Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9962Visninger
AA

25. Kapitel 25

Jeg kan ikke vende om nu... Jeg må kæmpe... Jeg må stoppe ham!

Takou hopper frem og tilbage mellem søjlerne, mens Krigerenglene sender pile og dolke af sted gennem luften. Han kan mærke de små svirp mod huden, når de gyldne våben snitser huden. Hjertet pumper blodet rundt inde i ham, men han hiver ikke efter vejret. Det er som, når han jager. Hovedet er fyldt med mørke, så det kun er instinktet, der tager over. 

Han må springe til side endnu engang. En smule irriteret over, at de ikke laver et direkte angreb, men blot bruger langdistance våben, får ham til at råbe op: "Hey! Jeg troede ikke, at I var sådan nogle kujoner... Gemmer jer bag jeres våben... I Tør jo ikke engang kæmpe en rigtig kamp!"

En dolk flyver forbi hans ansigt, så han hurtigt må dukke sig og løbe ud til den ene side, hvor han atter bliver forfulgt af de gyldne pile.

"Tre mod én... Det er vist ikke helt fair!" 

Selvom hans stemme er fyldt med overmod og latter, så kan han mærke frygten i maven. Den frygt som gør ham usikker på sig selv. Han kan også mærke udmattelsen.

Ikk' giv op nu, Takou!

Med den tanke som drivkraft, løber han i zigzag bevægelser hen mod de tre Krigerengle, som bliver ved med at skyde efter ham. Han springer op i luften og ruller ud til siden. 

Hold dig i gang!

Den ene Krigerengel er inden for hans rækkevidde. Med halen får han skubbet buen ud af Englens hånd, så den falder til jorden med et tungt bump. Takou griber ud efter halsen på Krigerenglen og klemmer til. På samme tid drejer han rundt, så Krigerenglen ved siden af, der lige har kastet en dolk, i stedet rammer den anden Engel i stedet for Takou. 

Der kommer et lille "Åh!" fra den døende Krigerengel, da han bliver ramt i ryggen af den gyldne dolk. Takou tager sig ikke af, at personen har smerter, i stedet bevæger han sig fremad med alt sin styrke og ramler ind i dolkkasteren. Idet den døende Krigerengel rammer den anden, bliver dolken skubbet dybere ind i kroppen, så Englen spytter blod ud. Blodet rammer Takou i ansigtet. Den varme væske glider nedover hans kinder og drypper ned på tunikaens bløde stof.

Han slipper Englen, som synker sammen på jorden. Den anden Krigerengel rejser sig forfærdet op og stirrer på sin døende ven. Takou føler ingen sorg over at udnytte Krigerenglens kortvarige forsvarsløshed. Han skubber den nyerhvervede skyldfølelse om bag i hovedet til resten af den ondskabsfulde bagage, som for altid vil hjemsøge ham. 

Takou bevæger sig så hurtigt, at Englen ikke engang når at blinke. Hans skarpe klør bryder huden uden hindring, så blodet flyder ud over tøjet og hans hænder. Han mærker varmen forsvinde fra Englens krop. Lugten fylder hans næsebor og tænder sulten inde i ham. Men det er ikke den, der får ham til at vende sig i vrede om mod Johan, som har trukket sit gyldne sværd. Nej, han kan stadigvæk mærke hadet indeni. Det had, som Krigerenglen foran ham får til at pulsere som dræbende flammer. De flammer, som Takou er blevet født af.

"Jeg skulle have dræbt dig første gang vi mødtes!" råber Johan, mens fråden står ham om munden.

Takou læner sig forover samtidig med, at det velkendte klovnesmil dannes på hans læber: "Jeg tænker præcist det samme."

Og med de ord styrter de imod hinanden. Johan med dragen sværd, og Takou med sine klør og hugtænder parat til at flænse Krigerenglen. Ingen af dem bemærker den Øverste, som med dyster mine betragter deres bevægelser. Han ser, hvordan de springer frem og tilbage, hver især styret af deres had til hinanden. Man kan nærmest sammenligne deres kamp med en koreograferede dans, hvor det dryppende blod, der både syder og brænder, fungerer som regndråber. 

Inde i karret i festsalen, flyder billeder af kampen fra den menneskelige verden rundt. Den Øverste ser tomt på blodet, der flyder fra de mange sår. Han lukker af for de døendes skrig, og sørger i sit stille sind over de mange liv, som han er blevet nødt til at ofre for en verden uden ondskab.

"Det er bedst sådan," hvisker han. 

Han vil skabe den perfekte verden, hvor de alle vil kunne leve i fred og ikke skal bekymre sig om skyggerne i mørket. Men for at kunne opnå denne drøm, bliver han nødt til at finde dæmonernes Portaler og lukke dem for evig tid. Og hvis det betyder, at han må udslette hele den Nedre Verden, så må det være sådan. Den Øverste sukker tungt, mens han ser over mod Dæmonen og Krigerenglen, der begge kæmper ihærdigt for at nå den anden til livs. Det gør lidt ondt inde i ham at se, hvor meget Johan har overladt sig til sin vrede. Som Krigerengel er det meningen, at man skal respektere sin fjende. 

Den Øverste fugter sine læber, mens han betragter den Engel, som skal have Julia. Han føler inderst inde, at valget er det rigtige. Denne Krigerengel vil kunne beskytte hans datter og er ikke svag som han selv var, da dæmonerne slog hans partner ihjel. Han husker stadigvæk den dag tydeligt. Taiyo havde været lyset i hans liv. Hun havde støttet ham gennem alt, også da han blev Den Øverste. 

Johan skriger op, da Takou får grebet fast om Englens arm og i samme tag knytter næven og banker den ind mod Johans kæbe, så selv Den Øverste kan høre knoglerne knase.

Taiyo havde hele tiden fortalt Den Øverste, at hun drømte om en verden, hvor alle tre verdener kunne leve i fred. Og selvom han var klar over, at det aldrig ville kunne lade sig gøre at inddrage den Nedre Verden i denne drøm, så lod han hende have den. Men han skulle have knust den drøm - Så havde hun stadigvæk været i live.

Den Øverstes øjne søger henover Pladsen og mod skyggen af det tårn, hvori Julia er låst inde. Arvingen er det sidste tilbage, som minder ham om Taiyo. Han husker tydeligt hendes stålfasthed, da hun hver eneste gang de var ude, prøvede at vinde dæmonerne over på den gode side. Hun gav dem en ny chance, sagde hun, men hver gang enten forsvandt dæmonen, eller måtte de slå til før nogen kom til skade.

De mange nederlag tog hårdt på Taiyo, og det blev værre efter, Julia var blevet født. Hendes konstante kamp for en fredelig verden, blev styrket af hendes frygt for, at Julia skulle vokse op i tre verdener i krig. Derfor tog hun hver nat ud for at opsøge dæmoner. 

Johan griber fat om Takous håndled og svinger dæmonen ud til siden, så Takou rammer jorden og får slået alt luften ud af lungerne. Krigerenglen er ikke sen til at udnytte Dæmonens sårbare position. Med en allerede healende kæbe og blodet flydende fra flere sår, svinger Johan det gyldne svær i en cirkulær bue. Takou undgår med nød og næppe.

Den Øverste vender sig bort fra kampen med bedrøvede øjne. 

En nat vendte Taiyo ikke tilbage. Han havde ikke vidst, hvad han skulle gøre. Eftersøgningen gik i gang, og der gik ikke lang tid før, rygtet havde spredt sig mellem den Øvre og Nedre Verden. Flere dæmoner påstod, at de havde dræbt Den Øverstes mage, men påstandene viste sig at være usande, da Krigerenglene undersøgte sagerne. Det var først flere måneder efter hendes forsvinden, at et spor blev lagt ud.

Han bevæger sig hen mod mørket for enden af festsalen, mens hans hjerte begynder at visne i takt med, at de sørgmodige minder vælter indover ham.

Først havde det været en hårlok. Derefter hendes halskæde. Efter nogle dage var en afhugget hånd dukket op. Med en stigende gru, havde hele den Øvre Verden, lamslået, modtaget delene af Taiyo pakket ind i fint silkestof. Julia havde været meget ung, kun et barn, da Nienna bragte dem det afhuggede hoved, som slet ikke lignede den smukke Tayio, som var hans mage og Julias mor.

Det havde efterladt den Øvre Verden i dyb sorg. Og hadet havde sidenhen fået lov til at vokse i den Øverstes hjerte. Et had og frygten for, at nogen skulle gennemleve den samme rædsel. De havde aldrig fundet dæmonen, som havde gjort det. Han havde håbet, at dæmonen på et eller andet tidspunkt ville stå frem, men det er aldrig sket. Og derfor kom Tayios drøm tilbage til ham, bortset fra, at han kun havde set Den Øvre- og den menneskelige Verden som en del af den drøm. Og nu, hvor Julia er moden, så er tiden inde til, at Tayios drøm bliver opfyldt. 

Han knuger hånden om staven samtidig med, at han fortsætter dybere ind i mørket. Lyden af Takou og Johans kamp giver genlyd inde i den store sal, men Den Øverste lukker blot af for larmen. Han ser ikke den mørke skikkelse, som følger efter ham i skyggen. Det er kun den tunge fornemmelse af en hadsk byrde, der fylder tomrummet i Den Øverstes hjerte, der vidner om en af dødssyndernes tilstedeværelse.

***

 Takou må springe tilbage, da Johan er faretruende tæt på at ramme ham med sværdet. Han er ikke sikker på, om sværdet er dyppet i den langsomt dræbende gift, eller om klingen blot er blevet velsignet. Det begynder at klø mellem hans skulderblade ved vingerne, så med et spring, spreder han dem og lader sig selv flyve et stykke bagud.

"Flygter du Dæmon!?" råber Johan spydigt med en kølig latter.

Takou går ned på hug, hvor han tager nogle dybe indåndinger, før han svarer Krigerenglen: "Egentlig ikke, jeg ville bare give dig lidt pusterum, før jeg smadrer dig helt."

Og med de ord styrter han hen mod Johan. Han sørger for at flytte sig fra side til side, så Johan umuligt kan nå at gøre sit forsvar parat. Det virker også - Lige indtil en skikkelse bliver opfanget i udkanten af Takous syn. Han bliver et kort øjeblik uopmærksom, hvilket giver Johan tid til at gribe fat i en af de skarpe dolke fra sit bælte. Sværdet har han sat tilbage i skeden, og med dolken i hånden springer han frem mod Takou og vælter ham omkuld. Uden tøven hamrer Johan dolken gennem Takous håndflade.

Smerten, der skyder op gennem Takous arm, får ham til at skrige. Og han når kun lige at bide sig selv i tungen får at lukke skriget inde i sig selv, da Johan hiver endnu en dolk frem og gennemborer den anden hånd. Et nyt skrig flænser den lune luft. 

"Du troede, at du kunne vinde, gjorde du ikke Dæmon?" ler Johan med en gysende hjemsøgende latter.

"Jeg prøver ikke-" Takou må bide sig i læben for at holde endnu et smertende udbrud tilbage, før han fortsætter med at tale: "-Jeg prøver ikke at vinde... Jeg prøver at stoppe galskaben!"

Og med de ord, lukker han fingrene om dolkene og løfter hænderne op. Selvom smerten får det til at svimle for ham, så gør hans instinkter det let for ham at overrasker Johan. Med klovnesmilet prydet omkring de blodige læber, lader han sin hale gribe fat om Johans hals. Johan spærrer øjnene op i rædsel i samme øjeblik, Takou med al sin styrke klemmer livet ud af Krigerenglen. 

Langsomt hiver han den ene dolk ud af håndfladen, så det sydende blod drypper ned på fliserne. Det sitrer lidt i hans fingerspidser. Han ser ikke engang ned, da han hiver den anden dolk ud af såret. Hans blik er fæstnet på det døende blik, som om få sekunder vil være matte og tomme i Johans ansigt. Takou kan mærke blodrusen boble inden i ham.

 

"Du ved ikke engang, hvad jeg hedder."

Det trækker lidt i hendes ene mundvige.

"Nej... Jeg troede ikke, at du ville fortælle mig det."

"Takou. Mit navn er Takou."

"Ligesom floden..."

"Floden?"

"Mmh..."

 

Ordene kommer til ham som taget ud fra en drejebog og slynget op på en storskærm. Han kan stadigvæk høre Julia's stemme så klar og tydelig, som om hun lige havde sagt ordene til ham. Han ved ikke, hvorfor det lige er de ord, som han huske, men de får ham til at løsne halens greb omkring Johans hals en smule. 

Hvad er det, jeg gør?

”Hvorfor… Hvorfor?”

Han kan ikke helt bestemme, hvad det er, han vil spørge om, så han lader den hænge i luften.

”Fordi, jeg ikke længere tror på, at du er ond, hvis du var det, så ville du for længst have gjort mig fortræd.”

 

Han har ændret sig, det er han sikker på. De mange fremmede følelser, som altid har været undertrykte, er blevet en del af ham, hvilket betyder, at han ikke er den samme som før. Han har altid troet fuldt og fast på, at hans livsstil var sådan dæmoner levede, men nu er han ikke så sikker længere. Forholdet til Julia og Niennas bekendtskab har gjort ham mere forvirrende, men også lært ham nye ting. 

Hvis han slår Johan ihjel nu, så vil han blot være den gamle Takou. Den Takou som var styret af de Syv Dødssynder. En marionetdukke. Nu er han sig selv. Sin egen herre. Han vil ikke længere være det uhyre, den klovn, som alle har stemplet ham som. 

Halen slipper fuldstændig sit tag, så Johan falder til jorden, hvor han ruller om på siden med en hæs hosten. Takou lader ham ikke komme til kræfterne, så med et hårdt udtryk, hiver han fat i Johans hår og lader den ene blodige knytnæve ramme Englen på siden af hovedet, så han bliver slået bevidstløs. Forsigtigt tørrer han det ætsende blod væk, som han derefter prøver at tørre af i fliserne, men blodet fra håndfladerne bliver ved med at farve fliserne røde og får dem til at boble. 

Han sukker tungt og lukker træt øjnene. Men han åbner dem hurtigt igen, da han kommer i tanke om skikkelsen tidligere. Med en ubehagelig fornemmelse, ser han sig omkring, men der er ingen at se. Ikke engang Den Øverste, som havde betragtet kampen tidligere.

Takou lader sit blik glide hen til den kæmpe indgangsdør, der stadigvæk står åben. 

Han er derinde... Den Øverste - Jeg må stoppe ham! Stoppe dette vanvid!

Med hænderne knyttet ned langs siden, går han med tunge skridt op ad trappen. Han kan mærke sveden glide ned over kroppen og sætte sig i tøjet, så det klæber sig ind til kroppen. Træt og fyldt af en psykisk udmattelse tørrer han sved og blod af panden samtidig med, at han nærmer sig toppen af trappen. Han har en fornemmelse af, at det hele vil slutte inden længe; Enten godt eller skidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...