Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9794Visninger
AA

26. Kapitel 26

Karets billeder lyser stadigvæk op inde i salen. Da Takou går forbi, ser han flygtigt ned i karet, hvor et virvar af flammer og døde kroppe flyder rundt. Han skutter sig lidt ved synet, men fortsætter hen mod mørket for enden af salen. For hvert skridt han tager, kan han mærke en sær og uhyggelig genkendende følelse; Vrede.

Det overrasker ham, at en sådan følelse kan hænge ved i luften som en tæt tåge af gift. Denne følelse burde ikke være et sted som dette, den passer slet ikke ind i den Øvre Verden. Selvsikkerheden og trangen til at få sat en stopper for det hele, driver ham længere ind i mørket. Smerten i hænderne er uudholdelig, og for hvert skridt han tager, lander en dråbe af det ætsende blod på fliserne efterfulgt af den sydende lyd.

Han ruller lidt med skuldrene så det siger knæk flere steder. De mærker og sår, som Johan har forårsaget, gør ondt. Det er med hjertet siddende i halsen og blikket fæstnet på den tiltagende skygge lige fremme, at han nærmer sig enden af salen. Den ende, hvor mørket er tættest.

"Jeg ser, at du ikke er død endnu Dæmon..."

Takou løfter langsomt hovedet, så han til sidst kan se den Øverste, der sidder på en hævet trone. Det er ikke synet af den ældre Engel, der stirrer tomt på Takou, der får Takou til at gispe. Ved siden af den gamle Engel, lige bag ved tronen, står en sort skygge halvt lænet frem mod den Øverste. Dødssynden virker behaget af situationen, men holder ikke op med at hviske de små hadefulde ord ind i den Øverstes øre. Takou kan ikke høre dem, men han forestiller sig, at det ikke er nogle særligt venlige ord.

"Så det her er jeres plan? En krig blandt verdenerne... Ikke videre originalt, og utrolig meget spild af tid og energi," siger Takou sukkende, mens han går tættere på trappen, der fører op til tronen.

Han er ikke sikker på, hvordan han skal få stoppet den Øverste, så han håber, at han kan komme på et eller andet inden længe. Med forskellige teorier bankende rundt inde i baghovedet, løfter han blikket og sender den Øverste et kækt smil: "Er du blevet mundlam?"

Dødssynden trækker sig lidt tilbage, og den endeløse, hviskende ordstrøm forstummes. Takou kan nærmest se smilet, der spiller om Iras - vrede - læber, der er skjult af mørket. Han gyser.

"I er monstre... I dræbte min Taiyo! Og I vil dræbe min Julia! Det må ikke ske!" råber den Øverste op, mens han i samme øjeblik rejser sig hurtigt fra tronen.

Takou tøver lidt ved det første trin op til trappen. Selvom den Øverste er gammel, så er han også erfaren. Det er altid dumt at angribe nedefra, især på en trappe. 

"Taiyo?" hvisker Takou tænkende.

Navnet siger ham et eller andet, men han kan ikke fremkalde sig, hvor det er, han hørt navnet før.

"Min Taiyo... Moderen til Arvingen... Mit lys, min partner."

Og da er det, at Takou kommer i tanke om, hvor han har hørt navnet før. Det er for lang tid siden, mens han stadigvæk var lille og havde isoleret sig selv. Historierne om den Øverstes mages bortførsel, havde spredt sig i den Nedre Verden som en steppebrand. De fleste af historierne havde været usande, men da kropsdele begyndte at dukke op, begyndte de fleste dæmoner at holde vejret i frygt for en krig. Krige kræver altid, at man skal ud på en slagmark og frem i lyset, mens dæmonerne foretrækker at arbejde i det skjulte. 

Takou ryster lidt på hovedet. Episoden havde aldrig rigtig nået at skræmme ham på samme måde som de ældre dæmoner, da han havde været alt for ung til at forstå, men nu kan han godt se, hvilken hån mod den Øvre Verden det havde været.

"Det var én enkelt dæmons værk... Hvordan kan den Øverste lade sig styre af hævn og vrede?"

Den Øverste ser sløvt på Takou, hvorefter han tager et skridt ned ad trappen.

"I skal alle elimineres," fortsætter den Øverste.

Takou bider sig i læben i splittelse over, hvad han skal gøre. 

"Men så bryder I med den helligste lov!"

"Og sådan må det blive... Vi vil blive tilgivet," siger den Øverste, mens han tager endnu et skridt nedad trappen, så han kommer tættere på Takou.

"Tilgivet? Af hvem?"

"Lyset... Det Gode... Men det vil en dæmon ikke kunne forstå."

Den Øverste løfter sin ene knoglede hånd op til hjertet og lader den glide ind under kåbens stof.

Huh?

Takou bliver stående med hagen hævet og blikket fæstnet på den gamle Engel, der tager endnu et skridt ned, så han kommet tættere og tættere på.

"I vil blive en del af den ild og aske, som I er kommet fra... Og I vil aldrig vende tilbage igen!"

Det sidste bliver råbt ud, så Takou nærmest får et chok. Den Øverste smider staven ud til siden, mens han hiver den skjulte hånd frem, som nu er knyttet omkring en sylespids dolk. Takou stirrer på dolken med overraskelse i blikket. I det samme den Øverste har hevet dolken frem, springer han frem mod Takou, der løfter hænderne op for at skubbe den gamle Engel til side. 

Takou får grebet fat om den Øverstes håndled, der stadigvæk er knyttet om dolken. Men han bliver overrasket over vægten af den ældre Engel, hvilket får ham til at miste balancen, så de begge vælter bagover. Han får hurtigt genvundet fatningen og ruller rundt, så han ender ovenpå den Øverste.

"Stop! Hvad er det du gør?" råber han, men det lader ikke til at den Øverste hører ham.

Styrken i den gamle Engels arm er overvældende, så Takou må gribe fat om den Øverstes håndled med begge hænder. Med halen prøver han at holde fast omkring den Øverstes anden arm, men styrken og viljen i den gamle Engel er for stærk. Den Øverste griber fat om halen og river til, så Takou giver slip og derfor må undvige den morderiske dolk.

Han kan mærke adrenalinen pumpe rundt, mens han kæmper sig op og stå igen. Kampen med den gamle Engel er mere tærende, end han lige havde regnet med. Det lader ikke til, at hans modstander vil give op. Takou kan næsten se, hvordan hadet fortærer lyset inde i Englen - Det gør helt ondt indeni. Den Øverste løfter dolken op, så den er lige uden for brystet, hvorefter han tager et skridt frem mod Takou.

"Stop! Du behøver ikke gøre det her! Det vil aldrig bringe Tayio tilbage eller for den sags skyld være hendes ønske - Du sagde det selv, hun ønskede fred mellem verdenerne. Stop-" han må dukke sig for dolken.

Men den gamle lader sig ikke kue så let, hurtigt skubber han Takou omkuld, så denne lander på gulvet. Men Takou sparker ud med benene og rammer den Øverste i maven. Dolken giver en klirrende lyd fra sig, da den lander på gulvet. Med sin overnaturlige fart, snupper Takou dolken lige før, at den Øverste kan nå at samle den op. Han når lige at dreje rundt på hælene, hvor han vil holde hænderne frem i en fredelig gestus, men den Øverste løber lige ind i ham.

Denne gang vælter de begge om på gulvet. Takou skubber den Øverste væk og opdager med rædsel, at kroppen, der ligger ovenpå ham, er blevet underligt slap. 

Nej...

Han kender godt denne dødvægt - Alt for godt endda. Lugten af blod flyder ud fra det åbne mavesår, som dolken har skabt i den Øverstes bryst. De fugtige hvide klæder begynder at klæbe sig til Takous tøj og hud, og i stedet for den sædvanlige rus, kan han kun smage ubehag. 

Jeg har lige slået den Øverste ihjel... 

Med opspærrede øjne skubber han utrolig forsigtigt den døde krop til siden, så den ruller om på ryggen. Takou løfter sig op på skuldrene og stirrer skræmt ned på liget. Aldrig før i sit liv har han været så bange for et lig.

"Det er trist, at det skulle ende sådan her," hvisker en genkendelig stemme fra mørket.

Kuldegysningerne glider ned ad Takous rygsøjle og får ham til sætte sig op med et sæt. Ud fra skyggerne træder Dødsenglen. De brune vinger ligger tæt ind til hans krop, mens de døde øjne ser bedrøvet på den Øverstes lig. 

"Dig?" udbryder Takou vantro.

En sort skygge glider ind bag ved Dødsenglen, hvilket får Takou til at springe op. Hadet til denne skygge skyldes ikke selve Dødssynden, men helt hans eget opbyggede had, der brænder for at komme ud. Men Dødsenglen holder en hånd op, mens han langsomt bevæger sig hen mod Takou og liget. Ira forbliver skjult i skyggerne, men hele tiden sådan, at man stadigvæk kan skimte dødssynden.

"Hvad skal det her betyde?" bliver Takou ved, han ser frem og tilbage på Dødsenglen og Ira.

Dødsenglen er henne ved liget nu. Han bukker sig ned, mens den ene hånd griber ud efter den tomme luft over den Øverstes døde krop. 

"Du kan ikke se den Takou, men denne sjæl er sort som det dybeste mørke i den Nedre Verden, ja jeg vil endda påstå, at den er mere sort end din sjæl."

Takou rejser sig op. Han spytter på gulvet og prøver at samle tankerne inde i hovedet.

"Jeg er ked af, at det hele måtte gå så langt som til her, men jeg havde intet andet valg," fortsætter Dødsenglen.

"Hvad mener du?"

Dødsenglen lukker øjnene, så han et kort øjeblik ser ud som om han sover: "Jo, ser du. Vi Dødsengle besidder evnen til at se fortiden, nutiden og fremtiden. Vi ser de mange forgreninger og drejninger, som et hvert individs handling laver, hvilket betyder, at fremtiden hele tiden ændrer sig... Jeg så denne fremtid blandet sammen med mange andre."

Takou knytter hænderne, så sårene i hans hænder begynder at svie og pumpe mere blod ud.

"Krigen har været planlagt længe fra denne Engels side, og på det tidspunkt så fremtiden for den Nedre Verden meget sort ud... Vi Dødsengle kunne ikke lade det ske - Det ville skabe ubalance."

Dødsenglen åbner igen øjnene, hvorefter han ser sørgmodigt på Takou.

"Vi ledte efter en måde, hvorpå vi kunne stoppe den Øverste... Og der kom du pludselig ind i et syn. I det samme øjeblik, du tog Arvingen med hjem, åbnede du en mulighed for at ændre den Nedre Verdens skæbne... Du gjorde det muligt for os at redde balancen uden at gribe for meget ind."

Takou stirrer på Dødsenglen, fuldstændig mundlam, men alligevel får han stablet et spørgsmål på benene: "Men hvad med Dødssynderne... Hvorfor påvirkede de mig?"

Et lille smil spiller om Dødsenglens ellers så kolde læber: "Det var den eneste mulighed, hvorpå vi kunne styre dig i den rigtige retning - Det er rigtigt nok, at Dødssynderne hæftede sig mere hos dig end hos andre væsener i den Nedre Verden, men det skyldtes først og fremmest Arvingens tilstedeværelse... Det gode i hendes væsen gjorde en fare for, at den del af Dyderne, som er gemt inde i hende, skulle blive givet til dig - Det gjorde Dødssynderne rasende."

"Men ude i skoven sagde du-"

"Løgne... Jeg kunne jo ikke afsløre planen, på den måde ville det jo blive tydeligt, at vi havde grebet ind."

Takou fugter læberne. Hans ben er helt gele agtige, og lige nu vil han give næsten alt for noget at kunne støtte sig opad.

"Men hvad med Dyderne?"

Dødsenglen sænker hovedet, hvorved det sørgmodige udtryk forbliver skjult for Takou.

"De havde en mistanke, men vi kunne ikke afsløre det for dem... De kendte godt til hadet i den Øverste, men de kunne intet gøre - De ville intet gøre."

"Så, jeg har virkelig været en dukke hele vejen igennem?"

Dødsenglen løfter hovedet, hvor Takou til sin overraskelse ser en tåre trille nedad den hvide kind.

"Vi er kede af det Takou, men kun på den måde kunne vi gøre noget."

En tanke slår ned i Takou: "Vil det sige, at du med vilje ikke tog min sjæl den gang, jeg næsten døde? Du ventede, sådan så Julia kunne give mig sit blod."

"Ja, hvis du døde der, så ville det lille lys, som du havde skabt, dø ud, og balancen vil ende med at blive destrueret."

Takou kan ikke helt skjule sit fnys: "Jeg føler mig udnyttet."

"Undskyld."

Han ryster på hovedet, hvorefter han løfter først den ene hånd op til læberne, hvor han slikker såret rent, hvorefter han løfter den anden op for at gøre det samme ved det blødende sår. Selvom han ikke helt får blodet af, så stikker han alligevel begge hænder i lommerne og begynder at gå væk fra Dødsenglen og liget. Han har lyst til bare at gå væk fra det hele. Forsvinde. 

Jeg har bruge for at tænke...

Det gør ondt flere steder på hans krop, men smerterne er intet i forhold til det kaos, som raserer inde i ham. Han er ikke sikker på, om han overhovedet kan få nogen ende på de forvirrende tanker.

"Jeg må godt gå nu, ikk'? Der kommer ikke lige pludselig endnu en katastrofe, som I skal bruge mig til at afværge, vel?"

Han ser sig ikke engang over skulderen, da han siger det.

"Nej, du kan frit gå."

Svaret får ham til at sænke hovedet, hvor et lille smil dannes af de blodige læber. Han slikker sig omkring munden og kan mærke sulten i maven, der et ved at tage til. Da han når den kæmpe dør til udenfor, tøver han lidt, men til sidst går han ud. I det samme han træder ud, stopper han op.

"Julia? Hvad laver du her?"

Englen står foran ham i en lang lyseblå kjole, der bevæger sig let i den svage vind. Halskæden, som han havde givet hende, ligger pænt omkring den fine hals. Hendes hår er sat op og glimter svagt mod den varme sol, men det er tårerne på hendes kinder, der får Takous hjerte til at banke hurtigere.

"Du ved det, gør du ikke?" spørger han med en sørgmodig klang i stemmen.

Hun nikker langsomt og stift, som om hun virkelig skal kæmpe for ikke at bryde sammen foran ham.

"Så ved du også, at jeg må gå nu..."

Han fortsætter forbi hende med sænket hoved, og et hjerte, der langsomt, er ved at stoppe. Ikke på grund af døden, men på grund af de mange smerter i det. Julia griber ud efter hans arm. Hendes fine lille hånd glider på grund af blodet, men hun lader sig ikke stoppe af det. 

"Vent..."

"Det kan jeg ikke, de vil være her inden længe... Du mærkede det, gjorde du ikke? Lige da det skete, så skete der noget med luften, noget med Lyset. Jeg kan først se og mærke det nu, men du mærkede det med det samme ikke?"

Han står stadigvæk med ryggen til hende. Med et trist smil skæver han ned til hendes hånd, hvor fingrene og håndfladen nu er smurt ind i blod.

"Jo... Jeg mærkede det."

Det trækker lidt i hans ene mundvige: "Og alligevel holder du fast i mig, som om du ikke vil have at jeg skal gå... Hvorfor?"

Uden et ord drejer hun ham rundt og træder helt hen til ham, hvor hun lægger begge hænder på hans bryst, hvorefter hun hviler panden på dem. Han ved, at han bør lægge armene omkring hende og trække hende længere ind til sig, men han ved også, at de følelser, som han nærer for hende, aldrig vil kunne blive til noget. De er begge fra to forskellige verdener.

Med et åndedrag skifter han til menneskeskikkelse, hvorefter han forsigtigt løfter den ene hånd. Han lader den glide henover hendes hår, uden at røre, for til sidst at fortsætte ned langs siden af hendes hoved og til sidst ned til halskæden.

"Lov mig, at du ikke lige glemmer mig, og at du stopper krigen... Jeg har nogle venner, som jeg helst ikke vil miste."

Selvom han lyder munter, så føler han sig ikke særlig glad.

"Det skal jeg nok... Vil du så love mig, at du kun vil jage onde mennesker fremover?"

Smilet på hans læber er dog ægte nok, og han kan ikke helt gemme latteren i sin stemme, da han svarer: "Det skal jeg nok... Kun onde mennesker, det kan jeg godt leve med."

"Og, så må du gemme dig i et stykke tid... Jeg vil prøve at få styr på det, men hvis nogen vil hævne den Øverste, så vil jeg ikke have, at de finder dig."

Igen er latteren i hans stemme tydelig: "Det er ædelt af dig, og jeg føler lidt, at du burde være vred på mig... Du burde hade mig."

Hun sukker tungt.

"Jeg kan ikke hade dig Takou, det ved du godt, det ligger ikke i min natur at hade folk... Og jeg kan godt se, hvorfor du har handlet som du har, selvom jeg ville have fortrukket en anden udvej."

"Også mig, men dukkeførerne ville åbenbart noget andet."

Hun løfter undrende hovedet: "Dukkeførerne?"

"Åh, bare glem det... Jeg er ved at være lidt træt og trænger nok til at komme tilbage til min grotte."

Han sender hende et smil, hvorefter han lægger begge hænder på hendes skuldre: "Julia, lige meget hvad du ser derinde, så håber jeg, at du stadigvæk vil tænke på mig med de samme tanker, som du tænker lige nu."

Hun nikker, mens tårerne dannes i øjenkrogene. Forsigtigt tørrer han den første tåre væk.

"Farvel Julia... Du skal vide, at du virkelig har ændret mit liv."

Med hjertet siddende i halsen og de forræderiske tårer på vej, læner han sig frem og kysser blidt hendes pande, før han vender sig rundt. Han lader hende ikke engang sige ordene, før han har skiftet tilbage til sin dæmon-skikkelse og dermed spreder vingerne, så han kan sætte kurs mod Portalen hos Dyderne.

Platformen fra før er tom og helt uden liv. Selv ikke Dødssynderne er der. Portalen lyser op i midten af det hele, hvor den blanke overflade endnu ikke viser noget billede. Takou tager en dyb indånding og forestiller sig skoven, hvor han sidst havde været, inden han trådte gennem Portalen. Billedet af skoven dukker med det samme op, og til hans held, kan han se, at det er dag i den menneskelige verden. Med et sidste blik over skulderen på den Øvre Verden træder han igennem Portalen og dermed ind i den menneskelige verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...