Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9951Visninger
AA

5. Kapitel 5

Han gumler på armen, mens hans tanker kredser om Englen. Det er tydeligt, at Englen nok ikke spiser på samme måde, som væsenerne fra den Nedre Verden, så hvis han nu tilbereder maden, ligesom menneskene gør, så kan han vel ikke være helt forkert på den. Vel? Hans blik falder på den stadigvæk sovende dreng, der ligger på siden, uvidende om at døden vil indtræffe så snart, han har sagt sit navn.

Da Takou har spist op og det eneste, der er tilbage af Tomas, er et blodigt kadaver, opløses boblen. Uden at bekymre sig for meget om han larmer eller ej, prikker han den anden dreng på skulderen, så denne vender sig rundt med et søvnigt udtryk i øjnene. Takou lægger hovedet lidt på skrå og skiller læberne ad i et grusomt smil, hvor blodet løber ned langs hans mundvige som en uhyggelig karikatur på tårer. 

Skriget er toneløst og udmunder i et kæmpe åndedrag, hvorefter drengens læber bliver helt blå, mens han prøver at trække ilten ned i lungerne. Takou betragter drengen opmærksomt, mens han rækker den ene hånd ud for at placere den på drengens brystkasse, hvor hjertet slår hårdt og tungt. Huden er svedig, men det er lungerne, som Takou fokuserer på. Det tager ham kun et øjeblik at regne ud, at drengen har astma.

Irriteret griber han fat omkring drengens hals og løfter ham op, så de gispende lyde bliver dæmpet til en svag gurglende lyd. Et offer med en eller anden form for sygdom betyder, at nogle af de indre organer er beskadiget og derfor oftest har en bitter smag. 

"Dit navn?"

Hans stemme er hæs og mærket af irritationen. Drengen griber fat om Takou's hånd, men den lille hånd glider på grund af blodet, så han har ikke nogen mulighed for at få støtte under sig. Takou slækker lidt på taget, så drengen med en svag stemme kan hviske sit navn.

"Martin."

Selvom Takou allerede kender efternavnet, bliver han nødt til at tvinge det ud af Martin, da ordene skal komme fra byttets egne læber. Det er lidt som at offeret godvilligt giver sin sjæl til Satan, for det kan offeret kun selv gøre og ikke en anden person.

"Dit fulde navn?"

Martin klemmer øjnene i, hvor de salte tårer triller ned over kinderne som små perledråber.

"Martin... Nil... Nilsson."

Tilfreds og med tungen glidende hen over de takkede tænder udstøder Takou navnet over sine blodige læber, så boblen dannes, og han med lethed kan tage det vigtigste fra drengen. Livet. Knækket er højlydt, men i det mindste er det en smertefri død, da det sker hurtigt - Ikke fordi, at han tager hensyn til sine offers smerter. Den lille krop bliver slap mellem hans fingre og efterlader ham med en tom følelse, da han ikke sætter tænderne i det friske kød, men i stedet for svinger kroppen over skulderen som en sæk mel.

Uden at tøve går han ud af rummet med raske skridt og sætter kurs mod hoveddøren. En stor skikkelse rejser sig fra en stol og træder ud foran ham, så han må stoppe op med et ryk. Blodlugten hænger som en tyk dunst omkring skikkelsen, og det tager et øjeblik for Takou at genkende dæmonen.

"Razid, gider du flytte dig?"

Dæmonen med de takkede vinger og brede overarme ler sagte, mens de røde øjne funkler i det svage lys.

"Du kan jo prøve at gå uden om. Klovn."

En dunken i Takou's tinding begynder at pumpe blodet rundt og få varmen til at brede sig gennem hele kroppen. 

"Fuck af Razid!"

Den to gange så store dæmon slår ud med den ene hånd, så Takou vakler på stedet. Han gider ikke starte en kamp lige nu, men Razid er en af de dæmoner, der simpelthen har fortjent at få smadret det smørrede grin fra sit klistrede ansigt.

"Razid! Lad ham komme ud."

Nasra træder frem fra mørket med et blik, der ikke tåler modsigelse. En dyb snerren lyder fra Razid, men han træder til side og lader Takou passere, dog ikke uden at prøve at spænde ben for ham. Ud af øjenkrogen ser Takou, Nasra gribe fat om Razid's arm, men hvad der derefter sker, opfanger han ikke, da han træder ud gennem hoveddøren og ud i kulden.

”Idiot,” mumler han og sætter af mod himlen.

***

Turen tilbage til Portalen er ikke så lang, og Takou ånder letter op, da heden smyger sig omkring hans frostkolde krop. De små glubske øjne fra mørket betragter den døde krop henover hans skulder, men ingen vil prøve at stjæle hans bytte. Da den sorte mur kommer til syne, hvisker han de hæse ord og muren smuldrer, så han kan lande inde i hulen. Uden at vende sig om mod muren udtaler han ordene, så muren rejser sig igen, hvorefter han sætter kursen mod stenen stadigvæk med liget hængende over skulderen.

Stenens side, der er vendt mod ilden, er varm, men han bemærker det ikke rigtig. Med et godt tag ruller han stenen til side, hvorefter den kølige luft og stanken af død imødekommer hans lugtesans. Han forventer halvt, at Englen er kravlet hen i den fjerneste ende af rummet, hvor der løber frisk vand ned langs klippevæggen, men hendes lille skikkelse ligger sammenkrøbet for hans fødder.

Hendes sandfarvede hud er blevet en anelse grålig, og da han griber fat om hendes arm med et ryk, mærker han hurtigt, hvor kold hun er. En smule bekymret for, at hun skal gå hen og dø, før han overhovedet har fået nytte af hende, trækker han hende med hen til bålet, hvor hun slapt synker sammen i sandet.

Han betragter hende et kort øjeblik, men bevæger sig så hen mod sengen, hvor han samler det eneste krus op, som han ejer. Kruset er snavset, så han prøver at pudse det med den beskidte bluse, hvilket dog ikke hjælper det store. Med buet ryg går han hen til det lille rum og klemmer sig igennem, hvorefter han med bestemte skridt bevæger sig hen mod klippevæggen, hvor vandet er. Han skyller kruset, hvorefter han fylder det til randen, så noget af vandet skvulper over og ned over hans blodige fingre. 

Før han rejser sig op, hanker han op i liget, så det ikke falder ned. Englen ligger i samme position som før, hvilket får ham til at løfte det ene øjenbryn en anelse. Med fremstrakt hånd holder han kruset frem mod hende, men hun ignorerer det. Rynken mellem hans bryn bliver dybere, og da hun bliver ved med at ignorerer kruset, hamrer han det ned i sandet, så halvdelen af vandet ryger ud over kanten.

Med et bump lader han liget falde til jorden. Dette får Englen til at løfte hovedet, dog kun for at erstatte stilheden med et lille skrig. Takou føler modet falde fra hjertet, så han sætter sig tungt ned og griber ud efter den livløse dreng, hvorefter han ligegyldigt river armen af med en flænsende lyd. Denne gang løfter han den ene hånd for at dække sit øre, da hun nok engang begynder at skrige.

"Hold så din fucking kæft!"

Hun klapper med det samme tænderne sammen, selvom hun ikke kan undertrykke den svage hulken. Takou ruller med øjnene og griber ud efter den lille kniv, der ligger ved bålet, hvorefter han skærer små lunser af kød af, som han herefter sætter på de små spyd. Da han har fået skåret til to spyd, holder han dem ind over ilden, så hulen bliver fyldt med den sødeligt duft af stegt kød.

Englen stirrer rædselslagnet på kødet, men hun tør ikke åbne munden for at sige noget. Mens Takou sørger for, at kødet ikke får for meget, studerer han hende ud gennem øjenkrogen. Englens hvide kjole er fyldt med huller, der er blevet flænset af noget skarpt, så hendes hud flere steder er synligt og skærer ham i øjnene som knive. Hun bliver ved med at se sig fra side til side, mens den ene hånd åbner og lukker sig i en nervøs trækning. 

Et dybt suk bliver presset ud gennem Takou's læber, da kødet endelig har fået nok. Han kan ikke helt lade være med at blive irriteret på hende. 

"Spis."

Hans ordre er nøgtern, men frygten i hendes ansigt er tydelig. Hun stirrer skræmt på kødet og en bævren skyder gennem hende som en kuldegysning. Undrende ser han på hende.

"Du spiser da, gør du ikke?"

Meget forsigtigt nikker hun, mens øjnene følger spyddet med kødet.

"Kan du ikke lide kød?"

Denne gang ryster hun på hovedet, hvilket fylder ham med en skuffet og forvirret følelse. Han aner ikke, hvad hun så kan spise.

"Hvad kan du så lide?"

Hun knuger hårdt om kjolestoffet, mens hendes hovedet er sænket, så han må læne sig lidt frem for at høre hende.

"Grøntsager... Frugt... Ikke kød."

Takou har lyst til at slå en hånd for panden. Selvfølgelig spiser hun det, som han synes er klamt, hvis han fremover skal finde ud af noget, skal han jo bare tænke omvendt, så kan han ikke vælge forkert. En smule usikkert trækker han spyddet til sig.

"Noget... ehm... bestemt?"

Hun bider sig lidt i læben. Ordene er nærmest en hvisken, men alligevel tydelige.

"Blommer."

"Blommer?"

Hun nikker svagt, mens han funderende stirrer ind i ilden og fraværende tager en bid af kødet, hvilket fremkalder en ubehagelig grimasse hos Englen. Han begynder at spekulere på, hvordan han skal få noget brugbart ud af hende, da det virker til, at hun i det mindste ikke er blevet mundlam af frygt. Men han er ikke sikker på, hvordan han skal få den vinklet. Hun løfter fraværende en hånd og klør sig på skulderen, hvilket giver ham en idé.

"Sig mig... Hvorfor var du på det menneskes værelse?"

Han har spist kødstykkerne på det første spyd og går nu i gang med det andet spyd, hvor det saftige kød fedter hans fingre til, men hans blik er fuldt ud fokuseret på Englen.

"Jeg beskyttede hende..."

Hun trækker lidt på den, og Takou kan tydeligt se, at der er noget forkert ved den måde, som hun siger det på.

"Helt alene?"

Et lille suk trænger gennem hendes sammenpressede læber, hvorefter hun lader begge hænder hvile i skødet.

"Ja."

Det får ham til at rynke på brynet, for hvis han ikke er helt forkert på den, så er hun en ikke færdigudviklet Engel, da hendes vinger er det sidste stadie før hun bliver fuldvoksen. Det er anderledes med dæmoner, de er sådan set færdigudviklet fra fødslen, men deres styrke afhænger af hornene og halen. Takou er klar over, at hans horn er små, hvilket betyder, at han ikke er lige så stærk som andre dæmoner. Men hans hale er lang, smidig og flot, hvilket betyder, at han selv er meget smidig i sine bevægelser og er meget hurtigere. 

"Men du er ikke færdigudviklet..."

Han folder demonstrativt sine vinger ud bag sig, hvorved hun krymper sig på stedet. Uden at vente på svar fra hende fortsætter han med at tale.

"Jeg troede ikke, at ikke-færdigudviklede Engle måtte påtage sig skytsengle rollen... Eller er jeg forkert på den?"

Hun svarer ham ikke, så han rækker ud efter ligets anden arm og bider en stor luns af, så blodet drypper ned i sandet som små malerdråber. Hendes øjne stirrer på blodet med et forfærdet udtryk, og for hvert bid, efterfulgt af den slubrende lyd, bliver hendes øjne større og større.

"Stop... Stop det!"

Takou løsner sit bid en smule fra armen, så hans mund, der er dækket af blod og kødtrevler, er fri. Per refleks slikker han sig om munden, hvilket får hende til at gribe sig til hovedet med begge hænder, der krammer om håret, så det bliver helt uglet. Hendes øjne er fæstnet på blodet, mens salte tårer kravler ud af øjenkrogen og ned over det beskidte ansigt, så der bliver dannet striber ned ad hendes kinder.

"Hvorfor? ... Jeg er sulten."

Han kan ikke helt se, hvorfor hun flipper sådan ud, indtil hans blik falder på det lemlæstede lig ved sin side.  En smule akavet lægger han armen fra sig og rykker sig hen foran liget, så hun ikke helt kan se det. Men det hjælper ikke rigtig på hendes hysteri.

"Det er ondt... Et barn... Et menneskebarn! Så uskyldigt..."

Hendes stemme er svag og alligevel stærk, men også tydeligt nok til at fylde ham med en irriteret følelse.

"Ondt? Mener du, at bare fordi, du synes det er forkert, så er det ondt?"

Hun blinker nogle gange ved hans ord, men kommenterer det ikke, så han fortsætter.

"Vi lever sådan her i den Nedre Verden... Intet her er fisefornemt og helligt som i den Øvre Verden. Vi er skidtet og dårlige vibrationer med rovdyr instinkter."

Han kan mærke varmen i sine kinder, og føle hvordan neglene borer sig ind i håndfladerne, da han knytter hænderne.

"Hvad med rovdyrene i menneskenes verden? Er de onde? Er en morder ond i dit univers? Hvis nej, så forklar mig forskellen! Hvis ja, hvorfor må vi så ikke engang få lov til at jage ham som vores bytte? Er det fordi, at vi ikke ligner mennesker? Forklar mig det..."

Hun er holdt helt op med at græde, mens hun gransker hans ansigt meget grundigt.

"Jeg vidste ikke, at du kunne føle sådan..."

Takou's mund glider op i et forvirret og overrasket "O", men i stedet for at afbryde hende, lader han hende fortsætte med at tale.

"Jeg... Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige... Både ja og nej. Han er ond, fordi hans sjæl er forpestet eller der er sket noget uretfærdigt med ham... Men han er også menneskelig og har brug for beskyttelse mod mørket som alle andre. Vi kan ikke lade væsener fra den Nedre Verden straffe ham, da han indeholder det, som vi i den Øvre Verden værdsætter mest: Livet."

Hun drejer langsomt hovedet væk og ser ind i ilden, der får hendes øjne til at skinne at noget fjernt. Takou er ikke helt sikker på, hvad det er, han føler. Han er stadigvæk en smule irriteret, men også interesseret i at høre mere om, hvad hun har at sige.

"Vi er ikke hellige... I hvert fald ikke i den forstand, som du mente. Jeg er stensikkert ikke."

Hendes læber bævrer lidt, men det forhindrer hende ikke i at tale.

"Det tager lang tid for en Engel at blive fuldvoksen, og vi er ikke mange... Min moder er lige død. Hun blev overmandet af en gruppe dæmoner og havde ikke en chance..."

Takou skutter sig lidt, da han ikke rigtig kan forstå det bånd mellem mor og barn. Han kan ikke engang selv huske sin egen mor, så han forbliver ubevæget af det, som åbenbart påvirker hende meget.

"Min fader ville ikke have, at jeg tog af sted, da jeg tydeligt nok ikke er færdigudviklet, men jeg sneg mig ud."

Hun smiler svagt for sig selv.

"Du synes sikkert ikke, at det er slemt. Men for mig er det, det værst tænkelige... Jeg brød mod min faders ønske, om at jeg skulle blive hjemme. Det her må så være min straf... At se dig tage andres liv, før du sikkert tager mit."

Hendes blik søger atter hans, men han ser ikke den samme frygt, som øjnene besad før.

"For det vil du, vil du ikke?"

Han ved ikke, hvordan han skal svare, så han lader blot sit blik hvile på sandet. Hendes vejrtrækning er raspende og en svag dunst af fugt blandes med hendes ejendommelige blomsterduft. 

"Det er sent... Drik noget vand, og jeg vil finde noget mad til dig i morgen."

Uden at vente på hendes svar rejser Takou sig med en pludselig bevægelse. Hans hale fejer henover sandet, så nogle af sandkornene ryger ind i flammerne med et en knitrende lyd. Englens øjne fokusere på den mørke åbning ind til det lille rum, der fylder hende med en klam følelse, så hendes ansigt antager en grålig farve.

Takou kan godt se hendes blik og forstår, at hun ikke vil lukkes derind igen, men han kan ikke rigtig se nogen anden løsning. Med en stærk hånd griber han fat om hendes overarm med den ene hånd og tager det lille krus med den frie hånd. Hun sætter fødderne imod og borer neglene ned i hans arm for at han skal give slip.

"Nej ... Kan jeg ikke sove herude ved ilden... Ikke... Derinde..."

Hun vrider sig rundt, men hans greb er så fast, at hun må opgive og slapt lade sig trække med. Stenen rykkes hen foran hullet, så Takou kun lige når at høre det lille snøft før alt lyden bliver lukket inde. Han stirrer et øjeblik på den ru overflade mens tankerne flyver frem og tilbage inde i hans hoved. Til sidst vender han sig med ryggen til stenen og går hen til ilden, hvor han med den ene fod skubber resten af liget ind i flammerne, så den sydende lyd og lugten af brændt hår fylder rummet. Alle hans muskler føles stive, så da hans krop mærker den bløde madras under sig, kan han ikke andet end at lukke øjnene i og slappe af.

Det kribler i hans fingre for at rive stenen til side og være ond mod Englen, det vil være det eneste rigtige at gøre. Han har lyst til at gøre noget ondt. Vise hende, hvad rigtig ondskab er. Men hendes pludselige skift fra at være mundlam til faktisk at sige noget, havde gjort ham lidt nysgerrig. Hun kommer trods alt fra en verden, som han ikke kender.

Stadigvæk med lukkede øjne, lader han sin hånd falde ned mod sit ansigt: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med hende... Dræbe hende?”

Hun er jo et bytte som så mange andre. Og der er endda den fordel, at han ikke engang behøver at vide hendes navn for at slå hende ihjel, da hun ikke er fra menneskenes verden.

”Men der er et eller andet…”

Han kan ikke helt finde ud af, hvad det er. Er det fordi, at hun er en engel, der bruger noget af sin magiske godhed, eller hvad det er, på ham, og at hun derved forbander ham, så han ikke kan tage en beslutning?

Med et grynt prøver han at genkalde det had, som altid roder rundt inde i ham. Det had, som han har til alle andre væsener. Den kølighed, som han altid viser overfor Nasra. Men af en eller anden grund, tager det ham lidt længere tid, end han havde regnet med.

”Forhelvede,”  mumler han tvært og ånder tungt ud.

”Det er noget lort.”

 

***

Dunk!

Takou kan ikke helt lade være med at fnyse over, at han for anden gang i træk bliver vækket af en vedvarende dunken på hans "hoveddør". Seriøst!? Efter en lang tids spekulation, var han endelig faldet i søvn, og så bliver han vækket på samme måde som dagen forinden. Han ruller ud af sengen, så han triller ned på gulvet med et bump og et grynt. Det tager ham ikke lang tid at rejse sig op og nærme sig den sorte mur, som efter få sekunder falder sammen for at afsløre Nasra's skikkelse på den anden side.

Hun rykker et skridt baglæns, da hendes blik møder hans. 

"Hej... Ehm ... Jeg ville bare høre, om du kom godt hjem i går? Og ... Ehm ... Give dig dem her."

Nasra bider sig nervøst i neglen, så den spidse negl bliver takket af hendes tænder. I den anden hånd holder hun en lille æske frem pakket ind i noget lilla papir med et sort bånd omkring. Han tager imod den, men venter med at åbne den, før han har fundet ud af grunden bag.

"Tak... Jo, jeg kom godt hjem - Hvad er det?"

Han ryster blidt æsken lidt, men der kommer ikke nogen hørbar lyd ud.

"Det er godt... Øøh... Det er noget chokolade - Ikke noget fra menneskenes verden, men her fra - Jeg ved, at du godt kan lide det, så kom til at tænke på dig, da jeg... Øhm... tilfældigt kom forbi den her bod."

Hun stabler et smil på benene, mens han selv løfter det ene øjenbryn. Det ligner ikke Nasra at komme med gaver, og det virker lidt uhyggeligt, at hun ved, at han godt kan lide chokolade, for det er ikke noget, som han direkte har fortalt hende.

"Prøv og smag et stykke."

Hendes øjne glimter af noget udefinerbart, men han kan ikke helt afslå. Det er også noget tid siden, at han sidst har fået rigtig chokolade, så med en lille bobbel af forventning siddende i halsen trækker han i båndet, hvorefter han tager låget af. Inde i æsken ligger der to stykker chokolade, der med det samme udsender en forførende duft. Han bliver straks mistænksom. Der er et eller andet i gære.

Forsigtigt tager han et stykke op og putter det ind i munden, hvor stykket smelter på hans tunge. Nasra betragter ham med et intenst blik, som om hun venter på noget. En smule forvirret ser han spørgende på hende.

"Hvad er der?"

Hun sænker hurtigt blikket, mens en rødmen sniger sig opad hendes hals og farver hendes kinder lyserøde, så de passer til hendes hår.

"Føler du ikke noget?"

Tøvende ryster han på hovedet, men det passer ikke helt. En varm fornemmelse breder sig i hans mave og bevæger sig nærmest i en cirkel ned til hans skridt og op til hans kinder, der får en let pink farve. Han synker en gang, men kan ikke helt få fornemmelsen til at forsvinde. Den intensiveres langsomt, så hele hans krop begynder at dirre og han en smule svimmelt begynder at hælde til den ene side. Det føles lidt som, når han har drukket noget af de ældres hjemmebryg, der gør en ør i hovedet og gør de dæmoniske lyster stærkere.

Nasra hopper hurtigt et skridt frem og griber fat om ham, så han ikke vælter. Et støn glider ud mellem hans læber, da hendes bryst gnides op ad hans arm.

"Hvad... Hvad har du gjort?"

Hun skifter sit greb, så hun kan lade sin ene hånd glide op og ned ad hans bare overarm og op til T-shirtens ærme kant. Bevidst gnubber hun sit bryst ind mod hans brystkasse, så han synker lidt sammen, og hendes læber kan nå hans øre. Hans hjerne føles som en grødmasse, der slet ikke vil klistre sammen, mens hun sensuelt bider lidt i hans øreflip.

Fornuften griber ham et kort øjeblik, hvor han med alt sin styrke skubber hende væk fra sig.

"Hvad fuck har du gang i!?" råber han med en kraft, der båder dirre af forvirring, men også en frygt for, hvad det er, der sker med ham.

Han vakler lidt til den ene side, mens hans øjne løber i vand, da hans krop begynder at gøre ondt. Ved hver bevægelse kan han mærke en utilfredsstillet følelse, der skriger, at han skal gøre noget ved det. Ud af øjenkrogen ser han æsken med det sidste stykke chokolade, og underligt nok bliver han fyldt med en dyb sorg, men også en kæmpe vrede.

"Jeg... Jeg vil gerne have dig som mage Takou, men du er elendig til at læse mine signaler..."

Hendes ansigtsudtryk er trukket sammen i en såret maske, men Takou er alt for omtåget til egentlig at bemærke det.

"Så du har forgiftet mig!?"

Hun træder forfærdet et skridt frem, mens hun panisk ryster på hovedet.

"Nej, jeg... Jeg besøgte sirenerne."

Han vakler nogle skridt bagud, hvilket får hende til at gå et skridt frem, men han holder hånden op for at stoppe hende. Groteske billeder af de fugle-lignende dødsdæmoner med kvindeansigter fylder hans indre blik, mens han forfærdet ryster på hovedet. 

"De ... De brugte noget af deres magi... Undskyld Takou, men jeg troede, at hvis du blev lidt opstemt, så ville du være sammen med mig."

Tårerne begynder at kravle ned over hendes kinder, men han har vendt kroppen halvt til hende, så han ser det ikke. Det prikker i hans hud som nåle, mens sirenernes magi begynder at tage magten over ham.

"Du bliver nødt til at gøre noget ved det... De sagde, at det ville begynde at gøre ondt, hvis magien ikke fik lov til at blive brugt."

Med et ryk ser han på hende. Hans blik er klart, og hvis det ikke var fordi, at hun så, så skræmt ud, så ville han have slået hende ihjel uden tøven. Med et dybt suk vender han blikket bort fra hende.

"Gå med dig Nasra... Jeg vil ikke se dig foreløbig, for jeg ved ikke, om jeg kan styre mit temperament."

Hun begynder at bakke bag ud, og da hun træder over linjen, hvor den sorte mur for et øjeblik siden havde været, udtaler Takou ordene, så muren rejser sig op og gør den begyndende afstand mellem dem endnu tydeligere. Han vakler lidt til den ene side med et sammenbidt udtryk. Magien begynder at brænde inde i ham, og han har ingen anelse om, hvordan han skal komme af med den uden at gøre noget, som han helst gerne vil undgå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...