Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9879Visninger
AA

11. Kapitel 11

"Se på mig dæmon."

Hun hvisler ordene som en slange. Takou åbner øjnene, så han kan se hende gennem en lille sprække, der dog bliver skygget af øjenvipperne. Giften er trængt længere ind i kroppen, så han må gispe efter vejret. Han ligger på maven, hvilket heller ikke gør det lettere.

Hendes slanke skikkelse virker meget lille i forhold til de udfoldede kæmpe vinger, der lyser svagt op. Hun bruger støvlesnuden til at skubbe Takou om på ryggen, så de skarpe klinger lige får et ekstra skub indad og dermed lammer ham fuldstændigt, så hele hans krop buer lidt opad og åndedrættet helt holder op.

"Vent Sasja... Jeg vil gerne spørge ham om noget."

Den sorte nattehimmel over ham virker så fjern, men alligevel føles mørket så tæt på. Kun månen lyser natten op som en ensom og forladt lyskilde. Den virker så fortabt i det store univers. Takou prøver at fæstne sit blik på den store kugle.

"Hvordan vidste du, at vores blod er healende?"

Krigerenglens raspende stemme er meget nær, men Takou kan ikke helt finde ud af, hvorhenne englen står. Han har ikke for noget i verden tænkt sig at fortælle dem en skid, så han slår en lille hæs latter op. Små blodbobler popper ud af hans mund, så de små stænk flyver ud i luften. 

"Den er døende Doran - Hvorfor tror du i det hele taget, at den ville fortælle dig noget?"

Hun spytter på jorden med væmmelse.

"Fordi, han er anderledes Sasja..."

"Pft... Anderledes? De er alle ens."

Takou lader sin latter dø ud og prøver i stedet at fokusere på gnisten i kroppen, der vil holde ham i live.

"Du så det ikke... Hans blik, da blodet ikke virkede... Det var frygt Sasja - En dæmon udviser aldrig frygt."

Giften er nået længere ind i kroppen. Han kan næsten ikke mærke den sviende smerte i kroppen mere.

"Svar mig dæmon, og jeg vil gøre en ende på dine lidelser."

Stilheden føles akavet. Takou koncentrerer sig fuldt ud på at trække vejret, mens utålmodigheden hos de to engle langsomt slipper op.

"Som du vil."

Et lille vindpust vidner om, at Doran er på vej væk.

"Men skal vi ikke slå den ihjel?"

"Nej... Han valgte selv sin skæbne - En smertefuld død."

"Hrpmf! fint nok, men lad os tjekke Micha."

"Hvad med den dæmon, som du kæmpede imod?"

"Skal du ikke bekymre dig om - Den er så godt som død."

En lille kvindelatter bliver slået op, og lyden af knust glas fortæller Takou, at begge engle er på vej ind i huset. Han klemmer øjnene sammen og prøver at bevæge sin krop, men han kan slet ikke mærke den. De svage prik i ryggen er det eneste. Og det får frygten til at gennemsyre hans krop, at han ikke engang kan mærke knivene.

Han åbner øjnene igen og med en anstrengelse, der tager flere sekunder, får han drejet hovedet ud til siden. Armene ligger ind til hans krop, mens det ene ben ligger mærkelig drejet ud til siden. Den ene vinge bløder fra de mange snitsår og vædder ham i blod. Med et lille gisp prøver han at flytte hånden - Forgæves.

Fuck!

Det er måske også på tide, at han dør. Han har levet længe, men alligevel kan han ikke få sig selv til at give slip. Julia er lukket inde i grotten, og hun vil på ingen måde kunne komme ud. Smagen af dårlig samvittighed samler sig på hans tunge. En sjælden smag. Der er sket så mange ændringer med ham psykisk, at han har svært ved at kende sig selv. 

For en måned siden vil han have fnyst af sig selv, men lige nu har han egentlig bare lyst til at krybe sig sammen og græde. Han er blevet følsom. Nasra har altid talt om følelser, og hvordan hun misunder menneskene deres ubeskrivelige bånd og trang til at beskytte et andet menneske - Alt sammen på grund af kærlighed. Det begynder at svie omkring hans øjne.

En raslen i græsset får ham til at holde vejret, så han bedre kan høre. Han kan ikke dreje hovedet, men han kan tydeligt fornemme en anden persons tilstedeværelse. Skridtene er tunge og slæbende. Takou er langt fra sikker på, om det er en fjende eller ven. 

Bortset fra, at jeg ikke har så mange venner.

En klæbrig hånd lægger sig på Takou's brystkasse. De skarpe klør prikker i huden, men gør ikke videre ondt. Hånden bevæger sig op til halsen, hvor to af fingrene finder pulsen. Det går op for Takou, at han må ligne en død. 

"Du er i live..."

Den læspende stemme er rusten og hakkende, men Takou kan godt genkende den.

"Abaddon?"

Det piner ham, hvor svag hans stemme egentlig er. Den klæbrige hånd tager forsigtigt fast i Takou's kæbe og drejer hovedet. Det ensomme øje har overlevet den dybe flænge, der er blevet lavet tværs henover det arrede ansigt. Men det forhindrer ikke blodet i at vælte frem, så Abaddon hele tiden må tørre det væk fra ansigtet. 

Den raspende dæmon ser sørgmodigt på ham.

"Jeg er ked af det knægt, men du overlever ikke... Det-"

Takou afbryder med sin svage stemme. "Hjem... Julia."

Abaddon sænker hovedet, men løfter det igen for at besvare det bedende udtryk med et forvirret udtryk.

"Hvem hun end er, vil det så ikke være bedre, at jeg overbringer hende en besked i stedet for, at hun ser dig i den her tilstand?"

Takou lukker øjnene, men åbner dem igen.

"Nej... Hjælpe."

Abaddon bider sig i læben, mens han ser hen mod vinduet, hvor englenes skygger danser frem og tilbage.

"Blas? Èriq?"

En krampetrækning får Takou til at klemme øjnene sammen og bide sig i læben for at undertrykke det lille skrig.

"Ved ikke..."

Takou må åbne munden for at tage en dyb indånding, hvilket samtidig får ham til at gispe. Det ser ud til at Abaddon overvejer, hvad han skal gøre, men til sidst får han træffet en beslutning.

"Hold ud knægt - Jeg skal nok føre dig til din veninde."

Med forsigtige hænder løfter han Takou op, som ligger slapt i den ældre dæmons favn. Følelsen er for længst forsvundet, og det er kun den prikkende fornemmelse, der er tilbage. Han overvejer et øjeblik at skifte til menneskeskikkelse, men han kan slet ikke finde kræfterne til det. 

Hans mave trækker sig sammen af kvalme, da Abaddon letter fra jorden og sætter kurs mod portalen. De svage regndråber pisker Takou i ansigtet og blander sig med de enkle tårer, der har sneget sig ud af hans øjenkroge. Flere gange må han bide sig selv i læberne eller i tungen for at holde sig vågen. 

Den ældre dæmon bliver ved med at hviske ord ud i den regnfulde nat. Nogle gange er ordene henvendt til Takou, andre gange til Blas eller Èriq. De mere hårde ord efterfulgt af eder og forbandelser er møntet på Krigerenglene. Men lige meget hvad, så holder ordene Takou ved bevidsthed.

Portalen åbner sig op for dem, og med det samme de flyver igennem, slår den behagelige, men brændende varme omkring de to våde dæmoner. Den normale trafik omkring portalen, hvor larmende dæmoner og væsener befinder sig, bliver helt stille, da de ser Abaddon med den slappe skikkelse i sine arme. Ingen siger noget. De stirrer bare. 

Abaddon ryster den ubehagelige følelse af sig og flyver hen mod den nærmeste tunnel. Han er ikke helt sikker på, at han ved, hvor Takou's hule er, men han har en anelse. Takou har lukket sine øjne i, men han kan lugte svovlen og sveden fra de mange væsener omkring ham. Han kan høre de tunge åndedrag og de svage hvæsende lyde. Det føles lidt, som om han ikke rigtig er der; at han blot drømmer. 

Et varmt vindpust og Abaddon drejer til højre. Takou kan fornemme, hvor de er, men han er ikke sikker. Meget forsigtigt åbner han øjnene, men lukker dem straks i igen, da han blot bliver svimmel. Han kan ikke helt lade være med at smile af ironien i, at hvis han dør inden de når frem, så ville det ikke have hjulpet det store, og han ville i stedet have kunnet dø uden håb og i regnvejr på en græsplæne. Nu prøver han i det mindste at kæmpe for livet. Han prøver at holde de mørke skygger for porten og i stedet koncentrere sig om omgivelserne.

Det giver et lille ryk i ham, da Abaddon endelig lander. Hans vejrtrækning bliver hurtigere og en lille pibende lyd kommer fra hans hals for hvert åndedrag. 

"Jeg kan ikke komme ind."

Abaddon's stemme er nedtrykt og fjern, men Takou smiler svagt.

"Efterlad mig."

"Hvad?"

"Efterlad mig."

"Jeg hørte det godt, men ikke tale om. Det-"

"Gør det..."

Takou prøver at se bedende på den ældre dæmon, men han er ikke helt sikker på, at det lykkedes.

"Gør, hvad han siger."

Det giver et ryk i Takou, da han genkender stemmen. Abaddon drejer rundt, så han står ansigt til ansigt med Nasra. Hendes ansigt er neutralt, men de forræderiske tårer sniger sig ned over hendes kinder. 

"Åh..."

Abaddon stirrer på hende med et rynket bryn, men trækker så på skuldrene. Meget forsigtigt lægger han Takou ned på jorden. Selv den prikkende fornemmelse i ryggen er forsvundet nu.

"Jeg håber, at du ved, hvad du gør."

"Det gør jeg... Tak, tak fordi du tog ham med hertil."

Der lyder et lille grynt og så lyden af vingeslag, da Abaddon flyver væk. Takou anstrenger sine ører, men kan ikke høre andet end sit eget hivende åndedræt. Meget blide hænder - menneskelige hænder - lægger sig på hver side af hans ansigt. Et øjeblik tror han, at det er Julia, men da han løfter blikket, ser han den menneskelige udgave af Nasra. 

Hendes lange lilla hår falder ned omkring hendes ansigt, så øjnene er gemt af skyggerne. Han vil gerne være vred på hende, men den bævrende bue omkring hendes læber og den begyndende strøm af våde tåre får ham til at synke en klump.

"Nasra..."

Hans stemme får hende til at gispe og løfte hovedet en anelse.

"Åh Takou - Jeg troede, at du var død. Portalen - J-jeg var der..."

Han sukker. Med mørket, der kommer nærmere begynder han at udtale de urgamle magiske ord, hvorefter den sorte mur forsvinder. Nasra løfter forskrækket blikket og ser ind i hulen. Han prøver at løfte hånden, men den reagerer slet ikke.

"Nasra... Lov mig, at du - ikk' skader hende. Julia - Kald på Julia."

De sidste ord er næsten uhørlige, og da han hører Nasra love, at hun ikke vil skade nogen som helst, hvorefter hun kalder på Julia, kan han ikke holde sig vågen mere. Mørket svøber sig om ham som en tung kåbe, der trækker ham dybere ned i det kolde mørke. Han er ikke engang sikker på, om det hele bare var noget, som han havde bildt sig selv ind. Måske han bare skulle være blevet på græsplænen. Dø alene og uden håb - Ligesom Dødsenglen sagde. Alene. 

Han kan dog ikke helt skjule glæden over, at han åbnede muren, så Julia kan komme ud, og hun ikke vil være spærret inde hos hans trofæer for evig tid. Måske vil hun ikke engang heale ham, men blot sprede sine nyudgroede vinger og flyve mod friheden. I så fald håber han, at ingen vil jage hende, at de alle vil lade hende gå. 

Gnisten, som han har holdt fast ved, er ved at gå helt ud. Han prøver at klynge sig til den, men forgæves. Mørket har vundet. Han føler sig allerede død. Død og alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...