Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9741Visninger
AA

14. Kapitel 14

Det føles dejligt at flyve igen. Selvom heden i den Nedre Verden nogle gange er ulidelig varm, så føles den knap så kvælende, når man er i luften. Takou tager en anden rute hen til en af de mindre benyttede portaler for at undgå de mange nysgerrige øjne. 

Julia klynger sig ind til ham, så hendes ansigt er gemt ved hans hals. Han nyder hendes varme, og den sære form for følelse man får, når en anden person er afhængig af en. Med et lille smil drejer han rundt om et hjørne og flyver opad, så han kan se portalens omrids ved enden. Det undrer ham lidt, at der overhovedet ikke er nogen væsener fra den Nedre Verden. De er ikke stødt på én eneste. 

En lille bevægelse fra Julia får ham til at sænke blikket, så han kan se Julia's store øjne stirre på sig. Et lille gisp undslipper hendes læber.

"Kan du så holde øje med, hvor du flyver!"

Hendes skræk får ham til at le.

"Sagde du ikke lige, at du stolede på mig?"

"Jo, men derfor skal du også have øjnene på omgivelserne, så vi ikke ender med at flyve ind i en stalaktit eller en anden forhindring..."

Hun smiler lidt ved det sidste, hvilket får ham til at le igen. Men han løfter blikket og sørger for at holde kursen. Han kan dog stadigvæk fornemme hendes blik på sig.

"Har jeg noget siddende i ansigtet siden du stirrer sådan på mig?" Spørger han nysgerrigt med en lidt drillende tone i stemmen.

Ud af øjenkrogen ser han hende sænke blinket blot for at løfte det igen, mens hendes mundvige løfter sig opad i et genert smil.

"Du ser bare så-"

Hun tænker lidt over ordene.

"Hærget?"

"-smuk ud..."

Takou stopper med at slå med vingerne, så de et kort øjeblik ryger bagud, men han får hurtigt kontrollen igen. Han må dog hoste flere gange, mens han vantro siger ordet igen:

"Smuk?"

"Ja... Du får sådan en mystisk aura."

"Hvad mener du?" Spørger han oprigtig nysgerrigt.

"Nærmest majestætisk," mumler hun for sig selv. Men med en lidt højere stemme svarer hun:

"Jeg ved det ikke, det er ligesom, at du er i dit rette element..."

Han smiler lidt.

"Jeg er en dæmon... Mit rette element er at slå ihjel og sprede skræk, hvilket giver jer engle en allerhelvedes masse arbejde."

Hun skutter sig lidt i hans greb, mens hun leder efter de rigtige ord. Samtidig, er de nået frem til portalen, som Takou med det samme flyver igennem. 

Kulden er isnende og får ham automatisk til at trække Julia tættere ind til sig. Heldigvis sner det ikke, men vinden er stadigvæk bidende. Han bruger et øjeblik på at orientere sig. Bjerglandskabet under dem og de grønne arealer er skjult af den lette tåge, men han finder alligevel det, som han søger efter.  

Solen er ved at gå ned, hvilket betyder, at der ikke er så mange mennesker, så de kan færdes uden at skulle tage hensyn. Julia ser nysgerrigt ned, men trækker hurtigt hovedet tilbage, da hun ser, hvor højt oppe de er. Med et grin begynder Takou at dykke. Skriget fra Julia fylder ham med morskab, mens landjorden kommer tættere på. Vinden lægger sig tæt omkring dem, så det føles som om, at de ligger i en puppe af kold luft. 

Han kan begynde at skimte de små lys fra hinanden og med sit skarpe syn, kan han se omridset af træerne, der er ved at blive skjult af skyggerne fra den nedgående sol. Julia bliver ved med at hvine, og da de er så tæt på jorden, at det er tid til at sprede vingerne for at lande, bliver hendes skrig halvkvalt af det pludselige sug i maven. Hendes små fingre borer sig ind i nakken på Takou, så han bliver en smule bekymret for, om det vil give hold i nakken senere. Meget elegant og med øvede bevægelser lander han på jorden uden for et lille skovbryn.

Luften omkring dem er stadigvæk kølig, men dog varmere end den luft, de lige er kommet fra. Duften af grannåle og fugtigt mos hylder sig om dem begge, så Takou et øjeblik helt glemmer, at han faktisk står med en engel i sine arme. Lidt befippet sætter han hende ned, så hun kan stå på sine egne ben. Julia er dog en smule svimmel, så hun griber instinktivt ud efter ham, da hendes ben er ved at knække sammen under sig.

Det er først, da hun retter sig op ved hjælp af hans støttende arm, at hun opdager, hvor de egentlig er. Hendes ansigt lyser op af ren og skær forbløffelse og beundring.

"Se, det her er, hvad jeg vil kalde smukt." Takou ler højt ved hendes lidt generte udtryk.

"Det er smukt på en anden måde..."

Han trækker blot på skuldrene, hvorefter han fører hende hen til vandkanten, hvor flere store sten normalt bliver benyttet som siddepladser. Julia sætter sig på en af stenene, mens hendes blik glider ud over omgivelserne. Bjergene omkring dem tårner sig op og gør, at vinden ikke lige så let kan rasere. Men det er det blå vand med de dampende skyer, som tager pustet fra én. Selv herfra, hvor Takou står, kan han allerede mærke varmen mod huden.

Den Blå Lagune er hans yndlingssted i menneskenes verden. Vandet er varmt, og der er ikke så mange andre væsener. I dagtimerne er der selvfølgelig mennesker, hvilket der også sjældent er om natten, men Lagunen er så stor, at man altid han finde et lille område for sig selv.

"Jeg tænkte, at du gerne vil blødes lidt op."

Han blinker kækt med det ene øje, der får hende til at smile varmt tilbage.

"Det er sødt af dig."

Langsomt bukker han sig ned og binder snørebåndene op i skoene, hvorefter han trækker dem af, så de nøgne fødder kommer til syne. Med et åndedræt skifter han til menneskeskikkelse, hvorefter han med behændige hænder trækker T-shirten over hovedet. Hans blik møder flygtigt Julia's, der tydeligt betragter hver og en af hans bevægelser. Hun sidder stadigvæk på stenen, men da han tøver lidt, begynder hun også at tage skoene af.

Han knapper bukserne op og lader dem falde til jorden, så han står helt nøgen i nattekulden. Med blikket rettet mod det varme vand, bevæger han sig hen til kanten.

"Er du ikke bange for, at jeg stikker af?"

Julia's stemme er spørgende og fyldt med undren. Han trækker på skuldrene og sender hende et grin over skulderen.

"Nej, for jeg tror, at du nyder mit selskab... Men hvis du gjorde, så ville jeg ikke stoppe dig."

Og han mener det. Han vil ikke stoppe hende, hvis hun vælger at tage skoene på igen og begynder at gå ind mod byen, hvor hun sikkert vil finde andre engle. Eller hun kunne endda forsøge sig med at flyve. Men han håber inderst inde, at hun vil blive. Han ser ligefrem igen og går længere ud i vandet. Varmen er behagelig og afslappende. Med sirlige bevægelser lader han håndfladerne danse henover vandets overflade, mens han holder vejret. Han har spidset ørerne og prøver at finde det tegn, der fortæller ham, at Julia begynder at gå. 

Stilheden bliver kun brudt af de skvulpende lyde og den kommende nats dyr, som pusler i krattet. Han kan ikke høre hendes vejrtrækning, kun mærke varmen, som hendes krop udstråler. Det er svært for ham at holde blikket fast på de små ringe i vandet, som hans fingre laver, men han vil ikke se sig over skulderen. 

En krampende følelse spreder sig i hans mave, da han er ved at indse, at hun selvfølgelig ikke vil blive. Hun er ikke dum og vil selvfølgelig vælge muligheden for at tage hjem, så snart den byder sig, hvilket vil sige nu. Han stopper med at bevæge hånden, men holder stadigvæk blikket sænket, mens øjnene begynder at danne for meget vand af at stirre. 

Ringe begynder at danne sig i vandet igen, men ikke på grund af ham. Han står fuldstændig stille, men ringene bliver større og større. Til sidst kan han høre hendes svage åndedræt, som hun også har tilbageholdt. Meget diskret løfter han hænderne op til ansigtet og gør hele ansigtet vådt, så hun ikke vil kunne se den lille våde stribe på hans kind. Da han lader hænderne falde, er hele hans ansigt prydet af et strålende tandsmil. 

Julia's hår hænger ned over hendes skuldre og skinner i den tiltagende månes skær. Hun er stadigvæk iført den sorte top og underbukser, men så heller ikke andet. Takou løfter hurtigt blikket igen og ser hende i øjnene med det smil, som hans menneskeansigt bliver ved med at fremkalde. 

"Du troede, at jeg ville gå."

"Jeg var ikke sikker."

Han har ikke noget imod at indrømme sin usikkerhed omkring hende, hvilket får hende til at smile stort, så hendes tænder kommer til syne.

"Du lød ellers ret sikker, da du sagde, at jeg nød dit selskab."

"Gør du?"

"Ja."

Hun tøver ikke, men siger det lille et-stavelsesord promte. Takou kan ikke helt skjule sin glæde, så da han griner let og ved et uheld lader den ene håndflade slå ned i vandet, så Julia bliver helt sprøjtet til, begynder han at le endnu højere. Julia ler sammen med ham, mens hun prøver at gøre gengæld. De springer frem og tilbage i vandet og ender med at svømme helt ud, hvor de ikke kan bunde. 

Takou har ingen problemer med at se i mørket, men Julia, der er et lysets væsen, er en smule handicappet i forhold til ham. Flere gange er hun ved at svømme ind i ham, men når kun lige at stoppe op, fordi månens skær lander på hans lyse hud. 

"Okay, vent her."

Takou griber fat i Julia's håndled og får hende til at bekræfte, at hun ikke vil flytte sig, mens han med et smil tager en dyb indånding og dykker ned. Det varme vand får alle hans muskler til at slappe af, mens varmen også gør hans hud helt blød og en smule rynket. Han dykker helt ned til bunden, hvor han med fingrene finder de små runde sten, som han samler i den anden håndflade. Det tager ham ikke lang tid at finde så mange, som han skal bruge. 

Han løfter blikket opad og kan se Julia's ben sparke lidt frem og tilbage for at holde hende oven vande.  Hun har ikke flyttet sig. Med et smil kigger han ned på stenene og knytter så hånden omkring dem. Han løfter den knyttede hånd op til sine læber, mens han mimer de magiske ord, som ved hjælp af hans energi kommer til live. Stenene i hans hånd bliver et kort øjeblik varmere end vandet. Meget forsigtigt åbner han hånden.

I stedet for en bunke sten ligger der nu en kæde af små fine sten. Stenene er alle lige store undtagen en, som er større end de andre. Deres glatte hvide overflade med et sølvskær behager hans øjne. Han lukker øjnene og puster noget luft ud inden han sætter af mod overfladen. 

Det giver et gib i Julia, da han bryder overfladen, men hun fatter sig hurtigt og begynder i stedet for at se nysgerrigt på ham med et smil. 

"Hvad skulle du?"

Han svømmer tættere på hende og griber ud efter hendes hånd. Med en rolig bevægelse trækker han hende med ind til lavere grund. Da de begge kan stå og har skuldrene over vandoverfladen, løfter Takou hånden med kæden. Tøvende åbner han hånden, så hun kan se de hvide sten. Hendes brune øjne ser betagende på dem, mens hun fraværende løfter den ene hånd. Hun stopper håndens bevægelse og løfter blikket for at møde hans. 

"Har du lavet den?"

"Ja."

"Den er smuk."

Han griner let, men trækker så kædens lås fra hinanden, hvorefter han går om bag ved hende, så han kan lægge den omkring hendes hals. Med meget forsigtige hænder trykker han låsen sammen igen og lader hendes gyldne hår falde ned over kædens lukkelse.

"Hvis du nogensinde skulle glemme det her sted, så kan du blot se på stenene..."

Egentlig har han lyst til at sige, at så vil hun kunne huske ham, men det vil lyde for, plat mener han. Hun rører let ved den store sten, og han kan tydeligt se, at flere følelser glider henover hendes ansigt.

"Tak."

Hun hæver blikket, så hendes blik møder hans.

"Jeg vil altid huske det her sted... Og dig."

Ved de sidste ord sender hun ham et genert smil. Takou kan ikke helt lade være med at triumfere indvendigt. 

Hun sænker blikket igen.

"Er det din måde at sige farvel på?"

Glæden fra før daler til jorden og bliver dækket at den store, fede følelse af tab. 

"Farvel?"

Hun vender sig med siden til ham.

"Du sagde, at jeg godt måtte gå..."

"Ja, det gjorde jeg."

"Takou, jeg vil gerne hjem... Jeg stak af - Noget jeg ikke skulle have gjort, men noget jeg er glad for, at jeg gjorde. Hvis jeg ikke havde gjort det, så- så havde jeg ikke mødt dig eller oplevet den Nedre Verden... Jeg vil kunne bruge min viden til at få gjort det hele meget bedre... Lave en verden, hvor Dæmoner og Engle kan leve sammen, og hvor menneskene ikke skal frygte noget som helst."

Takou lader den tilbageholdte luft sive ud gennem sine sammenpressede tænder.

"Det er en fin tanke Julia... Men vi er Dæmoner, vi lever af mennesker - Vi spiser deres indvolde for at få energi, vi drikker deres blod for at få styrke, og nogle af os samler på trofæer. Vi kan ikke bare ændre os."

Hun vender sig mod ham igen.

"Der må være en måde... Lige nu er balancen mellem verdenerne ustabil - Den balance skal opretholdes... Vi har brug for ændringer."

En tanke slår ned i Takou, at det virker meget underligt, at Julia er så overbevist om, at hun vil kunne ændre det hele. Det er ikke noget man bare lige gør, og da heller ikke, hvis man er ene og alene om det.

"Men vil du lade mig gå Takou?"

Han mærker den sure smag i munden, der giver ham en følelse af kvalme. Hjertet i hans bryst bevæger sig en anelse hurtigere, mens et hulrum begynder at dannes inde i hans brystkasse.

"Ja..."

Ordene er en hvisken, men han udtaler dem. Julia kan godt se, hvordan han kæmper med sit indre væsen. Han har lyst til at flå hende på stedet, men han har også lyst til at høre hende le og se hendes varme øjne blive fyldt med glæde. Uden opfordring træder Julia et skridt hen imod ham og stiller sig op på tæer. Hendes små hænder lægger sig på hans brystkasse, mens hun hæver sig op og lader sine bløde læber strejfe hans kind. 

"Tak."

Han stirrer på hende med et lettere skræmt udtryk. Uden at sige noget vender han sig rundt og går ind til vandkanten. Uden at bekymre sig om, at han er våd trækker han bukserne på og derefter blusen. Da han er ved at binde skoene er Julia allerede ved at tage bukserne på, men hendes hår skjuler ansigtet. 

Følelserne raserer inde i ham som en hvirvel storm. Jo, han er blevet kysset før og han kender godt til de ting, der nogle gange følger efter kys, men han er alligevel helt forfjamsket over, at en engel lige har taget sig den lejlighed at kysse en dæmon på kinden, som om, at det er meget normalt. Han stopper op i sin bevægelse, så sløjfen kun er halvt færdig.

Jeg er jo også i menneskeskikkelse...

Han trækker vejret tungt, så luften trænger helt ned i lungerne. 

"Jeg følger dig hen til byen, og så må du klare dig derfra..."

Han fortsætter med at binde sløjfen færdig og retter sig så op. Julia har allerede stukket sine fødder i støvlerne og ser en smule forvirret på ham.

"Okay."

Uden et ord, begynder han at gå. Hun følger hurtigt efter ham og ender med at gå lidt længere fremme end Takou.

Måske han opfører sig underligt, men han kan ikke helt finde ud af, hvad han skal tro eller gøre. Lige nu er han ved at lade englen gå frivilligt. Hans tanker flyver tilbage, til de første dage, hvor han havde været fast besluttet på at slå hende ihjel, men hele tiden var blevet forhindret.

Mindet om de følelser, får ham til at stoppe op. Han kan ikke bare lade hende gå. Ikke nu. Hun er stadigvæk hans bytte. Med en brændende fornemmelse i maven løfter han hovedet og ser på Julias ryg, der begynder at komme alt for langt væk fra ham. Hendes ar fra Razid er stadigvæk tydelige, og minder ham om, vreden fra dengang. På det tidspunkt var det ikke gået op for ham, at han forsvarede en engel, at han faktisk gjorde alt i sin magt for at redde hende fra at blive snusket til.

Hænderne dirrer og han ser en smule forfærdet ned på dem. Hvis nogen skal snuske hende til, så skal det være ham. Uden at have færdiggjort beslutningen i tankerne, rykker hans krop sig allerede frem mod hende. Der lyder et højlydt gisp fra hende, da hans hænder griber fat om hende bagfra og snurrer hende rundt for derefter at klynge hende opad et nærtstående træ, så hun ikke kan slippe væk fra ham.

”Jeg er ked af det, Julia… Men jeg kan ikke lade dig gå.”

Hans stemme er dyb og dyrisk, sådan som den altid har været. Men denne gang er der noget mere i den. Noget besiddende.

 Hun stirrer skræmt på ham, panikken i hendes øjne er tydelig og fylder ham inderst inde med en splittelse mellem afsky for sig selv og lyst.

”Ikke endnu i hvert fald… Ikke før-”

Takous stemme dør ud, og han lader i stedet sin krop fortælle hende, hvad han vil. Den ene hånd er placeret på hendes lænd, mens den anden er oppe ved hendes hals. Han lader tommelfingeren glide ned til kravebenet for derefter at lade den glide op til halsen igen. Hele hans krop tændes af en genkendende varme, som han på en eller anden måde kun kan fremkalde, når han er så tæt på Julia.

”Takou?”

Han ser op. Lader sit blik møde hendes med en sådan hurtighed, at hun trækker sig lidt tilbage – så meget som træet nu tillader det. Hendes brystkasse hæver og sænker sig hurtigt mod hans, mens hendes let adskilte læber bævrer en smule.

”Du… Du vil ikke gøre mig ondt vel?” hvisker hun så lavt, at han næsten ikke opfanger ordene.

Meget forsigtigt ryster han på hovedet samtidig med, at han læner sig lidt tættere ind mod hende, så hun næsten står kilet fast på stedet. Han lader sin hånd glide op til hendes kind og ned over hendes læber, hvor hendes ånde føles varm mod hans fingre. Det kribler i hans krop for at røre mere ved hende. Mærke hende. Føle hende.

Hun læner hovedet lidt bagover, og i det samme presser han sine læber mod hendes. Det føles som det eneste rigtige i situationen. Han lader hånden glide om bag hende for at trykke hende tættere ind til sig, mens han prøver at skille hendes læber ad med sin tunge. Først stritter hun imod, så bliver hun stiv og til sidst sænker hun sammen. I stedet for at presse hende ind mod træet, læner han sig lidt bagover, hvor hun følger med. Her går det op for ham, at hun har slynget armene omkring ham og sætter neglene i for at hage sig fast.

Med et fast tag skiller han sig fra hende og smider hende ned i det fugtige græs. Hun bliver liggende med blikket rettet mod ham. Hendes kinder er let pinke, mens den stadig våde hud skinner i skæret fra månen. Sådan som hun ligger, med den ene arm henover hovedet og benene let bøjede, får blodet til at koge i ham. Uden at mærke kulden fra naturen, bøjer han sig ned over hende og falder på knæ, så hun ligger fastklemt under ham. Men hun skubber ham ikke væk. I stedet løfter hun armen og lader sin hånd gribe fat om den våde t-shirt for at trække ham forover og tættere på,

Kysset er knap så kommanderende denne gang, det er mere som om, at de begge to har brug for det. Som om, at hvis deres læber skilles, så vil den anden forsvinde. Julia trækker sig lidt væk for at få vejret, men han lader hende ikke slippe og lukker med det samme afstanden mellem deres læber. Han presser hende bagover, så hun ligger helt nede i græsset og igen ikke kan komme væk fra ham, hvis hun ville.

Det er for ham en gåde, hvad der sker med ham selv. Lige nu kan ikke tænke. Hele hans hoved er fyldt med Julia og hendes sensuelle ansigt, der rykker sig lidt bagover hver gang han kysser eller rører ved hende. For at give hende lidt plads, flytter han sine læber ned til hendes hals, hvor han nænsomt kysser arret fra første gang, hun gav ham sit blod. Han lader samtidig begge sine hænder glide ned til kanten af den sorte top for at trække den opad. Men han stopper med at skubbe den længere opad, da han kommer til det nederste af hendes bryst. I stedet trækker han sig lidt bagud for at kysse hende på maven, hvor nogle lange ar fra Razids kløer har efterladt et spor, fra da han rev Julias tøj i stykker.

Da han løfter hovedet en centimeter fra hendes varme hud, der er fyldt med gåsehud, mærker han pludselig hendes hænder på hver side af hovedet. De er varme og kærtegnende og giver ham lysten til at blive i den position for altid.

”Jeg kan ikke,” mumler han.

Det får Julia til at holde på vejret. Langsomt trækker hun hans hoved opad, så de kan se hinanden i øjnene.

”Hvad kan du ikke?”

”Det her…”

Han kniber øjnene sammen og ryster på hovedet, hvorefter han skubber sig selv bagud og væk fra hendes varme hænder.

”Jeg-” begynder han, men stopper op et kort øjeblik for at se hen på hende.

”Jeg ville have gjort dig ondt… Det var min hensigt… Du skulle ikke forlade mig… Jeg… Jeg ville ikke have det.”

Græsset rasler lidt, da hun sætter sig op og ser på ham med et bedende blik: ”Takou, hvis du ikke vil have mig til at gå, hvorfor sagde du så alle de ting?”

Han svarer hende ikke, men løfter i stedet en hånd op mod ansigtet for at skjule det forpinte udtryk, der har sneget sig ind. Hun begynder at tale:

”Jeg hører ikke til i din verden… Det ved du, og… Jeg bliver nødt til at vende tilbage til den Øvre Verden… Der er noget, som jeg skal have rodet bod på.”

Hånden falder ned langs siden og han drejer sig langsomt væk fra hende, mens en kølig kulde vælter ind over ham.

”Men du stak af derfra,” siger han sagte med en isnende stemme, der ikke har et eneste spor af varme i sig.

”Ja… Og det var forkert af mig… Takou, du bliver nødt til at lade mig gå.”

”NEJ!”

Han snurrer rundt og springer frem mod hende med blottede tænder og har på et øjeblik skiftet til sin dæmonform. Frustrationen vælter op inde i ham og giver ham lysten til at gøre noget voldsomt. Og et øjeblik tænker han på at slå Julia ihjel. På den måde vil hun ikke forlade ham. Men hendes blik får ham til at stoppe op. Han stivner bogstavelig talt på stedet, mens Julia langsomt rejser sig op og stiller sig helt hen til ham.

”Undskyld,” mumler hun og læner sig ind mod ham og vikler sine tynde arme omkring livet på ham.

Da Takou mærker hendes krop mod sin, er det som om, at alt vreden fra før siver ud af ham. Han har stadigvæk ikke lyst til at give slip på hende, men fornuften siger ham, at han bør. Det er ham umuligt at slå hende ihjel. Ikke så længe hun ser på ham på den måde. Med overgivelsen strømmende ud af sig, synker han lidt sammen og lader sig indhylle i hendes lys. Bare lidt længere.

”Jeg skal nok lade dig gå,” hvisker han til sidst, da han ikke længere kan holde vejret, hvorefter han skifter tilbage til menneskeskikkelsen.

Som svar strammes hendes greb omkring ham et kort øjeblik, hvorefter hun træder nogle skridt tilbage og vender siden til ham for at fortsætte ind mod byen. Han følger straks efter og når op på siden af hende, så de ender med at gå i takt. Med et lidt skævt smil ser han ned på Julia, der nu har slynget armene omkring sig selv i et forsøg på at holde fast på varmen i den kølige natteluft. Hendes hud virker bleg i månelysets skær, men hendes ranke ryg og de mørke øjne giver hende en stærk fremtræden. Den fremtræden, som Takou havde set, første gang han så hende. Han løsriver blikket fra hende og ser i stedet ligefrem. 

De er ikke langt fra byen, men turen virker længere, da de går i stilhed. Takou går helt fordybet i sine egne tanker og ser slet ikke de bevingede væsener, som sidder i et træ i nærheden og holder øje med dem. Han ser ikke de gyldne spændte buer, hvor pilespidsen er rettet lige mod hans bryst, og som vil gennembore ham, hvis den bliver sendt af sted. Alle hans tanker kredser om Julia, og om han er i færd med at gøre det rigtige, eller om han skal tvinge hende med tilbage til den Nedre Verden. Hans tanker kredser omkring kysset ved træet, og det får varmen til at stige inde i ham, så han må se ned i jorden.

Takou skæver flere gange til Julia, mens de går hen langs vejkanten, som er omkranset af store træer. Han kan ikke få sagt de ord, som han gerne vil sige, da han hver gang snubler over sætningerne i munden. Det irriterer ham grusomt. 

"Du er stille."

Hendes stemme er forsigtig, men bævrer en smule. Han ser mod hende med et lille smil.

"Jeg tænker."

"På hvad?"

"Lidt af hvert."

Hun løfter det ene øjenbryn, mens hendes læber former sig som et lille "o". Vinden hiver fat i hendes hår og får de små hårstrå til at glide ind foran hendes ansigt, så hun må børste dem væk. Han ryster sukkende på hovedet.

"Du skulle måske sætte det op?"

Hun får endelig skubbet håret om bag ørerne og løfter blikket en anelse, så hendes mørke øjne falder på hans hår.

"Det skulle du måske også... Dit hår er ved at nå dine skuldre."

Hendes tænder skinner i mørket, da hun bider sig i læben for at holde det lille fnis inde.

"Du må da godt låne elastikken."

Han skal til at komme med en sarkastisk bemærkning, da noget på den anden side af vejen fanger hans opmærksomhed. Det var kun et kort øjeblik, men nok til at få hans hjerte til at springe et slag over af ren og skær overraskelse. Julia ser hans fokuserede blik og skal til at vende sig rundt, men han griber hurtigt ud efter hende og trækker hende om bag sig. Hvis det er dæmoner, som gemmer sig i træerne, så er hun i meget stor fare. 

Et gyldent glimt fanger hans øjne, så han må tilbageholde sit åndedrag. 

Engle...

Han er ikke et sekund i tvivl om, hvilken fare han svæver i. De har fordelen ved at være skjult oppe i træerne, så han på ingen måde vil kunne flyve væk. I det mindste vil Julia ikke være i fare - Medmindre de tror, at hun også er en dæmon. Han griber bagud og skubber hende længere om bag sig, så hun er helt skjult. 

Gåsehuden springer frem overalt på hans krop, mens han fornemmer de spidse pile pege direkte på ham. Det undrer ham lidt, at de ikke har skudt endnu. Normalt vil man ved hjælp af instinktet vide, om det er et menneske eller et væsen fra den Øvre- eller den Nedre Verden. Han tager en dyb indånding, mens han prøver at finde de mandelformede øjne, der tilhører buens ejermand. Men mørket er for dybt til, at han kan se; selv med nattesynet. 

"Giv jer til kende!" Udbryder Takou med en høj stemme, så nogle fugle letter fra de omkringstående træer.

Stilhed.

Han mærker Julia's hånd på sin arm, da hun stikker hovedet lidt frem for at se over mod mørket. En raslen fra træet og en svag mumlen bekræfter Takou's tanke om, at der er flere end blot to. Julia's fingre strammer sit greb, da hun også fanger et glimt af de gyldne buer, der lyser svagt op i mørket. 

Takou vælger at blive i sin menneskeskikkelse indtil nu, så han på den måde ikke virker truende. De er jo trods alt engle, så de vil måske ikke gøre noget, så længe han heller ikke gør. Et svagt bump fortæller, at en af englene er hoppet ned fra sin gren og er landet i det bløde græs. 

"Mit navn er Johan, og jeg er beskytter af denne by."

Englen træder frem fra mørket, så månelyset oplyser hans skikkelse. Han er iført nogle mørke tætsiddende bukser med langskaftede støvler og en brunlig vest, hvor en læderrem med pilekoggeret hænger tværs henover. Buen har han stukket ned i en separat holder, som også hænger fast ved ryggen, men de lange fingre har ikke langt til den langskaftede dolk ved hoften.

"Vi er meget interesseret i, hvad I to vil her."

Takou fugter læberne. Han kan se, at Johan lader sit blik glide henover Takou's fugtige tøj og videre op til ansigtet. 

Det virker næsten som om, at han er i tvivl om, hvad jeg er... Huh!?

Han har aldrig været udsat for det før. Men jo mere han ser det forvirrede udtryk komme igen i Johan's ansigt, bliver han sikker i sin sag. Takou knytter hænderne let, mens han prøver at finde på et svar. Det kan komme ham til fordel, at Johan er i tvivl, men det gør også det hele en smule besværligt. 

Julia læner sig lidt længere frem, så Johan's tænkende øjne straks fokuserer på hende. Det gør bare det forvirrede udtryk endnu mere forvirrende. Englens blik flakker mellem dem begge.

"Jeg må indrømme, at jeg ikke kan finde ud af, hvad I er." Han løfter hånden op til håret og børster det let til siden, mens han laver elevatorblikket.

"I er som en tåge... En blanding af lys og mørke æltet sammen til en grålig masse. Men overnaturlige væsener er I... Ellers vil I ikke have den energi hængende omkring jer; eller være i stand til at se os." Han sænker hånden igen.

Takou mærker Julia løsne sit greb og træde frem ved siden af ham. Helt ubevidst stopper han med at trække vejret. Johan stirrer på Julia. Hans øjne møder hendes og blikket afslører, at han kan genkende hende. Med et gisp sætter han sig ned på hug. Det tager Takou et øjeblik at indse, at Johan knæler for Julia. 

Der lyder gentagende gisp fra træerne efterfulgt af lyden af kroppe, der lander på jorden. Takou puster ud, da han ser en gruppe på fem engle træde frem fra mørket og alle som en stiller sig hen ved siden af Johan for at gå ned på knæ og knæle.

"Vi har fundet Dem."

Glæden i Johan's stemme er tydelig. Takou er fuldstændig paf. Julia, tværtimod, virker helt fattet, mens hun lader blikket glide henover de seks engle. 

"Deres fader er meget bekymret for Dem... Han har sendt flere Krigerengle ud for at lede efter Dem - Vi troede... Vi troede alle, at De var død."

Han snapper efter vejret, som om at selve ordet giver ham dårlig smag i munden.

"Men vi gav aldrig op... Og her står De." Johan løfter hovedet en anelse, så hans øjne kan se på Julia under halvt sænkede øjenlåg.

"Er det min fader, som har sendt Krigerenglene ud efter væsenerne fra den Nedre Verden?"

Takou er overrasket over myndigheden i hendes stemme. Hun virker forvandlet fra den skræmte og generte engel til noget meget mere modent og stærkt.

"Ja, rygterne sagde, at De var blevet ført til den Nedre Verden... Men ingen kunne bevise det."

Han skæver til Takou med en sitren i mundvigen. En anden engel løfter hovedet.

"Og dog står De her - Fuldt uskadt sammen med et fremmed væsen, som ingen af os kender."

Takou blinker flere gange med øjnene.

Så de kan virkelig ikke se, hvad jeg er - Mærkeligt.

"Takou er min ven og han har hjulpet mig med at finde herhen... Han ville være sikker på, at jeg kom uskadt hjem."

Hun skæver til Takou, og det er tydeligt for ham, at hun faktisk er nervøs for at sige noget forkert. Hendes krop virker for stiv og ordene er meget overvejende, som om hun trækker lidt på dem. Flere af englene ser op på ham med granskende blikke, der alle prøver at finde det mindste tegn på, at han er en slyngel - Hvilket han i princippet også er i deres øjne.

Johan nikker mod ham som et tegn på, at han er taknemlig for denne handling.

"Vi skylder dig tak, Takou."

Takou nikker til svar. Han er i vildrede. Hvad foregår der? Er Julia en eller anden form for prinsesse i den Øvre Verden? Han prøver at rode i sin hjerne efter svar. Julia fortalte ham engang, at hun var stukket af hjemmefra, men det er også det - Ingen detaljer om hendes familie. Johan begynder at tale igen, men Takou er fordybet i sine tanker, det er først, da et bestemt ord bliver nævnt, at han løfter blikket.

"...at Arvingen kommer hjem."

Arvingen? Men...

Han spærrer øjnene op og skal til at komme med et råb. Hurtigt bider han sig selv i tungen, så smerten skyder gennem hans krop og får ham til at knytte hænderne hårdere. Krigerenglene havde nævnt noget med Arvingen, inden de havde efterladt ham.

...Er Julia Arvingen?

Arvingen er, så vidt som han ved, en form for efterfølger af det væsen, som styrer den Øvre Verden. I forhold til den Nedre Verden har den Øvre Verden et råd, hvor de samles - Lidt ligesom den Nedre Verdens Samling - og diskuterer deres verdens problemer, og hvad de kan gøre anderledes. Lederen af dette råd er den Øverste i den Øvre Verden, og den som holder styr på alle væsenerne, hvor der ikke er en sådan person i den Nedre Verden. 

Takou har lyst til at slå hovedet ind i en væg. Hvis han havde vidst det fra starten, vil han aldrig have handlet som han gjorde. Han vil sikkert have slået hende ihjel på stedet eller taget hende med til Samlingen, men nu vil han ikke kunne skade hende. Julia er trådt et skridt frem mod Johan og de andre, der stadigvæk knæler. Hendes hår hænger ned over hendes skuldre, så man tydeligt kan se hendes profil. Takou's øjne hæfter sig ved stenkæden ved hendes hals.

Nej, han vil ikke kunne skade hende.

Han indser, at hun har ændret ham. Ikke bare lidt, men meget. Den ondskab, der altid har domineret hans hjerte og sind er skrumpet ind og er stadigvæk en del af ham, men ikke på samme måde. Den fungerer mere som et dyrisk instinkt, mens en lille gnist har fundet vej ind i hans krop. Han tænker tilbage på de ord, som han sagde til Julia, da hun sagde, at han var ond.

"Ondt? Mener du, at bare fordi, du synes det er forkert, så er det ondt?"

Ordene giver mening. Han har altid taget det som en selvfølge, at alle væsener i den Nedre Verden er onde - De kunne umuligt være gode, da de jo alle er grusomme væsener. Grusomme væsener, der aldrig har haft en chance for at vise deres godhed. Og dog. Han tænker på de mange gange, Nasra har sat sig hen for at snakke med ham om alt muligt ligegyldigt, selvom han har opført sig koldt overfor hende - Er hendes vedholdenhed ikke godhed? Eller i hvert fald en form for. Var det ikke en god gerning af Abaddon, da denne bar Takou tilbage til sin hule. 

Han lader blikket glide hen til englene, der alle ser på Julia, da hun er ved at fortælle om, at hun har siddet fast i et pas mod nord, hvor sneen havde lukket hende inde. Takou ser på deres våben. De skarpe pilespidser med gift og dolken ved deres hofter - Alle våben til at dræbe med. Gør det englene til bedre væsen, at de slagter dæmonerne? Ja, de beskytter menneskene, men bør de ikke gøre det på en måde, hvorved der ikke bliver udgydt blod. Han tænker tilbage på krigerenglen Sasja, der havde haft mord i øjnene, da hun svingede pisken mod ham. 

"...takker dig endnu engang, Takou."

Johan's stemme løsriver Takou fra sin tankestrøm. Han nikker endnu en gang mod englen og vender sig så om mod Julia.

"Så er det vel farvel?"

Takou lyder en smule rusten, da han siger ordene, så han rømmer sig lidt, hvilket får Julia til at smile. 

"Ja..."

Han lukker øjnene og nikker.

"Farvel Julia."

Han mærker hendes ene hånd lukker sig halvt omkring hans ene knyttede næve. Hjertet i hans bryst pumper hurtigere, mens varmen stiger op i kinderne.

"Farvel Takou... Jeg vil aldrig glemme dig."

Takou åbner øjnene, da hun lader sin hånd glide. Han når lige at fange hendes triste øjne, før hun drejer rundt og går hen mod Johan. De står lidt og snakker, hvilket Takou tager som sit tegn for, at han skal gå. Med et tungt åndedrag vender han ryggen til dem og begynder at gå tilbage ad vejen. Da han begynder at gå, kan han mærke, hvordan hans fødder lander tungt på jorden med en hul lyd, der gengiver det tydelige tomrum i hans bryst med en glimrende klang.

Et råb bag ved ham, får ham til at dreje rundt på hælene. De fem engle styrter mod ham med mørke øjne. Bagved dem, holder Johan fast i Julia, der bliver ved med at råbe op. Han når lige at se hendes fortvivlede ansigt inden de fem engle tonser ind i ham, så han vælter omkuld og slår hovedet hårdt mod asfalten. Blodet føles fugtigt mod hans kind, mens øjenlågene sitrer let ved den tiltagende svimmelhed.

"Se, jeg sagde jo, at det var en dæmon! Prøv selv og se blodet!"

Den syrende lyd borer sig ind i Takou's hjerne sammen med de nedladende ord, der bliver efterfulgt, inden han med et forpint udtryk ender i bevidstløshedens mørke søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...