Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9743Visninger
AA

21. Kapitel 21

"Okay, hvad!?"

Takou ryster på hovedet med et skeptisk udtryk. Jo, han har hørt om dæmoner og andre væsener, med evner ud over det sædvanlige, men eftersom han aldrig rigtig har mødt nogen endnu, så kan han ikke rigtig tro på det.

"Du hørte ham godt." Vrisser Nasra med et skulende blik: "Og du behøver ikke tro på ham, du skal bare lytte til, hvad han siger."

Morgul siger ikke noget, men ser bare ligefrem ud mod den tilbageværende mængde, der endnu ikke er taget af sted endnu. Nogle af de Nedre Væsener har valgt at blive tilbage og gemme sig i skyggerne, mens andre har flyttet sig over i hjørnerne for at diskutere, om det hele nu også er sandt, eller om det er forsøg på at starte en krig mellem de to verdener. Takou fugter læberne, mens han fraværende piller ved en flig af tunikaen.

"Tid... Tiden er vigtig." Starter Morgul med den stadig monotone stemme og blikket vendt væk: "Jeg bliver ved med at se skikkelser, der falder ned fra himlen, hvor de lander blandt dem, som kæmper der. Det er ikke regn, som kommer fra himlen, men sydende bloddråber fra dæmoners åbner sår."

De stirrer alle tre på ilddæmonen med forskellige udtryk. Abaddon's blik er tænkende, mens Nasra ser ud som om, at hun har hørt det hele før. Takou har rynket brynene og løftet den ene hånd op til brystet, hvor han krammer let om stoffet over hjertet.

"Interessant-" Dødsenglens kulde blandt dem, er som en isende syl presset gennem deres bryst. Men det er Morgul, som ser ud til at blive påvirket mest af den nyankomnes tilstedeværelse. "-Det lader til, at jeg får en masse at se til. Fortsæt blot din fortælling."

Morgul ser stadigvæk ligefrem, men hans øjenlåg er halv sænket, og det lader til, at han synker en klump, før han fortsætter: "Den Øverste er ikke til stede - Arvingen heller ikke for den sags skyld -" Han ser flygtigt på Takou. "- Men det er ikke disse dødsfald, som optager mine syner mest. Der sker et eller andet, så alle væsener fra den Nedre Verden pludselig stivner, hvorved Krigerenglene kan gå frit rundt og fange de stivnede skikkelser i små kapsler."

Dødsenglen lægger hovedet lidt på skrå, mens et uhyggeligt smil kryber hen over hans ansigt.

"Men ikke alle er frosset fast i tiden vel?"

Morgul ryster svagt på hovedet, og efter flere dybe åndedrag drejer han langsomt hovedet, så hans øjne falder på Takou.

"Jeg bliver ved med at se dig snige dig frem mellem de fastfrosne skikkelser. Du leder efter noget. Noget som kan få tiden til at fortsætte igen. Men samtidig er du splittet i sind. For du leder også efter nogen."

"Aha..." Lyder det svagt fra Dødsenglen.

"Jeg ved ikke hvem det er, men du virker så opsat, at du har svært ved at vælge... Men lige meget, hvilket valg du tager, så ser jeg din død."

Takou stopper med at kramme om stoffet og stirrer tomt på Morgul. Han føler sig utrolig bleg og udmattet, mens ordene lige så stille synker ind, som små puslespils brikker, der langsomt bliver stykket sammen til et billede.

"Ah, men du glemmer pointen her... Alt dette sker kun, hvis nogle bestemte handlinger bliver fortaget... Lige nu, kan det meget vel se ud som om, at fremtiden vil se sådan der ud - Hvilket jeg dog ikke håber, for jeg begynder at kunne lide dig Takou - Men fremtiden er som kaos... Du kan aldrig rigtig regne med den, og den ændrer sig hele tiden."

En klam og nærmest livstagende hånd lægger sig på Takou's skulder, så han løfter hovedet med et gisp. Dødsenglens ansigt er lige foran ham, hvor de hvide læber er krænget tilbage i et uhyggeligt smil, der nok skulle have været betryggende, men slet ikke virker efter hensigten. 

"Kan du huske, hvad jeg fortalte dig? Døden hænger om dig Takou... Den hænger over os alle, men dens ankomst afhænger altid af de valg vi tager."

Hånden løftes fra hans skulder, der føles unaturlig følelsesløs og stiv. Han er næsten sikker på, at hvis han sænker blikket, så ville han kunne se et mørkt aftryk, der hvor hånden få sekunder forinden havde ligget.

"Men det ser ud til, at noget meget vigtigt afhænger af mig." Siger Takou sagte, mens hans blik flakker usikkert frem og tilbage mellem dem alle sammen, selvom han ikke rigtig ser på nogen af dem.

"Ja, men du vil ikke stå alene..." Dødsenglen løfter hovedet en anelse, mens hans smil langsomt falmer til en tynd streg. "Jeg tror, at det er på tide, at I tager til menneskenes verden, hvis I skal have en chance for at opretholde balancen." Og uden flere ord sætter Dødsenglen af, så de alle må hoppe et skridt tilbage.

"Jeg tror ikke, at vi skal tænke for meget over det, men blot følge hans ord." Udbryder Abaddon åndeløst.

"Jeg tror, at du har ret." Istemmer Nasra med sænket stemme.

"Okay... Men hvad er det helt præcist, som jeg skal gøre?" Spørger Takou forvirret. Han har stadigvæk ikke helt forstået sin rolle.

"Følge med... Jeg tror, at når tiden er inde, så vil du finde ud af, hvad det er, du leder efter, og hvad du skal gøre." Svarer Morgul, mens han trækker Nasra lidt væk.

Takou nikker, mens han undrer sig lidt over, hvad de to nu snakker om. Det er som om, at Morgul vil have Nasra til at gøre et eller andet, som hun ikke har lyst til, men de er gået for langt væk, til at Takou kan høre det.

"Jeg bryder mig ikke om, at vi bare skal tage af sted uden en egentlig plan." Siger han stille, mens han betragter de to.

"Planen går vel ud på at holde os i live knægt." Svarer Abaddon, mens denne strækker armene op over hovedet.

"Mmh..."

Det ser ud til at Morgul ikke får Nasra til at gøre det, som han gerne vil have hende til. Hun tramper stædigt en enkelt gang i jorden og læner sig lidt frem med sine stirrende øjne, der ikke tåler modsigelse. Et lille smil glider over Takou's læber. Hvor har hun givet ham det blik mange gange før.

Da det lader til at Morgul opgiver, sender hun ham et lille opmuntrende smil, som han svagt besvarer. Herefter vender de dem begge om og bevæger sig over mod Takou og Abaddon.

"Nå, men er vi klar?" Spørger Nasra med et opmuntrende ansigtsudtryk.

De nikker alle stift og en smule tøvende, men ingen af dem siger hende i mod. 

***

For at undgå mængden af vrede væsener ved Hovedportalen, så vælger de en af de mindre, som dog tager lidt længere tid at flyve hen til. Takou kan mærke den tiltagende spænding i hele kroppen, jo tættere de kommer på målet. Blodtørsten svøber sig langsomt omkring ham, mens jagtinstinktet bliver tændt.

Ikke nu... Hold hovedet koldt.

Portalens kant er farvet sært violet, mens lyset i vinduet er falmet stærkt. Det undrer ham, og det lader også til, at de andre har bemærket det. Men alligevel flyver de igennem Portalen og kommer ud i et bragende stormvejr. 

Tordenskyerne er sorte, mens lyn farver deres indre rødt, så det nærmest ligner, at de bløder. Der er ingen sol, hvilket må betyde, at angrebet kommer til at foregå ved nattetid. De fortsætter med at flyve mod vest, mens de hver især spejder efter kamp. 

En gylden pil deler gruppen i to. Takou og Abaddon må dreje skarpt af, mens Morgul straks sætter kurs efter pilens ejermand. Flere pile bliver skudt efter dem. Takou kan tydeligt se, at Morgul ikke vil kunne klare de mange piles ejermænd. Uden tøven dykker han nedefter.

Vinden blæser for hans ører, mens regnen slører hans blik. Alligevel er det ikke svært for ham at lokalisere Morgul, der kæmper med ilden som sin højre hånd. Skrigene fra Krigerenglen er hvinende og fyldt med smerte. En smerte der får ens indre til at brænde op. 

En gammel gnist bliver tændt inde i Takou, og han husker tydeligt de mange gange han har været på jagt. Skriget får hans hud til at prikke af længsel efter at flænse og fortære. Denne fornemmelse begynder at overtage hans sind, og da det uhyggelige og velkendte klovnesmil er klistret henover hans ansigt, kan han ikke lade være med at føle sig som sit gamle jeg.

Englen sigter med en pil mod Morgul’s skikkelse, som lyser op i mørket. Men pilen når aldrig at ramme sit mål. Takou styrter ind i Englen med en sådan styrke, at denne taber buen på den våde jord. De to kæmpende skikkelser triller rundt på jorden, men det tager ikke Takou lang tid at få bidt sammen om Englens spinkle hals. 

Blodets varme søde smag, får ham til at blinke flere gange. Med en hurtig bevægelse skubber han sig væk fra liget. Han løfter hånden op til munden, hvor blodet langsomt bliver vasket væk af regnen, men smagen i hans mund bliver ikke vasket væk. Smagen der minder ham alt for meget om Julia. Han blinker flere gange, mens han stirrer på liget foran sig. 

Da blodlysten havde ramt ham, havde han ikke engang bemærket, om englen var ung eller gammel, om det var en kvinde eller en mand. Nu kan han tydeligt se det blege unge drengeansigt, som stirrer tomt op i den buldrende himmel. Det er ikke fordi, at han føler, at det er forkert det han har gjort, men han begynder at forstå, hvad der menes med at være et uhyre.

Når de jager, så gør de det for overlevelse, men når de slår ihjel, så gør de det for nydelsens skyld. De skænker ikke ofrets skrig en eneste tanke. Han føler ikke skyld, men forvirring. 

"Hvad-" begynder han, men ordene vil ikke rigtig komme ud.

Han ved, at han ikke kan ændre på, hvem han er, og hvordan han lever sit liv. Dæmoner vil altid være frygtindgydende og leve af andres smerte og frygt. Men som den outsider han altid har været, føler han sig forvirret over de følelser, som raserer inde i ham. Han kan stadigvæk lide følelsen af en andens smerte, men når det minder ham om Julia, føler han afsky over sig selv. 

"Hvad betyder det?" Hvisker han endelig til sig selv.

En skikkelse skubber ham til siden, og det går op for ham, at Nasra er sprunget på en tredje Engel, der nu fagter med armene ud til begge sider i kamp for sit liv. Hun klynger sig ind til Englen som i en omfavnelse, mens hun med sine lange klør bliver ved med at stikke dem ind i huden på Englen, så blodet bader dem begge.

Da livet langsomt glider ud af Englen, begynder denne at kollapse af udmattelse og blodmangel. Lige inden de rammer jorden giver Nasra slip og springer bagud. Hun når ikke engang at se Englen ramme jorden, før hun har vendt sig om mod Takou.

"Jeg så, at du ikke rejste dig - Er du skadet?" Spørger hun med en bekymret stemme gennem regnen.

"Nej... Jeg er okay."

Han rejser sig langsomt op, mens regndråberne glider ned ad hans hud. Kulden fra vinden og de mange tordenbrag får ham endelig rusket ud af sine tanker. 

"Jeg er okay Nasra." Gentager han, mens han smiler til hende med hovedet lidt på skrå. 

Hun ser stadigvæk bekymret på ham, men det lader til, at hun ikke vil bore i det. Med et enkelt nikker vender de begge fronten mod Morgul, som står lidt fra dem med blikket fjernt stirrende ind i den mørke skov foran dem. Abaddon knæler ned på jorden ved siden af noget mørkt, som ligger på jorden. Med hovedet sænket løber de begge hen til dem.

"Hvad gør vi nu? Nu er vi her, og det lader allerede til, at krigen er gået i gang." Råber Takou gennem uvejrets larm.

"Jeg ved ikke om dette var krigere... De ser unge ud alle sammen - Det kunne også have været en forpost," råber Abaddon, mens han rejser sig op. Bylten på jorden forestiller en ung kvindelig Krigerengel. Det lader til, at Abaddon blot har knækket nakken på hende, så det kun er den lille blodstribe ved hendes mund, som vidner om, at hun har været i kamp. Morgul stirrer stadigvæk ind i skoven, og Takou kan ikke lade være med at tænke, at ilddæmonen er lidt mærkelig.

Det virker som om, at han er lidt i sin egen verden hele tiden...

"Jeg har set den her skov før... Når vi kommer ud på den anden side, vil krigen allerede være gået i gang - Vi skal skynde os." Udbryder Morgul pludselig med en hæs stemme.

"Pas på mørket venner... Selvom Engle hader det, så ved de, hvilke fordele der er i at skjule sig," brøler Abaddon højt i et forsøg på at overdøve et tordenskrald.

De nikker alle som én, hvorefter de sætter kursen mod skovens mørke.

***

Takou føler sig overvåget under træernes grene. Han husker tydeligt Nienna, der fortalte om hendes folk, som lever i skovene og kender dem ud og ind. Med kroppen buet lidt forover og fingrene spredt, så de skarpe klør er klar til at flænse, minder han sig selv om, hvor lydløse Elvere kan være. Det er også derfor, at han hele tiden holder sig i gang. 

Et pludseligt krigsråb får ham til at stoppe op. Råbet havde været mere som et hyl af tusinde af overnaturlige væsener, som tørner sammen med endnu flere krigeriske og knap så venligt stemte væsener. Han kan afgøre, hvilke hyl og råb, der tilhører hvilken flok, men de efterfølgende skrig og kampråb får nakkehårene til at rejse sig.

Han kører panisk hånden gennem håret, så han får et bedre udsyn, men også i et forsøg på at berolige sig selv. Det er det her, som han ville have undgået. En krig mellem de to verdener. Han skal til at vende sig om for at få fat i Nasra, men et langt tyndt sværd, får ham til at springe til siden. Klingen rammer en rod ved jorden, men den bliver hurtigt løftet igen. 

Et brøl fra Morgul, får ham til at se efter den store ilddæmon, samtidig med at han dukker sig for sværdet.

"Spred jer!" Lyder det fra Abaddon.

Takou snurrer rundt, men opdager, at en skikkelse, på højde med ham selv står lige foran ham. Elveren løfter buen, samtidig med at klingen atter hæves. Han når lige at tage en dyb indånding og lukke øjnene, inden han ved at dukke sig ned og dermed rulle til siden, kommer op og stå igen. Uden at se sig tilbage på de to Elvere, begynder han at løbe. 

Han kan mærke, hvordan musklerne i benene arbejder, og hvordan han kan føle den vante fornemmelse af uovervindelighed, når han kan bruge sin evne - Evnen til at være hurtig og smidig. Pilene flyver forbi ham, og selvom han kan mærke Elverne lige bag sig, så stopper han ikke op. Deres lydløse bevægelser bliver kun afsløret af deres våbens susende lyd, mens han selv føler, at han larmer utrolig højt. 

Hurtigt sprænger han over et væltet træ. Men da han lander på den anden side, snubler han. Han er klar over, at han ikke må rejse sig nu, da Elverne er lige på den anden side af træet. Med hjertet siddende i halsen skifter han til menneskeskikkelse og ruller helt ind til træstammen. Et blads forræderiske knasen er det eneste, som afslører de to Elvere, der stopper op. 

Han forventer hele tiden, at de går hen mod træstammen og bukker sig ned, hvorefter de vil sende en pil af sted mod ham. Med hånden for munden prøver han at dæmpe sin vejrtrækning, hvilket dog næsten lykkes. Et gisp fra Elverne, får ham til at holde vejret.

"Elvira, Thangia - Der er sendt bud efter jer."

Takou må bide sig selv i kæben for ikke at komme med et udbrud, da han genkender Nienna's stemme.

"Nu? Vi er ved at jage en dæmon."

Han kan høre den skeptiske undertone i kvindens stemme.

"Ja, nu... Lad dæmonen løbe - Den vil før eller senere blive fanget og elimineret."

Takou må synke klumpen i halsen ved hendes ord. Det er som om, at hun er en helt anden. Den kolde tone i hendes stemme, virker helt fremmed i forhold til den melodiske og lidt drømmende stemme, hun havde haft, da de mødtes første gang.

"Javel."

Pulsen ved hans hals dunker kraftigt, mens han prøver at få en fornemmelse af, om de er gået. Der sker ikke noget i et stykke tid. Så han er til sidst sikker på, at de er gået.

"Du kan godt komme frem Takou... De er gået."

Han stivner. Usikker på, om hun vil hjælpe ham eller ej, kravler han til sidst frem. Stadigvæk i menneskeskikkelse snurrer han rundt, så han til sidst står foran Elverkvinden.

Nienna har placeret den ene hånd ved hoften, og et lille smil pryder hendes ansigt.

"Det tog du lang tid om..." Starter hun ud, mens hun lader blikket køre ned over hans krop: "Gudskelov, at du beholdte tøjet på, ellers ville jeg aldrig have fundet dig."

Det kommer ikke rigtig bag på ham, at hun har sporet ham. Han er mere overrasket over, at hun i det hele taget har opsøgt ham.

"Jeg forstår godt din undren... Men jeg bliver nødt til det her."

Og uden varsel går hun helt hen til ham, hvor hun lægger sin hånd på hans bryst, så et stød får ham til at vælte bagover. Fortumlet ligger han på den fugtige jord, mens smerten ved brystet langsomt fortager sig og i stedet spreder sig ud i kroppen som en hedebølge.

"Hvad fuck!?" Mumler han forvirret.

Hun venter på, at han kommer op og stå igen, før hun svarer ham.

"I vil tabe denne krig, hvis I ikke ved, hvad I står overfor... Den Øverste har sat sig for at udrydde jer alle sammen. Han vil indsamle en fra hver art, som han vil spærre inde i sit fængsel... Men resten vil blive elimineret."

"Hvorfor fortæller du mig dette?" Afbryder han, mens han masserer brystet.

"Fordi, du får brug for den viden. Inden længe vil Den Øverste aktivere det største våben af dem alle... Han vil stoppe tiden."

"Tiden?" Gentager Takou hviskende. 

Morgul havde omtalt noget med tiden i sit syn. Han blinker flere gange, mens han prøver at få styr på sine tanker.

"Tiden lader sig aldrig friste af noget, men Den Øverste har fået hende til at hælde til den ene side, hvilket kan få katastrofale følger for balancen... Jeg kan ikke stoppe hende, men måske kan du."

"Hvordan?"

"Det er derfor, jeg gav dig et stød før. Besværgelsen gør, at du som det eneste væsen fra den Nedre Verden ikke bliver påvirket af tiden. Du vil kunne tage til den Øvre Verden, hvor du vil kunne stoppe Den Øverste og overbevise ham om, at det han gør er forkert."

"Men jeg ved ikke, hvor Portalen er."

Hun ser ned i jorden, mens hun langsomt lukker øjnene.

"Den er ikke svær at finde... Du skal blot ønske af hele dit hjerte, at du vil tage til den Øvre Verden med gode hensigter. Du vil ikke komme ind, hvis du har had i hjertet..."

Hun løfter blikket, samtidig med at hun igen åbner øjnene. Forvirret ser han på hende.

"Men... Nienna... Jeg er fra den Nedre Verden - Jeg vil umuligt kunne komme ind... Jeg er et uhyre."

Denne gang smiler hun forstående til ham.

"Et uhyre er ikke klar over, at han er et uhyre - Og hvis han er det, så føler han sig behaget af det... Gør du det?"

Han svarer uden tøven i stemmen: "Nej."

"Så skal det nok gå... Du skal bare ville det godt nok."

Hun løfter blikket til siden, ud mod larmen fra kampen mellem det gode og det onde. 

"Jeg ved godt, at det hele lyder lidt vildt... Men balancen afhænger virkelig af dig Takou... Hvis du ikke når det, så vil begge verdener går under, hvilket vil gå ud over den menneskelige verden."

Han sukker tungt, mens han ikke kan lade være at mumle i et lettere sarkastisk tonefald: "Ja, ja... Det vil være hele undergangen... Jeg ved det..." Langsomt løfter han blikket, så han møder hendes lille, men varme smil: "Jeg vil gøre mit bedste."

"Og det er det vigtigste."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...