Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte? Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden. Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter. Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet. //Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9607Visninger
AA

12. Kapitel 12

Takou har altid troet, at når man døde, så blev alt sort, hvorved man bare forsvandt. Men nej, i stedet for at blive i det sorte og kvælende mørke, bliver han suget mod et flammende skær, der brænder med en styrke, der får ham til at knibe øjnene sammen. Det føles som om, at han bliver trukket gennem kulde, for derefter at flyve igennem glødende lava grotter. Da suget i maven endelig holder op, og han langsomt åbner øjnene, er hans syn helt sløret.

"Bare rolig, du kan se normalt om et øjeblik."

Stemmen lyder sært bekendt, men det er først, da Takou drejer hovedet og ser en hvid skikkelse stå ved siden af, at han genkender Dødsenglen. Den slørede skikkelse med de brune vinger giver ham ikke den samme følelse af frygt, som før, men mere en form for tryghed. Han ved, at Dødsenglen nok skal hjælpe ham. I hvert fald på en eller anden måde.

Meget langsomt begynder synet at blive klarer, så han faktisk kan se omgivelserne. Til sin overraskelse opdager han, at han står ved indgangen til sin hule. En vedvarende mumlen får ham til at sænke blikket. Blikket er stadigvæk en anelse sløret, men han kan tydeligt se den krop, som er dækket af frisk og størknet blod, og som en skikkelse med lilla hår læner sig grædende indover. Det forvirrer ham en smule. 

Han har lyst til at trøste Nasra og sige, at han er okay, men noget holder ham tilbage. En hvid hånd lægger sig på hans skulder.

"Du er ikke synlig."

Takou ser på Dødsenglen, hvis hvide øjne stirrer ligefrem for sig, som om han er blind.

"Du vil heller ikke kunne røre dem."

Nasra's gråd bliver til en hulken, der får det til at skære dybt i hans indre. Han flytter blikket hen til liget på jorden, hvor han tydeligt kan se, at livet er forsvundet. Nasra's hænder bliver ved med at kærtegne ansigtet, og ved at knibe øjnene sammen, kan han se noget mærk røg, der omkranser hendes hud. Han spærrer øjnene op, da han opdager, at hele hendes krop er omkranset af sort røg. Da han prøver at fokusere på røgen ændres farven lidt, og han kan se, at den også er en anelse rødlig. 

"Hva-"

Han bliver afbrudt af et forskrækket gisp. Nasra løfter hovedet med et ryk, og da Takou drejer hovedet for at se mod lyden, åbner hans mund sig lidt på klem i forbløffelse. Julia står med hænderne løftet op til ansigtet i forfærdelse, mens de gyldne vinger er bredt lidt ud. Men det er ikke vingerne, som tager pusten fra Takou, det er lyset. Det svage lys, som han altid har kunnet fornemme, er så stærkt og smukt, at han må blinke flere gange for at tro sine egne øjne. 

En hvæsen undslipper Nasra. Hele hendes krop bøjer sig forover i en bue, mens hendes hænder knytter sig. Den sorte røg omkring hende tætnes. Selv de isblå øjne begynder at gnistre af mørk røg. Men det lader ikke til, at Julia har øjnene op for den aggressive dæmon i menneskeskikkelse. Hendes opspillede øjne er fuldt ud fokuseret på Takou's livløse krop. 

"Jeg er meget spændt på, hvordan det her udvikler sig..."

Dødsenglen lægger hovedet lidt på skrå og ser skiftevis på Nasra og Julia.

"Der er flere udgange til denne begivenhed... Alt afhænger af de valg, som er blevet truffet indtil nu, og de valg som vil blive taget inden for få øjeblikke."

Takou holder vejret. Spændingen er tyk i den varme luft. Julia sænker langsomt sine hænder og får et meget tomt udtryk i ansigtet.

"Er han død?"

Hendes stemme virker tyk, som om han hører den gennem vand. Men han kan sagtens forstå hende. Nasra's hvæs bliver til et halvkvalt hulk, selvom hun tappert prøver at holde tårerne inde.

"En Engel!" Hun puster sig umærkeligt op, men fortsætter så med at støde ordene ud gennem de sammenpressede læber. "Er du klar over... At det er jeres værk? I har slået den eneste person ihjel, som jeg nogensinde har haft følelser for."

Den hvæsende ordstrøm bliver til gråd. Hele hendes krop ryster og de knyttede hænder bliver helt hvide.

"Ja... Han er død."

Hun lyder underlig hul, som om alle hendes følelser er blevet taget fra hende. Takou må bide sig selv i læben for ikke at udbryde et eller andet. Julia bevæger sig tøvende tættere på.

"Sjovt nok, ville han hellere have dig hos sig end mig..." Et lille hik bliver presset op gennem hendes hals, hvilket får hende til at grine. Et sorgfyldt grin. 

"Det er dig, som er Julia ikke? Jeg forstår det ikke - Du er en fucking engel. Vores fjende."

Julia er helt henne ved Nasra nu. Hun har foldet vingerne helt ind til kroppen, så man slet ikke kan se dem. Med hendes naturlige godhed sætter hun sig ned ved siden af Nasra og lægger en trøstende hånd på en af de knyttede hænder.

"Jeg er ikke jeres fjende... Takou har lært mig meget om den Nedre Verden. Jeg ved, hvad det vil sige at være herfra. Og jeg ved... At han også holdt af dig."

Nasra stirrer på Julia. Hendes blik er fyldt med vantro, og det ser ud som om, at hun skal til at springe på englen og bide hendes strube over, men så sender hun Julia et lille smil. Til Takou's store overraskelse. 

"Kom... Lad os fjerne de her..."

Julia løfter hånden mod det af pisken, som stadigvæk sidder fastsnørret omkring ligets overkrop. De to hjælpes ad. Takou ser på med fascination, at de to arter, der er dødsfjender, hjælper hinanden med at hive de små knive ud, så de til sidst kan vikle pisken af kroppen. 

"Interessant."

Dødsenglen står med et lille koldt smil, mens de hvide øjne stirrer på scenen foran dem.

"Men de skal snart skynde dem."

Takou løfter et bryn.

"Hvad mener du?"

En pludselig smerte griber ham om brystet. Han må bøje sig forover for ikke at falde, mens han med den ene hånd knuger om stoffet oven over hjertet.

"Du er ikke død endnu Takou... Men det vil du snart være."

Han kniber øjnene sammen, mens han prøver at massere smerten væk, men det hjælper ikke. Ud af øjenkrogen ser han Nasra børste ligets hår til side, hvorved de lukkede øjne kommer til syne. Julia griber fat i ligets ene hånd og lægger den forsigtigt lige over kroppens døende hjerte. Et ryk skyder igennem hende, da hun holder om hånden. Hendes øjne udvides, og munden åbner sig lidt på klem.

"Takou?"

Nasra ser forvirret på Julia, da hun lægger sit hoved ned til ligets brystkasse, så blodet klistrer sig til ansigtet. Hendes lille hånd knuger om T-shirten, da hun kan høre det svage hjerteslag. Uden tøven griber hun fat om den ene hånd og bruger en af kløerne til at skære hul, så blodet kommer frem. Det gibber i Nasra, som skræmt stirrer på englen, som om hun er blevet sindssyg. 

Julia løfter armen op til ligets mund, hvor hun lader blodet dryppe ind mellem de lidt åbne læber. Hun bliver ved med at presse på armen, så der hele tiden kommer blod frem, mens et desperat udtryk glider henover hendes ansigt.

Takou sætter sig helt ned på hug, mens han prøver at fokusere på scenariet foran ham. Dødsenglen breder sit smil ud i et grin, samtidig med at han holder et godt tag i Takou.

"Bare slap af... Det skal nok gå."

Det føles som et slag i maven, hvorefter han bliver slynget bagover og lander i mørket igen. Kulden slutter sig omkring ham, så han klaprer tænder. Den skærer helt ind i knoglerne, så han slet ikke kan bevæge sig. Først bliver han følelsesløs, men derefter kommer smerten. Han hyler i mørket. Kulden bliver til varme, som begynder at brænde musklerne og koge blodet. Denne gang skriger han af smerte. Han har lyst til at slå ud, men der er ingen modstander at ramme. 

Han blinker én gang og så mærker han, hvordan han hiver efter vejret og kan smage det søde engleblod på tungen. Lyset skærer ham i øjnene, så han lukker dem straks i igen og griber i stedet for ud efter armen med blodet. Han bider ikke, men lader læberne hvile mod den bløde hud. Hele hans krop er træt, så det undrer ham ikke, at den naturlige søvn til sidst får ham til at falde i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...