Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte? Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden. Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter. Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet. //Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9609Visninger
AA

15. Kapitel 15

Det gør ondt i hans håndled. De små sølvkæder skærer sig ind i kødet, når han bevæger sig lidt for meget, så blodet kravler ned langs de bare arme. Han havde forventet lidt, at kæden ville knække, når den kom i kontakt med det ætsende blod, men det sker ikke. Mørket er sort og fuldstændig tæt, så han slet ikke kan se noget. Det er kun smerterne i håndleddene og de kolde kæder omkring anklerne, der vidner om, at han stadigvæk er i live. 

Gulvet er koldt. Og eftersom at han kun er iført sine bukser, fryser han helt ind til marv og ben. Kulden er isnende og får ham til at klapre med tænderne. Han er stadigvæk i menneskeform. Men det vil også være dumt at skifte, da hans krop altid er en smule større i sin oprindelige form, hvilket betyder, at kæderne blot vil strammes, og derved skære dybere ind i huden. 

Han prøver at ignorere kulden ved at bevæge hænderne og anklerne, så smerten holder ham vågen. Men det er svært. Der har ikke været nogen inde ved ham siden han er vågnet, så han har heller ingen anelse om, hvor han er. Han kan kun fornemme, at rummet må være stort, da lyden af de klaprende tænder ekkoer frem og tilbage mellem væggene.

Fuck. Fuck. Fuck. Fuck. Fuck!

Kæderne omkring anklerne er så stramme, at han slet ikke kan bøje benene. Musklerne begynder at trække sig sammen, så de nærmest summer, og huden føles stikkende. Hans hænder hænger slapt i kæden, der er fæstnet over hovedet, så han slet ikke kan klø sig på næsen, hvor huden er irriteret. Et dybt suk forlader hans læber. Han sænker hovedet lidt, men lige meget hvor meget han prøver at slappe af, så kan han ikke. Uvidenheden slår ham langsomt ihjel indefra. 

Takou har hørt om andre dæmoner, der har været fanget i flere tusinde år, mens de langsomt blev pint til døde eller lige knap blev lukket ud i tide. Han har ikke lyst til at være fanget i flere tusinde år - Han vil hellere dø. 

En raslen kommer fra den modsatte side af rummet. Han retter sig, så godt som han nu kan, så han sidder mere rank og ikke så sammensunket. En kant af hvidt lys kommer til syne, idet en dør bliver åbnet. Hængslerne hviner i smerte jo mere døren åbner sig, så Takou dukker nakken. Han må knibe øjnene helt sammen ved lyset, så han slet ikke kan se noget. Lyset blænder ham fuldstændigt.

Han ser ikke engang de to skikkelse, der kommer ind og løsner kæderne fra væggen, blot for at binde ham sammen med nogle nye, for derefter at løfte ham op. Deres varme hænder får Takou til at gispe og indse, hvor kold han egentlig er. De lader ham ikke stå på sine egne ben, men slæber ham hen ad gulvet, så den bare hud ovenpå hans fødder bliver skrabet af det stenede gulv. 

Duften af søde blomster slår sig omkring ham, da de pludselig stopper op. Han har aldrig været den store blomsterelsker - tydeligvis - så han er ved at kvæles i den søde dunst. Ikke nok med at den søde duft bliver blandet med energien fra de mange væsener, der er til stede i rummet. Han bliver trukket ned til jorden, hvor kæden omkring hans hænder og ankler bliver fastgjort, så han ligger på knæ. 

Hver gang han prøver at åbne øjnene, bliver han blændet af lyset, så han må bide sig selv i læben for ikke at gispe alt for højlydt af smerte. I det mindste er varmen behagelig, selvom den slet ikke er i nærheden af heden i den Nedre Verden. Meget bevidst om, at han faktisk er halvnøgen og utrolig sårbar krummer han ryggen og knytter hænderne, så neglene borer sig dybt ind i den bløde hud ved håndfladerne. 

Rummet er fyldt med svag mumlen fra alle hjørnerne. Lyse og svage stemmer blandes, så han slet ikke kan hitte rede i, hvad de siger. Hans mave trækker sig lidt sammen, så en sur smag lægger sig på tungen og får kvalmen til at bliv værre. 

"... Vi burde slå den ihjel-"

Små brudstykker af samtaler når hans ører, men de drukner hurtigt af en højere stemme.

"Jeg forstår det simpelthen ikke... Hvad lavede Arvingen sammen med den?"

Takou rynker brynene lidt.

"Afskum."

Sætningerne er halve, og på en eller anden måde, bliver han ved med at høre de hadefulde ord igen og igen gentaget af hver anden. Han har lyst til at svare dem igen, men tusinde års øvelse har gjort ham hård, når det kommer til hadefulde bemærkninger.

En dør bliver slået op, så et friskt vindpust trænger ind gennem rummet og får alle til at stoppe med at tale. Hans lange hår kilder de bare skuldre, mens gåsehuden kravler ned langs hans rygsøjle. Lyden af tunge skridt, der bliver slæbt henover trægulvet vidner om en gammel person, der må trække vejret hivende for at kunne opretholde den stive positur. Takou drejer hovedet lidt og prøver atter engang at åbne øjnene, men bliver straks blændet.

Den nyankomne hoster hakkende, da denne endelig har fået sat sig ned. Et kort øjeblik er der fuldstændig stilhed, men så brydes stilheden af en hæs, men stærk stemme.

"Så dette er Dæmonen?"

En eller anden bekræfter den gamle mand.

"Hvad lavede du sammen med Arvingen, Dæmon?"

Takou kan nærmest mærke de stikkende øjne, der stirrer stift på hans udsatte krop. Han prøver at samle noget spyt i munden, så hans stemme ikke vil lyde alt for lav.

"Jeg fulgte hende hjem."

Han ved ikke, hvad Julia har sagt udover det, som hun fortalte Johan. Men eftersom han ikke rigtig hørte efter på det tidspunkt, kan han ikke helt leve sig ind i løgnen.

"Løgn."

Takou tager en dyb indånding og holder vejret.

"Fortæl sandheden Dæmon."

Der er ingen tvivl om, at manden foran ham er den Øverste i den Øvre Verden. Myndigheden er så stærk, at Takou ikke kan lade være med at krympe sig lidt.

"Det er sandheden-"

Han når ikke at tale færdig, før en anden afbryder ham.

"Lad os skaffe os af med den, Øverste. Det er en dæmon, og dæmoner kan ikke andet end at lyve, dræbe og være syndige."

En anden bryder ind.

"-Vi kan få informationer ud af den. Det lader til, at den Nedre Verden er klar over, at vi er begyndt at slå igen - De gemmer sig... Vi har brug for mere viden."

Takou udstøder et lille fnys. 

"Hvad griner du af Dæmon?"

Stemmen er meget tæt på, og Takou kan ikke helt lade være med at trække sig væk fra den truende stemme.

"I er dumme, hvis I tror, at jeg kan fortælle jer, hvor samtlige væsener fra den Nedre Verden gemmer sig."

Selvom hans stemme er spydig, så føler han sig en smule dum, da han ikke rigtig ved, om han har vendt hovedet den rigtige vej. 

"Det er ikke deres skjulesteder vi vil have... Men lokationen på Portalerne."

En kold klump samler sig i Takou's mave. 

De vil have Portalerne... Hvorfor? De vil da ikke angribe den? 

Fuck!

Han ved, at han ikke vil give dem Portalerne, men han kan ikke helt lade være med at frygte den form for tortur, som de vil udsætte ham for.

"Du svarede aldrig på mit spørgsmål, Dæmon."

Den Øverste overdøver de andre, så salen igen bliver stille.

"Hvad lavede du sammen med min datter?"

Takou svarer ikke. I stedet bider han kæberne godt sammen og forventer en eller anden form for afstraffelse, men der sker ikke noget.

"Som du vil... Gadriel - Jeg overlader Dæmonen til dig. Når du har fået nogle resultater, indkalder jeg til rådsmøde igen."

Manden holder en lille pause, men fortsætter så.

"Og vær grundig... Min datter har ikke været sig selv, siden hun er kommet tilbage - Jeg vil vide, hvad Dæmonen har gjort ved hende."

Folk begynder at gå ud af rummet, så larmen et kort øjeblik gør Takou fuldstændig forvirret. Han prøver endnu engang at åbne øjnene, men det skarpe lys stikker ham i øjnene, så tårerne dannes i øjenkrogen med en sviende smerte. 

Nogle hænder griber fat i ham, mens en anden løsner kæderne. Hænderne er ikke så forsigtige, men trækker ham skødesløst med. Blomsterduften forøges, så den kvælende effekt intensiveres. Takou må hoste flere gange for at få luften ned i lungerne uden at han mister bevidstheden. 

De trækker ham ned ad en rampe, der bliver ved med at dreje rundt i en spiral. Da de endelig kommer til bunden fortsætter de hen langs en gang, hvor lyden af deres åndedræt lyder underligt hul. Endnu en dør bliver åbnet, og den varme duft af blomster bliver erstattet af en klinisk jernholdig lugt.

Takou begynder at fornemme faren, der er trukket nedover ham som en sort hue. Han er blind og bundet og har ingen mulighed for flugt. 

Jeg dør her...

Tanken er så slående, at han synker helt sammen, så de to mænd må hive op i ham. De trækker ham længere ind i rummet, hvor de løfter ham op på en kold stenplade. Her samler de hans ben og binder dem fast med sølvkæden og lægger hans arme ud til hver sin side, så han ligger i en korslignende stilling. Lyden af hans bukser, der bliver skåret op i syningen for derefter at blive flået af ham, gør ham meget bevidst om, hvor alvorlig situationen er.

Han prøver at rykke kæden fri, men det er umuligt. Varmen fra en lyskilde over ham får sveden til at kravle ned over panden og ned til øret. Med fingrene kan han mærke en lille kant ved stenpladsens sider, hvilket undrer ham en smule. 

Døren glider i, så han et øjeblik er overbevist om, at han er alene.

"Jeg vil gøre det let for dig Dæmon. Vi går ikke ind for tortur her i vores verden, men nogle gange må vi gøre de ting, som vi ikke bryder os om - For at vi alle kan leve mere sikkert."

Manden må være Gadriel. Torturmesteren. 

"Men bare rolig... Vi kan undgå alt det, hvis du blot fortæller mig, hvordan jeg kan finde Portalerne."

Et svagt smil spiller omkring Takou's læber. 

Idiot... Tror han virkelig selv på det?

Gadriel venter et øjeblik, men da Takou ikke svare, laver han et dybt og dramatisk suk.

Dramaqueen.

"Jamen så må vi gøre det på den hårde måde. Jeg vil være så venlig og fortælle dig, hvad det helt præcist er, som jeg vil gøre."

Takou trækker maven ind, mens han holder på vejret i ren og skær anspændthed.

"Det hedder Sundur."

Lyden af noget skarpt metal mod noget andet metal giver genlyd i rummet.

"Det betyder: At skille ad. Men du skal forstå, at det er en meget svær proces. Energien i jeres kroppe er stærk, så jeg må først svække dig."

Et skarpt snit henover brystet får Takou til at gispe efter vejret. Han prøver at få hænderne fri, men kæderne skærer sig bare dybere ind i kødet. Blodet begynder at syde, da det kommer i kontakt med stenpladen.

"Bare rolig, det vil ikke ætse igennem - Ser du, stenen er fyldt med meget stærk magi."

Gadriel kommer med en lille latter, der får det til at isne ned langs Takou's ryg. Han fryser mere nu, end han gjorde i det mørke rum. Endnu et snit får ham til igen at snappe efter vejret.

"Det her tager tid, men når der næsten ikke er mere blod tilbage i din krop, så kan vi begynde på selve adskillelsen."

Endnu et snit - Denne gang henover maven.

"Lad mig forklare. Jeg vil skille din dæmoniske form fra din menneskelige - Ja, du tror sikkert, at det ikke vil gøre den store forskel, men ak ... I dæmoner er så uvidende."

Denne gang er snittet henover hans lår.

"Sundur går ud på at fjerne dæmonen, så du kun har et tomt hylster tilbage - Din menneskelige form, som blot er en vulgær kopi af menneskene. Du vil være så svag, at du vil ønske, at du var død. Du vil ikke længere være dig, men kun en skygge af dig selv - Du vil fortælle mig alt uden at være klar over, hvad du har gang i."

Snittet er lodret henover begge lår, så såret nærmest ligner et kors. Takou bliver ved med at klemme øjnene sammen, mens hans bevidsthed begynder at forsvinde. Smerterne er ulidelige og lige meget, hvor meget han tænker på, at han vil smadre Gadriel's hjerneskal og rive englens hjerte ud bagefter og spise det, så hjælper det ikke. Til sidst kan han ikke længere holde skrigene inde. 

Hans skrig af smerte, bliver blandet med Gadriel's lille kyniske latter og lyden af kniven der gentagende skærer i kødet med en svuppende bevægelse. Takou spærrer øjnene op, så hans øjne begynder at brænde. Hele hans krop ryster, men lige meget, hvor meget han kæmper imod, så kan han ikke komme fri. Han skal dø. Og det værste af det hele er, at han ikke engang kan forsvare sig selv. Han vil ende med at blive til ingenting og fortælle den Nedre Verdens dyrebareste hemmelighed til Gadriel. Skriget af smerte bliver til en blanding af opgivelse og afmagt. Han har tabt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...