Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9955Visninger
AA

10. Kapitel 10

Englen er af hankøn og en smule højere og bredere end Takou. De karakteristiske mandelformede øjne stirrer direkte på Takou med en isnende kulde, som kun en erfaren dæmonjæger vil gøre. Den lyse hud er næsten gennemsigtig og skinnende ligesom marmor, mens de halvlange gyldne lokker lægger sig pænt omkring det markerede ansigt. Bag ham er vingerne lagt tæt ind til kroppen, så de fylder mindst muligt. Musklerne er spændt, da han allerede har klargjort en ny pil. 

Takou er ikke et sekund i tvivl om, at englen foran ham er en Krigerengel. Han har aldrig mødt en personligt, men historierne om dem er ikke sukkersøde og fyldt med romantisk sludder. Krigerengle er engle, der viger sit liv til at bekæmpe ondskaben med håndgribelige våben. Det betyder, at de giver afkald på familien og bliver medlem af den gruppe af Søstre og Brødre, der beskytter hinanden i tykt og tyndt. Dette betyder også, at englen foran Takou ikke er alene. Langt fra.

Pilen flyver gennem luften som en gylden nål på vej mod Takou's hals. Takket været hans hurtighed får han drejet overkroppen og foldet vingerne tæt ind til kroppen, så pilen kun snitter huden. Det skal gå hurtigt, hvis han overhovedet skal have nogen mulighed for at komme væk fra Krigerenglen. 

Adrenalinen blandet med kamplysten og den nyfundne energi giver ham styrke til at bukke sig forover og nærmest glide henover gulvet mod englen i en så hurtig bevægelse, at englen først opdager, at han har flyttet sig, da Takou griber fat om buen og slynger den til side. Det stopper dog ikke englen. 

Den hvide marmorhånd søger ned til sit bælte, hvor en skinnende dolk hænger fast i en tynd læderrem. Det hele sker meget hurtigt, og Takou når kun lige at stoppe hånden med dolken, ved at slynge halen omkring englens arm. Englen griber fat om Takou's hals med den frie hånd og begynder at klemme til, så små sorte og hvide pletter danser frem og tilbage på hornhinderne.

Halen tilbageholder stadigvæk den anden arm, men det kræver en enorm styrke. Takou griber fat om marmorhånden med den ene hånd og lukker fingrene om håndleddet, så kløerne skærer sig ned i den fine hud, og lader det mørkerøde blod komme frem. Med den anden hånd griber han fat om englens noget tykkere hals. Hans greb glider. Men ved at bøje fingrene, så kløerne får stukket hul, får han haget sig fast, så englen må gispe efter vejret. Nærmest som om, de aftaler det indbyrdes, slipper de hinanden på samme tid.

Takou springer ud til siden og dukker sig ned, da englen griber ud efter buen og atter sender en pil af sted. De små svirp er alt for tæt på, og Takou er flere gange sikker på, at nu er han blevet ramt. Han lander på gulvet på maven og må rulle ud til den ene side, hvorefter han kommer op på knæ og begynder at kravle hen mod døren og ind til stuen. 

Krigerenglens tunge skridt vidner om, at han følger efter. Takou hæver sig op og trækker sig hurtigt ind gennem døren og vender ryggen mod muren. I det han trækker resten af kroppen til sig, flyver en pil forbi dørkarmen, lige forbi hans næsetip. Med tilbageholdt åndedrag stirrer han ligefrem for sig.

Blas og Èriq er i fuld gang med at vælte en anden Krigerengel omkuld, men der er ingen spor af Abaddon. Husets inventar er blevet smadret fuldstændig af de væltende væsener, flyvende våben og knive. Et hyl af smerte kommer fra de tre kæmpende og Takou ser blodet flyde fra en dyb flænge i Blas' mave. Det ætsende blod vælter ud og lander på gulvet med en sydende lyd. 

Fra sin plads kan han lugte blodet og se tarmene, som Blas panisk prøver at holde på plads med sin ene hånd, mens han med den anden prøver at forsvare sig. Den rødlige hudfarve bliver en anelse blegere og alle dæmonens bevægelser virker halvhjertet og svage. 

"Blas!"

Èriq skubber den døende dæmon tilbage og modtager selv et slag henover overarmen af den lange machete kniv. Med fråden stående ud af munden snurrer Èriq rundt og langer ud efter englen med sine lange fingre, hvor kløerne drypper af blod.

En skygge begynder at danne sig ved døråbningen, og Takou er klar over, at han bliver nødt til at flytte sig, hvis han vil beholde livet. Med en hvæsen kommer han op og stå og kaster i forbifarten en lampe hen mod Èriq's modstander, der straks ser op og dermed blotter sig, så Èriq får overtaget. 

Skriget fra englen er som skærende knive, men Takou fortsætter hen mod et knust vindue, hvor flere af glasskårene er farvet af mørkt blod. Krigerenglen fra køkkenet træder ind i stuen og ser straks Takou, der springer ud gennem vinduet med en hurtig bevægelse. Han lander på det våde græs udenfor og indser, at det har regnet. Den friske luft vasker blodlugten væk, men lukker ikke larmen ude. 

Smerten i armen er først overraskende, men da han ser den gyldne spids stikke ud, vender han sig rundt, så han lige når at se den næste pil blive sendt af sted. Hurtigt smider han sig til siden og lander på den sårede arm.  Med et lille skrig kæmper han sig op igen og får hevet pilen ud. Han må bide sig i læben for ikke at skrige yderligere. Nok er han blevet skadet mange gange før, men de gyldne pile efterlader ikke kun synlige sår. Spidserne er væddet med en dræbende gift, der straks begynder at angribe de indre organer. 

Englen smiler ikke, men stirrer bare på ham med et udtryksløst blik. Takou vakler lidt til siden, mens lammelsen begynder at sætte ind i armen. Han bliver ved med at tage dybe indåndinger for at klare sine tanker og fokusere på sin modstander. Meget langsomt rækker englen bagud til sit koger for at trække en ny pil.

"I er ikke en skid bedre selv."

Takou spytter ordene ud - Ikke med vilje, men mere fordi en sur galde har samlet sig i hans hals. 

"- Og I skal forestille at være gode væsener."

Ordene er hånlige, men de ser ikke ud til at påvirke englen det mindste. Det trækker lidt om Takou's mundvige. 

"Kujoner er I også..."

Englen stopper med at spænde buen.

"Hvad sagde du?"

"Kujoner."

Han ved, at han skal handle hurtigt, inden giften lammer ham helt. Englen spytter, hvilket får Takou til at le.

"Hvad er det, som er så sjovt?"

"Dig."

"Hold din mund dæmon. Du har sagt dine sidste ord, og lad mig nu gøre en ende på dine lidelser."

Takou fnyser.

"Sådan som en kujon vil gøre."

Det fryder Takou, at han kan tirre englen sådan. En trækning glider henover englens ansigt og afsløre, at han helt klart ikke vil blive kaldt for "kujon".

"Fint... Som du vil dæmon."

Han stikker pilen tilbage i koggeret og løfter så remmen over hovedet og lægger buen og koggeret på den kolde jord. Med læberne presset sammen trækker han igen dolken. Takou ser ham kærtegne bladet med en morders glæde, hvilket får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Han kan ikke lade være med at sammenligne dette kolde væsen med Julia. 

Julia!

Han bliver nødt til at overleve, ellers vil hun dø i hulen. Ingen andre end ham kender de magiske ord til den sorte mur. Med et lille gisp rejser han sig op. Armen hænger ned langs siden, som en dødvægt. Han kan kun lige knuge hånden til en kugle, men heller ikke mere. Englen laver elevatorblikket med afskyen malet i hele ansigtet som en skrigende maske. 

"Forbered dig på din død dæmon."

Englen trækker armen tilbage, og i det han kaster armen forover, flyver dolken gennem luften i en vandret streg på vej mod sit mål. Takou træder til siden. Dolken rammer jorden bagved ham med et lille næsten lydløst bump. Et målløst udtryk glider henover englens ellers neutrale ansigt. Takou udnytter chancen. Han samler alt energien i maven og springer fremad.

De små horn skraber mod englens brystkasse, da de ramler sammen og vælter om på jorden. Alt luften bliver presset ud af englen, så han et øjeblik ligger åndeløst. Takou trækker læberne tilbage og borer tænderne dybt ned i den bløde hud ved englens hals. Det søde blod fylder straks hans mund, men han kan ikke mærke den healende effekt. Panisk løfter han hovedet og griber i stedet fast om englens hals med begge hænder.

"Hvorfor healer dit blod ikke?"

Frygten sniger sig lige så stille ind, men han prøver at skjule den. Den døde arm virker tung, men det lykkedes ham at få kløerne til at hage sig fast i englens hud. Englens brune øjne ser forvirret og forundret på ham.

"Hvorfra ved du, at vores blod er healende?"

Takou's mave trækker sig sammen, da giften når op omkring skulderen og langsomt bevæger sig ned over hans bryst.

"Svar mig engel! Hvorfor virker det ikke?"

En dråbe falder ned fra himlen og begynder at blande sig med blodet.

"Fordi, det skal foræres og ikke tages."

Englen hvæser ordene ud mellem de sammenpressede læber. Mens kulden langsomt omslutter Takou, studerer englen Takou's ansigt.

"Men hvorfra ved du, at det er healende?"

Takou ryster lidt på hovedet og prøver at stable et kækt smil på benene.

"Det kan være lige meget... Hvorfor er I her? I er krigere og ikke et oprydningshold."

Englen fnyser.

"Hvor længe har du været i dit rottehul? Siden Arvingen er forsvundet jager vi så mange af jer afskum, som vi kan."

Regndråberne er blevet flere, og Takou kan mærke, hvordan den blodige T-shirt klæber sig ind til huden. Han kan mærke styrken forsvinde i armen. Vejrtrækningen er også blevet tungere.

"Hvad mener du?"

Han når ikke at få svar på sit spørgsmål, for i det samme dukker en ny engel op. Det er en høj kvinde med sort krøllet hår sat op i en høj hestehale. Hendes lidt spidse øjne stirrer stift på Takou, og med en hurtighed han sjældent har set, løsner hun pisken fra sit bælte. Våbnet er fyldt med sylespidse knive, der alle rammer Takou henover ryggen. Da hun trækker pisken tilbage, bliver han trukket med. 

Da han ligger på jorden på ryggen, må han anstrenge sig for at gribe fat om pisken og hive til. Den kvindelige engel strammer grebet, men til sidst glider pisken ud af hendes hånd. Takou kan mærke de blodige åbne sår svie. Det er næsten værre end lammelsen i den slappe arm. 

"Slå ham nu ihjel, Sasja."

Krigerenglen roder lidt rundt på jorden, men får til sidst stablet sig på benene. Sasja går hen til Takou. Han kniber øjnene sammen af smerte, da hun samler pisken op og hiver til, så knivene skærer i hans kød.

"Hvis du må lege med dem, så må jeg også."

Hun river endnu engang i pisken, men denne gang knækker den midt over. Det ætsende blod har åbenbart gjort læderet sårbart. Englen stirrer på den afrevne pisk. Hun løfter irriteret det ene øjnebryn, men griber så ud efter dolken ved hendes side. Det blanke metal skinner i skæret fra månens og gadelampernes lys. Takou kan ikke se andet en det skarpe blad, da hun kommer tættere på med et lille smil spillende om læberne. Han tager en dyb indånding.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...