Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9757Visninger
AA

20. Kapitel 20

Det gik faktisk overraskende hurtigt at få samlet de fleste væsener fra den Nedre Verden. Dog er alle ikke til stede. Mange gemmer sig i skyggerne for at observere, da de ikke ville mænge sig med de større væsener, der har taget pladserne rundt omkring på klipperne. Men der er flere, end Takou havde håbet på.

Takou lader hånden glide henover sin pande, hvor svedperler begynder at gøre hans hår fugtigt. Varmen fra lavaen er behagelig, og det går op for ham, hvor længe han egentlig har været væk fra den Nedre Verden. Med et flygtigt blik, ser han ud over mængden, der er ved at sætte sig godt til rette omkring ham. De stirrende øjne føles gennemborende, hvor nogen af dem udstråler ren og skær nysgerrighed, er der mange af dem, der brænder af had og vrede.

Med hovedet sænket flytter han lidt på fødderne, så han får bedre fodfæste på den lille cirkelformede plads i midten af hele scenariet. Han har aldrig stået på denne plads, og den der oftest står der, er de dæmoner, som vil prøve at styre den Nedre Verden. Der er dog ingen endnu, som har haft held med dette, da personen hurtigt er blevet slået ihjel. 

Og nu står han her.

Jeg er så fucked...

En mumlen skyder gennem de ankommende, og han kan mærke utålmodigheden snige sig langsomt frem, som en morder i mørket. Hvis han ikke snart åbner munden, så vil de blive mindre og mindre behagelige - Ikke at de er spor behagelige nu. Han løfter hovedet igen og spejder efter Nasra, men hun er ingen steder og se.

Hvor er du?

En af de store dæmoner, en grålig nærmest ulveagtig dæmon, rejser sig op og går med tunge skridt hen mod Takou. Dæmonen går foroverbøjet, som om han hellere vil gå på alle fire. Det brede kæbeparti er trukket tilbage i en snerren, hvorved de sylespidse tænder kommer til syne. Takou kan ikke rigtig få øjnene fra savlen, der hænger ud af dæmonens mund, mens denne kommer tættere på.

"Klovn!" Snerre den.

Takou retter sig op, og selvom en følelse af mismod strømmer ind over ham, stirrer han direkte ind i ulvedæmonens gule øjne.

"Hvorfor har du tilkaldt os? For at gøre os til grin?" Savlet drypper ned på klippegrunden som store dråber snot, mens den kommer tættere på.

"Nej-" Takou er ikke sikker på, hvad han skal sige. Den beslutsomhed han før besad, bliver nærmest suget ud af ham, jo tættere på den anden kommer. Han blinker flere gange, men følelsen af håbløshed vil ikke forsvinde.

"Bali! Lad ham være!"

Stemmen forekommer Takou bekendt, og da han drejer hovedet, kan han ikke lade være med at glippe med øjnene flere gange. Den skællede dæmon, som er ved at kæmpe sig forbi de mindre, smiler genkendende til Takou, samtidig med at det enkle øje laver et elevatorblik.

"Abaddon?" Hvisker Takou med en undrende stemme.

"Hvad er der galt knægt? Troede du, at du bare slap så let for mig?"

Den gamle dæmon begynder at le, så flere af de omkringstående ser underligt på ham. Takou ved ikke helt, hvad han skal svare, da han kun husker Abaddon i tåger fra den aften. Den grå dæmon grynter dyrisk, men lader til at være stoppet op.

"Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet, at du ville prøve at gå efter posten som den Nedre Verdens Konge... Du ved, hvordan det er gået de andre." Siger Abaddon i et let tonefald, samtidig med at han løfter hånden med den manglende finger op til hagen for at kradse den.

Takou måber, da ordene endelig trænger ind. 

Den Nedre Verdens Konge? Hvad...!?

Han rynker brynene og lukker munden, hvilket får Bali til at lægge hovedet undrende på skrå, mens Abaddon blot ler.

"Du virker overrasket..." Klukker Abaddon.

"Ja..." Svarer han åndeløst.

Det får Bali til at rette sig op, samtidig med at en mindre dæmon løber hen på siden af den grå. Ved at studere den lille dæmon nærmere, kan Takou godt se lighederne mellem den og Bali, bortset fra, at den lille er en unge og af hunkøn.

"Men hvorfor skal vi så samles?" Spørger hun nysgerrigt, mens de gule øjne flakker frem og tilbage mellem hendes far og Takou.

"Fordi den Øvre Verden er på vej her til for at udrydde os."

Det er ikke meningen, at han vil sige det på den måde, men ordene slipper ud gennem munden, og der er ikke nogen til at standse ham.

"Hvad!?" Flere af de nærmeste, som havde lyttet med, rejser sig op med overraskede udtryk og vantro blikke.

"Du lyver!" Er der en eller anden, som råber fra mængden, men Takou lader sig ikke mærke af det.

"Og nu vil du vil forslå, at vi alle skal stå sammen og bekæmpe dem?" Spørger Bali med et tænkende udtryk samtidig med, at han lægger en arm om sin unge.

"På en måde... Jeg ved, at Arvingen ikke vil gå i krig, men hun kæmper for at få Den Øverste på andre tanker... Men han lytter ikke til hende." Han fugter læberne, før han fortsætter med at tale: "Vi skal ikke gå i krig mod dem, men blot forsvare - Vi skal lade dem bryde deres mest hellige lov om at slå ihjel. Det er ikke os, som er uhyrerne i denne kamp, men dem."

Stilheden har langsomt lagt sig over hele forsamlingen, så Takou's stemme giver genlyd mellem stalaktitterne og de rå klippevægge, så det kun er lavaens syden, der blander sig med ordene. Han skimmer rummet, men kan stadigvæk ikke se Nasra nogen steder. En anden skikkelse fanger dog hans blik. 

Det hvide hoved med de tomme øjne ser smilende på ham. Dødsenglen har valgt en plads, hvor ingen andre er i nærheden, men ensomheden lader ikke til og genere den kolde skikkelse.

"Ved at stå sammen kan vi beskytte vores hjem - Den Nedre Verden. Dette er en kamp, som vil have konsekvenser for os alle-" Han lader blikket glide ned på Bali's unge, som knuger sig ind til den grå dæmon. "-Gamle som unge."

"Hvordan havde de tænkt sig at gøre det? Altså, angribe os?" Spørger en sagte stemme fra de omkringsiddende.

"De fangede mig og tog mig med til den Øvre Verden-" Der lyder flere gisp og udbrud, mens nogen slår ud med hænder i vantro. "-De torturerede mig i et forsøg på at udfritte mig om vores Portaler."

Den mumlende atmosfære, som havde ekkoet, forstummes ved hans ord.

"Portalerne?" Hvisker Abaddon, mens en rynke dannes på hans pande. Den gamle dæmon slikker sig tænkende over de tørre læber, samtidig med at han langsomt løfter blikket mod Takou.

"Og fortalte du dem det?"

Stilheden er forfærdelig. Alles øjne er rettet mod Takou, der må synke en spytklat, før han kan tale: "Nej."

Et enstemmigt suk fra væsenerne, får ham til at se op.

"Men de virkede sikre på, at de ville finde Portalerne inden længe... Vi bliver nødt til at gøre noget."

Abaddon rømmer sig unødvendigt højt, mens et usikkert udtryk kravler henover hans ansigt.

"Jeg tog tilbage-" Alle flytter deres blikke over på den enøjede dæmon, der ser ned i jorden med det stirrende øje. "- Blas' lig lå med indvoldene spredt ud over gulvet, så gulvet allerede var fyldt med huller fra hans ætsende blod. Jeg ledte længe efter Ériq, men jeg kunne ikke finde ham. Og du ved-" Han griner let. "-At han ikke er sådan lige til at overse... De kan have taget ham med... Som de gjorde med dig."

Takou knytter hænderne, mens en stærk følelse af ubehag fylder hans indre. Mindet om en gentagende sviende smerte og det varme blod, som blev pumpet ud på det kolde stenbord, vælter ind over ham som en flodbølge. Han krymper sig ved tanken om, at andre gennemlever den samme smerte, samtidig med at man ved, at man ikke kommer derfra i levende live, og at man vil komme til at afsløre ens dybeste hemmeligheder.

"Det er muligt." Hvisker han med en hæs stemme.

En bevægelse får ham til at se op.

"Karem er heller ikke dukket op efter en jagt." Dæmonkvindens stemme kratter en smule, men hendes budskab går tydeligt ind hos dem alle. 

Flere rejser sig og fortæller om forsvundne dæmoner og andre væsener fra den Nedre Verden, som aldrig er kommet tilbage igen. En sur smag danner sig på Takou's tunge, mens alvoren af disse væseners forsvinding bliver tydelig for dem alle.

"Så de vil udslette os, mens vi sover?" Hvæser Bali, så spyt bliver sprøjtet ud i en lille sky.

Takou kan ikke andet end at nikke.

"I ved hvad det betyder!" Brøler han, mens den lille unge klynger sig ind til ham. Med stemmen rystende af vrede fortsætter han: "Det betyder krig!"

Vreden og den genkendelige blodlyst begynder at pumpe op i væsenerne, da de alle istemmer Bali's brøl. Takou blinker flere gange, da det går op for ham, hvad det er, der er ved at ske[M.v.W.1] .

"Nej! Vi kan ikke kæmpe!" Råber han, men væsenerne har allerede vendt ham ryggen og er ved at samle sig i små grupper, der alle er ved at gøre sig klar til en forestående kamp. 

Ingen har tænkt sig at lytte til ham. De vil blot bruge deres aggressive instinkter og handle som rovdyr. Han ser sig forvirret omkring og fanger Dødsenglen's blik, der blot stirrer sørgmodigt tilbage. Hvis de ikke organiserer sig, så vil de slet ikke have nogen chance mod hæren af Krigsengle. Frustreret kører han en hånd henover ansigtet, mens han bander for sig selv.

"Fuck!"

"Nu ikke tag' det så tungt knægt... Lad dem bruge deres vrede... Du er stadigvæk ung, og mange af dem har levet i flere tusinde år, hvor deres had til den Øvre Verden blot er blevet styrket."

"Men du forstår ikke... Jeg lovede hende, at vi ikke ville kæmpe, at vi skulle bevise, at vi ikke er uhyrer!" Han ryster hurtigt på hovedet, mens larmen fra våben skærer sig ind i hans ører.

"Takou... Vi er uhyrer..."

"Men..."

"Du kan ikke gøre noget ved det. Det er sådan vi er - Eller, det er sådan de fleste af os er."

Takou ser op, hvor han møder Abaddons smilende grin, der dog på samme tid er sørgmodigt.

"Du sagde hende... Er det den samme, som bragte dig tilbage til livet?" Spørger Abaddon med et funderende udtryk.

"Yeah... Yeah det var Julia."

"Aha... Og jeg går ud fra, at det også var hende, som hjalp dig med at flygte fra den Øvre Verden."

Takou ser sig hurtigt omkring, mens han åbner og lukker munden i forbløffelse og forvirring. Han er ikke sikker på, hvordan Abaddon har regnet den ud, men den gamle dæmon er ikke sådan at løbe om hjørner med. Forsigtigt nikker Takou med en lille klump i halsen.

"Hmm... Og hun fortalte dig alt det her-" Abaddon kaster med hovedet i retningen af opstanden bagved dem. "- Du må betyde meget for hende..." Afslutter han.

En smule forlegent ser Takou ud til den ene side, mens han leder efter ord til svar. Heden og sorgen er stærk i hans indre, men han kan ikke finde ud af, hvilken en han skal forholde sig til. Et råb river ham ud af sine tanker.

"Takou!"

Nasra lander med et vindpust et stykke fra dem. Bag hende lander en høj og mørk dæmon med tykke horn, der gløder gyldent, som om de brænder let. Den mørke dæmon ser sig omkring med et neutralt udtryk, mens han knytter næverne, så musklerne strammes og de røde blodårer træder tydeligt frem.

Takou har aldrig set Morgul før, så han kan ikke lade være med at stirre på den store ilddæmon, der langsomt følger efter Nasra, som skråner hen mod dem med et spørgende udtryk.

"Hvad er der sket?"

Med hovedet lidt på skrå fortæller han de to nykomne om de sidste øjebliks handlinger. Nasra klikker med tungen under fortællingen, mens Morgul blot stirrer ud på mængden. Takou kan ikke helt finde ud af, hvad han føler omkring fyren. Han vil aldrig have gættet, at Morgul havde været en del af Razid's slæng. Dæmonen her virker meget mere frygtindgydende og cool, end Razid nogensinde ville have været.

"Okay... Det betyder, at vi må have en ny plan..." Udbryder Nasra. Hun virker ikke så frustreret, som Takou ville have forstillet sig, at hun ville være blevet. 

"Morgul, mød-" Starter hun, men Morgul siger hans navn, før hun overhovedet bliver færdig.

"-Takou."

Forsigtigt tager Takou imod dæmonens hånd, der er glødende imod hans egen grå hud. Nasra sender Morgul et udefinerbart blik, men i stedet for at brokke sig, lukker hun kæberne sammen. Det får Takou til at undre sig. Hun plejer aldrig at være sådan. Han får fornemmelsen af, at der er noget han har overset.

"Jeg har hørt meget om dig... Det er dig de kalder Klovn." Fortsætter Morugul i et nøgternt tonefald, mens han lader sin hånd falde ned langs siden.

"Ja, det er mig... Men jeg må indrømme, at jeg aldrig har hørt om dig."

"Det skulle du heller ikke gerne." Morgul ser ned på Nasra med et lige så udefinerbart blik, som hun havde før, hvilket blot gør Takou endnu mere forvirret.

"Morgul kan hjælpe os... Han-" Hun bider sig usikkert i læben, mens hun ser spørgende på Morgul, der blot nikker en enkelt gang. "Han har en evne til at se ud i fremtiden..."

"Men jeg ser kun døden." Bryder han ind med den stadigt ensformige stemme, der ikke rummer nogen form for følelser.

"Døden..." Gentager Takou sagte.

"Ja, og jeg har set megen død på det seneste."

"Hvis død?" Bryder Abaddon ind med en spørgende stemme.

Morgul drejer langsomt hovedet, mens hans læber skilles i et lille skævt smil.

"Vores."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...