Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte? Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden. Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter. Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet. //Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9600Visninger
AA

1. Kapitel 1

Han stirrer på mandens ryg, der forsvinder ind gennem menneskemængden mod udkanten af byen. Ingen af de omkringstående lægger rigtig mærke til ham. da han stadigvæk er i sin menneskelige form. Tungen glider diskret henover hans læber, da han nærmer sig sit mål. Manden er trukket lidt væk fra menneskemængden og går nu alene hen langs fortovet som en skygge.

Der er stadigvæk mennesker, men ingen af dem ser hans forvandling i mørket – Ikke at de ville kunne se ham alligevel. Det sorte tykke hår med et blåligt skær gemmer de gyldne horn. Mens hans røde læber skilles i et uhyggeligt grin, så de takkede tænder kommer til syne. Tungen er også blevet længere og mere spids, så de små fine smagsløg sidder tættere, men også er mere ru. Hans gule øjne med de sorte irisser flammer op af sult og lyst, da han nærmer sig sit offer.

Det begynder at klø mellem hans skulderblade, da de sorte vinger vokser frem, og dermed laver hul i hans T-shirt. Men det er han ved at være vant til nu, så han laver blot en rystende bevægelse og lader endnu engang tungen glide henover de nu takkede tænder og læberne. Fyren foran ham stopper op et øjeblik og skal til at se sig over skulderen, men gør det alligevel ikke. 

Takou sænker skuldrene og sniger sig tættere på manden, hvis navn han endnu ikke kender. Han tager en dyb indånding og kan lugte den søde menneskelugt helt ned i lungerne og smage det på tungen, hvilket blot gør hans sult endnu mere trængende. Manden, foran ham, stopper op igen. Tøvende. Som den øvede dræber han er, griber Takou fat i mandens hals med sine lange fingre, hvor de sorte negle er vokset ud til klør. 

Manden skal til at skrige, men Takou klemmer til, så skriget bliver til en halvkvalt kvækken. Han lægger hovedet lidt på skrå, men sætter så af, så de sorte vinger bærer ham mod nattens stjernehimmel, hvor han blot vil ligne en forbifarende fugleflok for de mennesker, der vil se op. Normalt vil han være fuldstændig usynlig i sin dæmonskikkelse, men når han har et bytte med, bliver han nødt til at kamuflere dem begge. Takou scanner de forskellige tage og finder et passende et, hvor han kan lande. Før han lægger an til at lande, giver han slip på manden fra en tre meters højde. Det larmende slag fra mandens krop, der rammer taget, bliver overdøvet af Takous vinger, der spreder sig ud for derefter at lukke sig sammen.

Elegant og med det uhyggelige grin, der når op til de gule øjne, som et klovnesmil, lander Takou foran manden, så denne kan få et godt syn på sin morder. Manden skal til at skrige endnu engang, men Takou er forberedt og lader halen, som har lavet et hul i hans bukser, slynger sig omkring manden hoved, så den læderagtige hale med de små fiberhår, dækker mandens mund.

Takou løfter manden op fra jorden ved hjælp af halen, så de kommer i øjenhøjde. Mandens krop er slap af opgivelse, hvilket irriterer Takou en smule. Han kan bedre lide dem med kampånd, da de er mere spændende at slå ihjel. Takou trækker mentalt på skuldrene og løfter i stedet manden helt tæt på, så den menneskelige lugt fylder Takou's næsebor. 

"Fortæl mig dit navn menneske."

Hans stemme er forførende, men det luskede glimt i hans øjne er tydeligt. Dog tør manden ikke at lyve for væsenet, der står foran ham. Takou flytter halen lidt, så manden stadigvæk er løftet op fra jorden, men sådan så han kan tale.

"Er... Erik... Erik Kost....Ahgr!"

Takou strammer grebet om Erik's hals, mens ilden i hans øjne flammer op og blodlysten får savlen til at løbe ned over hans hage. Han smager lidt på navnet, før han udtaler det.

"Erik. Kost."

I det samme han har sagt navnet højt bliver de omgivet af en form for bobbel, der lukker alt lyd ude og inde. Den hungrende sult er stærk, og Takou skifter halen ud med sine hænder, som han klemmer om halsen på mennesket og langsomt begynder at vride til. De små knæk i mandens knogler giver Takou lyst til at skrige af fryd. Mandens dødsskrig bliver afløst af en gurglen og den velkendte lyd af det sidste blod, som hjertet pumper ud af halsen, da hovedet bliver skilt fra kroppen, får ham til at tage en dyb indånding. 

Blodets lugt føles som en rus for ham, hvilket får ham til at læne sig frem og begynde at slikke blodet og tage små bider af huden, så han kan komme lettere ind til de indre organer, som er dem han fortrækker. Hovedet placerer han ved siden af liget, så det skrigende ansigt vender med front mod ham. Han tørrer sig omkring munden, så det mørke blod virker endnu mere mørk i kontrast til hans grå hud. 

Lydboblen er forsvundet, og da han er færdig med sit måltid lader han den ætsende væske, der flyder i hans årer dryppe ned over resterne, så der ikke nogle spor tilbage ud over hovedet. Han klapper sig tilfreds på maven og bukker sig ned for at gribe fat i håret på hovedet, hvorefter han sætter af mod himlen. Nogle få dråber af blod fra hovedet regner ned mod de mennesker, der stadigvæk går rundt, men ingen lader til at bemærke det.

***

Portalen til underverden åbner sig for ham, da han hvisker ordene på det underjordiske sprog, der vil lyde som en hæs hvisken for en hver anden. Han svæver lidt inden han flyver gennem portalen og ind i varmen, hvor intet menneskeligt vil kunne overleve uden hjælp fra de underjordiske væseners magi. Takou samler vingerne, så han ligner en projektil, der styrter gennem de mange gange og huler, hvor diverse væsener kigger ud med hugtænderne blottet, mens deres stikkende gule og røde øjne følger ham med blikket.

Hans hånd har et godt greb om det skrigende hoveds hår, der dingler frem og tilbage, hver gang han runder et skarpt hjørne. Hans hule kommer til syne, da han har lavet et styrtdyk nedad, og derefter hurtigt har rettet op. Et gabende hul med stalaktitter, dryppende ned fra loftet, så det ligner hugtænder, udgør indgangen til hans hule. Han lander på den varme jord med et lille næsten uhørligt bump.

Hulen er næsten tom, da det eneste møblement er en stor seng og den altid flammende ild i midten af rummet. Takou ruller lidt med skuldrene, så det flere steder sig knæk, mens han går over mod ilden, hvor han sætter sig ned. Hans sorte hale bevæger sig frem og tilbage henover det varme sand, som om den har sit eget liv, hvilket den dog ikke har.

Takou løfter hovedet op og studerer det skrigende ansigt, som begynder at smelte på grund af varmen. Normalt ville han have tilføjet det til sin samling af kranier, men han føler ikke, at dette offer har været værdig nok, så han kaster det skødesløst ind i flammerne. Flammerne griber med det samme fat, og hulen bliver fyldt med lugten af brændt kød. Et blidt bump vidner om, at han har fået en gæst. Han lægger hovedet lidt på skrå og snuser til den varme luft. Et bredt grin spreder sig henover hans ansigt.

"Nasra... Jeg troede, at du var ude og jage."

Han strækker vingerne ud for igen at folde dem ind, men han vender sig ikke om mod hende.

"Det var jeg også... Jeg er hurtigere end dig."

Hendes stemme er dyb og hæs, hvilket er meget normalt for de kvindelige underjordiske væsener. Takou smiler og ser ind i ilden, der matcher hans gule øjne og får hans grå hud til at virke sølvglinsende.

"Du ved, at jeg er grundig... Hvad laver du her?"

Han fortrækker at være alene, men Nasra har altid følt, at hun skal trænge sig på, hvilket inderst inde får ham til at hade hende en smule. Hun fnyser og går om på den anden side af bålet, så han kan se hende tydeligt i skæret fra ilden.

"Jeg kunne lugte, at du var kommet tilbage."

Hendes røde horn er længere og slankere end hans, mens hendes gule øjne er mindre og sidder tættere sammen, hvilket godt kan give hende et meget surt udtryk. Det lilla hår falder ned langs hendes ryg og virker lidt som en busket hale i stedet for hår. Hun er ikke hvad Takou vil kalde køn, men flere af de menneskelige hankøn falder pladask for hende, når hun er i sin menneskeskikkelse.

"Det tager jeg som en kompliment,” mumler han.

Endnu engang fnyser hun, mens hun slår med håret, så spidserne er tæt på at blive svedent af ilden.

"Jeg kan se og lugte, at du har brændt dit trofæ - Ikke tilfreds?"

Han orker egentlig ikke at tale med hende, så han ryster blot på hovedet, hvilket selvfølgelig får hende til at sætte det sure udtryk op. 

"Jeg forstår dig ikke Takou. Du er underlig. Ja, du er en morder. En jæger. Dæmon. Men du gør nogle underlige ting..."

Hun klapper kæberne sammen, da han løfter det ene øjenbryn.

"Hvilke ting?"

Han kan godt gætte sig til nogle af dem, men han er egentlig ligeglad. De andres mening er kun noget, som Nasra tænker på.

"Ehm... Du bruger det der... ehm sminke."

Hun griber en smule nervøst fast i sin hale, men Takou kan ikke lade være med at smile sit uhyggelige grin. Det undrer ham ikke, at det er hans trang til at male sit ansigt, der irriterer hende. Han har ikke gjort det i nat, da han ikke rigtig følte for det, men normalt maler han sig sort omkring øjnene og tegner en lodret streg henover hvert øjenlåg, samt maler læberne røde, så han minder lidt om en uhyggelig udgave af en klovn.

Han elsker at skræmme folk i deres hjem, og gøre dem det helt klart, at de skal dø. De andre underjordiske væsener - inklusiv Nasra - forstår det ikke. Men hvad sjov er der i kun at jage og ikke have noget sjov ud af det? Han lader den spidse tunge glide henover sine takkede tænder og kan mærke trangen til at jage snige sig ind på ham bagfra. Uden en lyd rejser han sig og går hen til hulens udkant, hvorfra han sætter af, så Nasra står tilbage med et forvirret udtryk i de gule øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...