Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9818Visninger
AA

22. Kapitel 22

Nienna forsvinder ind mellem træerne igen, så han står alene tilbage med et tungt åndedræt. Han kan mærke den tunge byrde, som tynger ham ned mod jorden. 

De regner med dig Takou...

Han banker den knyttede næve ind mod panden, hvor han lader den hvile et øjeblik. Skrigene fra de døende væsener på slagmarken ekkoer i skovens mørke, og han er klar over, at han må videre. Han må ud af skoven. Væk fra elvernes domæne.

Det er med stigende uro, at han bevæger sig hen mod kampråbene. En velkendt lugt af røg og blod blander sig med luften. Alle hans sanser prikker under huden og fornemmelsen bliver blot værre, jo tættere han kommer mod skovens udkant.

Portalen... Hvor? 

Han stopper op, men ryster så på hovedet for at klare tankerne.

Tænk på den... Gode hensigter... Redde balancen.

Røglugten bliver værre. Det er som om, at jorden gløder under ham og træerne langsomt bliver forkullet, selvom han ikke kan se flammerne. Takou bider sig en smule frustreret i læben. Det havde lydt så simpelt, da Nienna havde fortalt ham om Portalen. Alligevel kan han ikke se, hvordan han skal kunne åbne den. Takou skal til at tage et skridt fremad, da en andens tilstedeværelse får ham til at dreje hovedet.

"Du skal ikke gå derud Takou... Det ville ikke være klogt.

Dødsenglen sidder på en væltet træstamme og er skjult af mørket. Men den blege hudfarve og de lysende hvide øjne skinner, så Takou sagtens kan se ham.

"Men jeg kan heller ikke blive her i mørket, hvor elverne har en fordel." Siger han med håbløsheden i stemmen samtidig med, at han atter løfter hånden op til hovedet.

"Elverne er her ikke lige nu... De har for travlt med at jage dine venner." Hvisker Dødsenglen, mens han flytter lidt på armene.

Takou må tilbageholde sit gisp, og det tager et øjeblik før han kan sige noget: "Vil de dø?"

Et smil flækker dødsenglens ansigt. Og Takou kan ikke lade være med at føle sig splittet. Han har lyst til at råbe op, men han ved, at det ikke nytter noget.

"Kan du ikke gøre noget?" Spørger han til sidst stille.

Dødsenglen lægger hovedet på skrå: "Jeg sagde ikke at de ville dø... Den slags må jeg ikke udtale mig om."

"Men... Kan du ikke sige, hvad jeg skal gøre for at forhindre deres død?" Han knytter hænderne, mens han sænker blikket.

"Hmm... Jeg ser, at du har indset, at de er dine venner. Men nej, jeg kan ikke forhindre noget... Som Dødsengel må jeg ikke blande mig. Jeg ser fortiden, nutiden og fremtiden - Men som jeg sagde til dig, så ændres døden hele tiden."

"Og alligevel advarer du mig om, at jeg ikke må gå ud på slagmarken... Hvorfor?" Han løfter igen blikket for at møde dødsenglens blik, der stirrer direkte på ham med den velkendte kulde.

"De er syv... Har ingen form, men ernæres af krige som disse. De er magtfulde væsener, og hvis du kommer i nærhed af dem, så kan jeg kun se en fremtid, som ikke vil gavne nogen."

"Syv?" Gentager Takou sagte.

"Hovmod, Griskhed, Nydelsessyge, Misundelse, Fråseri, Vrede og Ladhed... Alle går de under deres latinske navne. Og alle kan de drive væsener til at gøre ting, som de ikke vil - Fordi disse syv kan styre ens følelser. De syv personifikationer af døddsynderne."

Dødsenglen holder inde med at tale. Stilheden mellem dem er tyk, så det kun er kampskrigene og vindens susen, som kan høres. Takou går et skridt bagud, mens han ser forfærdet på dødsenglen.

"De syv dødssynder... Jeg må advare de andre - Det er ikke meningen, at det skal gå så vidt." Mumler han, mens han halvt vender sig om.

Et suk lyder fra dødsenglen: "Du glemmer hurtigt... Jeg sagde, at du ikke kan gå derud." Takou stivner. "Åben Portalen til den Øvre Verden. Stop den Øverste og sørg for, at balancen bliver opretholdt."

"Men-" Begynder Takou, men dødsenglen afbryder: "Hvis du ikke gør det, så vil dine venner dø en meget smertefuld død - Og det vil være din skyld. Alt du kan gøre, er at skynde dig, for jo længere tid du står her og er ubeslutsom, jo tættere bliver mørket, og jo mere får De syv dødssynder overtaget på slagmarken."

Han lukker øjnene, hvorefter han retter sig fuldt op. Øjnene forbliver lukkede, mens han udtaler et ord: "Okay."

Smilet kan næsten høres, da dødsenglen atter taler: "Godt... For at hjælpe dig lidt på vej - Så kan du jo starte med at tænke på noget lykkeligt."

Takou åbner forvirret øjnene: "Hvad?"

Men han forstår egentlig godt, hvad det er dødsenglen vil have ham til, så han lukker hurtigt øjnene igen. 

Noget lykkeligt...

Han prøver at tænke tilbage i tiden, til den tid, hvor spændingen mellem de to verdener ikke havde været så skrøbelig, som den er nu. Men lige meget, hvor meget han tænker på en lykkelig stund, kan han kun se mørke og blod. Han kan mærke skyggerne, der lurer i hans hjerte og vikler sig langsomt fast, så han må tage en dyb indånding for ikke at komme med et udråb. 

Ensomheden fra de tidlige år af hans liv strømmer indover ham. Han husker tydeligt, da han prøvede at gøre sig selv hårdfør over for de andre væsener, ved at lave denne facade bestående af en klovnesminke og en distanceret aura. På det tidspunkt havde det ikke generet ham, at han var selv - Det havde det aldrig rigtig gjort. Han blev den Nedre Verden's klovn - En outsider. Han husker tydeligt, da han skræmte Razid for første gang og fik en lille indre sejr ud af det.

Et lille glimt af Nasra's smil og lyden af hendes stemme, når hun driller ham, bryder mørket, så en lille lysstråle får den sorte væg til at krakelere. Han ser hendes skikkelse, da hun opmuntrende tvinger ham med til Samlingen. Hendes ros, når de har været på jagt. Og hendes blik.

Men vi kan ikke føle sådan noget her... Venner er et forkert ord... Vi er allierede - Ikke venner... Er det ikke sådan det er?

Billedet af Julia's skræmte ansigt, da han griber fat omkring hendes strube og bortfører hende til den Nedre Verden, slår imod ham. Han må griber sig til hovedet, men han lader stadigvæk tankerne og følelserne flyde sammen, mens han leder efter noget lykkeligt. Heden flyder ud i hans krop, da han tænker på Julia's hånd mod sin kind. Hendes ord, da hun ikke flygtede fra ham i den Blå Lagune, får ham til at knibe øjnene endnu mere sammen.

Er det... Det? Er de lykkeligste minder jeg har?

Da han har tænkt tanken, begynder luften at sive ud af ham. Som i trance mærke han jorden mod sine knæ, da han synker sammen.

Er mørket virkelig så stærkt inde i mig? 

Han læner sig længere forover, så hans hænder kan kramme om den kolde muld.

Hvorfor skal det være sådan? 

Hele hans krop begynder at ryste. Ikke af kulde, men fordi han ikke længere kan holde følelserne indespærret.

Jeg vil være lykkelig... Føle tilfredsheden inde i mig selv.

Flimrende billeder af de mange ansigter, som han har mødt gennem sit lange liv, flyver forbi hans indre blik.

"Please... Lad mig få lov til at blive lykkelig... Lad mig redde dem alle... Lad mig føle det de føler... Jeg-" Han holder inde, da han mærker en tåre trille ned mod hans næsetip. "-Jeg vil ikke være sådan her... Ikke mere."

Med Portalen for sit indre blik, løfter han hovedet. Følelserne er stadigvæk i krig inde i ham, men det er intet i forhold til de skrig, som stadigvæk lyder i baggrunde.

"Giv mig en chance for at gøre noget godt... Please..."

Han kan ikke høre eller mærke noget. Dødsenglen har ikke sagt ét ord, eller gjort noget tegn på, at han stadigvæk er til stede.

Forsigtigt og med et tungt hjerte, skiller han de sammenpressede øjenlåg ad. Lyset fra Portalen blænder ham. Han må hurtig se væk, men trangen til at få synet bekræftet igen, får ham til at se mod Portalen engang til.

"Godt klaret Takou..."

Dødsenglen ser ikke på den lysende Portal til den Øvre Verden. Han har sit blik fokuseret på det stædige udtryk, som har fæstnet sig i Takou's ansigt. 

"Jeg har kun åbnet den... Ikke gennemført opgaven." Takou rejser sig op fra jorden, mens han med et sænket blik ser på Portalen. 

Han kan ikke helt lade være med at smile ad sig selv. 

Du er et vrag Takou... Du kender ikke engang dig selv. Hvordan skal du kunne klare dette her?

Smilet bliver bredere og afslører de takkede tænder, som hans tunge glider let henover. De gule øjne brænder intenst i skyggerne fra de lange lokker. Mens hans hale svinger lidt fra side til side, så nogle af de nedfaldne blade flyver op fra jorden. De regndråber, som er sluppet gennem trækronerne, falder ned på jorden, og farver jorden mørkere.

"Så du kan gemme din ros, til når jeg kommer tilbage."

Han tager et skridt hen mod Portalen.

"Det vil jeg gøre."

Takou nikker, mens hans øjne følger Portalens kant. Han har ingen anelse om, hvad der venter ham på den anden side. Men hvis det er rigtigt, hvad Nienna fortalte ham, så burde den sende ham hen til det rigtige sted.

Der er kun én måde at finde ud af det på... Og samtidig må jeg jo se, om jeg kan finde ud af, hvem jeg egentlig er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...