaster hun vandet ud over ham. Den kølende væske dulmer straks den sviende fornemmelse på siden af hovedet, mens de sammenkrøllede små stumper af brændt hår smuldrer til aske. 

"Fuck..." Er det eneste han kan sige.

Panisk griber han sig til siden af hovedet, og et lettelsens suk, dybt fra maven, lyder, da han får fat i en klump hår.

"Er det slemt?"

Han ved godt, at han er forfængelig, men det vil simpelthen også være et nederlag, hvis han skulle til at rende rundt med en halvt brændt hovedskal.

"Nej... Det er blevet lidt grå i spidserne og lidt kortere, men det er stadigvæk tykt."

Hun bukker sig ned mod ham, så hendes ansigt kommer faretruende tæt på hans. Han føler sig meget sårbar i denne stilling. Ham liggende på jorden, støttet af albuerne og benene i en stilling, der gør det svært for ham at komme op. Det går op for ham, at selvom hun virker skrøbelig, så er hun det ikke. Hele hendes væsen stråler af styrke; især efter Razids overfald.

Hendes hånd er tøvende, og hun trækker den også lidt tilbage, før hun til sidst lægger den på hans hår. Takou holder vejret. Hun går ned på knæ, sådan så hun stadigvæk er højere end ham og har fuldt udsyn til hans hår. Med forsigtige bevægelser børster hun resterne af asken ud af det nu fugtige hår. Ikke på noget tidspunkt sænker hun blikket mod ham, så han kan frit studere hendes koncentrerede ansigt, der er fyldt med snavs.

"Sådan... Du bliver nok nødt til at klippe det lidt i den anden side."

Hun trækker sig bagud med tøffende skridt og flakkende øjne. Takou ligger stadigvæk på jorden, nu med et grundende udtryk i øjnene. 

"Yeah... Det trænger vist også til en klipning."

Han sender hende sit skæve grin, men kommer så i tanke om hugtænderne, der kommer til syne ved smilet, så han presser hurtigt læberne sammen igen. Med en dyb indånding rejser han sig op og går over mod sengen. Her går han ned på hug, så han kan trække kisten ud med tøj. Et øjeblik trommer han lidt på låget, mens tankerne atter laver ping-pong inde i hans hjerne. 

"Julia?"

"Ja?" Svarer hun med en tøvende stemme.

Han stopper med at tromme på låget.

"Har du tænkt dig at stikke af?"

Stilhed.

"Hva- Hvad mener du?"

Han tager en dyb tålmodig indånding.

"Du ved... Flygte herfra. Finde nogle engle og så tage hjem til den Øvre Verden."

Stilhed igen.

"Det... Det ved jeg ikke."

Takou drejer hovedet med et forbløffet ansigtsudtryk.

"Hvordan kan du ikke vide det?"

Hun har sænket blikket. Hendes ene hånd er låst fast omkring den anden arm.

"Jeg... Jeg kan jo ikke."

"Men hvis du kunne?"

Hun løfter endelig hovedet, så hendes forvirrede øjne møder hans.

"Vil du lade mig flygte?"

Det sitrer i hans ene mundvige.

"Måske... På et tidspunkt - Altså, hvis du gerne vil."

Denne gang er det hans tur til at sænke blikket. Han kan stadig ikke helt få tanken ud af hovedet, at hun er hans.

"Så... Jeg er ikke din fange?"

Han trækker på skuldrene, men svarer ikke.

"Du er en ret dårlig kidnapper."

Han begynder at le, men det skærer ham også lidt i hjertet.

"Nej... Jeg er åbenbart dårlig til at være et væsen fra den Nedre Verden..."

Razid's ord strømmer til ham. Han ved, hvad de andre tænker om ham. Freak. Parasit. Underlig. Klovn. Øgenavnene har altid hængt ved. Det har undret ham flere gange, hvordan han egentlig har kunnet undgå at blive udstødt.

 Få dage med en Engel, og jeg er allerede blevet vattet. Hvad fanden skal det betyde? Jeg burde slå hende ihjel - Få problemerne ud af verden. Men hvad med Razid? Kunne jeg have undgået det? Måske... Bør jeg lade hende gå? 

"Du sagde det selv..." Han løfter blikket mod hende, da hun begynder at tale. "... Bare fordi, at du er fra den Nedre Verden... Så behøver du ikke være ond. Og fordi du opfører dig anderledes, behøver du heller ikke være god."

Hun tager en dyb indånding.

"Takou, du har lært mig en masse ting, som jeg ikke tror, at nogen fra den Øvre Verden nogensinde har kunnet lære mig."

Han stirrer på hende med et tænkende udtryk. Hvert et ord siver ind og begraver sig dybt i hans sind. Hun gengælder hans blik med et lille smil, mens hun løsner sit greb om sin arm og begynder at gnubbe skulderen.

"Så... Jeg er hverken ond eller god?"

Spørgsmålet føles underligt på hans læber, og det virker endnu mere urealistisk at spørge hende. En engel.

"Jeg tror... Jeg tror, at du er en blanding."

En trækning glider henover hendes ansigt, mens hun lader den masserende hånd bevæge sig op til nakken. Takou løfter det ene øjenbryn.

"Er du okay?"

"Mmh... Jeg har bare lidt ondt mellem skulderbladene - Ikke noget specielt."

Han betragter hende, da hun nu skifter hånd og masserer den anden skulder. En fin lille rynke har dannet sig i hendes pande, og de små bryn har sænket sig, så hun får et irriteret og tænkende udtryk.

"Er du sikker?"

Hun nikker. Med et skuldertræk åbner han kisten og begynder at rode tøjet igennem. Han river flere bluser og T-shirts op, hvor der er huller i ryggen til hans vinger, hvilket tyder på, at han snart skal have fornyet sin garderobe.

"Arhg!"

Han snurrer rundt. Julia har bukket sig forover og er halvvejs nede i hug, mens hun krammer om brystet og prøver at få hænderne til at nå hele vejen omkring overkroppen. Først stirrer han bare, men så rejser han sig op med en pludselig bevægelse og er henne ved hende på få sekunder.

"Julia?"

Hun reagerer slet ikke. Og da han lægger en usikker hånd på hendes ryg, udstøder hun et lille klynk. Han løfter hurtigt hånden igen og flytter blikket hen til det sted, hvor den få sekunder forinden havde været. To små buler er dukket frem under T-shirtens stof mellem hendes skulderblade. Han stirrer på de to buler med et forvirret ansigtsudtryk. Julia kommer med endnu et klynk. Forsigtigt løfter han op i T-shirten og skærer et hul med den ene klo, så en lang revne bliver dannet i stoffet. 

Synet får Takou til at gispe. Mellem hendes skulderblade, på det bare stykke hud, er der vokset to buler frem. Han læner sig lidt fremad for at kunne se dem bedre. Bulerne er dækket med små gyldne dun, der ser ud til at bevæge sig. Med endnu et øjekast går det op for ham, at de vokser.

Julia går helt ned på hug. Han griber febrilsk fat i hendes overarme og prøver at holde hende oppe.

"Vinger. Du er ved at få vinger."

Han er ikke sikker på, hvad han skal gøre. Julia bliver ved med at trække sig sammen, mens hun udstøder små lyde af smerte. Med en pludselig indskydelse griber han fat om hende og løfter hende op, så hun kommer med et lille hvin. Hele hendes krop føles feberhed mod hans, og det går op for ham, at den blussende rødmen ved hendes kinder ikke kun skyldes varmen i hulen, men også fordi, hun faktisk har det skidt.

Med forsigtige bevægelser bevæger han sig hen til sengen, hvor han sætter hende ned, så madrassen giver efter. Hendes krop virker så lille i forhold til den store seng. Med et nyt klynk lægger hun sig ned på siden og prøver febrilsk med den ene hånd at kradse de små buler. De knækkede negle laver røde streger i den fine hud, så Takou må gribe fat om hendes håndled, så hun ikke gør skade på sig selv.

"Stop Julia... Du skader dig selv."

Hans stemme er blid, og der er en antydning af bekymring. Hun kæmper stadigvæk for at kradse bulerne, men Takou holder hende i et fast greb. Det overrasker ham, hvor meget styrke han egentlig skal lægge i, for hun kæmper bravt imod.

"Slip mig!"

"Nej."

Et opgivende støn lyder fra hendes krop og hele hendes krop synker sammen, så det nærmest føles som om, hun vil blive forvandlet til sand. Takou holder stadigvæk fast om hendes ene håndled, mens han med øjnene følger udviklingen af de små buler, der stadigvæk vokser.

"Det gør ondt..."

I stedet for at kradse huden, knytter hun i stedet hænderne.

"Jeg ved det."

Ordene er en hvisken i stilheden, der følger efter. Hendes muskler spændes og slappes hele tiden i en usymmetrisk rytme. Takou giver lige så stille slip på hendes håndled, så hænderne hviler på siden af hendes mave. Han løfter blikket og skanner rummet, indtil han endelig får øje på flasken med hjemmebrygget.

Flasken er blevet kastet hensynsløst på gulvet med mundingen i vejret, så væsken ikke har kunnet løbe ud i sandet. Med en enkel vejrtrækning er han allerede henne ved flasken og har grebet fat om halsen, og med endnu en vejrtrækning er han henne ved sengen igen. Julia kommer med et lille gisp, da han sætter sig ned på sengekanten.

Han skal til at læne sig frem mod hende, men en underlig tanke slår ned i ham, da han ser det størknede blod på sine klør. Hun vil ikke bryde sig om det...

 Med lukkede øjne skifter han skikkelse. Det fjerner ikke skidtet og blodet, men det ser mindre drabeligt ud. Forsigtigt lægger han en hånd på hendes skulder og vender hende om mod ham, men stadigvæk sådan, så hun ligger på siden. Hendes øjne udvides, da hun ser ham i menneskeskikkelsen, men de lukkes hurtigt i igen af smerte, da en svag rystelse skyder gennem hendes krop.

Takou kravler længere op i sengen og prøver usikkert at støtte hende, så godt han nu kan. Han er fuldstændig fortabt. Aldrig i sit liv har han stået i en lignende situation. Han føler ikke rigtig, at han egentlig er til stede, men at det mere er en anden "ham", som prøver at hjælpe en engel. 

Hjælpe en engel... Hvad!?

Han løfter flasken op til hendes mund og prøver at få hende til at drikke.

"Drik... Det vil dulme smerten."

Hun åbner til sidst munden og tager en lille slurk, men hun begynder straks at sprutte, da væsken glider ned i hendes hals. Han tager selv en lille slurk, før han holder mundingen op til hendes læber igen. Hun drikker mere denne gang. I skæret fra ilden kan Takou se de røde kinder blusse endnu mere op og mærke varmen fra hendes krop, der får dem begge til at svede. Da han fjerner flasken fra hendes lidt opsvulmede læber, sender hun ham et lille smil.

Efter flere gentagende slurke begynder hun at slappe mere af. Hendes krop holder op med at ryste eller stivne, så hun endelig kan falde i søvn. Takou sidder stadigvæk med flasken i sin ene hånd, mens han betragter Julia's profil. De små buler er ikke længer buler, men minder mere om miniudgaver af vinger. De små gyldne dun begynder at ligne rigtige fjer.

Han tager nogle dybe indåndinger, mens han overvejer, hvad han nu skal gøre. Blodtørsten er tilbage. Det er noget tid siden, at han har været på jagt, og det begynder at sætte sine spor. Sløvheden er det største tegn, hvilket er en ulempe, da han har brug for alt sin energi til sine jagter. Med et suk rejser han sig fra sengen og går hen til grotteåbningen. 

Flasken har han stadigvæk et godt greb omkring, og han stiller den først fra sig, da han har sørget for at den sorte mur er på plads, så ingen ubudne gæster kan komme ind. Han ruller lidt med skuldrene og strækker armene i vejret, så det siger knæk flere steder i hans krop. Halen glider ud til den ene side i en forventningsfuld gestus, idet han skifter tilbage til sin dæmonskikkelse. 

Vingerne vokser frem mellem hans skulderblade og skyder ud gennem hullet i ryggen, så den læderagtige duft rammer hans næsebor. Flasken glider ud af hans hånd, så den rammer sandet med et lille bump. Med et sidste kig over skulderen sætter han af og spreder vingerne, hvorefter han skyder opad og mod portalen.

***

"Det var ret sygt, det du gjorde ved Razid."

Blas bider en stor luns af det ben, som han er i gang med at fortære, mens han sender Takou et beundrende blik. Normalt ville Takou have rystet på hovedet, da Blas og to af hans venner indhentede ham ved portalen og spurgte, om han ville jage med dem. Men han havde trængt til lidt afveksling, så han havde sagt ja.

Takou tørrer sig om munden med hånden, mens han skubber den døde krop lidt til side. Det føles godt at få fyldt maven igen. 

"Han fik, hvad han fortjente..."

"Det gjorde han helt sikkert - Han var det største svin, som jeg kendte... Troede han var bedre end andre... Pfft... Idiot, siger jeg bare."

Blas er en tyk lille dæmon med rødlig hud og sort karseklippet hår. Hans øjne er så mørke, at de virker helt sorte, hvilket giver ham et meget uhyggeligt udtryk, men de er i virkeligheden dybt mørkeblå. Takou har få gange før snakket med den tykke dæmon, og han har ikke rigtig noget imod Blas, der godt kender til det med at være lidt anderledes. 

"Det er snart synd, at du ikke så de andres ansigtsudtryk, da du smurte blod i ansigtet - Du skræmte livet af dem!"

Takou smiler svagt til den ranglede dæmon til venstre for ham. Èriq er endnu en usædvanlig dæmon. Han er så lang, at han næsten er dobbelt så høj som Takou, der også selv er rimelig høj, mens hans grønlige hud får ham til at minde lidt om en drage. Det spidse ansigt og de lange sorte horn gør, at han også går under navnet "Firben". 

Den tredje dæmon er den mest normale bortset fra, at han mangler et øje og en finger på venstre hånd. Abaddon er også den mest garvede af dem alle fire. Han har levet flere tusinde år, hvilket er tydeligt at se på hans arrede hud, der flere steder er skællet.

"Jeg ville gro et ekstra øje i nakken, hvis jeg var dig. Razid havde mange venner blandt væsenerne fra den Nedre Verden, som godt kan finde på at hævne hans død."

Takou prøver at fokusere på det ene øje, der stirrer stift på ham, men han holder munden lukket, da han ikke rigtig ved, hvad han skal svare. Han har tænkt over muligheden for et eventuelt angreb fra Razid's såkaldte venner, men han tvivler på, at de holdt så meget af den aggressive dæmon.

"Pfft! De er sgu da skide bange for Takou lige nu... Du så det selv Ab! Godt nok er vi dæmoner, men det er fandme ikke tit, at vi slår hinanden ihjel så åbenlyst."

Èriq rykker lidt rundt, mens han med sin ene klo begynder at stikke tænder. 

"Det skader vel aldrig, at holde et vågent øje?"

"Nej, nej det gør det ikke."

Takou rejser sig op fra gulvet, mens han bevæger sig ud mod husets lille køkken. Her går han hen til håndvasken. Hans blodige hænder efterlader spor overalt, men det gør ikke rigtig nogen forskel. Det menneskelige politi vil aldrig kunne finde frem til morderne. Væsenerne fra den Nedre Verden er fantomer. Spøgelser. 

Han læner sig frem og skyller hænderne i det lunkne vand. Med hænderne formet som en lille skål får han vasket ansigtet, hvilket gør ham en smule mere frisk. Han kan stadigvæk høre de andre snakke inde i stuen, men han føler ikke helt for at gå ind til dem. Et øjeblik står han bare og stirrer tomt frem for sig, mens hans hænder støtter sig til bordkanten. 

På skabet ved siden af er der en masse fotografier af en lykkelig familie. De smiler alle sammen. Han lægger hovedet lidt på skrå, mens han betragter deres ansigter. De vil aldrig komme til at smile igen. 

En prikken i hans hud får ham instinktivt til at løfte hovedet. I det samme han løfter hovedet og lader blikket glide over til vinduet, ser han en flygtig gylden skikkelse spejle sig. Han tænker ikke, men handler med instinktet. Den gyldne pil flyver tæt forbi hans højre øre og borer sig ind i den ene skabslåge, mens han rykker til venstre i en glidende bevægelse. Med et ryk får han vendt sig rundt, så han står ansigt til ansigt med sin angriber. I det samme sekund lyder der råb inde fra stuen efterfulgt af glas, der splintres og lyden af noget tungt, som bliver væltet til jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...