Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte? Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden. Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter. Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet. //Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9606Visninger
AA

23. Kapitel 23

Han lægger vingerne ind til kroppen, da han træder igennem Portalen. Det sitrer i hele hans krop. Takou har vendt ansigtet fremad, så han ser ikke skyggerne, der er ved at samle sig mellem træerne bag ham. Skygger som oprindeligt har en menneskelig form, men som kan udvide sig og dermed lettere angribe sine ofre. Takou tager en dyb indånding og lader resten af kroppen bryde Portalens overflade.

Stilheden på den anden side af Portalen er skræmmende. Han er gået ned på knæ og har sænket hovedet, mens øjnene er lukket. Det er med en tøven, at han forsigtigt åbner øjnene. Frygten for at blive blændet og mærke den brændende sviende smerte på indersiden af øjenlågene igen, gør ham nervøs. Et lille vindpust får ham til at se op.

Rummet han er i, er ikke den lille grotte for enden af den lange gang. Han kan ikke genkende stedet. Det ligner en cirkulær platform, der er hævet over jorden, hvor det eneste der holder kuppeltaget oppe er de brede søjler hele vejen rundt. Men det er ikke vindpustet fra den blide vind, som får ham til at stirre skræmt frem for sig.

Foran ham, få skridt væk, står en røglignenede hvid skikkelse. For ham ligner det en kvinde, men det er som om, at skikkelsen hele tiden ændrer udseende. Røgen pulserer, så små energier bliver sendt ud i rummet. Og for hvert pulsslag, kan han mærke en blid varme mod sin svedige svovllugtende hud.

"Hvem er du?" Hvisker han, mens hans øjne søger rundt i rummet.

Han stopper dog sin søgen, da hun taler. Hendes stemme er som et ekko af flere stemmer, der taler på samme tid: "Vi har mange navne... Men det mest kendte er de syv Dyder."

Skikkelsen har intet ansigt, men alligevel føler han, at hun ser direkte på ham.

"De syv Dyder... Burde I så ikke være ude på slagmarken?" Spørger han.

Takou er stadigvæk nede på knæ, og hans instinkt fortæller ham, at han bør blive der.

"Nej, vi deltager ikke i de to verdeners stridigheder."

En af de lyse stemmer skiller sig ud ved at fortsætte med at tale: "Vi kan ikke blande os - Det vil skabe ubalance."

Takou har lyst til at slå i jorden. Han føler en stærk trang til at råbe ad dem, selvom følelsen egentlig ikke burde være der.

"Hvorfor? De syv Dødssynder er derude - Burde I så ikke være der for at opveje balancen?" Han sænker blikket og ser ned mod gulvet, hvorefter han fortsætter: "Hvorfor er I her... Er I en slags vagter?"

"De syv dødssynder... Men de skal holde sig i skyggen! Som modsætninger må vi ikke indblande os i de dødeliges affære. For meget af en synd eller dyd, kan medføre store katastrofer og smerte."

Han løfter hovedet: "Men det er jo netop det, der sker lige nu. De styrer slagmarken og fører mere skade til, så det bliver svære og svære at sætte en stopper for det."

Røgskikkelsen pulserer en enkelt gang, hvorefter en ny skikkelse skiller sig fra den, så der pludselig står to skikkelser: "Er du her for at stoppe krigen?"

Hendes stemme er lav, men han kan tydeligt høre hende. Han prøver at fokusere på det ansigtsløse hoved, mens han fugter læberne: "Ja... Jeg vil prøve at tale den Øverste til fornuft. Det, han gør, er forkert."

Atter en skikkelse skiller sig fra den første: "Men hvordan kan et væsen som du - Fra den Nedre Verden - Kunne gøre det?"

Han flytter blikket over på den nye skikkelse: "Det ved jeg ikke - Men det skal kunne lade sig gøre!"

"Jeg tror ikke, at han lyver. Og desuden... Så åbnede han Portalen, hvilket betyder, at hans hensigter er gode. Vi bør lade ham passere..."

En tredje skikkelse skiller sig fra den første. I stedet for at stille sig ud til siden som de andre to, så fortsætter hun hen mod ham. Han når kun at blinke én enkelt gang, før hun står foran ham.

"Mine søstre har ret... Du er et væsen fra den Nedre Verden. De syv dødssynder præger din sjæl mere, end de syv dyder... Og alligevel er det som om, at du er mere ren i dit sind, end nogle væsener fra den Øvre Verden."

Skikkelsen går ned på hug, hvorefter hun løfter de gennemsigtige hænder, hvor små energier stadigvæk pulserer som hjerteslag: "Ja, du har blod på din sjæl. Men gennem handlinger har du på en eller anden måde formået at gøre bod på nogle af disse ulykker, som du har forårsaget."

Hendes hånd er få centimeter fra at røre ved hans kind: "Jeg kan næsten trænge ind i dit sind... Men der er noget-" Hun bliver afbrudt af skikkelsen, der stadigvæk indeholder de resterende dyder: "Portalen! Luk den!

Takou drejer hovedet med et ryk. Det er med hjertet siddende i halsen og et overrasket udbrud, at han springer til siden. I stedet for den lette lysende overflade, så er Portalen blevet helt sort. Den tykke væske drypper ned fra kanten, som om at det er et maleri med for meget vådt maling på. 

Dråberne samler sig i små pytter, mens de hurtigt forvandler sig til en sort skikkelse. Takou føler en sær følelse af genkendelse, selvom han er sikker på, at han aldrig har mødt dette væsen før.

"Avaritia!" Skikkelsen til højre, hende der havde sagt, at de godt kunne lade ham passere, farer frem mod den sorte skikkelse. 

Avaritia, den sorte skygge, er ikke bleg for at gå til angreb mod den skikkelse, som må være Liberalitas. Griskhed og Barmhjertighed. Takou kan mærke den pulserende energi mellem de to modsætninger. Og da de støder sammen, blandes deres skikkelser, hvormed et kraftigt vindpust vælter Takou omkuld. Kampen, der udspilles foran ham er mellem to energier så ældgamle, at deres eksistens indtil nu aldrig har skænket ham en tanke. Det føles mere som om, at han er trådt ind i en verden, han ikke burde have set. 

En af Dyderne må have lukket Portalen, for den er pludselig forsvundet. Endnu et sammenstød mellem modsætningerne får vinden til at blæse Takou omkuld, så han triller om på maven. Han prøver at kravle væk fra tumulten. Måske han kan forsvinde i forvirringen. Men heldet er ikke med ham.

"Stop... Du kan ikke gå endnu."

Han bider mærke i, at hun siger: "endnu". 

"Hvorfor?"

"Der er en grund til, at Avaritia er gået igennem Portalen... Og nu hvor vi har lukket Portalen, og han er i vores hjem - Et sted hvor Dyderne er stærkest - Så vil han ikke kunne udholde Liberalitas' angreb længe. Og vi bliver nødt til at finde ud af, hvad han vil her."

Takou får kæmpet sig op på knæ: "Men I sagde, at I ikke ville kæmpe... Hvorfor går hun så pludselig til angreb."

"Avaritia er ikke et levende væsen - Hvilket vi heller ikke er - Og det er naturligt, at vi drages mod hinanden, når vi mødes. Selvom vi er imod kamp, så betyder det ikke, at vi vil se til, mens de syv Dødssynder udsletter os én efter én."

Der kommer endnu et vindpust, men denne gang er det ikke så kraftigt.

"Se... Nu vil vi kunne udspørge ham."

Takou vender sig rundt. Scenariet bag ham, får ham til at rynke på brynet. Liberalitas står ved siden af den sorte skikkelse, som ligger på marmorgulvet, med grålig røg spundet henover kroppen som reb. 

De syv Dyder har skilt sig ad, så der nu er seks, hvilket betyder, at der er én, som endnu gemmer sig. Takou kan ikke helt lade være med at være nysgerrig omkring hele denne scene. De syv Dyder og de syv Dødssynder havde han altid troet kun var følelser, som gjorde en person menneskelig. Alle besidder lidt af hver fra Dyderne og Synderne; nogle mere end andre.

"Hvorfor er du gået igennem Portalen Avaritia?"

Den sorte skikkelse vrider sig under de grå røgreb.

"Er det ikke tydeligt? Jeg er grådigheden selv, og jeg vil derfor altid have mere - Dette er en passende chance!" Stemmen er fuldstændig anderledes i forhold til de lyse Dyders stemmer. Den er hul og virker tør med små knæk på vokalerne.

"Hvorfor?" Spørger en af skikkelserne, Takou ser ikke hvem.

Avaritia prøver at vride sig fri af de stramme røgreb, men han må indse, at han ikke kan kæmpe imod.

"Hrmp... Skal jeg virkelig forklare jer det? Magt. Så simpelt er det! Jeg vil eje alt! Og hvornår får jeg en ny chance for at komme tæt på den Øverste, mens alle hans undersåtter sætter deres dyrebare liv på spil i en krig, der vil vælte balancen mellem den Øvre og Nedre Verden."

Takou kan ikke lade være med at løfte det ene øjenbryn i undren, mens hans blik er fokuseret på det sorte hoved. Der er noget, som han ikke helt synes stemmer. Avaritia virker alt for glad for at fortælle, mens han måske burde have holdt mund med sine planer. 

"Troede du virkelig, at vi ville lade dig komme så tæt på den Øverste?"

Avaritia begynder at le, så hans latter bliver båret med ad vinden mod kuppelloftet: "Man har vel lov at håbe..." Han drejer hovedet, så det er vendt mod Takou: "Jeg skulle bare vente på, at der var nogen, som åbnede Portalen."

Smagen af dårlig samvittighed løber ned langs Takou's rygsøjle, mens han sænker blikket mod jorden. Han havde været for optaget af Portalen, at han ikke havde tænkt på, at der var nogen, som kunne have udnyttet det. 

"Jeg vidste, at det var et spørgsmål om tid... De levende glemmer tit, de væsener, som er ét med mørket, og som kan følge med fra sindet... Synderne bor inde i alle de Nedre Væsener, ligesom Dyderne bor inde i de Øvre Væsener... Vi så alt." Takou kan næsten hører smilet i stemmen: "Det morede os gevaldigt, at en dæmon, der altid har været stærkt præget af vrede og misundelse, kunne føle noget for en Engel."

Der lyder et gisp fra en af de syv Dyder. Avaritia begynder igen at grine, mens han nærmest triumferende siger: "Og den bedste del er, at du ikke engang bemærkede, at vi tog afstand fra dig, så du kunne fører os hertil, Takou."

"Os?" Spørger Takou med stigende frygt. Følelsen af at være blevet brugt i et dukkespil nager ham og giver ham kvalme. 

"Ups!" Udbryder Avaritia, men han siger ikke mere.

Den skikkelse, som står tættest på Takou, vender blikket mod Portalen og derefter mod Avaritia og så tilbage til Takou.

"Han er ikke den eneste, som kom igennem." Hvisker hun sagte.

En ed kommer fra Avaritia: "Satans! Jeg er ked af det... brødre."

Takou ser sig om efter flere sorte skikkelser, men han kan ikke få øje på nogen. Da han igen ser mod de andre, træder han varsomt et skridt bagud. Alle de seks hvide røglignende skikkelser stirrer på ham, mens Avaritia ser op mod loftet.

"Kan de-" Begynder en af dem, mens en anden udbryder: "En kapsel."

Og da er det, at Takou mærker det. Vreden fra før pulserer inde i ham som en steppebrand og giver ham lyst til at slå ud fra sig og mærke blod og kød under sine klør. Han fatter ikke, hvor den pludselige følelse kommer fra! Og da den bliver efterfulgt af en sydende tanke om, at det hele er uretfærdigt, at væsenerne i den Øvre Verden har det meget bedre end i den Nedre, så er han klar over, at flere af de syv Dødssynder flyder rundt inde i ham.

Han begynder at bakke bagud. Avaritia ler igen samtidig med, at han næsten syngende siger: "Du kan ikke flygte fra de følelser, som altid har boet i dit sind dæmon."

Sultfølelsen er den værste efter det kødelige begær, især da det eneste billede, som er på hans nethinde er Julia. Han føler den ophøjede følelse af selvtilfredshed, som får ham til at tro, at han kan klare alt, selvom han ved, at han ikke kan. Det er disse følelser, som flyder gennem hans krop, og som én efter én bliver skubbet ud gennem hans åbne mund, så nye sorte skikkelser bliver dannet. 

Han opfanger ikke det pludselige virvar, der udspiller sig foran ham, da han falder bagover og slår baghovedet mod det hårde gulv. Dog bliver han ved bevidstheden, men han føler sig umådelig træt. De forstærkede følelser fra før, er næsten forsvundet, mens det kun er ladheden, der stadigvæk er tilbage. 

Takou føler sig underlig tom indeni. Det er som om, at de syv Dødssynder har boet inde i ham i lang tid. De har måske altid været der, men de er blevet forstærket på det sidste. Han lukker øjnene og prøver at trække en dyb indånding, men selv det virker som for meget arbejde for ham.

Hvad sker der med mig? ... Er jeg ikke mig længere? Har jeg overhovedet været mig på noget tidspunkt? Har de styret mig hele tiden?

En varm følelse mod hans kind, får ham til at åbne øjnene på klem. Over ham er en tynd næsten kridhvid skikkelse. Hendes hånd uden nogen masse ligger blidt mod hans kind, og han kan tydeligt mærke bekymringen og varmen gennem de mange impulser. 

"Jeg er Temperare - Udholdenhed - Og jeg ved, at du er derinde Acedia. Slip dette væsen og kom ud og mød din modsætning ligesom dine brødre."

Endnu en skikkelse bøjer sig ind over Takou. Det undrer ham, at de har tid til dette, da de sorte skikkelser, nok ikke blot vil stå og se på, indtil de havde tid til dem. Han skal til at spørge, da kvalmen får ham til at gylpe. Den sorte kvælende røg flyder ud gennem hans mund og næsebor og blander sig med vinden som en doven sky. Takou når lige at se Temperare springe på skyen, inden han ruller om på ryggen igen.

"Du bliver nødt til at fortsætte... De andre mener ikke, at du vil kunne gøre nogen forskel, men jeg er ikke sikker." Han kan genkende Liberalitas stemme.

"Men... Jeg er ikke mig længere, hvordan skal jeg kunne gøre noget som helst? De har jo styret mig hele tiden..." Takou slikker sig om munden, mens han ser mod kuppelloftet i håb om, at de mange graveringer vil give ham en eller anden idé om, hvad han nu skal gøre.

Der lyder et suk fra Liberalitias: "Du er stadigvæk dig... Selvom de syv Dødssynder har brugt dig som kapsel i lang tid, så vil det ikke ændre på, hvem du er. Du vil stadigvæk have disse følelser - De vil dog være knap så fremtrædende - Hvilket betyder, at du måske endelig kan gøre det, som du gerne vil, uden at du vil blive styret af en tvungen følelse... At du kan lytte til andre følelser."

Han lader hovedet rulle til siden, så han kan se på hende: "Du er Barmhjertighed... Du skal sige den slags." Igen lukke han øjnene og sukker dybt, men han spærrer dem hurtigt op igen: "Men jeg har lovet nogle personer, at jeg ville gøre mit bedste for at stoppe denne krig. Og selvom jeg ikke længere er mig, hvis jeg overhovedet nogensinde har været det, så vil jeg leve op til det løfte."

Liebralitias vil sige noget, men hun vælger at holde mund og nikker i stedet for, men efter nogle sekunder åbner hun munden igen: "Okay... Men lad mig hjælpe dig."

Og med de ord, griber hun fat om hans arm og nærmest kaster ham ud over platformen, så han flyver mellem to søjler. Han mærker suset i maven og den sitrende intuition, der altid rammer ham, når han er i luften. Instinktivt spreder han vingerne og lader sig blive båret af sted med den strøm af vind, som Liberalitias sender af sted mod ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...