Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9700Visninger
AA

16. Kapitel 16

Gadriel stopper med at skære, da han endelig er tilfreds med sit arbejde. Huden er fyldt med lange snitsår, der alle er væddet af det røde blod. Takou har lukket øjnene igen og prøver at fokusere på den svære vejrtrækning. Han kan mærke blodet, der samler sig omkring kroppen og langsomt danner en lille pøl. Sveden bliver blandet med blodet, så den lette strøm af tårer forbliver skjult.

"Snart Dæmon... Brug dine sidste minutter på at sige farvel til dit jeg."

Stemmen er kølig og uden den varme, som en engel burde have. Hjertet i Takou's bryst begynder at pumpe hurtigere, som om det er klar over, at det snart vil stoppe. Han er holdt op med at vride i kæderne, da det alligevel ikke gør nogen forskel. 

Han forventer faktisk lidt, at dødsenglen vil være hos ham. Men den hvide skabning med de brune vinger er ikke til stede - Eller det vil sige, at Takou slet ikke kan mærke Dødsenglens tilstedeværelse.

Måske han venter på mig?

Klumpen i hans hals snører sig sammen, så han har svært ved at synke den. Han har nok aldrig været så bange i sit liv før. Selv ikke i kampen med Razid, eller da Sasja gik imod ham med den  dødbringende dolk. Nej. For på de tidspunkter kunne han kæmpe og forsvare sig selv - Her er han blot en kludedukke, der er fæstnet til en stenplade som et offer.

Han knytter hænderne, mens vreden begynder at boble op i ham. Det pisser ham virkelig af, at han som dæmon slet ikke har kæmpet imod på noget tidspunkt. Væsener fra den Nedre Verden vil le ad ham. Han vil være den klovn, som de alle kalder ham. En ussel klovn. Et let offer. 

Et hvæs bliver skudt ud mellem hans sammenpressede læber, så det blodige spyt flyver ud i små stænk. Gadriel vender sig rundt, så han står med ryggen til bordet, hvilket Takou dog ikke bemærker, eftersom han stadigvæk er fuldstændig blændet. Med vreden, som sit energiboost, skifter Takou til sin oprindelige form. 

Kæderne skærer med det samme ind i huden, der dog er mere hårdfør end den menneskelige hud. Sårene er stadigvæk åbne og svier smertefuldt. Han mærker vingerne der skyder frem mellem skulderbladende, og dermed hæver ham en smule. Den læderagtige hale finde vej ud til siden, så den hænger ud over stenpladens kant. Alle hans sanser skærpes. De små fine hår på halen fornemmer straks, hvor Gadriel befinder sig. 

Uden at tøve et sekund lader Takou halen vikle sig omkring Gadriel's hals, så Englens halvkvalte råb bliver dæmpet af en gurglende lyd. Han kan mærke englens hænder gribe fat om halen, men de slanke fingre uden nogen former for klør glider på den glatte overflade. Englen prøver at sparke ud, men uden held.

"Hvis du vil være så venlig... Så slip mig fri." Siger Takou med en sødladen stemme, der er fyldt med en sitrende vrede.

Først holder Gadriel op med at kæmpe, og da denne slet ikke ville gøre mine til at gøre noget, strammer Takou grebet lidt mere. Gadriel kommer med en gurglende lyd, som Takou tager som et tegn på, at denne har overgivet sig. Uden at tage hensyn trækker Takou halen til sig, så Englens knæ banker ind i stenpladens kant; dog uden at løsne grebet om englens hals.

"Jeg ville sige undskyld... Men du vil alligevel ikke tage imod den,” spytter Takou spydigt.

Det undrer ham en smule, hvorfra han får energien. Vreden er stadigvæk i hans krop, og da Gadriel får løsnet kæden ved det ene håndled, tager det ikke Takou lang tid at løsne de andre kæder. Sårene på hans krop bliver ved med at pumpe blod ud, men han tager ikke rigtig hensyn til det, da han griber ud efter englen. Selvom hans øjne er blændet, så kan han tydeligt fornemme den andens skræmte ansigtsudtryk.

Han borer kløerne ind i englens hud, så han kan mærke den varme væske mod sine håndflader. Savlen, der er blandet med blod, begynder at løbe ud af hans mundvige, da englens blodlugt finder vej til hans næsebor. Han krænger læberne tilbage, så de takkede tænder kommer til syne. Gadriel når ikke at komme med et skrig, for Takou knækker nakken på englen samtidig med, at han bider en stor luns af englens skulder. Han mærker med det samme energien, der kommer tilbage til ham, da blodet glider ned i hans svælg - Blot for at flyde ud gennem hans åbne sår.

Liget glider ud mellem hans klør, så den døde krop lander på klinkegulvet med et hult klask. Han står forpustet et øjeblik med hænderne ned langs siden, mens han prøver at klare tankerne. Hans sanser er spændt til det yderste, men han føler sig handicappet uden sit syn. 

Vreden fra før er ved at ebbe ud, samtidig med at energien falder. Han vakler lidt frem og tilbage og griber ud efter stenpladen bag ham, hvor hans hånd er ved at glide i blodet. 

Jeg må væk herfra...

Hivende efter vejret prøver han at lede efter døren. Hans klør kradser hen ad væggens overflade og efterlader streger af blod, der tydeligt fortæller, at han har været her. Før han åbner døren trækker han vejret dybt og prøver at bruge sine resterende sanser, så han ikke er fuldstændig forsvarsløs. Vingerne ligger tæt ind til kroppen, mens halen er løftet op så den har et lille knæk, hvorved han lettere kan holde balancen. Meget forsigtigt åbner han døren. 

Da døren er lidt åben kan han med det samme lugte blomsterne, men han kan ikke fornemme nogen andre væsener på gangen. Forsigtigt sætter han den ene fod frem, mens han griber fat om døren med begge hænder. Han er ikke et sekund i tvivl om, at han skal skynde sig væk, men blodet under hans fødder og de stadigt åbne sår hindrer ham. En grimasse glider henover hans ansigt, da sårene åbner sig ved hver bevægelse. Det er som om, at smerterne intensiveres, jo længere tid der går.

Han holder vejret, men ånder så ud igen, da han tager endnu et skridt og skubber sig ud på gangen, hvor han vakler over til den modsatte side. Her hamrer han ind i væggen med skulderen og falder en smule forover, så et udtværet aftryk af hans skulder bliver efterladt på den kornede væg. Små eder og forbandelser undslipper hans læber, mens han sammenbidt bevæger sig fremad. 

Nervøsiteten samler sig i hans mave, da han indser, at han aldrig vil komme væk herfra. Denne her lille udflugt vil blot få ham fanget igen, og så vil torturen sikkert være værre. Meget mod hans vilje udstøder han et lille klynk, hvorefter han glider ned på gulvet. Siden af hans hoved læner sig ind mod væggen, så den kølige overflade dulmer smerterne et kort øjeblik. Benene er let bøjet, og begge hans arme hænger slapt ned langs siden. 

"Julia... Hjælp mig..."

Hendes navn over hans sprukne læber får ham til at smile. Og smilet bliver bredere, da han indser, at han har været meget afhængig af hende - Uden hende ville han have været død flere gange. Men hendes navn får også hans ellers så kolde hjerte til at banke hurtigere og en lille svag boblende fornemmelse til at flagre rundt i hans mave. Han sukker. 

Han kommer med et pludseligt udbrud, da en blid hånd lægger sig på hans brystkasse. Chokket over den fremmedes tilstedeværelse gør ham fuldstændig mundlam. Denne anden person dufter ikke som englene, men har en skovdunst omkring sig, som minder ham utrolig meget om skoven omkring den Blå Lagune. Hånden er der kun et splitsekund, så han helt bliver i tvivl, om den virkelig havde været der.

"Kan du gå?"

Hendes stemme lyder som fjerlette klokker og er nærmest melodisk. Takou må tage en dyb indånding for at svare hende.

"Det- Det tror jeg."

Han er ikke sikker på, hvad hun vil, og om hun er på hans side eller ej. Med en anstrengende grimasse prøver han at hæve sig op ved hjælp af sine arme, men han synker sammen efter kun at have hævet sig få centimeter over jorden.

"Jeg-"

"Shh!"

Hun lægger en hånd over hans mund, så hendes ene finger rammer en af hans tænder. Den lille bloddråbe mod hans læber får ham til at gispe. Men han bider hurtigt blodlysten i sig, da han opdager, hvorfor hun pludselig vil have ham til at tie stille. Mumlende stemme fra den ene ende af gangen, når hans ører. Adrenalinen pumpes gennem hans årer, og han er klar over, at hvis de ikke kommer væk, så vil han være død inden længe.

Han prøver endnu engang at rejse sig op, og denne gang griber den mystiske kvinde fat i hans arm, hvorved hun støtter ham. En smule overrasket over, hvor stærk hun egentlig er, lader han næsten hele sin kropsvægt blive støttet af hende. Hun siger ikke noget, men trækker ham med hen langs gangen. Det går op for ham, at hun fører ham hen til døren, hvor han lige er flygtet fra. Med stigende angst begynder han at kæmpe imod. Kvinden griber blot hårdere fast om hans arm og næsten skubber ham ind gennem åbningen, så han kun lige når at gribe ud efter en bordkant, så han ikke falder helt. 

Døren bag ham bliver hurtigt smækket i, men kvinden er ikke gået ind sammen med ham. Han prøver at høre, hvad der foregår ude på gangen. Først er der helt stille, men så lyder der en svag nynnen.

Hvad laver hun?

Den nynnende lyd bliver afbrudt af nogle mandlige stemmer:

"Nienna? Hvad laver du her?" Spørger en af mændene.

"Jeg ville være sikker på, at Gadriel tager sig godt af vores "gæst".

Hendes melodiske stemme bliver overdøvet af en hæs latter.

"Det skal du ikke bekymre dit kønne lille hoved omkring... Gadriel kan sit håndværk."

Nienna mumler et eller andet, mens det lyder til, at de to mænd fortsætter hen langs gangen. Efter et øjeblik åbnes døren. Takou er fuldstændig målløs. 

"Hvordan... Hvordan kunne de undgå- undgå at se blodet?"

Det irriterer ham stadigvæk, at han ikke kan se hende, så han kan være sikker på, at han har vendt hovedet mod hende.

"Elver-magi... Jeg blændede dem."

Takou spidser munden lidt.

Elver? Så hun er en Elver... Det forklarer, hvorfor jeg ikke hørte hende.

Elvere er ikke nogen, som færdes tit i den menneskelige verden, og for den sags skyld aldrig i den Nedre Verden. De er intelligente væsener, som bruger deres liv på at værne om naturen og livet. Takou har aldrig mødt en Elver før, men han ved, at englene tit bruger dem til at oplære unge engle, og deres råd vejer altid tungere end andres.

"Jeg vil give dig synet Dæmon, da vi skal gå ad veje, hvor du ikke kan gå i blinde."

Han mærker hende komme tættere på. 

"Slap af."

Han har stadigvæk begge hænder grebet om bordkanten, mens han står lidt skråt, så overkroppen hviler ind over pladen. Lidt anstrengende prøver han at slappe af i kroppen. En våd finger kører henover det ene af hans øjenlåg og herefter henover det andet.

"Salven vil gøre det nemmere for dig at se, men det vil stadigvæk svie lidt."

Nysgerrigt åbner han øjnene, men klemmer dem straks sammen igen. Lyset er stadigvæk lige stærkt.

"Prøv igen."

Denne gang åbner han forsigtigt øjenlågene, så det fugtige stads klistrer sig til globelinjen. Det er rigtigt nok, at det stadigvæk svier, og blikket er lidt sløret, men han kan se. Hans øjne falder på skikkelsen foran sig. Han må have set lettere forundret ud, for Nienna's mundvige skyder opad i et vidende smil. Hun ligner ikke en helt almindelig elver, selvom hun har de træk, som man forbinder med skovfolket.

Hendes mørkebrune hår er trukket bagud og sat op, mens små fletninger er flettet i den ene side. De store øjne, der minder om de mandelformede øjne, som Julia også har, er gyldne med et grønligt skær. Selvom hendes ansigt er markeret og har grove træk, så kan Takou ikke tænke andet, end at hun er smuk. Den mørkeblå buksedragt med de mange folder smyger sig tæt ind til hendes krop, hvor lædersnøre er viklet omkring læggene så hun ikke vil falde i stoffet. 

"Du virker målløs, Dæmon."

Han nikker stift, mens han løsriver sit blik fra hende. Rummet er sandfarvet og mørkere end han havde forventet. Bordet han holder fast ved er et skrivebord, hvor en stak bøger er stablet, mens ark og mapper flyder ud over bordfladen. I midten af rummet er stenpladen, der er smurt ind i blod, så det drypper ud over siderne med en uhyggelig karismatisk lyd. Han stirrer rædselsslagent på den stor mængde blod og er forundret over, hvordan han overhovedet stadigvæk kan være i live.

På gulvet i en akavet stilling ligger liget af Gadriel. De grønlige vinger med små gyldne fjer dækker det meste af kroppen, men skjuler ikke såret, hvor Takou havde taget en bid. Nienna følger hans blik, men hun løfter ikke engang øjenbrynet, da han drejer hovedet for at se hende ind i øjnene.

"I mine øjne, så har du gjort alle tre verdener en tjeneste ved at slå den engel ihjel... Han var en bitter myndling, der aldrig havde fortjent at blive født som en engel."

Den lettere hadske tone i hendes stemme, får Takou til at løfte det ene øjenbryn spørgende.

"Hvad er der Dæmon? Du virker overrasket... Den Øvre Verden er ikke så fin og uskyldsren, som alle går og tror. Godheden her er forpestet af den evige trang til at alt ondt skal væk."

Hun holder en pause med at tale, mens hun sørger for, at han lytter efter og at hvert et ord synker ind.

"Min mening og erfaring siger mig, at det er en idiotisk tankegang. De tre verdener skal være i evig balance - Der må aldrig være for meget af det ene eller det andet... Men desværre er der for få tilbage, som er af den opfattelse."

Takou stirrer på hende. Han kan slet ikke fatte, hvad det er, hun faktisk står og siger.

"Hvem... Hvad-"

"Mit navn er Nienna, og jeg er Arvingens læremester, beskytter, tjener og bedste ven... Det var min pligt den aften at holde øje med hende - Hun ville ikke lytte til mig, og da hun stak af, troede jeg aldrig, at jeg skulle se hende igen."

Nienna løfter hagen en smule, og det går op for Takou, at hun er lige så høj som han.

"Så, hvad end din hensigt var, da du tog hende, så skylder jeg dig stadigvæk tak for, at du har passet på hende og ført hende tilbage."

Han lukker øjnene et kort øjeblik, men åbner dem igen for at fugte læberne.

"Har hun-"

"Ja, hun har fortalt mig, hvordan du bortførte hende... Hun fortalte, hvordan du åd et menneskebarn foran hende. Hun fortalte, hvordan du i starten var ondskabsfuld og fyldt med had. Men hun fortalte også, hvordan du ændrede dig - Hun fortalte, at den Nedre Verden ikke er fyldt med ondskab, men at der også er godhed, tapperhed og væsener, som vil kæmpe for det, de holder af."

Hun smiler.

"Jeg må indrømme Dæmon, at du har givet mig fornyet håb om at opnå balance mellem de tre verdener."

Han griner lidt til svar, mens han prøver at få de næste ord frem. Men smerterne er for stærke, og han kan langsomt mærke, hvordan hans fingre mister førligheden. Nienna bemærker dette og uden et ord, hopper hun frem og griber fat om hans krop.

"Vi har ikke meget tid... Julia kunne ikke komme herhen, så jeg har lovet at føre dig til hende - Du bliver nødt til at holde ud."

Takou hanker lidt op i sig selv, mens han endnu engang lader sig støtte op ad hende.

"Jeg skal prøve..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...