Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9756Visninger
AA

7. Kapitel 7

Takou kan ikke helt lade være med at smile, selvom hans hoved er en stor dunkende masse. Hele hans krop føles underlig dvask men også behagelig. Langsomt åbner han øjnene, der føles som om, at de har været klistret fast. Besværet gnider han søvnen ud og lader den ene hånd køre gennem håret. Med den anden hånd tørrer han lidt savl væk fra mundvigen, men da han løfter hånden op i lyset, kan han se den let genkendelige røde farve af blod. Ramt af en ubehagelig fornemmelse i maven sætter han sig op med et ryk.

En smule groggy i hovedet må han støtte sig på armen for at kunne sidde stille uden at vugge frem og tilbage. Minderne fra gårsdagen begynder at komme tilbage til ham og en lille panik følelse skyder igennem ham som et haglgevær ved tanken om blodet. Han kan ikke helt huske, hvad der er sket, efter han hentede flasken med hjemmebryggen. 

Han øjner hullet ind til rummet og ser, at stenen ikke er skubbet for. Uden at tænke over det ruller han ud over sengens side og lander på maven. Sandet klistre sig til hans svedige ansigt, så han fraværende tørre det af. Stadigvæk med en dunkende hovedpine får han kæmpet sig op og går slingrende hen mod åbningen. En smule opgivende læner han sig op ad stenen, mens han tydeligt kan se, at Englen er forsvundet. 

Julia.

Hendes navn kommer til ham som en pludselig indskydelse. Og selvom han ikke ved, hvorfra han har det, så er han sikker på, at det er rigtigt. Hun må være flygtet på en eller anden måde. Han ser over mod den sorte mur ved indgangen og kan ikke helt se, hvordan hun skulle være kommet forbi den.

Hun er jo en Engel... Det skal ikke undre mig, hvis hun kan et eller andet hokus pokus trick.

En smule frustreret går han ind i rummet og hen til det rindende vand, hvor han samler hænderne til en lille skål og vasker ansigtet. Sveden begynder at pible frem over hele hans krop, så hans bukser og T-shirt klistrer sig ind til kroppen. 

Det er den fucking hjemmebryg... Skulle aldrig have drukket det. Men så alligevel, hvis jeg ikke havde gjort det... 

Normalt plejer han at tage til menneskenes verden for at bade i havet, da saltet i vandet altid føles livsgivende mod hans hud. Men han orker ikke helt at tage til menneskenes verden nu, så han river hurtigt T-shirten over hovedet og begynder at sprøjte det kølige vand ind mod kroppen. Det hjælper lidt på svimmelheden og giver ham en fornemmelse af at være mere frisk. 

Med dryppende hår vender han om og bevæger sig hen mod åbningen. Det lille rum har altid været praktisk, selvom det er under jorden og omgivet af varme, så er det køligt - Lidt for køligt for ham, men smart nok, når hovederne skal holde, og vandet ikke skal blive lunkent.

Da han står i døråbningen, fanger en lille bevægelse henne ved ilden hans opmærksomhed. Han træder lidt til siden og kan se de sandfarvede bare ben. Endnu et skridt til siden, og han kan se kanten af kjolen, der lige dækker det øverste af lårene, samt en flænge der afslører det bare maveskind. Han kan ikke helt afgøre hvorfor, men han bliver en smule forlegen af at studere hendes krop. Men han er også lettet over, at hun stadig er der.

Han går hen til sengen og bukker sig ned for at trække kisten med tøj frem, hvor han griber ud efter en hvid T-shirt og nogle jeans. Med siden til og blikket fæstnet på Julia's ryg begynder han at skifte. Han ruller lidt med skuldrene og kan ikke lade være med at smile af det nye tøjs behagelige stof mod sin hud.

Et blik hen mod Englen og derefter et blik ned i kisten får ham til at hive endnu en hvid T-shirt op. Han kan ikke lade være med at smile. 

Hun vil nok synes mere om hvid end om sort.

Forsigtigt går han hen mod ilden og hende og sætter sig ned, så han kan se hendes ansigt, der er halvt dækket af det gyldne og uglede hår. Hendes vejrtrækning er tung, så hun må være i en dyb søvn. Han folder T-shirten pænt sammen og lægger den ved siden af hende, hvorefter han bøjer det ene ben, så han kan støtte sin hage derpå. 

Han kan virkelig ikke finde ud af, hvad det er han vil med hende. Underligt nok begynder han at tænke på hende, som en form for gæst og ikke et bytte. Hendes fredfyldte ansigt virker beroligende på ham, og han kan godt lide den følelse, frem for den følelse som det bange ansigt hun har vist ham så mange gange, giver ham. 

Hun bevæger sig en lille smule. Takou stivner og holder vejret, så det kun er ildens knitrende lyd og hendes egen vejrtrækning, der kan høres. En tot af hendes hår glider ned fra skulderen, så arret fra det healede sår kommer til syne. Takou blinker flere gange, mens små glimt af minder begynder at stykkes sammen inde i hans hoved. Fraværende løfter han en hånd op til sine læber, mens hans øjne stirrer ind i ilden.

Julia begynder langsomt at vågne op, men han bemærker det ikke rigtigt. Heller ikke, da hun løfter sig halvt op på siden og med et bekymret blik ser på ham.

"Er du okay?"

Hendes stemme river ham ud af trancen og uden rigtig at forstå hvorfor, smiler han bare stort til hende som svar. Hun løfter det ene øjenbryn, hvorefter hun sætter sig helt op.

"Du sov herude..."

Hans stemme er lav og fyldt med undren, selvom han egentlig godt kan forstå hende. Hun er skrækslagen for rummet. Dog undrer det ham, at hun hellere vil sove herude, hvor han er, og hvor han kan gøre hende fortræd, mens hun sover, og ikke i et lukket rum.

"Ja... Jeg... Håber ikke det gør noget."

Han ryster på hovedet. Hendes lidt anspændte ansigt slapper en smule mere af, så han svagt kan få et glimt af det fredfyldte ansigt. 

"Jeg har fundet en T-shirt til dig."

Hun følger hans blik og tager forsigtigt fat i det hvide stof. Et lille smil skyder henover hendes læber, mens hun trækker den udover den ødelagte kjole.

"Tak."

Han nikker blot, hvorefter de begge vender blikket ind mod ilden. 

"Tror du... Tror du, at der er nogen, der vil lede efter dig?"

Spørgsmålet har kørt rundt inde i hans hoved et stykke tid, og det virker som et sikkert tidspunkt at spørge hende. Hun trækker på skuldrene.

"Det ved jeg ikke... De vidste ikke, at jeg stak af, så de tror sikkert, at jeg er død."

Hun sukker tungt, og det lille smil er tilbage på hendes læber.

"Så, hvis du har tænkt dig, at slå mig ihjel, så skal du ikke frygte væsenerne fra Oven - De vil ikke engang have et bevis for, at det var dig, der tog mig."

Han skal til at svare, men den underlige fornemmelse i hans mave har vokset sig større. En del af ham vil ikke have noget imod at slå hende ihjel og vende tilbage til det normale og ensomme liv. Men en anden del af ham nyder faktisk hendes selskab. Dødsenglens ord flyver gennem hans indre, så et lille smil dannes af hans læber.

"Jeg... Jeg har ikke tænkt mig at slå dig ihjel... Ikke længere."

Hendes blik begynder at flakke lidt frem og tilbage ved hans ord.

"Men, hvad har du så tænkt dig?"

Et lille håb kan høres i hendes stemme, og Takou har på fornemmelse, at han vil knuse det håb ved sine næste ord.

"At du bliver her."

Skuffelsen er tydelig at se i hendes øjne, men hun siger ham ikke imod eller begynder at råbe op. En rumlende lyd forstyrrer stilheden. Forlegent lægger Julia en hånd henover sin mave.

"Du er sulten."

Hun nikker, hvorefter han rejser sig op og bevæger sig hen mod den sorte mur. Hendes blik følger ham, og da muren forsvinder rejser hun sig hurtigt op og løber hen til ham.

"Behøver du, at lukke mig inde?"

Han drejer sig rundt med et løftet øjenbryn. 

"Hvad mener du?"

Hun knytter nervøst hænderne og skæver til jorden, hvor den sorte mur vil komme til syne.

"Du forventer jo ikke noget besøg i dag, vel?... Og det kunne være rart med lidt andet luft. Jeg skal nok blive langt inde i hulen, så man ikke kan se mig... Det... Det er bare så indelukket."

Takou bider sig i læben, mens han med et åndedrag skifter, så hendes lyse skikkelse er badet i hans mørke skygge.

"Okay... Men hvis, der kommer nogen - Så gem dig."

Hun nikker med et lettet smil og løfter endda hånden til en vinken, da han vender ryggen til hende og sætter af, så hans vingeslag får noget af sandet til at hvirvle op i luften for igen at lande på jorden. 

***

Han overvejer flere gange at vende om og fremmane muren, men en indre stemme fortæller ham, at det vil være et dårligt træk fra hans side. Varmen folder sig omkring hans krop og tørrer hans fugtige hår, da han spreder vingerne og sætter kurs mod portalen. Tankerne strømmer gennem hans hoved, og han må indrømme overfor sig selv, at han er ude på et sidespor. 

Ved portalens kant spreder han vingerne, så han hænger i luften med et splittet ansigtsudtryk. Er jeg virkelig ved at hente blommer til en Engel? En Engel... Et væsen fra oven. Min fjende... Takou kører en hånd gennem det sorte hår og puster ud én gang, før et skævt smil skyder henover hans ansigt og med en let hovedrysten flyver gennem portalen.

***

Sommervejret er dejligt. Selvom han er i den nordlige del af menneskenes verden, så har solens stråler varmet landene op og fået sneen til at smelte. Det har altid forundret ham, hvordan tidsforskellen mellem den Nedre Verden og menneskes verden er forskellig. En hel uge her vil kun vare en time i den Nedre Verden. Derfor kan årstiderne have skiftet fra den ene dag til den anden, med en sådan hast, at man kan blive helt stresset over det.

Takou vælger at lande i udkanten af en by, hvor en klynge af træer kan skygge for hans mørke skikkelse. Ikke det, at menneskene vil se ham, når han flyver, da magien gemmer ham bag et slør, men han fortrækker at være synlig, når han er i sin menneskelige form, og det ville være lidt underligt, hvis han pludselig dukkede op i det fri.

Han bevæger sig ind mod byen, hvor huse rejser sig og biler kører fra A til B med en hastighed, der er svimlende. Takou har aldrig forstået menneskenes trang til at bruge teknologi, men de kender heller ikke til magi, eller har vinger, så det er måske logisk nok. Han strækker armene i vejret, så det giver et lille knæk fra rygsøjlen, hvorefter han lader armene falde ned langs siden.

Det tager ham ikke lang tid at finde et supermarked, hvor travle mennesker småløber rundt mellem hylderne, som om deres liv er for kort til at slappe lidt af. Det er det måske også.. I betragtning af, at han lever uendeligt - medmindre noget slår ham ihjel - og de har en kort levealder, så forstår han dem godt.

En gammel dame står med en pose i den ene hånd, og Takou er ikke tvivl om, at posen indeholder frugter. Han kan lugte den syrlige duft af appelsiner og den sødlige duft af ferskner. En smule forvirret ser han sig omkring, men han kan ikke se frugt nogen steder. Med et suk går han hen til den ældre dame. Han har stukket begge hænder i lommerne på de slidte bukser, der sikkert lugter af svovl og er stænget flere steder med blod. 

"Kan De fortælle mig, hvor jeg finder blommer?" spørger han med en bitter stemme, der får damen til at se undrende op.

Hendes stålgrå øjne søger hans under det lange pandehår, der hænger ned foran øjnene, mens hendes lille mund krusedes i et smil. 

"Du skal den vej min ven." svarer hun med en sprød stemme.

Hun nikker til siden, mens hendes øjne daler ned over hans tøj, hvorved en rynke dannes mellem hendes bryn. 

"Måske du skal se efter nogle nye bukser... De ser lidt slidte ud."

Takou ser ned på sine bukser og kan ikke helt skjule det lille smil, da han ser, at hendes øjne har fæstnet sig ved hans bukseben, hvor det størknede blod er tydeligt.

"Mange tak for Deres hjælp."

Han begynder at gå ned langs den anviste gang, hvor han møder flere tvivlsomme blikke fra andre handlende. Med en hovedrysten slår han det hen. Endelig finder han øen med frugt og grønt, og det tager ham ikke lang tid at finde blommerne. Uden at overveje det nærmere griber han fat om kassen og tager den med hen mod udgangen, hvor kasserne er. 

I princippet kunne han bare være ligeglad med betalingen, men han orker ikke at skulle slippe væk fra vraltende mennesker, der skråler op. De er som små irriterende insekter. Det tager ham lidt tid at komme igennem kassen, da den unge mand bagved skulle tælle alle blommerne for derefter at taste beløbet ind. Takou stikker hånden ned i lommen og fremtryller det aftalte beløb, som han rækker den unge mand.

Det er svært for ham, at lade være med at stirre på mandens hals, hvor pulsen under den svage hud er helt tydelig. Navnet ville være så let at få fat i, og boblen af magi ville beskytte mod menneskenes blikke, så de blot vil se de efterladte rester. Takou drejer hovedet lidt og ser på rækken af ventende mennesker, der iblandt den ældre dame, som atter har fæstnet sit blik på hans bukser.

Han vender sin opmærksomhed mod den unge mand og tager imod bonen, hvorefter han hanker op i kassen med blommer. Det tager ham kun få sekunder at gå ud af butikken og væk fra de stirrende blikke. Ud i varmen og den friske vind. Mens han går ud af byen igen med rank ryg, ser han legende børn, der spiller fodbold på vejen. Han hører latteren fra forbigående mennesker, som ikke har nogen anelse om, hvad han er. Det undrer ham, at de kan være så ubekymrede. 

Med en dyb indånding skifter han form og ved udåndingen letter han fra jorden. Det tager ham ikke lang tid at finde portalen og flyve igennem den og ind i den velkendte varme. Svovllugten er stærkere nu, hvor han har været ude i det fri, men den generer ham ikke. Nej, det er mere lugten af den sødlige frugt, som får ham til at rynke brynene af afsky.

Da han kan se åbningen til hulen, kan han ikke helt skjule det lille sug i maven. Og da han lander, så varmen fra sandet skyder op gennem hans krop, ser han sig hurtigt omkring efter Julia. Han får øje på hendes lille skikkelse ved åbningen til hulen, hvor hendes skræmte øjne straks mildnedes. 

"Du er tilbage."

Hendes stemme er en smule skinger, hvilket han bider mærke i.

"Ja, og jeg har blommer med til dig."

Han går hen imod hende med kassen, mens hun begynder at gå hen imod ham. Da hun er helt henne ved ham, griber hun straks ud efter en blomme og løfter den op til læberne. Et øjeblik står hun helt stille med lukkede øjne, hvorefter hun bider, så han kan høre den saftige lyd og lugte den søde duft af blomme. Meget forsigtigt åbner hun øjnene igen, så de mødes med hans. 

"Den smager godt... Tak."

Takou kan hører taknemligheden i hendes stemme og kan ikke helt skjule det lille grin. Hun spiser hurtigt blommen og spytter derefter stenen ud i hånden, som hun så kaster ind i ilden. Med et spørgende blik ser hun på ham, og da han nikker, tager hun endnu en blomme.

"Vil du ikke smage en?" spørger hun med en blød og stille stemme.

Han kan ikke undertrykke sit fnys, der får hende til at løfte et øjenbryn.

"Nej, behold du dine blommer... Jeg-"

Hun holder en hånd op for at stoppe ham, hvorefter hun afslutter hans sætning.

"-spiser ikke frugt... Jeg ved det... Min fejl."

Sætningen bliver efterfulgt af et lille suk, der får Takou til at trække på skuldrene. Hun åbner munden, som om hun vil sige et eller andet, da lyden af noget stort og tungt, der lander, giver genlyd i hulen. Takou spærrer øjnene op og mærker panikken samle sig i maven. Julia har også hørt lyden, hvilket hendes skræmte udtryk tydeligt afspejler. 

"Yo! Klovn! Er du hjemme?" råber en stemme fra indgangen, som Takou alt for godt kan genkende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...