Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9703Visninger
AA

2. Kapitel 2

Det er begyndt at regne i menneskenes verden, så de våde dråber rammer hans mørke lædervinger, som små glimtende diamanter, mens tordenvejret rumler i baggrunden. Takou spejder ned mod byen og er ikke helt sikker på, hvad det er han vil. Som Nasra sagde, så er han ikke tilfreds med sit tidligere bytte, så han må finde et nyt. Et nyt offer, der er værdig nok til at blive tilføjet samlingen. 

Han dykker skarpt og lander i en baghave, så den våde jord klæber sig fast til skoene og dermed efterlader aftryk i græsset. Takou slår med hovedet, så det våde hår bliver fanget af vinden for igen at klæbe sig til hans ansigt. Han kniber de gule øjne sammen, selvom sigtbarheden ikke bliver synderligt bedre af det, samtidig med at han nærmer sig husets bagdør.

Det tager ikke lang tid for ham at åbne døren, da han blot med en berøring kan låse den simple lås op, hvis formål er at holde ubudne gæster ude. Rummet på den anden side er mørkt, men bliver nu svagt oplyst af det svage skær fra månen bag de tordnende skyer og fra nabohusets havelampe. Takou strækker vingerne ud og folder dem derefter tæt ind til ryggen, så han kan træde ind gennem døråbningen. 

Hans høje slanke skikkelse virker som en skygge, der sultent og lydløst bevæger sig af sted i ly af mørket. Regnen er trængt ind gennem den åbne dør, men han lukker den ikke. Han behøver ikke at tænde lyset, da han sagtens kan se, så han fortsætter hen til døren i den modsatte ende af rummet, hvorefter han kommer ud i en entre. En lille prikken i huden får ham til at løfte blikket til højre og opefter mod første sal. 

Der er nogen deroppe.

Tanken kommer til ham og føles en smule besynderlig, da han jo er gået ind i huset med en forventning om, at der altså er nogen hjemme. Men han kan ikke helt slippe den prikkende følelse i huden. Med forsigtige skridt begynder han at gå op ad den tyste trappe, hvor han må løfte halen lidt, så den ikke bumper ind i trinene. Han overvejer et øjeblik, at skifte til menneskeskikkelse, men det vil blot kræve endnu et skift, når han skal indtage sit måltid.

Billederne, der pryder væggene, er fotografier af en glad familie bestående af et midaldrende par og deres to teenage-børn, men Takou ignorer disse billeder og fortsætter op ad trappen med de gule øjne vendt stirrende ligefrem for sig. Hans ene hånd glider henover gelænderets glatte overflade, så de lange klør engang imellem klikker mod træet, men lyden er alt for tyst i forhold til vejret udenfor. Han kan ikke lade være med at smile smørret til sig selv.

Takou vender hovedet lidt opad og snuser til luften, der er fyldt med den let genkendelige menneskelige lugt. Gangen er aflang med fem døre. Døren for enden er pyntet med en lille porcelænsfigur af et toilet, hvilket får Takou til at rynke brynene lidt. Han flytter blikket hen til den første dør og ser lys hele vejen rundt om dørkanten. Lyset er blåligt og det ser ud til at flimre lidt. Han behøver ikke at spidse ørerne for at vide, at teenage-drengen sidder foran computeren. 

Værelset i den modsatte ende står på klem, så skæret fra en lille natlampe danner en spids lyskegle fra sprækken og ud på gulvet. Takou vender blikket mod døren foran sig, hvor en sødelig duft fylder hans næsebor. Forsigtigt lægger han hånden på dørhåndtaget og åbner døren, mens hans hale svinger svagt frem og tilbage i en ensformig bevægelse.

Det er ikke første gang, at han vil fortærre en hel familie, da han ikke altid kan spise så meget og må lade den friske føde gå til spilde, men han kan ikke helt lade være, når dræberlysten er så stærk. Selvom rummet er mørkt, så er de stærke farver stadigvæk skarpe for hans øjne, der ser alt meget mere skarpt. Han kigger over mod sengen, hvor en skikkelse ligger krøbet sammen i fosterstilling med dynen trukket helt op over hovedet.

Takou skiller læberne i et grumt smil, så de hvide takkede tænder lyser op i det svage genskær fra det værelse, hvor døren står på klem. Hvis pigen åbner sine øjne nu, vil hun se en skikkelse stå i døren og stirre på hende, hvilket højst sandsynligt ville få hende til at skrige højt. Så Takou træder hurtigt ind i rummet og lukker lydløst døren efter sig, så han kan nyde sit første offer i fred.

Pigen flytter lidt på sig, så hendes hoved drejer lidt til siden, hvorved hendes hvide hals kommer til syne. Takou har ikke tal på, hvor mange unge kvinder han har fortærret, og hvor mange mennesker han har betragtet, mens de sov, før han slog dem ihjel. Han prøver nogle gange at forestille sig, hvad der vil ske, hvis han vender sig om og går af egen fri vilje og bare lader personen sove videre. Men han ender altid med at lægge sine slanke fingre om halsen på mennesket og klemme til, så neglene bores ind i den skrøbelige hud og små dråber af blod vil komme til syne. Problemet er dog altid, at få mennesket til at give ham dets navn. En latterlig forbandelse og regel, der hæmmer dæmonernes jagt, men han kan ikke ligefrem bryde med universets love.

Han tager en dyb indånding og mærker igen den prikkende fornemmelse i huden. Men han ignorerer den. Han bevæger sig i stedet for hen mod sengen med den sovende skikkelse. En smule spændt strækker han vingerne ud, så de fylder rummet fra den ene væg til den anden, hvilket får ham til at se meget stor og frygtindgydende ud - især for et menneske. Forventningen spiller i hans øjne, da han kun er en armslængde væk fra sengen og den stærke lugt af kød og blod intensiveres. 

Han skal lige til at gribe ud efter pigens hals, da hele hans krop fryser fast på steder ved lyden af en skarp kvindestemme og den pludselige lugt af blomster.

"Stop Dæmon, hvis du ikke vil have, at jeg skal skyde dig."

Stemmen er hviskende, men stærk. Takou drejer hovedet lidt, men stopper sin bevægelse, da pigen bevæger sig i sengen, så hendes ene arm falder ud over sengekanten. Blodåren, der løber ned langs armen, er tydelig, og han kan næsten høre blodet, som pumpes rundt af det lille hjerte. Takou hører kvinden gispe og lyden af noget, der bliver strammet op. Et kort øjeblik overvejer han at være ligeglad med kvinden, men noget siger ham, at det vil være en dårlig idé, så han retter ryggen og vender sig langsomt om.

Det gyldne skær fra armbrøsten blænder ham et kort øjeblik, så han må knibe øjnene sammen indtil pupillerne har indstillet sig. Hænderne, der har et godt tag i armbrøsten, er sandfarvede og minder Takou om klippevæggene i hans grotte. Han fokuserer på kvindens skikkelse, der stadigvæk er en smule utydelig for ham, men han er ikke et sekund i tvivl om, hvad hun er.

"Engel!"

Han spytter ordet ud, så Englen et kort øjeblik sænker armbrøsten, men hurtigt hæver den igen. Englen stirrer på ham med sine mandelformede brune øjne, så det føles, som om hun piller alle hans hudlag af og gransker hans inderste med en sådan intensitet, at han lader sit blik fæstne på hendes hals i stedet for hendes øjne.

"Gå væk fra pigen."

Hendes stemme er stadigvæk hviskende, men samtidig kommanderende, hvilket får Takou til at sætte en hånlig mine op.

"Fuck af Engel! Mennesket er mit bytte..."

Pilen flyver af sted, men han havde allerede set den komme og flytter sig til siden med et triumferende grin. Han skal til at komme med en spydig bemærkning, men hun har allerede spændt den næste pil fast og sender den af sted, så han må dukke sig og sørge for, at vingerne er foldet tæt ind til kroppen.

"Du er hurtig Dæmon... Forlad stedet og tag tilbage til den Nedre Verden, mens du stadigvæk kan flyve."

Han griner af hendes forsøg på at gøre retræte til noget ærbart. Det er noget tid siden, at han har været oppe i en rigtig kamp, og det her kunne være den udfordring, som han har søgt. Han øjner Englens skikkelse ud af øjenkrogen, mens han med et spring lander oven på en kommode, som han dog hurtigt sætter af fra og i stedet springer mod den anden ende af værelset og dermed tættere på Englen, som er i gang med at lade armbrøsten på ny.

"Glem det! Men jeg har ikke noget imod at bytte mennesket for en Engel."

Hun når ikke at komme med et modsvar, da han med en håndbevægelse skubber armbrøsten til side og med den anden hånd griber fat om hendes hals, så hun bliver klynget mod væggen. Takou kan ikke lade være med at grine af Englens små fingre, der prøver at kradse hul på hans hud. Han betragter hendes ansigt, hvor øjnene er ved at miste deres lys, og den sandfarvede hud bliver en anelse blegere.

Der lyder et skrig bag ham, men han er for travlt optaget af Englens lidt åbne mund, der prøver at trække luft ned gennem lungerne. Han har aldrig forstået, hvorfor Engle skulle være så frygtet blandt hans egne, da de jo er så svage. Døren ind til rummet bliver flået op, så håndtaget slår ind i væggen med et bedrag. Irriteret løsriver Takou sit blik fra Englens ansigt og vender det i stedet mod døren, hvor en midaldrende mand står med et gevær mellem hænderne.

Takou har mistet lysten til at slå familien ihjel og vælger i stedet at skille læberne ad, så hans takkede tænder kommer til syne i et hvæsende skrig, hvorefter han, stadigvæk med den ene hånd klemt om Englens hals, løber forbi manden med geværet og hen mod trappen. Manden er stivnet og har slet ingen idé om, hvad det er, han lige har set ske på sin datters værelse. Geværet falder ud af hans hænder og lander tungt på gulvet, mens hans eget skrig ekkoer sin datters. Det havde ikke været meningen, at familien skulle have set ham, så han havde sænket sin kamuflage. Men det havde så heller ikke været meningen, at der skulle komme en engel og forstyrre det hele.

Ved trappen er der mere plads, så Takou kan sprede vingerne og svæve ned til første sal, hvor han laver et sving og igen samler vingerne, da han styrter ind gennem døren til entreen og videre ud af bagdøren. Regnen udenfor er ikke holdt op, men er derimod blevet værre. Lædervingerne spredes ud og bliver med det samme fanget af vinden, så han på ingen tid er på vej mod himlen.

Han mærker Englens hænder strammes om sit håndled, da han er fløjet op mellem skyerne, hvilket et kort sekund undrer ham, da grebet føles mere, som om hun er bange for, at han vil slippe hende, som jo ville være dumt, for så kunne hun jo bare brede sine vinger og flyve væk fra ham. Med den undrende mine stadigvæk klistret henover hans ansigt, udtaler han ordene, så portalen åbner sig for ham og hans offer.

Varmen slår op om dem begge med det samme, da han krydser grænsen fra menneskeverdenen til den Nedre Verden. Englen kæmper stadigvæk for luft, mens hun hager sig fast til hans arm. Han er godt klar over, hvilken ballade det vil give mellem den Øvre Verden og den Nedre Verden, hvis nogen ser ham med en Engel på slæb - Især, når han tager hende levende med ned til den Nedre Verden.

Det er en uskreven regel mellem de to steder; Ingen af dem må krydse grænsen til det modsatte sted, medmindre det er et nødstilfælde - De kan kun mødes i menneskenes verden, hvilket er sjældent, da begge parter er gode til at undgå hinanden. Han smiler lidt for sig selv, mens han trækker Englen tættere ind til sig, så hendes lyse skikkelse er skjult af hans mørke krop. 

Som altid stirrer de glubske øjne ud gennem sprækkerne i klippevæggene, men han ignorerer dem og drejer kroppen til siden, så de ikke får øje på Englen. Røgen fra dybet hvirvler op og kærtegner hans krop som tunger, mens han samler vingerne ved styrtdykket og hurtigt spreder dem igen, da han skal rette op. Lugten af brændt kød fylder stadigvæk hans hule, men heldigvis er Nasra væk. Han har ikke brug for hendes bebrejdende blik lige nu.

Normalt lukker han ikke grotten af, da han ikke videre har noget af værdi ud over sin samling, der er gemt i et lille rum bag en stor sten. Men da han lander på sandet ved indgangen til grotten, vender han sig rundt og hvisker de hæse ord, så en tyk flade af noget sort flydende stads rejser sig og fylder hele indgangen, så det kun er bålet, der lyser rummet op. Et tilfreds udtryk glider henover hans ansigt, hvorefter han vender sig rundt, stadigvæk med den ene hånd klemt om Englens hals, dog sådan, at hun kan trække vejret.

Hans tunge skridt i sandet hen mod bålet stopper op, da han pludselig bliver usikker. Hvis han slår Englen ihjel nu vil han ikke rigtig kunne nyde det, da han har mistet lysten lidt, og hvis han gemmer hende til næste dag, så behøver han heller ikke tage på jagt. Et grumt smil spiller om hans læber. Han vil kunne være rigtig grundig med hende. Uden videre løfter han hende op, så han kan se på hendes ansigt.

Yeah... Hun er perfekt.

Uden at tage hensyn giver han slip på hende, så hun falder til jorden som en trædukke, der har fået klippet de førende snore over. Den eneste lyd der kommer fra hende er et lille gisp, mens hendes fingre åbner og lukker sig om sandet i en krampagtig bevægelse. Takou rynker på panden ved synet af hendes ynkelige skikkelse, der ikke på noget tidspunkt rigtig har været en fare for ham.

Hendes gyldne hår falder ned over skuldrene, så hendes bare ryg kommer til syne. Takou har set Engle før, og han har også kæmpet mod dem og dermed været meget tætte på dem, så derfor er det lidt et chok for ham, at hun ikke har nogen vinger. Han bukker sig forover og skal til at lade en klo køre henover hendes ryg, hvilket hun fornemmer, så hendes vejrtrækning med det samme bliver helt stille, da hun holder vejret.

En snerren glider ud gennem hans tænder, hvilket får hende til at fare sammen. Han kan godt lide den frygt, som hun udstråler, især da hun er en Engel. Vinger eller ej, så vil hun stadigvæk blive perfekt til samlingen. Han ser sig lidt om i grotten for at finde ud af, hvad han skal gøre af hende resten af natten. En smule tilfældigt falder hans øjne på stenen indtil samlingen, og hans takkede tænder kommer straks til syne i det uhyggelige klovne smil. 

Englen bliver liggende på jorden i den samme stilling, mens han flytter stenen indtil det lille rum. Skæret fra ilden oplyser svagt de afrevne hoveder, der ligger på hver deres lille indhak i rummets væg som skrigende gargoiler. Stanken fra de rådnende hoveder er som en sød duft for ham, og han kan ikke lade være med at tage en dyb indånding af fryd. Et klynk lyder fra Englen, der skræmt ser hen mod rummet.

Takou's latter fylder rummet, da han brutalt griber fat i Englens ene arm og nærmest kaster hende ind i rummet, så hun rammer den modsatte væk. Hun roder rundt på jorden, mens kvalmen stiger op gennem hendes hals, så hun bliver nødt til at åbne munden, hvorved at hun indånder mere af den rådne luft, så hendes hals nærmest trækker sig sammen i en spasme bevægelse. 

Han stirrer på hendes gispende skikkelse med et ondskabsfuldt blik, selv da hun begynder at få tårer i øjnene, bredes hans grumme smil blot. Hun skal til at rejse sig op, men han griber ud efter stenen og begynder at skubbe den på plads. Rædslen i hendes øjne er som et narkotika for ham, og et lille suk forlader hans læber, da hendes skrig bliver lukket inde af stenen. 

En smule triumferende over sin fangst slentrer han over til sin seng og smider sig på den, så fjedrene giver efter for hans vægt. Hvis han koncentrerer sig, så kan han stadigvæk høre hende skrige, men hun vil snart være træt og falde i søvn, hvor hun vil drømme om sine kære og ønske, at de ville komme efter hende. Han smiler til loftet i sin grotte og sig selv ved denne tanke.

"Drøm alt det du vil Engel... Når jeg vågner, så vil du ønske, at de drømme var virkelighed."

Han smiler lidt for sig selv. Det havde aldrig faldet ham ind, at han skulle støde på så svag en engel, og så ligefrem slæbe den med hjem som et bytte. Selvfølgelig er det en bedrift for en dæmon at slå en engel ihjel, men det er i kamp. Ingen anden dæmon vil tænke på ligefrem at slæbe en levende engel med til den Nedre Verden og så fortærre den der. Undtagen én.

Det havde været en dag som alle andre. Nasra havde fundet ham siddende på en klippekant i nærheden af nogle af de ældres grotter. De havde begge ikke været særlig gamle, og den eneste af de to, som egentlig anså dem for at være venner, var Nasra. Hun havde fløjet rundt med nogle af de andre dæmonunger, men havde set ham sidde for sig selv – som han altid gør – og havde slået sig ned ved siden af ham og var begyndt at plapre op om alt muligt.

Råbene og lyden af kamp var kommet oppefra, og begge dæmonunger havde løftet blikket for at se, hvad der skete. Takou havde endda rejst sig op. Fra deres klippekant, kunne de kun se noget lyse stærkt op, mens en regn af noget væske kom fra de to flyvende skikkelser.

”Hvad tror du, at der sker?” havde Nasra udbrudt, mens hun stillede sig på tæer for at få et bedre udsyn.

På det tidspunkt, havde han overvejet at flyve derop, men få sekunder efter, var de to flyvende skikkelser dykket ned, så Takou tydeligt kunne se den kæmpende engel og dæmon. Det var første gang, at han så en engel på tæt hold. Men denne engel havde allerede tabt kampen mod den fyrige dæmon, som nu havde grebet fat om englens vinger og revet til, så de blev hevet ud af deres rødder. Englen havde skreget så forfærdelig højt, at Nasra havde dækket sine ører til.

Takou havde stirret på englen, der nu begyndte at falde mod dybet og ned til den kogende magma. Dæmonen ville dog ikke give slip på sit bytte og greb fat om englens hoved. Det tog kun et øjeblik for dæmonen at skille hovedet fra kroppen, hvorefter dæmonen lod englens krop falde. Englen havde ikke været andet end et trofæ for dæmonen.

Det havde fascineret Takou.

Han ser over mod stenen, der er den eneste hindring mellem ham og englen. Det ærgrer ham lidt, at hun ikke er lige så kamplysten, som den anden engel. Hun virker mere som en engel, der allerede har opgivet håbet.

Men hun er stadig en engel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...