Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte? Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden. Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter. Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet. //Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9600Visninger
AA

8. Kapitel 8

Julia stirrer ligefrem for sig, så hendes øjne skinner lidt i skæret fra ilden, mens håret klistrer sig ind til hendes svedige ansigt. Hendes brystkasse hæver og sænker sig i hurtige stød under den hvide T-shirt. Hurtigt og med kassen under armen tager Takou fat i Julia med den frie hånd og trækker hende med hen til hulrummet. Her sætter Takou kassen ned med en flygtig bevægelse og skubber Julia lidt længere ind i mørket.

Han når kun lige at vende sig om og træde et skridt væk fra hulrummet, da Razid kommer til syne. Den grønlige hud er tydelig her i skæret fra ilden, men giver dæmonen et sygeligt udtryk. De røde øjne stirrer provokerende på Takou, og det lille glimt i dem advarer Takou om, at Razid har noget lusk for. 

"Nå, så du er hjemme..."

Razid's stemme er spøgende og virker ikke særlig venlig. Hele hans fremtoning emmer af spydigheder og en trang til vold. Takou kan tydeligt se de mange ar, der kravler op og ned ad de muskuløse arme som spindelvæv. Han kan se den mørke skygge, der spændes ud på væggen bag Razid som et uhyggeligt forvrænget monster.

Der har altid været et udestående mellem de to. Takou er ikke sikker på, hvornår det det hele startede, men nok omkring deres første møde.

"Hva' vil du her Razid?"

Takou prøver at skjule afskyen i sin stemme, men han er ikke helt sikker på om det lykkedes.

"Jeg har talt med Nasra."

Kæmpedæmonen åbner og lukker sine hænder i en rytmisk bevægelse, der passer til hans tunge åndedræt

"Og?"

"Hun er et hysterisk nervevrag lige nu... Takket været dig."

Takou fnyser og tager diskret nogle skridt væk fra hulrummet.

"Du ville også blive rimelig pissed, hvis nogen gav dig sirene magi forklædt som chokolade."

Razid stirrer uforstående på ham, men så slår han pludselig hovedet bagover og begynder at grine, så en tandrække af sylespidse tænder afsløres.

"Oh my... Var det, dét hun gjorde?"

Takou mumler nogle få bandeord, men lader sig ikke rigtig gå på af Razid's hån. 

"Jeg fatter dig ikke klovn... Hvorfor kneppede du hende ikke bare?"

Razid tørrer dramatisk en ikke eksisterende tåre væk fra ansigtet, mens han venter på Takou's svar. 

"Fordi, det ikke var rigtigt."

"Hvad fuck snakker du om? Hun gav dig sirene magi og var sikkert pisse liderlig... Og så stak du halen mellem benene - Fordi, det ikke var rigtigt? Du er fandme en større klovn, end jeg havde regnet med."

Takou rynker på næsen, men trækker blot på skuldrene som svar. 

"Jeg havde sgu gennempulet hende, så hun ikke kunne gå i flere dage bagefter... Men du er jo også et fucking dydsmønster."

Takou trækker endnu engang på skuldrene, mens han hele tiden håber, at Razid vil gå. Han bryder sig ikke om den anden dæmon, der virker mere og mere aggressiv i sin fremtoning.

Engang for lang tid siden og før Nasra var begyndt at få følelser for Takou, havde hun hængt ud sammen med en anden gruppe af dæmonunger. De havde altid mobbet Takou på grund af hans sære trang til at male sit ansigt som en klovn. Ifølge dem, var det noget af det mest retarderede en dæmon kunne gøre. Men han nød det. Han nyder det stadigvæk. Klovnemasken er hans våben mod alle andre væsener. Og det fik Razid at føle en dag for så mange år siden.

"Yo klovn! Jeg snakker til dig."

Razid er nået helt hen til ham på få sekunder, så hele hans korpus står få centimeter fra Takou's. Takou kan lugte den andens kropssved af forrådnelse og blod. Uden et ord mere skubber den store dæmon til Takou, så han vakler til siden. 

"Hvad fuck har du gang i Razid!?"

"Klap i klovn! Du er en fucking parasit. En freak. Og jeg har tænkt mig, at ommøblere dit lille ansigt... Så kan du jo se, om du kan bruge din sminke til at smukkesere dig med." 

Ordene dengang havde været mere hårde og de havde fået Takous blod i kog. Han havde fulgt efter den unge Razid, der uden tvivl følte sig i sikkerhed på sin vej hjem til den lille klippeafsats. Men han havde fået sig en grim overraskelse, da Takou havde skræmt livet af Razid med sin groteske klovnesminke. Han havde egentlig blot siddet i skyggen inde i Razids hule. Ventet på, at dæmonungen kom hjem. Og da tiden var kommet, var han sprunget ind foran dæmonungen, men var forsvundet om bag Razid igen for at gribe fat om dennes lille buskede hale. Her havde han klippet den lille dusk af, så Razid var besvimet på stedet. Og med sin kunstneriske færdighed, havde Takou sminket Razid, så han lignede en joke af en klovn.

Inden Takou havde forladt hulen, havde han med sod skrevet en advarsel på grottevæggen til Razid, en advarsel som havde gjort indtryk på dæmonen. Takou ved, at Razid i virkeligheden frygter et lignende besøg fra den frygtindgydende klovn, der er lynhurtig og svært at få has på.

Episoden er aldrig blevet nævnt blandt dem, men de ved begge, hvem klovnen var. Og det har Razid aldrig glemt.

”Jeg skal smadrer dig, så du vil ønske, at du var død!” brøler Razid og afbryder Takous tanker tilbage i tiden.

Han ser slaget, før det falder og dukker sig. Men det er ikke derfor, at Razid ender med at dreje rundt om sig selv i en halvcirkel uden at ramme noget.

"Stop!"

Takou lukker øjnene et kort øjeblik, og da han åbner dem igen, ser han Julia stå fuldt synligt i hulrummets åbning. Hendes skrøbelige skikkelse virker så malplaceret og forkert på et sted som dette, men hendes stålfaste blik og det stædige drag om munden vidner om en standhaftighed, som Takou ikke har set siden hun sigtede på ham med sin armbrøst. 

"Hva-"

Razid åbner munden, men Takou har allerede set en mulighed for at vælte den anden dæmon omkuld. Hans første tanke havde været, at få den anden til at forsvinde, men nu bliver han nødt til at slå ham ihjel. Der er ingen tvivl om, at Razid kan se, at Julia er en engel. Hele hendes væsen skriger ligefrem ud til omverden om, hvad hun er. Og hvis Takou ikke får lukket kæften på Razid, så går det ikke kun ud over Julia, men også ham selv.

Julia udstøder et gisp, da han med hele sin vægt får væltet den to gange så stor dæmon omkuld. Razid udstøder et brøl, da faldet får vredet hans ene vinge om i en akavet stilling. Men det er ikke svært for ham at kaste Takou af sig igen. Der er ingen tvivl om, at Takou har vækket et raseri hos sin modstander. 

"Du gemmer en fucking engel!"

Razid spytter, da han siger det sidste ord, mens mørket i hans øjne lukker sig omkring de sorte pupiller.

"Jeg vil vædde med, at du sikkert knepper hende... Er dæmonkvinder nu ikke gode nok til dig klovn?"

Denne gang er Razid forberedt på sin modstanders kommen. Så da Takou løber frem igen og dukker sig ned til siden, så hans lange klør lige strejfer den anden dæmons hud, bliver han selv slynget tilbage af et knytnæveslag i siden, så alt luften bliver slået ud af ham. Razid lader ikke Takou sunde sig, men griber fat i hans ene vinge, hvorefter han slynger ham ind mod muren. 

"Stop! Du gør ham ondt!" hviner Julia med en panisk stemme.

Razid vender sig væk fra Takou, der er ved at rejse sig igen - nu med en lille blodstribe ved mundvigen. Takou ser den store dæmon skræve gennem rummet mod Julia, der ser sig febrilsk om efter en genstand, som hun kan forsvare sig med. 

Han kan mærke smerten i ribbenene, men han ignorere den. Med beslutsomheden malet i ansigtet løber han hen mod Razid og sætter af, så han lander på dæmonens ryg. Razid hvæser af irritation og prøver at slå ud efter Takou, men da den noget mindre dæmon har haget sig fast med klør og tænder, kan Razid ikke gøre andet end at banke ryggen ind mod grottevæggen, så han udstøder et "uhgf!". Takou strammer sit greb, så kløerne borer sig dybere ind i den andens kød, mens han må løsne sit bid. Blodsmagen er som en rus for ham.

Razid bliver ved med at banke ryggen ind mod væggen, mens Takou's hænder er badet i det dæmoniske blod. Han priser sig lykkelig for, at han er immun over for den ætsende væske ligesom alle andre dæmoner. Takou trækker sin ene arm til sig, så klørene glider ud af kødet med et lille svup. Hurtigt griber han fat om Razids ansigt, men klørene glider kun henover kinden, da han ikke får ordentlig fat. Razid får fat i hans frie hånd, som han brutalt trækker i, så Takou flyver henover hovedet på den store dæmon.

Han lander på jorden med et hårdt dunk, der får sandet til at hvirvle op i små skyer. De få sandkorn, der rammer ilden, begynder at knitrer højlydt. Razid ler.

"Du skulle snart se dig selv klovn... Så ynkelig... Du kan ikke gøre en skid mere… Dit klovnefis skræmmer mig ikke mere.”

Julia løber hen ved siden af Takou. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre. Det er hendes skyld, at Takou er kommet til skade. Og selvom han er hendes bortfører og en dæmon, så ved hun, at hvis hun ikke hjælper ham, så vil han blive dræbt af den anden dæmon, hvorefter turen vil komme til hende.

Uden et ord, lægger hun sit håndled ind mod Takous mund. Men før han når at bide, griber Razid fat i hendes hår og river hende bagud. Hun mærker, hvordan nogle hårstrå bliver revet brutalt ud, mens hun i samme øjeblik rammer jorden.

”En skide engel… Du troede nok, at alle dæmoner er svanse som ham?”

Hans ene hånd griber fat om hendes hals, hvor han klemmer til.

”Jeg skal vise dig, hvordan vi er… Hvordan vi nyder, hvordan vi dræber.”

Hun klemmer øjnene sammen, men blodstanken og den knurrende lyd fra dæmonen vil ikke forsvinde. Hans frie hånd glider henover hendes krop og griber fat i stoffet. Med en voldsom bevægelse river han til, så det tynde stof ikke længere dækker hende. I det øjeblik begynder hun at sparke voldsomt ud.

”Mmh… Vild,” brummer Razid med en lysten stemme.

Smerten omkring hendes hals får hende til at spænde i kroppen igen for derefter at sparke ud, men lige meget hvad hun gør, så stopper hans hånd ikke med at kører henover hendes krop. Da han griber fat om hendes ene bryst og klemmer hårdt til, åbner hun munden for at skrige af smerte, men han klemmer samtidig til omkring hendes hals, så skriget bliver til en rallen.

”Jeg kan ikke sige, at du vil nyde det her så meget…” griner han og slippet taget om hendes bryst for at lade den glide ned til sit skridt.

Hun kan ikke længere se noget på grund af de mørke pletter. Det hele føles så virkeligt, men samtidig også som om, at hun ikke er til. Sandet under hende klistres til den svedige hud, mens luften lugter af for meget svovl. Febrilsk prøver hun at kradse den store hånd om halsen, men den skællede hud er alt for hård. Selvom hun kæmper for at holde benene samlede, kan hun intet gøre, da dæmonen sætter sig oven på det ene ben og med den frie hånd trække det andet ben ud til siden. Han slippet taget et kort øjeblik fra hendes hals, så hun kan gispe efter vejret og smage tårerne, der har vædet hele hendes ansigt. Hun kan ikke på nogen måde forberede sig på, hvad der vil ske, og selvom hun prøver at spænde kroppen og stadigvæk kradser panisk, så lader det ikke til at virke.

Kun hendes hivende vejrtrækning og dæmonens brummen lyder i rummet.

Med et sidste panisk håb om, at hun måske kan gøre noget for at komme væk, prøver hun at dreje hele kroppen rundt og væk fra Razid. Men han begynder blot at le, en latter så uhyggelig, at hun stivner. Hun lukker øjnene i håb om, at lyden vil forstumme.

Razids latter stopper pludselig og erstattes af et hyl så inderligt, at hendes hjerte næsten springer et slag over. Hurtigt drejer hun rundt, da dæmonens vægt forsvinder og giver hende bevægeligheden tilbage. Og hun kan næsten ikke lade være med at hulke af glæde over, synet foran hende.

Takou er kravlet gennem sandet fra den anden ende af rummet og har bidt kæberne sammen omkring Razids hale, så spidsen er faldet af. Hans svedige ansigt er trukket sammen i så rasende en grimasse, at hun et øjeblik må vige blikket fra ham.

Han bliver ved med at bide sammen omkring halespidsen, mens Razid ruller væk i et skingret hvin. Da han er kommet langt nok væk, rejser han sig halvt op, men synker kort sammen igen. Han stirrer olmt på Takou, og det er tydeligt, at han har lyst til at slå ihjel. Men da hans blik falder på Julia, flækkes han ansigt pludselig i et grin.

”Jeg skal nok lade være med at gøre din engel noget din fucking klovn... Jeg vil hellere se, hvad de andre vil gøre ved jer begge to, når jeg fortæller dem om din lille hemmelighed." 

Takou hører de tunge skridt gennem sandet. Alle hans lemmer gør ondt, men han er også fyldt med en anspændthed og en sjælden form for angst. Han bliver nødt til at stoppe Razid, men han kan ikke rejse sig op. Slaget fra den store dæmon har brækket et eller andet. Han ser på Julia, der sidder helt blottet foran ham. De mange sår og begyndende blå mærker begynder at blomstre frem på hendes krop for derefter at forsvinde igen, som om de aldrig har været der.

”Fuck,” udbryder han og ser ned.

 Nogle blide hænder hjælper ham og stå, og da han ser op, møder hans øjne Julia's. Hun virker lidt genert over at stå så tæt på ham helt blottet og bar, men uden tøven lægger hun sit håndled ind mod hans læber. Det tager et sekund for ham at indse, hvad hun vil have ham til. Hendes blod er sødt, som han husker det, og efter et kort øjeblik føler han sig allerede bedre tilpas. Men da han læner sig frem for at få mere, trækker hun armen væk og ser i stedet bekymret på ham. Han indser, hvilken situation de står i. Hvis han ikke får fanget og dræbt Razid, så vil de begge dø.

"Bliv her."

Og uden et ord mere løber han hen mod grottens åbning og hopper ud i den varme luft, hvor han spreder vingerne og sætter kursen mod klippeøen - Der hvor Samlingen altid finder sted - og helt sikkert der, hvor Razid er på vej hen.

***

Det går op for Takou, da han spreder vingerne, at han ikke er healet helt. Den ene vinge har fået et lille knæk, så han ikke kan flyve helt så hurtig, som han gerne vil. En trækning glider fra vingespidsen og helt op til hans nakke, så han må bide sig i læben for at dulme smerten. Et stærkt raseri er ved at brede sig i hans sind, så tankerne bliver overfuset af stærke billeder, der alle har noget med Razid's død og gøre.

Han er ved at flyve ind i grottevæggen, da en anden dæmon pludselig dukker op lige foran ham. Takou kommer med et lille fnys, men det ser ud til, at den anden fortsætter uden at se sig over skulderen. Varmen og trykket får sveden til at danne små perler på hans hud, så tøjet klæber sig fast med en kvælende gestus.

På et tidspunkt som dette priser han sig lykkelig for de små horn. Hvis han havde haft lange eller tykke horn, så ville han aldrig kunne nå at indhente Razid, men de små horn gør ham hurtig og smidig. Selvom vingen værker og vejrtrækningen er alt for besværlig og smertende, så indhenter Takou Razid, lige da denne lander på klippe-øen.

Razid har ryggen til, så Takou lader sig styrte mod den anden dæmons store korpus, så de begge vælter omkuld og triller ned fra forhøjningen, og lander mellem to klipper, der danner en lille kløft. Takou smiler skævt. Han har en meget stor fordel på et sted som dette. Razid har brug for plads, mens han selv kan sno sig rundt som en kat uden det største besvær. Skyggerne i krogene hjælper også med at sløre hans hurtige skikkelse. 

Et kæmpe had skyder op i ham. Han har lyst til at volde Razid så meget smerte, at denne ville ønske at få en hurtig død. Mens han havde kæmpet sig hen mod Razids hale, havde lyden af Julias forsøg på at bekæmpe den store dæmon genlydt i hans ører. Hun havde været så hjælpeløs og skræmt, at det havde tændt noget inde i ham. Ikke noget, som han nogensinde har mærket for et bytte før, men noget helt andet. Blodet bruser rundt i kroppen på ham, og det er som om, at smerterne i kroppen forsvinder helt.

Der lyder et brøl fra Razid, da Takou springer frem og bider den ene knæhase over, så Razid må gå ned i knæ. Kødtrevlerne sidder fast mellem Takou's tænder og farver hans mund rød. Det ætsende blod prikker lidt på tungen, men har ikke nogen større indvirkning på ham. Han bider endnu engang, så senerne bliver flået fra hinanden med en kvalmende lyd, der bliver overdøvet af Razid's smertens hyl. 

Takou bliver slået i siden, så hans mund glider væk fra knæhasen, men hans klør har boret sig dybt ned i kødet, så han falder ikke omkuld ved slaget. Dette indser Razid, så han griber fat i Takou's hale og river til. Takou skyder ryggen opad og sparker ud med det ene ben i et forsøg på at stoppe smerten. Halen der er forbundet med halebenet og de små nerver, der kravler op langs røgsøjlen begynder at komme med små smældende lyde. Et kort øjeblik er Takou bange for, at Razid vil rive halen af. 

Til sidst giver Takou slip og lader sig blive slynget ind mod muren. Men han er hurtigt oppe igen. Razid kan ikke rejse sig på grund af den blødende knæhase, så han lader de røde øjne følge hver og en af Takou's bevægelser, da denne begynder at gå langsomt til den ene side.

"Bare vent klovn! Du er fucking død og det er din fucking engel også!

Savl og spyt står ud af munden på ham, da han taler. En kold iling kører ned langs Takou's rygsøjle og helt ned til halebenet, hvor halen hænger slapt. Et stik i hjertet siger ham, at flere af nerverne er blevet revet over. 

"Nej..."

Han siger ikke mere, men lader den store dæmons frygt styrke ham, da de røde øjne langsomt spærres op i angst. Takou følger sit instinkt, da han tager de to skridt hen mod Razid på et nanosekund, så den store dæmon kun når at blinke med øjnene, før Takou har plantet sine tænder ved struben og rykket hovedet frem og tilbage, så huden flænses. 

Den bløde hud åbner sig op for Takou, så det røde blod vælter ud i en sprøjtende strøm. Takou holder inde og trækker hovedet lidt tilbage, så han kan se livet forsvinde fra Razid's øjne. De røde pupiller bliver en anelse mørkere, mens en mat hinde dannes. 

"Du skal aldrig undervurdere dem, som er mindre end dig selv."

Takou hvisker ordene til Razid, der svarer med en gurglende lyd. En lille blodbobbel popper ud mellem hans lidt åbenstående mund, så små stænk rammer Takou's ansigt. Det generer ham ikke rigtig. Han lader den lange tunge glide henover sine læber, hvor han kan smage den lidt sure blodsmag, der slet ikke er så sød som menneskeblod. 

Han slipper sit tag i Razid's skuldre, så den døde krop falder til siden og lander på jorden med en hul lyd. Takou betragter liget med hovedet lidt på skrå og det ejendommelige skæve grin, der lige afslører de sylespidse tænder. Med et barns nysgerrighed sætter han sig ned på hug. Han prikker let til den livløse skikkelse, så kroppen triller halvt om på ryggen. Hovedet triller også med, så såret i halsen åbnes, og mere blod strømmer ud, så en lille pøl er ved at dannes.

Det er lang tid siden, at Takou har slået en anden dæmon ihjel. Han har helt glemt den euforiske følelse der gennemstrømmer kroppen ved at vinde en kamp, hvor modstanderen også kan slå igen. Det skæve grin bliver ved med at være der, mens hans øjne skinner, så den gule farve minder umiskendeligt om flydende guld.

Han strækker pegefingeren ud og ser, hvordan kloen er dækket af det tykke blod med små kødtrevler og grønligt hud. Blodpølen er nu så stor, at den er lige ved at nå kanten af hans sko. Et lille grin undslipper hans læber, da han stikker fingeren ned i blodet og begynder at køre den rundt, så der bliver dannet små streger, der hurtigt forsvinder igen. Han løfter den blodige finger op, så en dråbe triller ned langs siden og nedad håndryggen, hvorefter han kører den let omkring læberne. Den prikkende fornemmelse i huden får ham til at smile endnu breder. 

Følelsen af at blive betragtet får ham til at se op. Ovenover ham og ved kanten af den lille kløft er der flere par øjne, som stirrer på ham med både forundrede og skræmte blikke. Der er ikke én eneste, som rækker ud efter ham, da han spreder vingerne og med et enkelt vingeslag skyder opad. Han kan ikke helt lade være med at grine, da han hører flere gisp fra tilskuerne. 

Flere skæver til ham fra deres huler, da han flyver forbi, men han lader euforien bærer ham. Selvom smerten stadigvæk er der, og halen hænger slapt som en død slange, så kan han ikke lade være med at grine og komme med små vilde hyl, der får forbiflyvende dæmoner til at dreje hovedet mod ham.

Han lander let i sandet ved indgangen til sin hule, hvor Julia løber hen imod ham med et stift ansigt. Hendes hår flagrer efter hende og virker mere mørkt i det, da hun ikke har haft det vasket i flere dage. Hun har forsøgt at samle den iturevne t-shirt omkring sig, men det er ikke helt lykkedes, så han kan frit se hendes bare ud hud flere steder.

"Du er her stadig?" Spørger han hende med et lille smil på læben.

Han kan godt høre den lidt maniske klang i stemmen, så han prøver at tone lidt ned for sin entusiasme ved at læne sig lidt bagover og køre en hånd gennem håret, så de to små gyldne horn kommer til syne et kort øjeblik. Julia stopper op nogle skridt fra ham med et splittet ansigt.

"Du... Du er okay?"

"Jeg har det strålende!" 

Takou slår ud med armene og indser for sent, at hans nedtonelse af sin maniske glæde mislykkedes.

"Og... Ham den anden?" Hendes stemme er usikker, rædselslagende og træt.

"Død! Død og borte."

Af ren og skær indskydelse laver han et hop hen mod hende og griber hende om livet, hvorefter han løfter hende op fra jorden, mens han drejer rundt om sig selv. Julia udstøder et lille skrig, mens hele hendes krop stivner. Takou bemærker det hele, men han slår blot en ny latter op og sætter hende forsigtigt ned. 

"Undskyld... Jeg lod mig bare rive med."

Hun nikker stift, mens en let rødme skyder op i hendes kinder.

"Du... Virker glad?"

Han nikker hurtigt og bliver ved med det, så hans hoved pludselig føles en smule svimmelt, mens han taler.

"Ja! Jeg har det som sagt fantastisk!"

Hun stirrer på ham med et vantro blik, der langsomt forvandler sig til forundring.

"Du har noget... Ehm... Blod."

Med et sænket blik løfter hun hånden op til sin egen mund og kører den henover som for at vise ham hvor.

"Jeps, det ved jeg godt."

Igen ændres hende udtryk, men denne gang til afsky og væmmelse. Hun prøver dog at skjule det, men Takou kan tydeligt se det. Han løfter hænderne op til munden og prøver at tørre blodet væk, men formår blot at tvære det mere ud i ansigtet, så han bliver helt rødlig omkring: mund, hage, næse og kinder. 

Et lille smil sniger sig henover Julia's læber, da hun ser ham gøre det. Hendes øjne kører henover hans ansigt og bevæger sig henover hans krop helt ud til vingespidserne - hvor hun ser den let bøjede vinge - og videre ned til den slappe hale. 

Takou følger hendes blik ned til halen og hele hans humør falder tungt til jorden. Vingen bekymrer ham ikke så meget, den skal nok rette sig igen, men halen vil ikke lige sådan kunne bevæge sig igen uden at være forbundet til nerverne. Han stirrer på den sorte hale med de fine små hår, og da han begynder at se dobbelt og blikket bliver sløret, går det op for ham, at han græder.

Julia træder instinktivt hen til ham med en trøstende hånd. Da hånden lægger sig på Takou's bryst, kan han ikke holde det lille snøft inde.

"Jeg kan ikke bevæge den..."

Hans stemme skælver lidt, da han siger ordene. Både på grund af den triste følelse, men også på grund af den uvante varme følelse, som begynder at sprede sig ved hans brystkasse. Han snøfter endnu engang, mens hans blik er sænket. En meget lille og blød hånd lægger sig på hans kind og får drejet hans ansigt. Julia's opmuntrende smil virker ikke til at trænge ind hos ham. Heller ikke, da hun trækker ud i kraven ved den maltrakterede T-shirt, så hendes sandfarvede hud kommer til syne. Han stirrer uforstående på hende.

"Kan du ikke huske? ... Mit blod er helende."

 Mindet om blodet får varmen til at skyde op i hans kinder og blodtørsten til at skrige efter opmærksomhed. Meget forsigtigt og tøvende løfter han hånden op til hendes, hvor han trækker lidt mere i kraven, så arret fra hans tænder kommer til syne. Det mørkebrune ar virker nærmest usynlige, men han kan tydeligt se det.

"Er du sikker?"

Han lader hurtigt den frie hånd køre henover øjnene, så han kan gengælde hendes milde blik.

"Ja."

"Men-"

"Det er okay."

"Du ved ikke engang, hvad jeg hedder."

Det trækker lidt i hendes ene mundvige.

"Nej... Jeg troede ikke, at du ville fortælle mig det."

"Takou. Mit navn er Takou."

"Ligesom floden..."

"Floden?"

"Mmh..."

Han fugter læberne lidt, mens han langsomt læner sig fremad. Hendes fært er sødelig og fylder ham med en behagelig følelse. Meget forsigtigt og med en nænsomhed, som kommer lidt bag på ham selv, bider han hende. Det søde blod flyder ned i hans svælg, mens den healende effekt straks kan mærkes. 

Med et nyt udbrud af glæde fjerner han hovedet fra Julia's skulder, da han pludselig kan mærke halen igen. Han griber fat om den og lægger spidsen tæt ind til kinden, så den lille tot af længere mørke hår kilder ham. Glæden og euforien er tilbage. Han drejer rundt om sig selv, mens han kærtegner halen og kommer med små jublende lyde.

Pludselig hører han en lille fnisende lyd, og da han løfter hovedet, ser han Julia stå med hænderne foran munden, mens hele hendes krop ryster af latter. En smule pinlig berørt rømmer Takou sig og børster fraværende noget ikke eksisterende støv af skulderen. Men han kan ikke helt skjule det skæve smil.

Det er først her, at han betragter hende rigtigt. T-shirten havde han godt bemærket. Men de mange nye ar, der er dukket frem på hendes hud er som at få et slag i ansigtet. For blot nogle timer siden, havde hendes hud stadigvæk været ren, og kun arret fra ham havde været der.

”Julia?” mumler han tøvende.

Hun ser spørgende på ham. Det lille smil fra før er der stadigvæk, men han kan godt se, hvordan hun stadigvæk er rystet.

”Du skal vide, at jeg ikke vil gøre dig ondt… Der er et eller andet ved dig, som gør, at jeg ikke kan give slip på dig… I stedet for mit bytte, er du blevet til noget andet… Jeg ved ikke hvad, men i hvert fald… Så vil jeg ikke lade andre røre dig…”

Han tager en dyb indånding.

Du er min.

Tanken er flygtig, men den er der. Det lader dog ikke til, at hun bemærker den lidt besiddende tone, så hun nikker blot, mens hun trækker T-shirten mere omkring sig. Han kan ikke lade være med at køre blikket ned over hendes krop, men med tanken om, hvad der lige er sket, vender han sig om mod kisten med tøj og bukker sig hurtigt forover for at finde en ny bluse til hende. Uden egentlig at se på den, griber han fat i en og kaster den over mod hende.

Taknemmeligt tager hun den på, og han kan straks se, hvordan hun virker mere afslappet.

”Jeg skal nok finde noget mere passende,” smiler han til hende, hvorefter han sætter sig ned ved ilden med et træt udtryk.

Hun sætter sig ned ved siden af ham. Og sådan sidder de bare. Ingen af dem siger noget. Det er faktisk rart, indser Takou med et ufrivilligt smil. Han læner hovedet bagover og lukket øjnene i med et udmattet suk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...