Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9696Visninger
AA

24. Kapitel 24

Selvom han ikke er bekendt med den Øvre Verdens steder, så har han alligevel en anelse om, hvor den Øverste befinder sig. Mindet om den skarpe sol mod sine øjne står skarpt i hans hukommelse, og han husker tydeligt, at Nienna omtalte noget, som hedder Pladsen

Det føles forkert, at være ud i den friske luft og svæve lavt henover de små bygninger, der er omgivet af naturen. Han kan ikke lade være med at tænke tilbage til den tid, hvor menneskene stadigvæk boede side om side med dyrene og hver dag var en kamp om overlevelse. Det havde været en interessant periode at jage i. Mange af menneskene havde taget kampen op med dæmonerne, og prøvet at bruge deres ynkelige hjemmelavede våben til at lave sår i dæmonernes hårdføre hud i et forsøg på at beskytte deres kære.

Takou smiler let, men mindet giver ham også en tung fornemmelse i maven. En ukendt følelse, der har været undertrykt i meget lang tid. Den får ham til at fortryde de mange handlinger, de mange ondskabsfuldheder, som han med nydelse har udført. Selvom sulten stadigvæk får ham til at tænke på blod og frisk kød, så føler han ikke den samme trang til at slå ihjel, som han før har gjort. 

Er jeg virkelig en helt anden person? Har de virkelig styret og manipuleret mig i så lang tid?

Han knytter hænderne ned langs siden, mens han sætter farten op. I et forsøg på at skubbe de nagende tanker væk, lader han blikket søge omkring sig, efter et eller andet tegn på, at den Øverste kunne være i nærheden. 

Heden fra den nærmende sol får ham til at svede og føle ubehag. Ikke så stærkt som første gang han så den, men stadigvæk nok til at han må holde hovedet sænket, så strålerne ikke rammer øjnene. Nogle høje tårne, der er forbundet med en hvid bygning, der minder meget om et slot fra eventyr, rejser sig frem mellem træerne. 

Hans indre intuition fortæller ham, at det er her, hvor Julia er. Takou er ikke sikker på, hvorfra han ved det, men han vil ikke have nogen anelse om, hvor hun ellers skulle være. Stedet her virker som det mest oplagte sted for en Arving at være under en krig. I sikkerhed fra blodsudgydelserne.

Med et dybt åndedrag begynder han at dale ned mod jorden, så slottets murer kommer utrolig tæt på. Men med øvede bevægelse flyver han langs muren og videre forbi et tårn, der meget vel kunne være et ubrugt vagttårn. Han finder det en smule morsomt, at der er et vagttårn her, når den Øvre Verden skulle forestille at være fredelig og derfor ikke skulle gå op i forsvar.

Takou flyver henover muren, så den store plads bestående af et mønster af sten og krogede træer uden blade kommer til syne. Der er ingen ude på Pladsen. En smule skuffet lander han på de hårde sten, hvor varmen fra solen reflekteres, så de føles hede under hans tynde skosåler. Stedet føles underligt tomt og forladt, hvilket får ham til at føle en hvis uro.

Med vingerne liggende tæt ind til kroppen og hovedet drejende skiftevis til højre og venstre begynder han at gå henover Pladsen. Hans åndedræt er roligt og dæmpet, som når han er på jagt. Og han kan mærke den svage prikken i huden, som han altid får lige før en kamp. 

Han fortsætter ligefrem hen mod nogle trapper, der fører op til en kæmpe dør med fine udskæringer. Det er med panden mod den kølige dør og et tøvende åndedrag, at han åbner døren. Hængslerne knirker en anelse, men glider ellers let op, så den store festsal kommer til syne. 

Bortset fra, at der ikke er pyntet op til festligheder. 

Rummet har højt til loft, hvor søjler skyder op fra jorden med udhugget skulpturer af diverse væsener fra den Øvre Verden. Vinduerne er høje og lukker en masse lys ind. Men lyset lader ikke til at nå enden og midten af rummet.

I midten står der et kæmpe kar, hvor tre krigerengle står med koncentrerede blikke og tænkende miner. De løfter alle blikket, da Takou åbner døren, og han genkender med det samme den ene af dem. Johan. 

Jalousien i hans hjerte kravler ind og får ham til at føle et brændende had til englen. Den engel, som Julia er tvunget til at tage som partner på grund af den Øverste's ordre. Det er kun viljen og Julia's ansigtsudtryk, der fór forbi hans blik, der gør, at han ikke springer direkte på Krigerenglen.

Der lyder et host fra mørket i enden af rummet. Takou flytter langsomt blikket fra de tre Krigerengle, der nu alle har løsrevet sig fra karet og står med hånden på deres våben, og lader det fortsætte ned mod mørket. 

Den krumbøjede skikkelse med det lange hvide skæg og de gyldne øjne, får Takou til at tabe pusten. Han vidste godt, at den Øverste er gammel, men ikke  gammel. Rynkerne hænger i folder i hele hans ansigt, så han har svært ved at se, mens den ene krogede hånd knuger hårdt fast om en høj stav. 

Ved siden af den Øverste står en lille pige. Hendes korte sorte hår virker som en stærk kontrast til den Øverste's hvide kåbe, mens hendes karamelfarvede hud falder helt uden for de ellers sandfarvede engle og de blege omgivelser. Hun ser undersøgende på Takou, men lader ikke til at være skræmt af ham. 

Underligt...

Den Øverste griber ud efter hendes hånd, hvorved han trækker hende med, da han sætter kursen mod karret, hvor de tre Krigerengle stadigvæk står.

"Dæmon! Hvordan er du kommet herind?" Hvæser Johan med hadsk stemme.

Takou har stadigvæk ikke helt vænnet sig til den store forskel mellem almindelige engle og Krigerengle. Engle som Julia virker utroligt blide i forhold til disse Krigerengle, som på en måde minder utrolig meget om dæmoner. Blot med andre mål og andet udseende. Der er nok også nogle flere forskelle, men Takou kan ikke helt lade være med at smile halvt af denne tanke.

"Let nok... Jeg åbnede Portalen."

Han kan ikke lade være med at trække ubekymret på skuldrene, mens han ser sig undersøgende omkring, som om de slet ikke udgør nogen trussel for ham. 

"Du gjorde hvad!?" Udbryder en af de andre Krigerengle overrasket.

Takou klør sig lidt på hagen, mens hans øjne igen falder på den lille pige. Han kan ikke helt finde ud af, hvorfor hun er så vigtig, at den Øverste ikke vil give slip på hende og endda gemmer hende lidt bag sig.

"Du hørte mig godt... Jeg åbnede Portalen." Gentager Takou med en ligegyldig tone.

Tænksomt sænker han hånden og lader den falde ned til siden samtidig med, at han flytter vægten over på den ene fod, så hele hans krop hælder lidt. 

"Men ingen fra den Nedre Verden kan gøre det... Det er umuligt!" Nærmest sprutter Johan. 

Takou prøver at fastholde pigens blik, mens han sender hende et forsigtigt smil, sådan så han ikke viser hende sine skarpe tænder. Han prøver at virke afslappet i sin holdning, mens han taler: "Forkert... Hvis man har gode intentioner, så kan alle komme ind i den Øvre Verden... Spørgsmålet er bare, om man vil det nok."

"Og alligevel dukker du op her i din dæmonskikkelse." Påpeger den ene Krigerengel med lysebrunt hår.

Takou kan godt se problemet der, så uden at tøve skifter han til menneskeskikkelse. Dette resulterer i et gisp fra pigen. Hun træder et skridt frem, men den Øverste griber straks fast i hendes skulder og trækker hende tilbage.

"Der kan I se... Jeg er nu i menneskeskikkelse og fuldstændig forsvarsløs. I kan vælge at skyde mig her og gøre jeres fine rene gulv beskidt som jeres snæversynede sind." Han ved at det er dumt at tirrer dem, men han kan ikke lade være. Af en eller anden grund, begynder han at føle sig mere og mere ovenpå igen. Han føler, at han har vundet noget af sit jeg tilbage.

"Du er meget sikker i din sag, selvom du er rapkæftet Dæmon... Men hvad gør du så her, hvis dine intentioner er gode?" Spørger den tredje dæmon med langt gyldent hår flettet i en fletning.

"Jeg vil have jer til at stoppe krigen."

"Hah! Hvorfor skulle vi gøre det? Så I vil kunne slå igen, mens vi trækker os tilbage? Så dumme er vi heller ikke Dæmon." Den Øverste's stemme er rusten og hvislende som tynd papir, men kraften i den er ikke til at tage fejl af.

"Og hvordan skulle det kunne være sandt, når jeg umuligt kan åbne Portalen med bagtanker lurende i baghovedet? Du står der og siger, at jeg faktisk har narret Portalen... Utroligt... Jeg vidste ikke, at jeg besad den slags evner." Slutter han af med en sarkastisk mine henvendt til den Øverste. 

Den lille pige åbner pludselig munden: "Er du fra den Nedre Verden?"

Takou flytter straks blikket fra den Øverste og vender det imod pigen, der ser på ham med store øjne.

"Ja, jeg kommer fra den Nedre Verden."

"Hvordan er der, der?" Spørger hun, mens hun atter prøver at tage et skridt fremad, men den Øverste's greb er for stramt.

"Varmt... Ensomt... Og nogle gange uhyggeligt." Han lægger hovedet lidt på skrå, og han har svært ved at skjule smilet, da hun spærrer øjnene op og åbner munden, så den danner et lille "o".

"Betyder det... At man ikke har nogen venner dernede?"

Ordet "venner" får det til at stikke ham i hjertet, så han sænker blikket et kort øjeblik, hvorefter han løfter det igen med et smil: "Jo, jeg har venner... Værdifulde venner. Vi beskytter hinanden, driller hinanden, hjælper hinanden og vigtigst af alt, så er vi der altid for hinanden."

Hun lukker munden, hvorefter hun ser op på den Øverste med forvirring i de store øjne.

"Men du sagde, at de ikke kunne blive vores venner? Du sagde, at de hadede alle, sågar hinanden... Hvorfor vil du have, at jeg skal stoppe tiden for dem, når det vil betyde, at de bliver adskilt fra deres venner?"

Tiden...

Takou skal til at sige ordet højt, men ved at bide kæberne sammen i sidste øjeblik, formår han at opretholde det smilende ansigt og de undersøgende øjne. Han har fundet hende. Tiden. 

"Det passer også Masa, men du må forstå, at denne dæmon vil gøre alt for at få dig over på sin side... Han lyver for at vinde din tillid. Du må ikke tro på ham - Han kommer jo trods alt fra den Nedre Verden."

Hun ser på den Øverste med et meget alvorligt blik, hvorefter hun langsomt drejer hovedet mod Takou.

"Men hvad hvis han taler sandt? Du sagde, at I ville sørge for, at væsenerne fra den Nedre Verden aldrig ville gøre nogen ondt igen... Men hvis det betyder, at I vil gøre dem ondt, hvordan kan det så gøre jer bedre end dem?"

Takou kan ikke helt lade være med at smile bredere, hvilket den Øverste bemærker. Hans næsten usynlige øjne stirrer koldt på Takou. Hadet er tydeligt. 

"Hun har ret... Du er blevet forblændet af dit had til væsenerne fra den Nedre Verden... Du har ladet frygten styre din fornuft..."

Takou tager en dyb indånding og fortsætter med at tale, mens han vender blikket mod Masa: "Jeg kan ikke lyve for dig nu... Den Nedre Verden er ikke som her, og det vil den aldrig blive... Men vi kan ændre os. Vi lever sammen og følger vores instinkter for at overleve, ligesom alt andet levende. Det, at vi lever som rovdyr, gør os hverken til dårligere eller bedre væsener, men stempler os blot som ondskabsfulde væsener."

Masa vender sig helt rundt, så hun kan opsluge hvert og et af hans ord. Det lader også til, at den ene Krigerengel er blevet berørt af hans ord, da denne har sluppet sit greb om våbnet og i stedet blot ser tænkende på den Øverste.

"Vi har også familier og venner, som menneskene på jorden. Jeg har aldrig kendt til min moders kærlighed eller til min faders varme. De gav mig livet, men tog sig aldrig rigtig af mig. Men sådan er det ikke ved alle... Min veninde Nasra... Hun elsker sin familie, og de har et tæt bånd, et bånd, som jeg aldrig nogensinde vil opleve... Og der er andre som hendes familie."

Billedet af Bali, som beskyttende lægger en hånd om sin unge. Morgul, der trækker Nasra til side. Julia's blik, da de skilles. Hans hjerte banker hurtigere og hårdt, hvilket får ham til at gribe fat ved tunikaens stof over hjertet.

"Vi lever som vi gør, fordi det er sådan vi er... Det samme gælder for jer... Men hvis balancen mellem de to verdener bliver forstyrret, så vil det gå ud over alle. Der er en grund til, at der findes godhed og ondskab i verden... Der er en grund til, at der findes noget, som hedder de syv Dødssynder og de syv Dyder... Hvis der ikke var, så ville man ikke kunne kende til følelsen af glæde og sorg."

Det sitrer lidt i hans mundvige, da han sender de andre et halvt smil.

"Og desuden... Så ville I komme til at kede jer gevaldigt, hvis I ikke har noget at beskytte de svages liv imod."

Masa blinker flere gange i streg, mens hun atter prøver at gå fremad mod Takou.

"Du skal ikke lytte til ham... Han bruger en slanges ord for at få dig over på deres side... Den forkerte side." Hvisker den Øverste.

Takou fnyser: "Den forkerte side? Jeg ved snart ikke... Hvem af os er det lige, der ville udslette en hel anden verden? Hvem var det, som sendte en hær ind i menneskenes verden og dermed har forårsaget kaos der... Ikke os, men jer."

Hans øjne lyner, og han kan mærke anspændtheden i hele kroppen, der får ham til at virke mere stiv i det. Selvom han er i menneskeskikkelse og dermed næsten er sikker på, at de ikke vil gå til angreb på ham, så føler han sig usikker og sårbar.

"Kan du ikke se det Masa? Han prøver at skabe splid mellem os... Din familie, vi-" Men hun afbryder ham med en lille men stærk stemme: "Jeg har ingen familie... Jeg har ikke engang en mor eller far. Jeg er tiden, og tiden vil altid være til. Jeg er ikke dum, bare fordi jeg har skikkelse som en lille pige." Hun ryster hans hånd væk fra skulderen, og han lader den falde, hvorefter hun fortsætter med at tale: "Jeg har truffet min beslutning... Jeg vil ikke stoppe tiden."

Takou ånder lettet ud, og han har svært ved at skjule det triumferende blik, som han sender den Øverste. 

"Der ser du... Selv Tiden kan sige, at det hele bør stoppes," siger Takou med en spag stemme.

Den Øverste knuger hårdt om staven, mens hans gyldne øjne stirrer hadefuldt på Takou. Masa ser på dem begge to, mens hun langsomt bakker bagud: "Jeg vil tage af sted nu..."

Og med de ord forsvinder hun i en lysstråle. De ser alle på det punkt, hvor hun få sekunder forinden havde stået. Stilheden i salen er dræbende, og Takou føler en sær trang til at bryde den, selvom det sikkert vil betyde vrede fra de andres side.

"Se nu, hvad du har gjort Dæmon..." Begynder den Øverste at hviske spydigt.

"Hvilket? Jeg har bare gjort din beslutning lettere for dig... Indkald hæren og afblæs hele dette galskab."

Den Øverste begynder at le. Sådan en hæs gammel latter, som ekkoer mellem det høje loft og gulvet.

"Det kan jeg ikke Dæmon... Vi vil klare os uden Tiden. Det gode vil vinde."

"Ikke hvis de gode er blevet inficeret af ondskaben." Siger Takou med en dyster mine.

"Ondskab? Den eneste ondskab, som er til stede her er dig..." Den Øverste vender blikket mod de tre Krigerengle: "Sørg for, at han ikke kommer herfra... Jeg vil tilgive jer disse blodsudgydelser, selvom det er på hellig grund."

"Hvad!?" Takou ser vantro på den Øverste, som nu har vendt ryggen til ham. 

Ud af øjenkrogen ser han de tre Krigerengle gribe fat om deres våben. Alvoren rammer ham med en sådan kraft, at han uden tøven springer bagud og ud af døren. Lige i tide til at undgå den forbifarende gyldne dolk.

"Fuck..." Udbryder han, mens han ruller ned ad trapperne og til sidst ender på ryggen på de varme fliser.

"Jeg sidder i lort til halsen nu... Fuck!"

Hurtigt ruller han om på maven og skubber sig selv op, hvor han i samme øjeblik skifter skikkelse. Det er kun lige med nød og næppe, at han undgår endnu en gylden dolk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...