Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9959Visninger
AA

4. Kapitel 4

Nasra og nogle af de andre dæmoner og djævle letter fra klippe-øen, da Samlingen er slut. Fra sin lidt afsides plads, kan Takou se skikkelserne svæve oppe mellem de mørke stalaktitter, mens de taler om et eller andet. Det virker til, at Nasra er ved at overtale de andre til noget, de ikke helt har lyst til. I stedet for at fokusere på dem, lader Takou sin ene hånd rode gennem lommen i de nu slidte bukser, hvor den lille æske med klovnesminken er. Han kan ikke helt lade være med at smile, da det giver et lille klik fra æsken og den røde og sorte våde farve bliver afsløret.

I det lille spejl, kan han se sit grå ansigt med de gule øjne, der virker som øjnene fra et glubsk rovdyr; hvilket han også er. Forsigtigt smører han den røde farve på læberne og rundt om dem, så det ser ud som om han smiler hele tiden. Med øvet hånd tværer han den sorte farve ud omkring begge øjne, hvorefter han med den lille blyant tegner en streg ned over hvert øjenlåg for at fuldende sit værk. Det er forskelligt, hvordan han sminker sig, men lige meget hvad, så elsker han resultatet af det uhyggelige smil og de skræmmende øjne.

Et vingepust får ham til at klappe den lille æske sammen og vende hovedet til siden, hvor Nasra's karakteristiske skikkelse lige er landet. Hun klikker med tungen og løfter skeptisk det ene øjenbryn ved synet af hans ansigt.

"Jeg har talt med nogen af de andre, og vi ville høre, om du vil med ud på jagt?"

Det trækker lidt i hans ene mundvige ved de ord.

"Du mener, at du har fået overtalt de andre... Hvad sagde du? At du ville lade dem blive din næste mage, eller at de får et større udbytte?"

Han ved godt, at hun ikke vil sælge sig selv, men han ved også, hvor øm hun er omkring videreføringen af arten. De har aldrig faste partnere, eller forholdene holder i hvert fald ikke i så lang tid som for eksempel englenes, der næsten altid bliver sammen resten af deres liv. Væsenerne i den Nedre Verden får ikke børn, men yngler. De elsker ikke, men dyrker lidenskaben på samme måde som de slår deres bytte ihjel; med ligegyldighed. Alligevel kan de dog godt vende tilbage til en mage, når begge parter skal have tilfredsstillet deres lyster

"Du ved godt, at du er en kæmpe idiot nogen gange ikk'? Og jeg fatter ikke, hvorfor jeg hænger ud med dig..."

Hendes hale svinger irriteret fra side til side, men Takou kan godt se det sårede udtryk i hendes øjne. Han ved godt, at hun gerne vil have ham som mage, men han er ikke interesseret. De er begge dæmoner, som er nært beslægtede med djævle, og de er en af de få arter i den gren, der kan fastholde en partner, hvis de vil, hvilket Takou ikke har lyst til. 

"Gør jeg heller ikke."

Hans stemme er nøgtern og afvisende, men hun giver ikke op.

"Skal du med eller ej? Du skal bare vide, at hvis du siger nej, så gør du dig selv til grin... De andre er overbeviste om, at du er en tøs, der ikke er lige så blodtørstige som os andre - De kalder dig endda englebasse eller klovn."

Takou rynker på næsen. Ikke så meget fordi han er generet af, hvad andre tænker, men mere fordi, at de kalder ham "englebasse", da det får ham til at tænke på Englen. Han ved stadigvæk ikke, hvad han skal stille op med hende, da han er blevet mere og mere usikker på, om han skal dræbe hende.

På den anden side, så kan hun give mig oplysninger og blive god underholdning, når jeg har brug for at afreagere lidt...

Han rejser sig op fra sin plads med et vurderende blik, for det vil give ham en fordel, hvis Englen kan fortælle, hvor de patruljerer og eventuelt, hvor de holder til i menneskenes verden. Det vil gøre jagten meget lettere. Et lille smil spiller om hans læber og en syngende sult gnaver sig gennem hans mavesæk. 

"Hvor har I tænkt jer, at vi skal jage?"

Nasra bider mærke i, at han siger vi og ikke I.

"Vi havde tænkt os at finde en by i den nordlige del af Europa, da der er langt mellem husene, men til gengæld bor der mange sammen."

Ubevidst knytter og åbner han hænderne, mens tungen glider henover tænderne. 

"Så vi skal op i kulden?"

Hun nikker og lægger derefter hovedet lidt på skrå, mens hun studerer ham. Som væsener fra den Nedre Verden er ingen af dem rigtig glad for kulde, hvilket væsenerne fra den Øvre Verden ved, og de udnytter uden tøven den fordel. Da menneskene er mest udsatte i den sydlige del af den menneskelige verden, er det der, hvor væsenerne fra den Øvre Verden er, her prøver de at beskytte menneskene fra de blodtørstige uhyre fra den Nedre Verden. Derfor er det selvfølgelig mest logisk for dem, at de skal jage i den nordlige del af menneskenes verden, hvis de vil have en let jagt uden uventede overraskelser,

Med et dybt suk spreder han vingerne og sætter af efterfulgt af Nasra, der hurtigt indhenter ham, så de sammen nærmer sig den lille gruppe af dæmoner, der venter på dem. Takou kan med det samme mærke de misbilligende øjne på sig, der alle havde forventet, at han havde sagt nej. Med et tilfreds smil nikker han til dem alle, men ingen af dem gengælder hans hilsen, i stedet for sætter de af mod Portalen. Nasra smiler undskyldende til ham, men han slår det hen med en lille latter og sætter efter de andre med sulten siddende i halsen, og med blodrusen, der begynder at stige ham til hovedet, pulserende gennem kroppen.

***

Kulden slår om ham som et tæppe, så han straks krummer tæerne i de sorte støvler og trækker armene tættere ind til kroppen, dog sådan, at han stadigvæk kan holde balancen, når han flyver. De andre flyver i nærheden med lidt sænkede hoveder og en snerrende irritation siddende i halsen. Han hader kulden, men vil ikke brokke sig og vise svaghed over for de andre, så i stedet lader han blikket spejde mod jorden, for at finde et hus, som de kan bryde ind i.

"Der!"

Nasra's stemme bryder den støjende larm af vind og sne og får dem alle sammen til at vende blikket mod jorden, hvor en kæmpe gård åbenbares mellem mørkets skygger. Med professionelt snilde dykker de alle som én mod jorden og lander på gårdspladsen som tårnhøje jægere med ondt i sinde. De er fem i alt, og de tre andre er alle dæmoner fra en anden gren end Nasra og Takou, men de lever også af menneskene og er bundet af den samme pligt til at få offerets navn at vide, før de kan fortære ham eller hende.

De har hver deres måde at jage på, men de er alle klar over, at når de er så mange, så skal de være stille indtil de har gjort menneskene kolde. Takou danner bagtrop, hvilket han ikke rigtig har noget imod, da han ikke bryder sig om at vende ryggen til de andre. De gule øjne lyser op i mørket som små lanterner, mens tænderne skinner som selvlysende neon. Ved at se hinanden i øjnene aftaler de, at de deler sig op, så de bedre kan jage. 

Takou bevæger sig hen langs en lang smal gang, der lugter sjovt af fugt og gammelt træ, mens svage vindpust fra de utætte vinduer får ham til at se sig omkring i forventning om, at nogen betragter ham. En skæv dør, der hælder lidt på skrå, fanger hans opmærksomhed. Han kan høre den svage vejtrækning fra en person. Forsigtigt åbner han døren med forventningen lysende ud af øjnene. Skæret fra en lille olielampe gør værelsets omgivelser tydelige, så han kan se de to skikkelser, der ligger tæt sammen i den lille seng. 

Det tager ham kun et splitsekund at nærme sig sengekanten med de to sovende skikkelser. De ligger begge på ryggen med lidt adskilte læber og det mørke hår faldende ned i øjnene. Han smiler lidt for sig selv. Tvillinger. Mennesker ligner hinanden, men der er nogen, der ligner hinanden så meget, at selv et øvet øje ikke kan se forskel. De to drengebørn trækker vejret synkront, så dynen hæver og sænker sig i takt. 

Forsigtigt sætter han sig ned på hug ved siden af sengen, så hvis drengen, der ligger yderst, vender sig rundt, vil han se direkte ind i de gule øjne og opfange klovnesmilet. Takou lægger begge hænder på sengens kant og løfter halen lidt op, så han nærmest ligner en legesyg kat. 

"Psst..."

Hans stemme er lav, men det giver alligevel et ryk i drengen ved den pludselige lyd. Forventningsfuldt venter Takou på, at drengen skal vende sig rundt, men det gør han ikke. Med et lille smil læner Takou sig tæt ind til drengens ansigt og puster let, hvilket får drengen til at spærre øjnene op. Hurtigt sætter Takou sig tilbage i position, og han får også den forventede reaktion, da drengen endelig drejer hovedet og ser dæmonen ved sin sengekant. 

Til Takou's fornøjelse giver det er gib i drengen og øjnene spærres helt op, så irissene er omringet af den mælkehvide farve, mens munden begynder at bævrer. Takou lader sin hale slå fra side til side uden at sige noget til at starte med. Drengen er helt stiv og Takou begynder at bekymre sig for, om drengens hjerte er stoppet før han overhovedet har fået udspurgt drengen om sit navn. 

"Hvad hedder du?"

Hans stemme er slesk og for at understrege sit væsen, trækker han lidt mere på u'et i "du". Ved disse ord begynder drengens brystkasse at hæve og sænke sig i et galoperende tempo, mens en syrlig lugt fylder rummet. Det tager Takou et øjeblik at opdage den våde plet på dynen og indse, at drengen har tisset i bukserne af skræk. 

"Du skal ikke være bange... Jeg er ikke farlig. Vil du ikke fortælle mig, hvad du hedder?"

Drengens mund åbner og lukker sig som en druknende, der gisper efter ilt, men kun får vand ind. Tålmodigt venter Takou på drengens svar, der dog først kommer efter lidt tid.

"To...Tom...Tom...as..."

De klaprende tænder gør det næsten umuligt for Takou at tyde drengen, men han får fat i fornavnet og prøver at holde sin stemme i ro.

"Tomas? Det er et flot navn, hvad med dit efternavn? Er det lige så flot?"

Drengen ryster svagt på hovedet og tøver med at lade ordene komme ud gennem læberne. Takou smiler svagt og sørger for at holde de takkede tænder skjult af læberne, mens han lægger hovedet en smule på skrå, så hans nysgerrighed bliver understreget.

"Mit... Mit efter... Efternavn er Nil... Nilsson."

Et lille triumferende fløjt undslipper Takou og hans gule øjne flammer op i ren og skær blodtørst.

"Tomas Nilsson."

Med det samme dannes den lille bobbel omkring de to, så alle drengens udbrud vil blive afskåret, og ingen vil kunne høre de smertende skrig. Drengen vil række ud efter sin bror, men hans hånd bliver stoppet af boblens væg, hvilket får ham til at skrige endnu mere hysterisk. Uden at bekymre sig om den våde plet på dynen kravler Takou op i sengen som et rovdyr, der leger med maden. Tomas' hyl bliver blandet med gråd, der dog ikke generer Takou det mindste. Uden det store besvær knækker han nakken på drengen, så skriget forstummer og efterlader drengen livløs som en dukke uden dukkefører.

Det tager ham ikke lang tid at åbne brystkassen på liget og spise de varme indvolde, så det gullige lagen bliver farvet rødt. Takou vrider drengens arm af med et knæk og løfter denne op til munden som en kølle og begynder at bide små lunser af, mens han ser sig omkring i værelset. Tomas' bror ligger uvidende med ryggen til og sover tungt, da boblen stadigvæk afskærer diverse lyde, så de voldsomme lyde af kød, der bliver revet fra hinanden ikke kan høres.

Ved et tilfælde vender Takou blikket mod væggen ved sengegærdet, hvor et brunt kors pryder væggen som den eneste pynt. Med det samme falder hans tanker på Englen, og tanken om, at hun har været indespærret en hel dag uden føde, slår ham med en sådan kraft, at han helt stopper med at rive lunser af armen. Hvis han har tænkt sig at beholde Englen, eller i hvert fald indtil han ved, hvad han skal stille op med hende, så må han også fodre hende. 

Men hvad spiser en Engel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...