Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9794Visninger
AA

13. Kapitel 13

Han føler sig meget døsig, men samtidig også udhvilet. Smerterne er forsvundet og udskiftet med en behagelig følelse af ømhed, men også afslappelse. Det føles virkelig som om, at han er synket helt ned i den bløde madras, og det bløde satin tæppe smyger sig tæt ind til hans nøgne hud.

Nøgne hud?

Meget forsigtigt bevæger han fingrene, så kløerne kradser lidt i huden. Med en vejrtrækning skifter han til menneskeskikkelse. Den bløde hud føles glat og ren under hans varme fingre - Ingen rifter eller skidt. Intet indtørret blod eller ar - Kun blød hud. Nøgen hud. Varmen stiger op i hans kinder, mens han meget forsigtigt åbner det ene øje, så han kan prøve at danne sig et overblik. 

Det mørke loft over ham bliver oplyst af den altid brændende ild, så skyggerne bliver formet i mærkværdige skikkelser. Han bruger nogle sekunder på at blinke søvnen ud af øjnene, så han endelig kan fokusere. Et dybt åndedrag får hans brystkasse til at hæve sig og så sænke sig igen, mens han meget forsigtigt løfter hovedet lidt, så han kan se sig omkring. Der er ingen inde i grotten. Et suk glider over hans læber.

Han er ikke tvivl om, at det enten er Nasra eller Julia, der har klædt ham af, hvilket sender ikke ønskede tanker igennem hovedet, og får rødmen til at farve hans ansigt let lyserødt. Takous øjne glider ned over den bare brystkasse, hvor den blege menneske hud minder om grå aske med et rødligt skær. Der er ingen blod eller nogen spor overhovedet efter kampen med Krigerenglene. Han sætter sig længere op, så satintæppet glider helt ned til hofterne. Det bløde stof lægger sig helt tæt til hans krop, der blevet lidt svedig af varmen.

Endnu engang lader han blikket glide frem og tilbage mellem grottens vægge, men der er ingen spor efter hverken Nasra eller Julia. Da han slynger benene ud over sengekanten, sørger han for at holde godt fast i det tynde stof. Meget behændigt får han viklet stoffet omkring sine hofter, mens han rejser sig op. Med den ene hånd får han grebet fat om kisten med tøj, hvor han hurtigt finder et par rene bukser. Det tager ham lidt længere tid at finde en hel bluse uden huller eller blod, men til sidst finder han en mørkeblå T-shirt med V-udskæring. 

Selvom hele hans krop føles som om, at den er blevet vasket, så føler han sig ikke rigtig ren. Håret er stift efter skidt og blod i hårbunden, og den ene side er stadigvæk øm efter det antændte hår og de få flammer, der fik fat i hovedbunden. Han er også tørstig. Halsen er tør og kradser for hver gang, han prøver at synke en klump spyt.

På vej hen mod det lille hulrum, strækker han kroppen, så leddene siger knæk flere steder, men det gør ham behageligt til mode. Forhåbningsfuldt ser han efter Julia inde i hulrummet, men det smalle rum er tomt bortset fra de afhuggede hoveder, der stirrer på ham med deres døde udtryksløse øjne og de halvt åbne stående munde, der er forstummet i det sidste skrig. Han sukker, men går så hen til vandkilden, hvor han former hænderne til en lille kop og drikker det kølige vand.

Da han har slukket tørsten, står han lidt et øjeblik og mærker den kølige væske dulme smerterne i halsen og gøre ham mere frisk. Han er bekymret for Julia, og en bitter tanke fortæller ham, at hun nok er stukket af, så snart hun havde givet ham sit healende blod.

Men hvorfor ikke lade mig dø?

Han kører hånden gennem det stive hår med en rynket mine.

Nasra ville sikkert have slået hende ihjel, hvis Julia havde prøvet på noget... Men er det grund nok?

Hånden bevæger sig ned over ansigtet og hviler et øjeblik ved kinden, før han lader den falde ned langs siden. Med et dybt åndedrag vender han om og går ud igen. Endnu engang løfter han hovedet og håber, at Julia sidder ved ilden, men han må sænke hovedet med skuffelsen stikkende ud af øjnene, da rummet er lige så tomt som før. 

Han føler sig rastløs. Der har hele tiden været et eller andet, samtalerne med Julia eller hans søgen efter mad til hende, men nu er Julia her ikke. Alt er tilbage som det var før. Før han brutalt tvang hende med til den Nedre Verden som sin fange. Hans øjne hænger lidt ved flammerne, mens tankerne fór forvirret rundt i hans hoved. Han kan ikke helt forstå, hvad Julia er for ham. Er hun blot en engel som han har fanget, eller er hun mere. Han sukker fortvivlet.

En gnubben mellem skulderbladende får ham til at skifte tilbage til sin oprindelige skikkelse, så vingerne vokser frem. De læderagtige vinger strækker sig helt ud, så han virker dobbelt så bred i forhold til sin slanke høje skikkelse. Et lille længselsfuldt smil glider henover hans læber. Han trænger til at flyve. Sådan rigtig flyve. Hans hale svinger frem og tilbage i takt med hans bevægelser, da han går hen mod grottens åbning. 

Da han runder hjørnet, blinker han med øjnene i befippelse over at se Julia sidde på en sten med hagen hvilende på det ene knæ. Hun er iført nogle lange bukser og en sort top, som han umiddelbart mistænker Nasra for at have foræret hende. Hendes gyldne vinger ligger helt tæt ind til ryggen som små spæde fuglevinger, men han ved, at de kan foldes helt ud og blive lige så store som hans egne. Håret der er en anelse lysere end vingerne, men stadigvæk har de samme gyldne farve, er sat op med et hårbånd. Han kan tydeligt se skidtet, der sidder fast i spidserne og lægger sig henover hendes fine hud som en mat hinde. Hun virker træt.

Han stopper op midt i sin gang, men når ikke at skjule det lidt overraskede udbrud. 

Jeg var sikker på, at hun var stukket af... Hvorfor?

Hun løfter hovedet, og de triste øjne bliver oplyst af et lille smil, da hun ser ham. 

"Du er oppe."

"Yeah."

Han er ikke sikker på, hvad han skal gøre af sine hænder, så han stikker den ene hånd i sin lomme og lader den anden klø hovedbunden, mens hun hopper ned fra stenen og småløber hen til ham. Hun stopper op et skridt fra ham. Et nervøst udtryk glider henover hendes ansigt, men hun læner sig lidt frem og studerer ham nøje. 

"Du ser også bedre ud."

Han lader hånden falde.

"Takket været dig... Ehm..."

Varmen stiger atter op i hans kinder, så den grå aske hud bliver en anelse mørkere omkring halsen og kinderne. 

"Og Nasra - Vi hjalp hinanden... Du-du var helt smurt ind i blod, så vi blev nødt til at vaske det af dig." Rødmen stiger op i hendes kinder, mens hun bliver ved med at tale. "Vi kiggede væk - Så øhm, jeg mener, jeg kiggede væk, men jeg tror også Nasra gjorde... Jeg håber det er okay..."

"Det er det."

Hans stemme afbryder hende midt i hendes plapren, så de pludselig står i en akavet stilhed. Et lille forsigtigt smil glider henover hendes læber, mens et mere fortrøstningsfuldt glider henover hans egne. 

"Men du er okay?" Spørger hun med bekymring i stemmen.

Han nikker.

"Ja. Og jeg kan se, at du også har det bedre."

Med et lille nik mod hendes skulder, ser hun sig om på vingerne, som hun forsigtigt lade folde sig en lille smule ud. Men hun folder dem hurtigt ind igen. 

"Mmh... Men-"

Hun ser ligefrem igen med en grimasse, der får små rynker til at træde frem i hendes pande. Hendes øjne fokuserer på et punkt lige over hans skulder, mens hun taler.

"-Men jeg ved ikke, hvordan de virker..."

Han løfter det ene øjenbryn, mens hun sukker dybt og endelig lader sit blik møde hans. 

Det kunne forklare, hvorfor hun ikke er stukket af...

Takou er ikke helt sikker på, hvad han skal sige til hende, så han bliver bare ved med at se undrende på hende. 

"Det føles underligt... Som om jeg har fået et ekstra sæt hænder... Jeg ved ikke."

"Har du prøvet?"

Hun ryster på hovedet, "Nej, jeg er bange for at falde."

"Falde?"

"Ja, at jeg bare vil falde..."

"Men det vil du ikke - Det er et instinkt."

"Det kan du ikke være sikke på..."

Hendes øjne bliver en anelse mørkere af frygt. Han bider sig let i læben, da han ikke selv kan sætte sig ind hendes frygt. Dæmoner bliver født med vinger, så han har aldrig kendt til frygten for højder, da han jo blot ville sprede sine vinger og lader dem bære ham. Men Julia virker så usikker. En anden tanke skyller ind over ham, og han sænker lidt hovedet, før han siger ordene.

"Hvis du vidste, hvordan de virkede... Ville du så være taget af sted?"

Han ved ikke, hvilket svar, han helst vil have. Maven snører sig sammen og giver ham en klam fornemmelse i kroppen, mens hans øjne prøver at granske Julia's ansigt for tegn. Hun ser tænkende på ham.

"Nej... Nej, det tror jeg ikke-"

Luften bliver presset ud mellem hans sammenpressede læber.

"-Det ville jo være dumt... For det først, så vil jeg ikke kunne finde ud og for det andet, så er jeg jo en engel - Jeg ville være død med det samme."

Skuffelsen føles som en tyngende sten i maven. Den klamme fornemmelse bliver til skyggen af noget trist og en sær følelse af at føle sig forladt og forrådt. Men hvad havde han også forventet, hun er jo en engel og han er en dæmon. De er to forskellige væsener fra hver deres verden. De vil aldrig kunne have et form for venskab.

Venskab...

Ordet smager underligt i munden på ham. Nasra må være det, som han vil betegne som en ven, men han er ikke sikker. Hele hans liv har han været selv, og han har nydt det. Nydt at kunne gøre som han vil uden at tage hensyn til andre. Selv de dæmoner, som er hans søskende, holder hans sig fra. De er fremmede for ham. Men alligevel føler han sig snydt lige nu. Og for første gang i hele sit liv, ønsker han virkelig, at nogen vil sige til ham, at de gerne vil være hans ven. Eller at de kan lide ham, som den han er. 

Nasra kan lide ham, men han mistænker hende for, at det er fordi, at han er anderledes og den første, der nok har afvist hende. Men hun har aldrig direkte sagt til ham, at hun kan lide ham for den han er. Og lige nu, lige nu og her sammen med Julia, vil han ønske, at den engel, som skulle have været hans bedste trofæ, og den engel som har åbnet hans kolde hjerte, ville sige til ham, at hun var blevet, fordi hun kan lide ham og er bekymret for ham. Men det siger hun ikke.

"Yeah... Det er også rigtigt."

Han prøver at lyde afslappet, men den lidt skingre tone, der er et ekko af hans følelser afsløre, at han er lidt ude af den.

"Takou? Er der noget galt? ... Du virker... Ved siden af..."

"Hva'? Nej, jeg har det fint - Jeg kan se, at du har fået noget tøj af Nasra."

Hun ser ned ad sig selv.

"Ja, hun mente, at jeg vil virke mindre indbydende i det her."

Han må skjule sit lidt smørrede smil ved at dreje hovedet til siden. Heldigvis har Julia sænket hovedet og kigger ned på bukserne, så hun ser det ikke.

"Og hun sagde, at jeg skulle fortælle dig, hvor ked af det hun er omkring den der Sirene-magisk-chokolade episode... Hun fortryder det inderligt... For jeg tror, at hun virkelig holder af dig Takou, hun var knust, da jeg fandt hende siddende med dig i sine arme - Jeg ved, at du er vred på hende... Men tilgiv hende."

Julia løfter hovedet og ser ham direkte i øjnene, så han bliver opslugt af de brune mandelformede øjne. Han husker, da han første gang så hende. Hun havde udstrålet en sådan standhaftighed, at det først var gået op for ham, at hun ikke engang var en færdigudviklet vinge, da de var ankommet til grotten. 

"Det skal jeg nok..."

"Vil du virkelig?" Hendes stemme hæver sig lidt af ægte glæde og forhåbning.

"Ja."

"Så kan du gøre det, når hun kommer tilbage!"

Hendes læber skilles helt ad, så det hvide tandsmil kommer til syne. Takou kan ikke helt lade være med at smile ad hendes glæde.

"Hvor er hun henne?"

"Hun havde været på vej ud for at jage, da hun så ham den anden dæmon komme med dig... Så hun tog ud for at jage her, da du så ud til at have det bedre."

Han nikker med en forstående mine. Når sulten kalder, så bør man gøre klogt i at lystre den. Hun løfter fraværende den ene hånd op til sit hår og klør lidt i hovedbunden. Han gør underligt nok det samme. Tankefuldt løfter han blikket, mens et skævt smil dannes af hans læber. Han vender og drejer mulighederne i hovedet og kommer frem til, at de godt kan nå det. 

"Julia?"

"Ja?"

"Stoler du på mig?"

"Det... Det ved jeg ikke."

Han ser afventende på hende.

"Måske."

Hans øjne lyser op samtidig med at en varme breder sig i hele kroppen.

"Så er der noget, som jeg gerne vil vise dig."

Hun ser nysgerrigt på ham. 

"Hvad?"

"Det skal ses og kan ikke forklares... Men det kræver, at du stoler på mig og ikke begynder at skrige."

Hun spærrer øjnene op, men så tager hun en dyb indånding og nikker.

"Okay, jeg stoler på dig."

Med hjertet pumpende derudaf går han hen til hende og griber fat om hendes små hænder. Det giver et gib i hende, men hun lader ham føre hænderne op til hans nakke. Herefter griber han fat om hendes krop og løfter hende op, så hun lægger tæt ind til ham. Hele hendes kropsdunst fylder hans næsebor, og han må dy sig for ikke at tage et dybt snus.

"Hold godt fast."

Hun skal til at sige noget, men så sætter han af, så hun udstøder et lille hvin i stedet for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...