Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9800Visninger
AA

19. Kapitel 19

Nienna står uden for døren. Hendes høje skikkelse betragter ham tænksomt, da han blot ser ud til siden med et tomt blik.

"Jeg går ud fra, at I har sagt farvel..."

Det er ikke et spørgsmål, men en konstatering. Alligevel nikker han til svar.

"Nienna... Jeg forstår ikke de her følelser - Jeg har altid været anderledes. Udstødt. Men ikke på noget tidspunkt har jeg følt noget lignende... Det føles- Føles som om jeg falder fra hinanden - Og det gør ondt."

Han løfter hovedet, mens flere følelser kravler henover hans ansigt. Takou forventer, at Nienna vil grine ad ham. Le, fordi han udviser sårbarhed og svaghed, noget som en dæmon ikke bør besidde. Men Nienna griner ikke. Hun ser på ham med et lige så smertefuldt udtryk, som om det er hende, der lige har sagt farvel.

"Det er altid hårdt at sige farvel til nogen, som man holder af... Lov mig Takou, at du vil gemme den følelse...  Huske den, og finde den frem engang imellem. Brug den og bevis, at den Nedre Verden ikke er ren ondskab, men også indeholder kærlighed - Det vil blive svært, men jeg tror på dig... Du har givet mig håb."

Et kort øjeblik føler han sig opslugt af hendes væsen, mens hun taler. Det føles lidt som om, at et bånd er blevet viklet omkring dem, som om de har lavet en usynlig aftale, der ikke kræver ord, men alligevel er stærkere end noget andet.

Han løfter hånden op til sit bryst, lige over hjertet, og knuger om blusen, hvor Julia før havde knuget stoffet. Med et enkelt nik bekræfter han deres usynlige aftale. 

***

De bevæger sig gennem gangene som skygger, og hver gang de støder på nogen blænder Nienna dem, så Takou ikke behøver at gemme sig hele tiden. Hun fortæller ham, at der er lettere at blænde dem nu, hvor han ikke længere lugter af blod og død, og har fået noget tøj på, som har den samme lysende energi, som alle væsenerne i den Øvre Verden besidder. 

På vej op ad nogle trapper løfter han blikket op mod loftet. Synet får ham til at gispe af overraskelse. For det første er der ikke noget loft, men en tynd overflade af energi. På den anden side af fladen er der et stærkt lys omgivet af en kraft så stærk, at Takou må hive efter vejret. En stærk svimmelhed rammer ham, så han er ved at vælte, men Nienna når at gribe ham.

"Du skal ikke kigge mod lyset... Husk, at vi er i den Øvre Verden - Her bliver der brugt meget energi mod ondskaben, så det vil ikke ligefrem være særlig godt for dig, at se mod den største og stærkeste energikilde her."

Han lukker øjnene i og må tælle til ti, før han igen åbner dem.

"Hvad er det?"

Hun besvarer hans vantro blik med et smil.

"Vi kalder det for Solen, men det er slet ikke som den sol, der er i den menneskelige verden. Den hænger henover Pladsen - Det sted, hvor alle væsener i den Øvre Verden samles engang imellem, blot for at være sammen, men også til specielle lejligheder... Som når Julia skal ophøjes til den Øverste."

Nienna slipper ham, så de kan gå videre op ad trapperne. Et eller andet sted vil han gerne lære mere om den Øvre Verden, da alt hvad han hørt i den Nedre Verden kun er løse rygter og halv-sande beretninger. Det slår ham, at han aldrig har hørt om en dæmon eller noget væsen fra den Nedre Verden, der har overlevet et besøg i den Øvre Verden. 

"Jeg bliver nødt til at tage dit syn igen for en stund - Jeg skal nok give dig det tilbage igen, men jeg kan ikke vise dig vejen til Portalen... Du ved, det er den mest hellige lov."

Hun sender ham et smil, mens han nikker forstående. Han er også bange for, at når andre finder ud af, at han har været i den Øvre Verden, så vil de udspørge ham om Portalen, hvilket blot vil få ham i problemer.

"Luk øjnene."

Han gør som hun siger og mærker en finger på hvert øjelåg.

"Du skal ikke åbne øjnene nu... Det vil blot medføre smerte."

"Yeah... Men før mig nu ikke ind i en dør eller noget."

Hun fnyser let, men griber så fat i hans arm og fører an. De går hen langs lange gange, drejer ved flere sving, går op ad trapper og ned igen, og på et tidspunkt skal de springe henover et stykke. Takou har en høj mistanke om, at hun fører ham rundt i cirkler, så han skal blive forvirret og derved ikke kan huske ruten udenad. 

Det behøvede hun egentlig ikke... Jeg er ikke engang opmærksom på mine omgivelser... 

Med hænderne knyttet sænker han hovedet. Billederne, der fylder hans hoved er fra de sidste par dage. Alt, hvad han og Julia har været igennem føles som en kort rejse, der er sluttet alt for pludseligt. Han føler sig stadigvæk besidderisk og kan ikke forestille sig, at andre skal lægge en hånd på hende. Men han må erkende virkeligheden.

Han føler sig dum. I princippet burde han have været mere opmærksom på ruten, da det helt klart ville have været en fordel. Nienna stopper pludselig op, så han bliver trukket bagud af hendes faste greb.

"Hey! Du må godt lige advare mig."

"Undskyld... Vi skal lige ned her, og så giver jeg dig synet igen."

"Igen? Men vil jeg så ikke se Portalen?"

"Jo, men den her Portal flytter sig rundt hele tiden, så det gør ikke noget... Og- Og i tilfælde af, at du nogensinde skulle finde vej hertil igen, så vil jeg give dig evnen til at se... Du skal ikke famle omkring i mørke her, det vil Julia aldrig tilgive mig."

En smule forvirret mærker han hendes fingre på øjenlågene igen. Meget forsigtigt åbner han dem og opdager, at de befinder dem i et cirkulært rum, hvor der i midten er en Portal magen til dem i den Nedre Verden. Bag ham er der en trappe, der fører op til noget der kunne ligne en aflang gang. 

"Hvor kommer jeg ud henne?"

"Det bestemmer du selv... Jeg har på fornemmelse, at jeres Portaler fungerer som denne her. Du skal blot forestille dig stedet, og så vil du komme ud der."

"Virkelig? Nej, vores Portaler er begrænset - Vi vil altid komme ud de samme steder, men vi har også mange, så det er næsten det samme."

"Hmm... Mærkværdigt."

Han trækker på skuldrene, mens han prøver at skubbe den gnavende følelse af tab lidt til siden.

"Du må hellere skynde dig... Jeg er ikke sikker på, hvor lang tid der vil gå, men med tidsforskydningerne, vil der ikke gå lang tid."

Hun ser på ham med et fast blik, der får ham til at nikke, men samtidig får ham til at føle sig fanget.

"Takou, det er vigtigt, at du overbeviser den Nedre Verden om, at de skal forsvare og ikke angribe... I skal bevise over for den Øvre Verden, at I ikke er uhyrer. I skal minde den Øvre Verden om, hvor vigtig balancen er. Husk det!"

Han tager en dyb indånding, før han lader ordene forlade sin mund.

"Det vil jeg."

Med et nik fra hende, drejer han rundt og går hen til Portalen. Han ser undersøgende på det åbne vindue ind til menneskenes verden. En verden, der slet ikke har nogen anelse om den forestående krig.  Med en enkelt vejrtrækning skifter han til dæmonskikkelse, så lædervingerne vokser frem mellem skulderbladene og får tunikaens ryg til at sprække. Halen kæmper sig ud over buksekanten, mens han mærker de små horn gro frem i panden. 

Han stirrer på skyerne, der begynder at danne sig foran ham, mens han svagt kan mærke vinden mod sin hud. Tankerne flyver tilbage til før han mødte Julia. Til dengang han stadigvæk var Takou. En dæmon der ikke kendte sig selv, eller havde nogen anelse om, hvem han kunne blive. Mens han står her, kan han mærke sig selv. Han kan mærke sit jeg. Sit rigtige jeg. 

Et enkelt skridt frem og han spreder vingerne, så de bærer ham ud gennem Portalen og ind i menneskenes verden.

***

Vindens susen gør ham både ør og frisk i hovedet. Det føles så underligt, at være tilbage i den menneskelige verden, og han ved, at det bliver endnu mere mærkeligt at komme tilbage til den Nedre Verden. 

"Tid... Jeg har ikke meget tid."

Han presser læberne sammen, mens han skimmer omgivelserne, hvor grå skyer har samlet sig til det forestående tordenvejr. Det er som om, at den menneskelige verden er klar over, at der snart vil ske noget. En lille knude af frygt danner sig i hans mave, da han ud af øjenkrogen kan fornemme gyldne skygger. Med et kraftigt vingeslag får han skudt sig fremad og ved at dreje af og ramme nogle af vindstrømmene, kommer han hurtigere frem.

"Den forbandede tid!"

Nienna's ord bliver ved med at fare rundt inde i hans hoved. Hun har ret, han skal skynde sig. Hvis han ikke når til den Nedre Verden inden for få sekunder, så kan det betyde fatale konsekvenser. Med armene presset tæt ind til kroppen og hovedet ligefrem, deler han vindene i to, så han til sidst er fremme. Portalens omrids kan kun lige ses meget svagt i mørkets skygger. 

Tiden føles langsom, da han bryder den tynde overflade mellem de to verdener. En fornemmelse af lettelse skyder gennem ham, men den bliver hurtigt erstattet af en gribende frygt. 

Hvordan skal han kunne overbevise den Nedre Verden om, at den Øvre Verden er ved at gøre klar til krig. Den Verden, som gennem hele deres eksistens har svoret at beskytte livet og ikke gøre fortræd. Han lukker øjnene et øjeblik, men åbner dem så igen, da han hører nogen kalde på ham.

"Takou!"

Han når lige at sætte fødderne på den stenede grund, før hele hans udsyn bliver fyldt af en lilla manke. Armene, der har lukket sig fast omkring hans overkrop, er ved at klemme luften ud af ham, så han må gispe efter vejret.

"Nasra..." udånder han.

Hun træder et skridt bagud, så han kan gribe sig til brystet. Takou minder sig selv om, at han ikke havde sagt tak til hende, eller på nogen måde havde fortalt hende, at han og Julia var taget af sted til den Blå Lagune.

Gad vide, hvor længe jeg har været væk?

En syngende lussing ekkoer gennem de mange gange, mens en sviende smerte breder sig henover hans kindben, hvor huden begynder at blive en anelse mørkere.

"Tak." Hvisker han.

Hendes tætsiddende gule øjne er blevet fugtige, og han kan tydeligt mærke, den frustration, der har tynget hendes skuldre. Endnu engang løfter hun hånden og hamrer den mod hans kæbe - Denne gang med knyttet næve. 

Han mærker, hvordan de sammenbidte tænder borer sig ind i tandkødet, hvorved smagen af blod i munden bliver tvunget frem. Langsomt løfter han hovedet, så hans øjne kan møde hendes. Hendes løftede knytnæve ryster tydeligt, da hun trækker den bagud. Uden et ord, drejer han hovedet, så hendes slag ville ramme rent og sikkert få ham til at vælte. Men slaget kommer ikke. 

Forsigtigt drejer han hovedet tilbage, så han kan se hende. Hun har sænket hovedet, mens begge arme hænger ned langs siden i ren og skær opgivelse.

"Du stinker Takou."

Det får ham til at løfte et øjenbryn af undren.

"Du stinker af hende... Af engel."

Hans hjerte begynder at banke hurtigere. Billeder af Nasra's forsøg på at forføre ham, og hendes sårede udtryk, da han sendte hende væk, vælter ind over ham. 

Det må være sådan her... Hun har følt hele tiden... Jeg er ked af det Nasra - Det er jeg virkelig.

"Var hun god?" Spørger hun nøgternt, men en sitren gennem hendes krop er et tydeligt bevis på, at hun ikke er upåvirket af spørgsmålet.

"God?"

"Lad være med at spille dum Takou... Var hun god? Der er kun én måde, hvorpå man kan komme til at stinke sådan af en anden person... Ved at spise personen eller ved at... at..."

Det går op for ham, hvad det er hun spørger om, og en stærk hede breder sig i hele hans krop. En varme, der får ham til at se væk.

"Jeg har ikke spist hende..."

"Ååh... Så-"

"Nej... Vi blev overrasket af en gruppe Krigerengle-" Han løfter hovedet og møder hendes blik."-Jeg blev ført til den Øvre Verden..."

Ordene falder ud af munden på ham, mens han prøver at forklare hende, hvad der er sket. Det eneste, som han undgår, er de hede scener mellem ham og Julia.

"Fuck! Så de bevingede fjerkræ er i gang med at planlægge en krig - Vi må gøre noget!"

Hun ser tænkende til siden, mens en lille rynke dannes mellem hendes bryn.

"Takou, spred nyheden til alle du møder på din vej og bed dem komme hen til Samlingen... Jeg vil prøve at få fat i Morgul."

"Morgul?"

Hun ser på ham med et fjernt blik.

"Ja... Morgul... Han var en del af Razid's slæng... Han vil kunne hjælpe os."

Takou løfter skeptisk et øjenbryn og fnyser højlydt.

"Sig mig... Er rygterne elendige hernede eller hvad? Jeg slog Razid ihjel... Tror du ikke, at hans bulldogs vil være lettere rasende nu?"

"Stol nu bare på mig!" Vrisser hun, mens hun sender ham et gennemborende blik.

"Okay... Fint nok - Så mødes vi ved Samlingen."

Hun nikker en enkelt gang og vender så rundt, hvorefter hun spreder vingerne og styrter mod en af tunnelerne. Han ser et kort øjeblik efter hende, men sætter så selv af, hvorefter han vender kursen mod Samlingen. Endnu engang kommer han i tanke om, at de ikke har nogen tid og spilde.

"Og du klarer dig jo allerede strålende Takou...  Lige spildt en masse tid på at stå og snakke i stedet for handling... I det mindste troede hun på dig... Det bliver snart sværere at få andre til det - Hvordan fanden skal jeg klare det her!?"

Han ryster på hovedet for at klare tankerne.

"Tag dig sammen Takou... Julia og Nienna regner begge med, at du får stablet et forsvar på benene - Og du vil gøre det!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...