Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9884Visninger
AA

6. Kapitel 6

Frustreret griber han sig til hovedet, men det hjælper ikke på den brændende følelse. Han kommer i tanke om den flaske med noget gammelt hjemmebryg, som han lavede i de dage, hvor menneskene endnu levede i huler og på det tidspunkt ikke rigtig kunne forsvare sig mod væsenerne fra den Nedre Verden. Måske det vil kunne dulme smerten. Det vil i hvert fald være et forsøg værd.

En smule stiv i det går han hen mod stenen. Den ene vinge begynder at strække sig ud til den ene side helt af sig selv, som om han er ved at miste kontrollen over sine bevægelser. Med et hurtigt åndedrag skifter han form til sin menneskeskikkelse, der er en anelse mindre end hans dæmonform, så tøjet føles knap så stramt længere.

Med begge hænder presset mod stenen får han skubbet den til side, så han nærmest vælter ind i det lille hulrum, der lugter af død. Englen sidder krummet helt sammen lige ved døråbningen, og hendes mandelformede øjne spærredes forvirret op, da hun ser hans menneskelige skikkelse.

"Hvem..."

Hun når ikke at færdiggøre sin sætning, før han allerede er fortsat længere ind i rummet og hen til indhakket, hvor han ved flasken er gemt. Et lille gisp lyder fra Englen, da hun genkender ham, men han er for travlt optaget af at gribe fat i det rådne hoveds hår, så det falder ned på jorden og afslører en slank flaske i mat brunt glas gemt bagved. Med desperate fingre griber han fat om flaskens hals og river knoppen af med en hurtig bevægelse.

Den stærke væske føles lindrende mod hans brændende indre, men kun for en kort stund. Frustreret styrter han ud af rummet igen og begynder at hoppe op og ned, så væsken i flasken er ved at skvulpe over. Hurtigt sætter han åbningen op til læberne og lader endnu engang flaskens indhold synke ned i svælget. 

Englen står halvt oprejst i åbningen og betragter ham med et granskende udtryk. Han kan føle hendes øjne på sin krop, hvilket får den brændende fornemmelse til at blive værre, selvom han atter tager en slurk af flasken.

"Hvad er der sket?"

Hendes stemme er tøvende, men også bekymret. Han snerrer, men fortæller hende det dog.

"Nasra gav mig noget chokolade med sirene magi i... Årh fuck!"

En brændende klump i hans mave gør, at han må sætte sig ned på hug et øjeblik for at bide smerten i sig. Fraværende begynder han at vugge frem og tilbage som et lille barn, mens Englen, fra siden, begynder at nærme sig.

"Så du..."

Han afbryder hende, før hun overhovedet får fuldendt sin sætning.

"...Jeg ved det ikke… Det gør så fucking nas i hele min krop… De fucking sirener og deres lorte magi!"

En knurren dybt nede fra hans mave blandet med et hulk bryder ud gennem hans mund, hvilket får hende til at stoppe op. Hvis han havde vendt sit blik mod hende, så ville han have set det milde ansigt og de varme øjne, der stråler af den godhed hendes væsen er. Hun kan ikke vende ham ryggen, for sådan er hendes natur ikke. Lige nu ser hun ikke en blodtørstig dæmon foran sig, men et væsen, der har brug for hendes hjælp. 

Forsigtigt nærmer hun sig, men han rejser sig pludseligt og går over mod væggen, hvor han frustreret slår en knytnæve ind i væggen, så hans knoer begynder at bløde. Han glemmer altid, hvor skrøbelig hans menneskelige form er i forhold til hans sande form. En lille hånd lægger sig på hans skulder, hvilket får ham til at stivne på stedet. 

Uden hun kan nå at reagere, har han grebet fat om hendes håndled og presser hende nu ind mod væggen, så hele hende krop er løftet få centimeter over jorden. Han trykker hele sin krop ind mod hendes bløde former, der får hans krop til sitrer af lyst og begær. Hans hånd, der har grebet om hendes håndled, løsner sit greb og glider opad, så han i stedet kan flette sine fingre ind i hendes. 

Hendes anden hånd støtter sig til hans skulder, så hun ikke glider ned, mens hans frie hånd har grebet fast om hendes lår og løftet det op, så hendes ødelagte kjole glider helt op til lænden. De står sådan lidt, uden at nogen af dem siger noget, men Takou er ikke i tvivl om, at hun er forskrækket. Hendes lille hjerte pumper mod hans bryst som en sommerfugl, der basker med vingerne for sit liv. Hans hoved hviler ind mod hendes kind, så han kan mærke hendes åndedrag mod sin nakke, hvor hårene har rejst sig.

"Du..."

Hun knuger fingrene om hans T-shirt, mens ordene dannes i hendes mund.

"Du behøver ikke gøre det."

Han tager en dyb indånding, mens han samtidig løfter hendes ben lidt højere op. Det vil ikke være svært for ham, at gøre en ende på sin smerte, men han tøver alligevel. Hun mærker, hvordan hans krop trækker sig lidt væk fra hende, hvilket hun tager som et godt tegn.

”Vidste du, at en Engels blod er helbredende?”

Meget svagt ryster han på hovedet, så hans hår kilder hendes kind. Hendes stemme er lav, men han kan tydeligt høre den.

”Blodet kan neutralisere en hver form for gift og hele sår, så længe hjertet stadigvæk slår.”

Hun bider sig nervøst i læben, mens hun venter på, at han skal sige et eller andet. I en meget langsom bevægelse lader han hendes krop glide ned, så hun kan nå jorden, hvorefter han slipper taget om hendes lår og i stedet støtter hånden mod muren. Med en tøvende gestus drejer hun hovedet til siden og med den frie hånd, trækker hun kjolens ene strop til side, så hendes bare skulder kommer til syne.

”Hvorfor… Hvorfor?”

Han kan ikke helt bestemme, hvad det er, han vil spørge om, så han lader den hænge i luften.

”Fordi, jeg ikke længere tror på, at du er ond, hvis du var det, så ville du for længst have gjort mig fortræd.”

Hun smiler svagt, men ser ikke på ham. Han studerer hendes profil og kan ikke helt regne ud, hvad det er hun tænker.

”Hvad hedder du?”

Hans spørgsmål kommer bag på hende. Men hun har intet at frygte ved at sige sit navn. Forbandelsen gælder kun mennesker og andre levende væsener i den menneskelige verden, så han kan slå hende ihjel lige på stedet, hvis han vil uden at kende hendes navn. Men derfor er ens navn stadigvæk meget helligt i de to verdener, og man giver det ikke ud til hvem som helst. Men ligesom ham selv, så burde hun have to navne, hvilket vil sige, at hun godt kan fortælle ham det ene, uden at det vil gøre nogen forskel.

”Julia.”

Hun hvisker navnet, men det synker dybt ind i hans bevidsthed, mens han smager på navnet. En kuldegysning glider henover hendes krop. Det går op for Takou, at han faktisk ikke har lyst til at slå hende ihjel, ikke nu i hvert fald. Hun er for interessant.

Nærmest hivende efter vejret skifter han form. Julia gisper ved hans pludselige skift, men hun flytter sig ikke væk fra ham. Hans hale svinger frem og tilbage i en trance lignende tilstand, mens hans let adskilte læber nærmer sig hendes sandfarvede hud. Resterne af hans klovnesminke er næsten forsvundet på grund af gårdagens regnvejr, men han kan stadigvæk smage den røde farve, da han lader tungen glide henover læberne.

Hun gisper højlydt, da hans tænder skærer sig ind i hendes tynde hud, så den sødmefyldte væske dækker hans læber. Han mærker hende stramme grebet om deres flettede fingre, mens hendes anden hånd knuger hårdere om hans T-shirt. Virkningen af det helende blod er der med det samme, og efter få mundfulde kan han slappe af i hele kroppen.

Han begynder at føle sig en smule døsig, så hele hans krop nærmest synker sammen ind mod hendes meget mindre krop. Julia mærker hans læber glide længere ind mod hendes hals for igen at søge tilbage mod bid-hullet. Et sagligt støn undslipper Takou’s læber, da han synker mere af den sødlige væske. Han kan ikke helt forklare den trygge følelse, der indhyller ham, som om han er et spædbarn ved sin moders bryst. Et smil glider henover hans ansigt.

Julia kan mærke, hvordan han presser sig længere ind mod hende, men han virker mere afslappet nu, hvilket beroliger hende. Takou tager en dyb indånding og kan nærmest smage hende på tungen. Det sitrer lidt i hans krop og med et ryk synker han helt sammen, så Julia hurtigt må gribe ham. Meget besværet får hun slæbt ham hen til sengen, hvor hun må skubbe ham op, for igen at rulle ham om på ryggen. Hun bemærker, at hans ene vinge ligger i en akavet stilling, så hun kravler op på sengen og prøver at rette den ud.

Takou ligger med et sagligt udtryk og betragter hendes kamp med vingen. Uden et ord skifter han igen form, så vingen pludselig skrumper ind mellem hendes fingre. Med et forbavset udtryk fanger hun hans, nu dybt grønne, øjne. Hun kan stadigvæk ikke helt komme sig over, at han med en vejrtrækning kan skifte form fra dæmon- til menneske-skikkelse.

Rødmende opdager hun, at hun sidder halvt lænet ind over hans overkrop, så hendes lænd støttes af hans hofte. Hurtigt retter hun sig op og glatter den ødelagt kjole med et lille smil.

”Det er normalt, at du bliver døsig af det, men du skulle være frisk efter noget søvn.”

Han nikker svagt, mens øjenlågene allerede er ved at lukke i. Forsigtigt kravler hun ud af sengen så hendes nøgne fødder rammer sandet. Hendes blik øjner den mørke åbning ind til rummet med hovederne, og en gysen kravler ned langs hendes vingeløse ryg. Hun ser sig over skulderen, hvor Takou endelig har lukket øjnene helt i. Han ser meget fredfyldt ud, når han sover, og hun kan ikke lade være med at sammenligne ham med et helt almindeligt sovende menneske.

Hun ruller lidt med skulderen, hvor såret allerede er ved at hele, hvorefter hun lægger sig ned på jorden foran ilden og trækker sig sammen som en kugle. Et dybt suk forlader hendes brystkasse. Hun havde aldrig i livet forestillet sig, at hun ville ende op i en dæmons hule. Selvom hun har det varmt, kan hun ikke ryste kuldegysningerne af sig. Dæmonen skræmmer hende på så mange måder, især fordi hun ikke ved, hvad han har tænkt sig med hende. Det havde virket som om, at han ville slå hende ihjel, men hun er ikke så sikker længere.

Det at hun tilbød ham sit blod kunne måske tolkes som to ting, at hun ville hjælpe ham af med hans smerte, men også at hun frygtede for, at han ville blive aggressiv og måske ville skade hende.

”Jeg er så dum,” hvisker hun svagt til sig selv.

Hun kan ikke lade være med at være lidt fascineret af dæmonen, da hun aldrig før har haft kontakt med en. I den Øvre Verden havde hun kun set dæmoner i form af billeder eller ved hjælp af simulationer af magi. Da hun så havde siddet inde på pigens værelse og vogtet over hende, og en dæmon pludselig var kommet ind, var hun lamslået. Hans frygtindgydende skikkelse havde gjort hende stum og ikke i stand til at handle. Men da han havde gjort mine til at angribe pigen, havde hun fundet modet og faktisk sigtet efter ham. Hun ville have taget hans liv, hvis hun kunne beskytte pigens til gengæld. En underlig form for tankegang, da dæmonen jo også indeholder den vigtige livskraft.

Hendes fingre glider henover det nu lukkede sår og et lille smil breder sig over hendes læber. Det kan godt være, at blodet er helende, men det er også noget af det reneste. En dæmon, der drikker det, kan måske blive påvirket af den rene energi. Ikke noget, som hun havde planlagt, men måske hun vil kunne finde noget godhed i dæmonen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...