Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte? Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden. Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter. Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet. //Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9609Visninger
AA

17. Kapitel 17

Nienna åbner døren ud til gangen. Han er overrasket over, hvor svagt lyset faktisk er ude på gangen. De beigefarvede stenvægge er bemalet med små blomster i en lang slangende kæde. Der er ingen vinduer - Kun døre. Takou blinker flere gange med øjnene, mens han ser sig forvirret omkring. Blomsterlugten er stærk og kvælende, men han kan kun se de malede blomster og ingen faktiske blomster. 

Han griber fat i Nienna for ikke at falde, da han får overbalance, men hans hånd glider på grund af blodet, så hun hurtigt må gribe fat i hans arm.

"Blodet... Det-"

"-Ætser ikke. Nej, mit folk besidder en ældgammel form for magi, som kun vi kender. Har du ikke bemærket, at dit blod heller ingen effekt har på Julia?"

Takou ryster på hovedet, samtidig med at de bevæger sig hen langs gangen i et fast tempo.

"Ikke? Da jeg fik til opgave at passe på hende, så var det, det første jeg gjorde - Min magi har beskyttet hende i meget lang tid, hvilket du dog ikke må fortælle hende. Jeg ved, hvad dæmonblod kan gøre ved én, og det ville jeg ikke have, at hun skulle udsættes for."

Han hoster, så små stænk af blod bliver spyttet ud mellem hans læber og lander på gulvet som støvet regndråber. Nienna ser bekymret på ham og begynder at gå hurtigere.

"Jeg kunne ikke få dig til at skifte til menneskeskikkelse? Det... Det ville være lettere."

Med et tungt åndedræt skifter han til menneskeskikkelse. Men med det samme vingerne, halen og hornene er forsvundet knækker han sammen. Nienna er ikke forberedt på det, så han glider ud af hendes greb og knalder begge knæ ned i stengulvet, så et stød bliver sendt op gennem hans krop og blot tilføjer mere smerte.

Hun griber fat om hans overkrop og som om, at han ikke vejer noget, løfter hun ham op i én bevægelse, sådan som han havde båret Julia tidligere. Et eller andet sted inde i ham krakelerer hans stolthed. Han føler sig ydmyget og beder til, at der ikke er nogen, som ser ham i den her stilling. Nienna sætter i løb. 

Hendes muskler arbejder smidigt, så de kommer hurtigere frem. Og selvom hun løber hurtigere og hurtigere, så kan han slet ikke høre hende hive efter vejret eller høre hendes fødder slå imod gulvet. Hun er lydløs. Endnu engang bliver han mødt af den kvælende blomsterduft. Han ser sig omkring, men de er ikke længere på den sandfarvede gang, men i en mindre og mere grottelignende gang. Stenene er ikke farvet udover de små blomster, der atter er malet i snørklede mønstre.

"Hva' er det... Blomsterne?"

Hans stemme er helt svag og næsten uhørlig, men Nienna hører ham tydeligt.

"Igen... Gammel magi. Ikke blot giver de lidt liv i omgivelserne, men de beskytter også og giver en forfriskende og tryg følelse."

"Tsk... Ikke mig."

"Du er heller ikke en del af den Øvre Verden - Den skulle meget gerne give dig kvalme og få dig til at føle dig utilpas."

Han grynter som svar.

De fortsætter hen langs grottegangen indtil Nienna pludselig stopper op. Hun sætter ham forsigtigt ned på jorden, så han kan læne sig op af den ujævne væg. Med halvt lukkede øjne betragter han hendes bevægelser, der i forhold til hendes kropsbygning, stadigvæk er smidige og luftige. Hun har ansigtet vendt mod den modsatte væg, hvor hun samtidig med små bevægelser mumler små ord, som han ikke forstår.

Et lille vindpust efterfulgt af en grotesk lyd af sten, der glider fra hinanden, viser en dør, som pludselig kommer til syne. Han kan tydeligt se omridset af den, men da Nienna åbner den, ser han ikke andet end mørke. Der er intet lys, ingen omridser eller nogen form for ledetråd om, hvad der er derinde. 

Hun smider mig tilbage i fangehullet... Det hele har været en løgn!

Han skal til at kæmpe sig op, og da hun hjælper ham, begynder han at slå ud med armene, så han falder til jorden igen.

"Sig mig, hvad har du gang i? Jeg prøver at hjælpe dig op."

"Nej, du vil smide mig tilbage i det fangehul."

Ironisk nok, frygter han mørket i fangehullet. Han er selv et mørkets væsen, men han bryder sig ikke om kulden og intetheden. Der skal være bare en eller anden form for varme og lys. Noget, som han kan klynge sig til, så han ved, at han ikke er død eller fastfrosset i et uhyggeligt mørke, som han aldrig vil kunne flygte fra.

"Hvadbehager?"

Hun træder et skridt bagud og placerer begge hænder ved hofterne, mens en skeptisk mine glider henover hendes ansigt.

"Tror du virkelig, at jeg så ville have blændet de to vagter fra før? Og givet dig synet? Jeg har jo sagt, at jeg vil føre dig til Julia, og det her er den eneste sikre vej for dig, hvor ingen vil kunne se dig."

Han sænker blikket og prøver at fokusere på åbningen.

"Hvad er der derinde?"

"Mørke."

Langsomt lader han sine øjne søge mod hendes ansigt.

"Du vil kunne støtte dig til væggen på din højre side, og du må ikke på noget tidspunkt træde væk fra den! Og det er meget vigtigt, at du forstår det. Jeg har skabt en sti, som ikke er der, og hvis du træder for langt til venstre, vil du blive fanget af intetheden, og jeg vil ikke kunne rede dig..."

Hun lægger hovedet lidt på skrå. Takou er ikke sikker på, at han har lyst til at gå ind gennem åbningen og risikere at ende i et bundløst mørke af intethed. 

"Går du ikke med?" Spørger han med en hviskende stemme.

"Jo, men stien er som sagt ikke bred nok til, at jeg kan gå ved siden af dig... Du bliver nødt til at gå selv."

Han synker besværet klumpen i halsen, mens han mærker, hvordan den nøgne hud prikker af angst. Det virker til, at Nienna kan mærke hans usikkerhed, så hun sukker højlydt med et lille smil om mundvigene.

"Fint - Nu hjælper jeg dig op og stå, og så går jeg ind først... Du kan følge efter, så snart du føler for det..."

Hun rækker en hånd frem mod ham, som han tøvende tager imod. Et lille gisp bliver skudt ud mellem hans læber, da han kommer op og stå, og sårene, der er et øjeblik har fået lov til at hvile sig, bliver åbnet. En grimasse af smerte glider kort henover hans ansigt, men han får hurtigt sat et neutralt ansigt op.

"Og når du træder ind, så skal du sige ordet: Navaer. Det betyder Farvel og vil sørge for, at ingen vil kunne følge efter os."

Han nikker tungt med hovedet. Det hele snurrer for ham, så han må bide sig i læben for ikke at synke ned på gulvet igen. Udmattelsen er tyngende, og han er ikke sikker på, at han vil kunne gå overhovedet.

Nienna nikker en enkelt gang og går så ind i mørket. Han stirrer håbløst på det firkantede hul, som om det hvert sekund skulle forvandle sig til en mund og æde ham. En dråbe af blod kravler ned fra hans underarm og ned til håndleddet, hvor den samler sig i en større dråbe. Den lille sydende lyd, da dråben rammer gulvet, får ham til at tage sig sammen. 

Julia venter på mig... Jeg må... Jeg vil...

Med et prust skubber han sig væk fra væggen og hen mod hullet, hvor han vakler ind i mørket. Panisk kaster han sig mod højre, hvor hele hans højre skuldre skraber mod væggen, så sten og sand bliver gnedet ind i de åbne sår. Han kan ikke helt holde det lille hvin af smerte tilbage.

"Er du okay?"

Nienna's stemme lyder sært svag, men han kan lige høre den.

"Ja."

Han er ikke sikker på, om hun hørte ham, da hun ikke svarer. Med sammenbidte tænder vender han sig om, så ryggen er mod muren. Mørket foran ham, er mørkere og mere tomt, end det mørke, som han er vant til. Der er intet, der tyder på liv. Han fugter læberne, før han hvisker elverordet.

"Navaer."

Døren lukker med det samme i med en skurende lyd, så han slet ikke kan se noget overhovedet. Med frygten siddende i halsen som en stor spytklat, får han vendt sig rundt igen, så den højre skulder støttes af muren. Med et gisp får han sat det ene ben foran det andet. 

Han er ikke sikker på, hvor længe han har gået, men det føles som en evighed. Og en evighed er lang tid i forhold til hans lange liv. Blodet efterlader et sydende spor af lyd efter ham, men ikke på noget tidspunkt ser han sig over skulderen. Hans hoved er sænket og læner sig ind mod de lune sten, hvor han hele tiden prøver at holde sig ved bevidstheden. En gang imellem udstøder han et lille klynk, når stensmuldret skærer ind i hans sår. Han prøver hele tiden et hviske små ord til sig selv, som: Du kan godt. Du skal. Må klare det. Julia...

Noget på jorden får ham til at snuble forover. Faldet får ham til at snappe efter vejret og giver ham kort en fornemmelse af at flyve. Han prøver at gribe ud efter væggen, men der er ikke noget foran ham, så han lander hårdt på maven, hvor alt luften bliver presset ud af hans lunger. Med øjnene lukket ligger han helt stille på det varme sand. Sandet minder ham om hans hule, hvor sandet altid er varmt og behageligt. Et lille smil glider hen over hans læber, så flere af sandkornene klistrer sig fast til de fugtige læber.

Nogle hænder, der er mindre end Nienna's og meget mere forsigtige og bløde, skubber ham forsigtigt om på siden. Hans hoved bliver placeret i et skød, hvor blødt silke danner en lille pude, og hvor varmen fra personens krop brænder igennem. Han åbner tøvende øjnene af frygt for, hvem personen kunne være. 

Lad det være hende...

Mørket er lige så sort som før. Han kan kun mærke den andens kropsvarme og føle de blide hænder børste det lange hår væk fra hans ansigt. En svag summen når hans ører, og det går op for ham, at personen taler, men han kan slet ikke tyde ordene. 

"Jeg- Forstår ikke..." Hvisker han.

Hånden ved hans kind finder vej ned til hans mund, hvor de fine fingre skilder hans læber ad, så de flade mennesketænder kommer til syne. Han åbner munden lidt, så fingeren kan glide hen over tændernes overflade, som om personen prøver at fortælle ham noget. Det tager ham et øjeblik at indse. 

Julia!

Hendes duft begynder endelig at trænge ind i hans hukommelse, selvom den er blevet vasket væk og dæmpet af søde dufte, der får ham til at vrænge lidt med næsen. Han forstår med det samme, hvad det er, som hun prøver på. 

Skiftet kommer som en befrielse for ham, da smerterne bliver dulmet en smule. Men da han sætter tænderne i hendes bløde hud og med det samme mærker den healende effekt, indser han, hvor slemt Gadriel egentlig havde såret ham, og hvor meget blod han havde mistet. Jo mere blod, som han får indtaget, jo mere klar bliver han i hovedet. Selvom døsigheden også er der, så prøver han at fokusere alt sin energi på at holde sig vågen. Han må ikke for noget i verden falde i søvn nu.

"...Ked af det. Jeg er så ked af det Takou."

Da hendes stemme endelig giver mening i hans hoved, skifter han tilbage til menneske skikkelse. Han er ikke sikker på hvorfor, men det føles som det rigtige at gøre. Forsigtigt slikker han resterne af blodet omkring såret rent samtidig med, at såret allerede er ved at heale.

"Det er okay."

Han løfter tøvende den ene hånd - og kan med det samme mærke styrken vende tilbage i de før så svækkede muskler - og lader den lande oven på hendes hånd ved hans kind.

"Det er okay nu..."

"Jeg er så ked af det Takou... Jeg troede-"

"Shhh."

Et lille hulk havde undsluppet hendes læber, hvilket får ham til at skære en bekymret grimasse.

"Er du okay Julia?" Hvisker han.

"Ja, jeg er okay... Låst inde, men jeg er okay."

"Låst inde?"

"Mmh... Min far mener, at det er bedst for mig. Han mener... At-at jeg er for chokeret til at kunne deltage i nogen form for rådssamling, selvom jeg er Arvingen... Derfor- Derfor kunne jeg først sende Nienna af sted, da jeg fandt ud af, hvad min far havde dømt dig til."

Han synker en klump ved tanken om Gadriel's tortur, og de konsekvenser, der ville have udspillet sig, hvis denne havde fået lov til at forsætte.

"Jeg troede... Jeg troede at det var for sent, da Nienna kom tilbage uden dig."

Hun læner sig forover, så hendes hår falder ned over skuldrene og kilder ham i ansigtet.

"Hun sagde, at du var på vej, men da du ikke kom, så gik jeg ind for at hente dig..."

Han lukker øjnene et kort øjeblik, men åbner dem så igen.

"Hvordan... Hvordan fandt du mig?"

Det havde undret ham i et stykke tid nu, for der er jo bælgmørkt. Selv nu, hvor han ved, at hendes ansigt er meget tæt på hans, kan han ikke se hende.

"Det... Jeg kan fornemme dig - Det har noget med blodet at gøre... Lige nu, er det som om, at jeg kan se en form for gylden hinde omkring dig... Og den er blevet stærkere og tydeligere efterhånden, som du har drukket mere af mit blod."

"Det har du ikke fortalt før..."

"Jeg har aldrig prøvet det før - Nienna fortalte mig om det, det er også derfor, at hun gav mig lov til at tage alene efter dig."

Han nikker, så han kan mærke hendes varme fingre mod sin hud, hvilket får ham til at smile.

"Men måske... Det ville have været en god idé at have hende med - Du ved jo, hvor døsig jeg bliver."

"Åh... Ja, det havde jeg ikke lige tænkt på... Men vi er tæt på, så jeg tror godt, at vi kan klare det sammen."

"Sammen."

Ordet føles så mærkelig på hans tunge, men han kan godt lide lyden af det.

"Hjælper du mig op?"

Hun nikker og fjerner så hånden fra hans kind, hvorefter hun hjælper ham besværet op og stå. Han vakler en smule, men føler sig mere stærk nu, hvor han ikke skal kæmpe imod smerterne. Julia lader sine hænder falde, men griber hurtigt ud efter hans hånd, hvor hun holder godt fast. En smule hed i kinderne begynder han at følge efter hende, mens hun trækker af sted med ham. Af en eller anden underlig grund, er han slet ikke bange for at falde ud mod intetheden nu, hvor han er sammen med hende. Nu, hvor han kan mærke hendes varme hud mod sin. Og selvom han pludselig bliver meget bevidst om, at han er halvnøgen, så kan han ikke helt lade være med at smile stort og en smule fjollet. Sammen bevæger de sig hen langs muren og væk fra intetheden og mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...