Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte? Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden. Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter. Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet. //Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9601Visninger
AA

18. Kapitel 18

Takou må knibe øjnene en anelse sammen, da Julia skubber en dør op, så de hermed kommer ud i et oplyst rum. Rummet er cirkulært, så man med det samme får et indtryk af, at de er i et tårnværelse. De sparsomme møbler er alle udskåret i lysebrunt træ, hvor blomstrede mønstre går igen og tilføjer rummet en svag dunst af skov. Væggene er hvidmalede, mens de kunstneriske udformede blomster kravler henover som spindelvæv, så Takou må snappe efter vejret for ikke at indånde for meget af den kvælende lugt.

Nienna står henne ved en kommode, hvor hun rører rundt i en kop med dampende væske. Hendes neutrale ansigt oplyses i et lille smil, da hun vender sig om mod dem.

"Jeg overvejede et øjeblik at gå ind og hente jer..." Hun går hen imod dem med koppen i den ene hånd. "... Men jeg kan se, at jeg bliver ved med at undervurdere dig, Julia."

Julia sender hende et lille smil, mens de sammen hjælper Takou ned og sidde i en blød lænestol. Han føler sig beskidt og fuldstændig malplaceret i det rene rum med de fine ting. Og følelsen bliver blot styrket, da Nienna rækker ham koppen, som viser sig at være af fin porcelæn.

"Drik det - Det vil gøre dig mere frisk og dulme kvalmen."

Hun rækker ham forsigtigt koppen og venter på, at han har løftet den op til læberne, før hun vender sig om og går hen mod en stol, hvor en mørkeblå bylt ligger. Forsigtigt puster han til den dampende væske og lade den lidt beske duft fylde hans næsebor. Koppen føles skrøbelig mellem hans beskidte fingre, og han er bange for at trykke for hårdt omkring den lille hank. Takou ryster en lille smule på hænderne, så han prøver at skjule det ved at tage en slurk af te’en. Den varme væske fylder hans svælg, mens urterne får ham til at føle sig en lille smule mere vågen.

"Har du det bedre nu?" Spørger Julia med en bekymret stemme, mens hun sætter sig ned på hug ved siden af lænestolen. 

"Ja, det har jeg."

Egentlig føler han sig en smule gennembanket, men han vil ikke gøre Julia mere bekymret. 

"Jeg er ked af at sige det, men du stinker." Nienna står med bylten hvilende på sin arm og et drilsk smil spillende om læberne. "Og du er stadigvæk smurt ind i blod, så du efterlader spor alle vegne - Min magi er stærk, men ikke så stærk."

Han ser ned ad sig selv, hvor blodet begynder at størkne og hænge i flager. Utroligt nok, har han ikke smurt noget blod ud over den hvide lænestol. Med et skævt smil løfter han blikket og ser spørgende på Nienna.

"Magi?"

Hun nikker til svar.

"Ja, men det ville altså være lettere, hvis du vil tage et bad og får noget tøj på."

Han griner let, mens han drikker det sidste af te'en.

"Det ville også være rart."

Og det ville det. Flere steder på kroppen begynder hans hud at klø for ikke at tale om, at hans hovedbund er kradset lidt til blods flere steder på grund af irritation. Nienna lægger hovedet lidt på skrå, mens hun betragter ham.

"Jeg har fjernet så meget af de duftende olier, som jeg kan, men du vil nok ikke helt kunne undgå at komme til at dufte lidt af det."

Han løfter det ene øjenbryn, "det kan jeg vel godt leve med."

Hun smiler, samtidig med at hun laver et kast med hovedet hen mod en plan lysebrun dør, der højst sandsynligt fører ud til et badeværelse. Han skubber sig selv op fra stolen og lader Julia tage koppen fra sig, mens han bevæger sig hen mod døren og i forbifarten tager imod bylten fra Nienna. Med et lille nik, ser han sig over skulderen på de to kvinder, der begge smiler til ham. 

Badeværelset er meget elegant, hvor mønstrene fra værelset går igen. Der er både en bruser, men også et badekar. Han lader den blodige hånd glide henover badekarets glatte overflade, mens han overvejer, om han skal tage bruseren eller karet. 

Det ender med at han vælger bruseren, da han så også kan få skyllet sine vinger for snavs, hvilket ville være lidt mere besværligt i karet. Et lille smil glider henover hans ansigt, da han ser de mange små flasker, der står på en hylde henover badekaret. Flaskerne er alle formet som blomsterhoveder i farverige farver. Han lader sine fingre lukke omkring en grønlig flaske, der ligner lidt en kogle i stedet for en blomst. Forsigtigt åbner han låget og bliver mødt af en stærk lugt, der er lige ved at få ham til at tabe flasken. En smule fortumlet får han hurtigt stillet flasken på plads.

Bruserens varme vand masserer hans krop, mens strålerne kvikker ham endnu mere op. Nienna har stillet en høj og slank flaske frem til ham, som han forsigtigt åbner låget på. En svag duft af grannåle og skov fylder luften omkring ham, og han føler sig en smule beroliget. Duften hverken kradser eller giver ham en kvælende fornemmelse.

Normalt, når han går i bad, så vasker han sig bare. Det er sjældent, at han bruger shampoo eller andre duftemidler. Prøvende lader han den tyktflydende væske komme ud af flasken, hvorefter han masserer det ind i håret. Irritationen i hovedbunden bliver med det samme dulmet, og han kan ikke helt undertrykke det lille "Åh".

Da han er færdig og har tørt sig griber han ud efter den mørkeblå bylt, der viser sig at være en blød tunika og nogle tætsiddende sorte bukser. Det tager ham lidt tid at binde snoren omkring tunikaen, da han ikke er helt sikker på, at han har vendt den rigtigt. Med et kort blik i spejlet over skulderen åbner han døren ind til værelset. 

Julia sidder på sengekanten, mens Nienna står ude midt på gulvet med et grundende udtryk i øjnene. De drejer begge hovederne mod ham, da døren går op, så han en smule forlegent lader hånden glide op til det mørke hår og lader den køre igennem. 

"Jeg troede ikke at blå ville klæde dig." Siger Nienna med et lille grin, mens hun slår lidt med hovedet, så håret falder hen over skuldrene i en flydende bevægelse. Julia skal til at sige noget, da en hamrende lyd afbryder hende. Alle som én drejer de hovedet over mod den store dobbeltdør, hvor den hamrende lyd kommer fra. 

Alt blodet løber fra Julia's ansigt, mens hun skræmt ser på Takou, der gengælder hendes blik med et nervøst udtryk. Han ser ingen anden udvej end at hoppe et skridt bagud og smække døren i. I samme øjeblik som han slipper håndtaget, bliver døren indtil værelset åbnet. Vindpustet fra den åbne dør glider ind under døren, så han kan mærke vinden mod sine bare tæer. 

"Nienna, forlad os." Den Øverste's stemme lyder endnu mere dæmpet gennem døren, men ved at lægge hovedet mod døren, kan Takou sagtens høre hans rustne stemme.

"Min datter... Jeg har nogle vigtige ting, som jeg gerne vil tale med dig om."

"Fader jeg-"

"Sshh... Du skal ikke anstrenge dig for meget min engel. Jeg ved, at du har været meget igennem, og at du har brug for hvile, men det her kan ikke vente."

Takou flytter lidt rundt på fødderne, mens han prøver at finde en mere behagelig stilling, hvorved han stadigvæk kan høre, hvad de siger i rummet.

"Du ved, at jeg er ved at være for gammel til at være den Øverste... Tiderne skifter, og jeg kan ikke længere følge med."

Der er stilhed i et stykke tid, så Takou må holde vejret for at være sikker på, at han ikke går glip af et eneste ord.

"Jeg savner din mor."

"Jeg savner hende også..."

"Du ligner hende... Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis der var sket dig noget."

Atter stilhed.

"Jeg vil sørge for, at der aldrig vil ske dig noget, og at når du bliver den Øverste, så skal du ikke bekymre dig om den Nedre Verden..."

Takou må klemme om dørkarmen, mens hans nakkehår rejser sig ved den gamle engels ord.

"Hvad mener du?"

"Vi vil sammen sørge for, at de afskyelige væsener aldrig vil kunne træde ind i den menneskelige verden igen - Herefter vil vi rense Verdenen for de væsener, som gemmer sig i mørket, så der til sidst kun vil eksistere den Øvre- og den menneskelige verden."

Hans strube snører sig sammen, mens han langsomt synker ned på knæ.

Udslette den Nedre Verden... De vil gå i krig - Og den Nedre Verden vil ikke have nogen mulighed for at forsvare sig... De vil alle dø.

Han prøver at synke klumpen i halsen, men forbløffelsen og den begyndende skræk gør det besværligt.

"Det kan vi da ikke... Fader, det er forkert, vi-"

"Jeg kan se, at du stadigvæk er rystet min kære, men bare rolig... Du skal ikke bekymre dig. Vi, rådet og jeg, har allerede besluttet os, det eneste vi mangler er at finde ud af, hvor Portalerne er... Men den brik har vi inden længe, og så kan vi færdiggøre puslespillet."

Takou kan ikke fatte, at den Øvre Verden virkelig vil gå krig - rettelse - Udslette hele den Nedre Verden. 

"Men det kan vi ikke! Det vil ødelægge balancen."

"Balancen? Mit kære barn, der er ingen balance, det er den, vi prøver at genoprette - Hvilket vi gør ved at fjerne alt ondskaben, så menneskene kan leve trygt og godt uden at skulle opleve mørket..."

Han holder vejret og må bekæmpe trangen til at gå ind i rummet med en sådan styrke, at han bider sig selv i kinden.

"Uden mørket, vil de ikke kende til lyset eller kærligheden... Fader kan du ikke se, at det her er forkert? Moder vil-"

"-Din mor vil have støttet mig i mit valg i at bekæmpe ondskaben, og hvad har kærligheden med det at gøre?

"Uden mørke vil der heller ikke være kærlighed, da menneskene ikke vil kende til den frygt at miste nogen... De vil blive sygeligt besatte af en verden uden en stærk kontrast. En verden uden Kaos - Der er brug for kaos fader. Der er brug for mørke."

Han tænker over den sidste sætning. 

"Der er brug for mørke"

Træt lukker han øjnene i. Det er ikke hver dag, at han hører de ord, for det meste vil folk helst leve foruden mørket, men han kan godt se meningen, i det hun siger. Lige meget hvor meget den Nedre Verden afskyer den Øvre, så vil de ikke kunne leve uden den - De er som to kontraster, der altid skal være til, hvormed balancen vil kunne forblive opretholdt.

"Min engel... Jeg har gjort dig oprørt, det var ikke min mening, det er jeg ked af - Jeg kom for at fortælle dig en god nyhed, som ville gøre dig glad, men nu har jeg gjort dig vred, så måske vil du have svært ved at finde glæden ved den."

Takou lytter ikke helt efter, da han stadigvæk er en smule åndeløs over, at en krig mellem de to verdener ligger for døren.

"Når du skal forkaste din status som Arvingen og dermed bestige den rolle, som du har været pålagt hele dit liv, nemlig livet som den Øverste af den Øvre Verden, så skal du ikke være alene. Du er en kvinde, og en kvinde har brug for en soldat. En mand, som kan beskytte hende og sørge for, at hun ikke træffer de forkerte beslutninger. Han skal støtte hende i alt og hun ham."

Lyden af nogen, som rejser sig hurtigt og skrider henover gulvet med hårde skridt.

"Fortæller du mig, at jeg skal finde mig en mand?"

"Det er ikke nødvendigt... Jeg har allerede fundet en passende - Og du har mødt ham."

"Hvad!?"

Takou er målløs. Hvor mange gange skal han lige blive mundlam i løbet af denne dag? 

"Ikke den tone min kære. Jeg taler selvfølgelig om den kære Johan-"

"Johan!?"

Hun har hævet stemmen, så Takou ikke engang behøver læne sig mod døren for at tyde ordene.

"Sssh - Dæmp dig! Ja, han er en god soldat og har altid været meget ædel - Han spurgte mig, og jeg sagde ja... Manden elsker dig, du bør være glad."

Takou kan ikke lade være med at knurre en smule, mens han i hovedet forestiller sig selv vride halsen rundt på Johan, hvorefter han vil mæske sig i det søde engleblod.

"Elsker mig? Nej fader, han elsker mig, fordi jeg er Arvingen - Han elsker mig ikke for den, jeg er."

"Så er det nok! Du bliver forenet med ham, og I vil sammen sørge for at den Øvre- og den menneskelige Verden vil forblive renset fra den Nedre Verdens monstre - Det kommer til at ske, og du har bare at opføre dig voksent og ikke lige så barnligt som nu..."

Takou læner sig ind mod døren, mens han hører lyden af slæbende skridt og en dør, der bliver åbnet for derefter at blive lukket igen. Forsigtigt rejser han sig op og trykker håndtaget ned, så døren glider op. En tyk dyne af stærk energi er efterladt i rummet, så han ikke kan lade helt være med at føle sig ubehageligt til mode.

Midt i rummet, med siden til ham, står Julia med knyttet hænder og tårer strømmende ned langs kinderne. Hendes øjne er slørede og fokuseret på den lukkede dobbeltdør, så han er helt i tvivl, om hun overhovedet ved, at han er der. Hans tvivl bliver dog smidt til jorden, da hun åbner munden.

"Hørte du det hele?"

Hun stirrer stadigvæk på døren, mens hun trækker vejret i stødende bevægelser.

"Ja." 

Han lader sine hænder hænge slapt ned langs siden, mens han betragter hende. 

"Hvad venter du så på? Du bliver nødt til at tage til den Nedre Verden og advare dem. Jeg vil-" Hun drejer endelig hovedet over mod ham, så han kan se opgivelsen i hendes blik. "-Jeg vil gøre mit bedste for at forsinke dem."

Selv i hans menneskelige skikkelse er han hurtig, så hun når kun at blinke én gang før han står ved hendes side.

"Jeg kan ikke bare forlade dig... Ikke nu - Julia, du er ked af det."

Min... Hun er min...

Hun løfter hovedet, så hun kan se ind i hans øjne. De brune øjne ser helt flydende ud, mens de små tårer minder ham om diamanter. Det gør ondt inde i ham. Han bryder sig ikke om, at hun er ked af det, men han ved ikke, hvad han skal gøre, så hun bliver glad igen. En smule akavet løfter han hånden og lægger den på hendes skulder.

En lille gnist bliver tændt mellem dem, da han kan mærke varmen fra hendes hud mod sin. Han er ikke sikker på, hvad han nu skal gøre, så han lader hånden hvile på hendes skulder, mens hans blik fæstner sig ved den.

"Det bliver du nødt til."

Han lader hånden glide henover det lille ar efter hans bid, mens han kan mærke sit hjerteslag blive hurtigere. 

"Hvad skal jeg fortælle dem?"

Meget forsigtigt og med en tøvende mine bevæger han hånden hen mod hendes hals, hvor han lader tommelfingeren kører rundt i cirkulerende bevægelser under hendes øre.

"Sandheden."

Julia løfter sin modsatte hånd og lægger den på hans bryst, så hun kan mærke hans hjerte gennem det tynde stof. En stærk rødme skyder op i hans kinder, mens han mærke hendes fingre kramme om stoffet. Stadigvæk med hede kinder, slipper han blikket fra sin hånd og ser hende i øjnene igen. Hendes mund er let åben, og hvis han tager en dyb indånding, kan han smage hendes ånde på sin tunge. 

Selvom den kvælende blomsterduft hænger omkring hendes skikkelse, kan han ikke lade være med at læne sig lidt frem mod hende. 

"De vil ikke tro på mig."

Deres ansigter er faretruende tætte på hinanden. Takou tænker straks tilbage på episoden ved den Blå Lagune, og han må snappe efter vejret for ikke at læne sig længere frem. Julia sænker blikket, så hendes øjne er halvt skjult af de mørke lange vipper. Han kan tydeligt fornemme hendes blik på hans læber, og det går op for ham, at hans øjne har fæstnet sig ved hendes. 

"Det skal de."

Han kan mærke hendes åndedrag mod sin hud, så det prikker over hele det hele, som om han er blevet ramt af et lyn. 

"Der vil komme krig."

Hvis han blot skubber hende ind mod sig, vil hans læber møde hendes igen, men han tør ikke; ikke efter episoden ved træet ved den Blå Lagune. Han føler sig så underligt malplaceret og samtidig behageligt til mode på grund af hendes nærvær. 

"Ja."

Hendes hjerteslag er tydelige, og de er som et ekko af hans eget hjerte, der er ved at løbe sit eget lille maraton.

"Der vil blive død."

Hun læner sig længere ind mod ham, så deres læber er få millimeter fra at røre hinanden, som om hun vil have, at han skal tage skridtet.

"Ja."

Det vil blot kræve, at han løfter hovedet lidt og læner sig frem, men han bliver pludselig grebet af frygt. 

"Vi vil måske ikke se hinanden igen."

Han lader sin hånd falde, mens han langsomt trækker hovedet tilbage. Julia giver ikke slip med det samme. Hun ser først trist på ham, men hendes blik skifter og bliver erstattet af et mere tomt udtryk.

"Ja."

Hun slipper sit tag, så han ikke længere kan mærke hende. Følelsen af adskillelse er tilbage. Han vil gerne sige noget til hende, men han kan ikke få ordene ud.

"Du bør gå nu. Nienna venter uden for døren - Hun vil vise dig vejen."

"Julia-"

"Bare gå... Vær sød og gå Takou."

Selvom han kan høre den skærende smerte i hendes stemme, så vender han sig væk fra hende og går hen til dobbeltdøren. Men pludselig stopper han op. Hvis dette her er sidste gang, at de ser hinanden, så vil han ikke gå uden at have sagt ordentlig farvel. Med en bestemt mine, snurrer han rundt og skråner gennem rummet og hen til hende, inden hun har kunnet flytte sig. Begge hans hænder lægger sig omkring hendes hoved med en sådan nænsomhed, at han et øjeblik er bange for, om han nogensinde ville kunne være voldsom igen. Hun ser på ham med våde øjne, men han prøver at ignorer det og læner sig i stedet frem for at kysse hende.

Deres læber smeltes sammen for hurtigt at blive skilt ad igen, da Takou ikke kan holde det ud. Det skærer inde i ham som knive. Med et hurtigt strejf af hans læber mod hendes, vender han sig om og går hen mod dobbeltdøren igen.

 Han tøver, da han lægger hånden på håndtaget, men han ved, at hvis han ser sig over skulderen, så vil han ikke kunne gå. Hurtigt, som at hive en pil ud for at undgå smerten, åbner han døren og træder ud. Han indser med det samme, at han lige har sagt farvel til noget meget vigtigt, og at han har fået en ny følelse i kroppen, som han aldrig har haft før.

Følelsen af tab.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...