Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9752Visninger
AA

3. Kapitel 3

Dunk!

Takou ruller om på siden og trækker den ene pude henover hovedet, hvilket selvfølgelig ikke lukker den dunkende lyd ude. Han var faldet i søvn, men er nu vågnet op til den gentagende lyd, der driver ham til vanvid. Med et frustreret udbrød rejser han sig op og begynder at gå hen mod stenen, men stopper op et stykke derfra.

Dunk!

Han havde været sikker på, at det var Englen, der prøvede at drive ham til vanvid, men lyden kommer ikke fra stenen. Den knitrende altid brændende ild blusser op et kortvarigt sekund, mens han tager sig til hovedet og kigger rundt i den tomme hule. Ud af øjenkrogen ser han den sorte væske, der spænder sig fra den ene væg til den anden ved indgangen. 

Dunk!

Ikke et sekund er han i tvivl om, hvor lyden kommer fra nu. Med faste og tunge skridt skråner han over til muren med læberne krænget tilbage og hidsigheden stikkende ud af øjnene. Den idiot, der banker på hans dør, mens han sover, er en der ikke har sit liv kært. Uden så meget som at blinke hvæser han det ene ord, der får væsken til at falde til jorden samtidig med, at han springer frem, så hans hænder griber fat om personens hals og bliver væltet omkuld.

Han klemmer så hårdt til, at det først er slaget i maven, som får ham til at stoppe. Nasra ser skræmt på ham, og da han endelig giver slip, begynder hun at hoste samtidig med, at hun bander og svovler det bedste, hun har lært.

"Fucking psykopat! Er du syg i hovedet?"

Stadig med en rest af vrede knytter Takou næverne, mens Nasra kæmper sig op og stå igen. Hendes skikkelse virker vaklende, men Takou vender blot ryggen til og går ind i grotten igen. Nasra følger selvfølgelig efter.

"Sig mig... Hvad fuck sker der lige med dig? Takou... Stop, når jeg taler til dig!"

Hun griber ud efter hans arm, som han slår væk med irritationen flydende gennem kroppen helt ud til fingerspidserne.

"Hvad vil du Nasra?"

Overraskende nok er hans stemme nøgtern og den aggressive følelse forlader hans krop på et split-sekund, hvilket forundrer ham et øjeblik, men han lader sig ikke mærke med det.

"Jeg kommer for at hente dig... Er du så fucked up, at du glemmer den store Samling? Seriøst man! Jeg er ikke din fucking moar, som skal komme og minde dig om det."

Hun lægger ekstra tryk på "moar", og sætter det der sure udtryk op, som hun er så god til, der dog ikke får Takou til at blive fornærmet eller til at sige "undskyld". 

"Du kan være pisse ligeglad."

Han samler puden op, som han i farten har smidt på gulvet, mens han ud af øjenkrogen holder øje med Nasra, så hun ikke pludselig laver et udfald hen mod stenen. Hvorfor hun skulle gøre det, ved han ikke, men han føler et sært ejerskab over sit bytte. Sin Engel.

"Det kunne jeg... Men du ved, at de andre giver mig skylden, hvis du ikke dukker op."

Han fnyser ad hendes ord, imens han ryster puden, så sandkornene falder til jorden, som en lille tør regnbyge.

"Og hvis skyld er det? I hvert fald ikke min... Du har selv påtaget dig den rolle - Og desuden kan du bare bede dem om at skride ad helvede til. Det er du jo så god til..."

Hun slår ud med armene.

"Årh fuck dig Takou! Fuck dig! Nu slipper du den fucking pude og kommer med mig."

Irriteret griber hun fat i puden og kyler den hen mod sengen, hvorefter hun vender sig rundt mod udgangen i forventning om, at han følger efter. Det gør han også, men hans blik glider hen mod stenen, der skjuler det lille rum. Sulten gnaver i hans indre, og det kribler i ham for at bide Englens hals over og drikke hendes blod og mæske sig i hendes indre organer. Han har aldrig spist en Engel før, kun slået dem ihjel, så det vil blive noget specielt. 

Nasra skynder på ham, så han bliver revet ud af sin lyst til at gå hen og rive stenen til side og bare hive Englen ud i lyset af bålets skær, hvilket nok ikke vil gå uset hen med Nasra stående få skridt fra ham. Hun er god til at holde på hemmeligheder, men hvis det er en fordel for hende at fortælle det til nogen, så vil hun ikke tøve et sekund. Ligesom ham selv. Han smiler grumt og lader den ene fod køre henover sandet, hvorefter han tager tilløb og løber lige forbi Nasra, mens muren af den sorte væske rejser sig bag ham. Uden varsel kaster han sig ud over grottens kant og ud i det frie fald, hvor den varme luft får hans hår til at piske bagover. 

Et hyl bag ham vidner om, at Nasra er fulgt efter. Han spreder vingerne og rykker en smule opad, da vingefanget sænker farten. Nasra fortsætter forbi ham og dybere ned mod den varme kerne. Han sender et kort blik opad mod det mørke hul, der udgør grottens indgang, hvorefter han folder vingerne ind igen, så han kan følge efter Nasra ned i dybet.

Det er ikke fordi, at Samlingen er noget specielt, det er bare sådan en af de ting, som de skal møde op til engang imellem. Dæmoner og andre underjordiske væsener mødes alle på den kæmpe klippe-ø, der er omringet af den varme magma, hvor de vil diskutere forskellige ting, som Takou alligevel aldrig interesserer sig for. 

Nasra er allerede landet på den lille formation, som hun fortrækker, mens han cirkulerer lidt rundt for at se, hvem der er ankommet. Han øjner med det samme huldefolket, der til forveksling ligner mennesker meget med deres høje skikkelser, sorte hår og gråt tøj, men han kan ikke lugte blodet i deres årer, som indikerer, at de ikke er levende. Han bryder sig ikke rigtig om dem, da man ikke kan stole på dem og deres trolddom. 

En af mændene løfter blikket og sender ham et iskoldt blik, så Takou nærmest kan mærke kulden indeni. Huldefolket holder sig næsten altid for sig selv i deres bjerge i menneskenes verden, da de kan gøre sig usynlige for dem de vil, men de hører alligevel til her under jorden, da de for mennesket fungerer som en slags skræk-historie for børn.

Takou svæver lidt rundt og får øje på de små skikkelser, der kravler rundt på klipperne. Han blinker flere gange med øjnene, for det er ikke tit, at vættrene er med til møderne, da de for det meste er gode ånder og dermed hører til i den Øvre verden. Men så alligevel, hvis man ikke behandler de små væsener godt og tager deres hjem fra dem, så kan de være nogle små hævngerrige sataner. 

Bevidst lander han et stykke fra de andre væsener, så han stadigvæk kan følge med i, hvad der sker, men sådan så han ikke risikerer at blive trukket med ind i nogen diskussion. Lidt for sent opdager han, at en anden også har fundet den lidt afsides plads. Den slanke elegante skikkelse sidder på hug, så det ene knæ støtter mod jorden, mens det andet er bøjet, så væsenet kan støtte sin albue mod låret. De brune fjer, som dækker vingerne, kamuflerer skikkelsen godt i det brune og mørke miljø, hvilket er grunden til, at Takou ikke havde set væsenet til at starte med.

Takou skal til at sprede vingerne og lette igen, men væsenet drejer hovedet, så de hvide øjne uden pupiller fastlåses med Takou's gule. Væsenets hoved virker enormt uden noget hår og den hvide hud nærmest skriger af død og kulde. En klam følelse samler sig i Takou's mave, og han har bare lyst til at komme så langt væk fra dette væsen som overhovedet muligt. 

"Du frygter mig."

Væsenets stemme får alt varmen til at forsvinde fra Takou's krop, mens de små hår rejser sig af ren og skær frygt. Hans instinkt skriger til ham, at han skal flytte sig, men væsenets hvide øjne har lammet ham på stedet, og selvom de virker tomme, føles det som om, at de kan se alt.

"Det er kun normalt... Alle frygter døden, der er intet unaturligt ved din reaktion."

Erkendelsen rammer Takou som et slag i maven, da det går op for ham, hvem og hvad væsenet foran ham er. Det mærkværdige er, at der kan være så stor en kontrast mellem alle væsenerne, selvom de går under samme betegnelse. Dødsenglen drejer hovedet en smule og en lille rynke dannes mellem brynene.

"Du er interessant... Blodtørstig... Hensynsløs... Funderende... Stærk... Og alene."

Med en følelse af at føle sig udsat og vendt på vrangen synker Takou en klump spyt, mens Dødsenglens syn gransker hans inderste.

"Døden hænger omkring dig og nærmer sig for hvert øjeblik, men den kommer i forskellige afskygninger og afhænger af dine valg... Interessant.."

Takou ser de hvide læber skilles i et smalt smil, hvorefter Dødsenglen drejer hovedet mod de andre væsener omkring sig, som om de talte ord aldrig var blevet udtalt. Med en mærkelig følelse i hele kroppen bevæger Takou sig væk fra Dødsenglen og finder et indhak, hvorfra han kan se det hele og ikke risikerer at blive overrasket bagfra. 

Han tænker længe over Dødsenglens ord, som på en eller anden måde både giver mening for ham, men som også virker som det rene ordkløveri. Ud af øjenkrogen ser han den hvide skikkelse med de brune vinger og kan ikke helt ryste en kuldegysning af sig. Nej, en Dødsengel siger aldrig unødvendige ting. Deres ord har tit skjulte hentydninger, og selvom de ikke direkte må tale om ens død, så kan de komme med små antydninger. 

De samme ord bliver ved med at køre rundt inde i hans hoved. Normalt tænker han ikke så meget på døden, da det er ham, der plejer at slå ihjel. Men det, at døden er tæt på og afhænger af de valg, han tager nu, gør ham usikker og en smule bange. Hans tanker flyver hen på Englen i det skjulte rum, og en lille snerren kravler op gennem hans strube. Hvis hans valg indebærer Englens skæbne, så er han ikke helt sikker på, hvad han skal gøre.

Konsekvenser! Tænk på konsekvenserne...

Han prøver, og kan ikke rigtig se, hvad væsenerne fra den Øvre Verden vil gøre ved det, hvis han slår Englen ihjel. De vil væmmes og ikke tøve med at straffe ham, hvis de får fat i ham, hvilket de selvfølgelig ikke gør, da de aldrig vil kunne vide med sikkerhed, hvem der slog Englen ihjel. Og så længe Englen ikke er en eller anden højhellig person, så er der ikke noget at frygte. Der er altid udsigt til krig mellem de to verdener, men hvis en krig kunne udløses af, at en ubetydelig engel dør, så er aftalen mellem de to verdener mere skrøbelig end først antaget. Han lader sin ene hånd falde ned i skødet, mens tankerne kredser om krig. Men det virker alt for forkert. Englene er for gode væsener til at kunne starte en krig, så hvis krigen skulle begynde, så ville det være væsenerne fra Den Nedre Verden, der ville starte den.

Men hvad kan Dødsenglen så mene? Hvilken slags død mener han?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...