Klovn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der med ondskaben, når denne møder det præcist modsatte?
Takou er den dæmon fra den Nedre Verden, som bliver kaldt Klovn af de fleste. Dette skyldes hans mærkværdige trang til at male sit ansigt som et klovneansigt, når han er på jagt efter frisk menneskekød i den menneskelige verden.
Han har altid været meget reserveret og bryder sig ikke særlig meget om store forsamlinger, hvilket han dog ikke helt kan undgå. En dag sker der dog noget uventet på en hans jagter.
Følg Takou i hans kamp med sig selv, andre dæmoner og væsener fra den Øvre Verden. Rejsen byder ham på nye følelser og bekendtskaber, men vil også mærke ham for livet.
//Fortsættelsen på denne historie er igangværende under navnet: "Dødsengel"

45Likes
281Kommentarer
9700Visninger
AA

27. Epilog

Gaden er mørk, men det gør ingen forskel for ham. Han har fulgt sit bytte i et stykke tid nu. Den ældre mand kører langsomt forbi skolens fritidsordning, hvor han til sidst bremser lidt længere fremme. Takou havde fundet frem til manden ved et tilfælde. En dag havde han gået i sin menneskeskikkelse langs vejen, hvor han pludselig havde hørt et barn skrige. Med løftet til Julia i tankerne, var han spurtet efter skriget og havde set en lille dreng stå foran en bil med hænderne slået op for ansigtet. 

På under et splitsekund havde Takou været henne ved bilen, og havde set den ældre mand vise sine kønsdele til drengen. Selvfølgelig havde han ikke kunnet slå til foran drengen, så i stedet havde han trukket drengen væk fra bilen, hvorefter han havde sat sig ned på hug og sagt til drengen, at han skulle gå direkte hjem. Drengen havde gået uden et ord med skræmte øjne, men Takou havde ikke vidst, hvad han ellers skulle have sagt til drengen.

Jeg gør mit bedste, Julia...

Lige nu sidder han oppe i et træ i sin dæmonskikkelse, hvilket betyder, at det kun er de mennesker, som han tillader det, der kan se ham. Da manden holder helt stille, lader Takou sig dale ned fra træet. Han lander på fortovet med et lille bump, der på ingen måde kan afsløre hans tilstedeværelse. Nonchalant og med sulten siddende i halsen, bevæger han sig hen til bilen med hovedet højt hævet og afslappede skuldre, som om han blot er ude og gå en normal tur.

Det tager heller ikke lang tid, før manden i bilen ser dæmonen i sit bakspejl. Takou kan ikke lade være med at grine, så det malede klovnesmil bliver endnu mere uhyggeligt, da manden griber fat om bakspejlet for derefter at se bag ud. Da hans blik møder Takous, er der ingen tvivl om, at manden ved, at Takou ikke blot er nogen i forklædning, men at han er den ægte ting. 

"Gotcha!"

Manden vender sig rundt og griber febrilsk ud efter håndtaget til døren, men da han endelig får døren op og kommer ud af bilen, så står Takou lige foran ham.

"Buh!"

Skriget fra manden får ilden til at glimte i Takous øjne. Han elsker stadigvæk at høre skriget fra sine ofre, og på en eller anden måde, så elsker han dem mere, nu hvor han kun går efter "onde mennesker", eller som han selv kalder dem: Rovdyrene. Manden ryster over det hele, og det er med et hævet øjenbryn, at Takou må se manden tisse i bukserne.

"Ikke så sej nu, hva'?"

Han breder smilet, så de takkede tænder kommer til syne. Uden varsel, træder han et skridt frem og griber fat om mandens halskrave: "Fortæl mig dit navn menneske!"

Takou er en smule skuffet over, hvor dvask manden egentlig er, men det er en ting, som han efterhånden har opdaget ved at jage Rovdyrene. De fleste er blot kujoner, mens det kun er meget få, som faktisk prøver at kæmpe imod - Bortset fra de sindssyge selvfølgelig.

"Pe-eter Sø-ørensen."

Manden begynder at græde, så snot løber ud af hans næse og sveden får ham til at lugte. Takou smager lidt på navnet før han gentager det og den velkendte bobbel dannes. Det tager ham kun få sekunder at klemme livet ud af manden. Kroppen er ikke lige det mest appetitlige, så Takou nøjes med at fortære indvoldene, hvorefter han til sidst, lader sit ætsende blot slette alle spor, så det kun er de nye huller i vejen, som pludselig vil dukke op ud af den blå luft, når boblen forsvinder.

Han forlader stedet med en mæt fornemmelse i maven, hvorefter han sætter kursen mod den nærmeste Portal. Det tager ham ikke lang tid at komme igennem til den Nedre Verden, hvor han i stedet for at flyve den velkendte vej til sin hule, drejer af engang før og videre hen ad en snoede gang, hvor smådyr ser nysgerrigt frem.

Lige før han lander ved indgangen til den grotte, som nu er blevet hans andet hjem, så tørrer han sminken af og prøver at få det værste blod væk fra hænderne og munden. Da han endelig er tilfreds, stikker han begge hænder i lommen og går med afslappet attitude ind i hulen.

"Hej! Så er Klovnen her!"

Han når kun lige at råber det, da to små dæmoner pludselig springer frem fra skyggerne. Takou havde halvt om halvt forventet det, så han løfter hurtigt den ene arm frem, hvor han griber den første dæmon i halen, mens han med den anden griber fat om livet på den lille dæmon. Latteren fra de to børn er høj og smittende, så han ikke selv kan lade være med at grine.

"I ved godt, at jeg ikke lige er så nem at hoppe på."

Først giver han slip på Rhage, hvorefter den lille dæmon vender sig rundt og griber fat om hans ben.

"Hey, det er ikke fair det der!" ler Takou.

Kiki snor sin hale omkring hans liv, hvorefter hun drejer sig rundt og slår begge arme omkring hans hals. Med hendes karakteristiske latter, giver hun ham et knus efterfulgt af et kys på kinden, hvilket blot får ham til at le endnu mere.

"Mor siger, at du vil fortælle os om dengang, hvor du mødte en Engel!" begynder Rhage, mens han slipper grebet omkring Takous ben og i stedet for griber fat om Takous hånd.

Nasra kommer frem med en lille baby liggende i sine arme og et kærligt smil på læberne.

"Nå, så det siger mor? Sagde mor så også, at hun ville fortælle jer om dengang, hvor jeg stoppede den Store Krig?" ler han.

Nasra begynder at istemme hans latter samtidig med, at hun løfter et øjenbryn: "Det sagde mor ikke, men mor sagde, at hun meget gerne vil fortælle om dengang, hvor hun gav Takou røvfuld, fordi han bare forsvandt i flere dage."

"Pfft... Jeg synes ikke, at mor bør fortælle dem det, det er alligevel en kedelig historie."

Rhage hopper op og ned, mens han ivrigt hiver Takou med: "Kom nu Takou! Vi vil så gerne hører alle historierne!"

Med et smil nikker Takou, hvorefter han lader Rhage trække sig længere ind i hulen og indtil den flammende ild i midten af det første rum.

"Takou?" hvisker Kiki forsigtigt.

Han ser ned på den lille dæmonpige, som minder ham utrolig meget om Nasra i udseende, men som er meget mere genert og stille end sin mor.

"Var hun pæn?" spørger hun stille.

Takou løfter blikket mod Nasra, der er ved at putte den lille i sin vugge, men det er som om, at hun kan mærke hans blik, for hun løfter hovedet og besvarer hans undrende ansigtsudtryk.

"Ja, hun var meget pæn, smuk og utrolig venlig."

Kiki nikker tænksomt, mens hun lader sin ene finger sno sig omkring det næsten mørkelilla hår, der allerede er blevet så langt, at Nasra er begyndt at flette det for hende.

"Hvorfor spørger du?"

Hun ser genert væk, men løfter så til sidst hovedet, så hendes glimtende øjne møder hans: "Fordi jeg spurgte mor, hvorfor du nogle gange ser så trist ud... Hun sagde, at det er fordi, at du savner en Engel."

Takou kan fornemme Nasras blik ud af øjenkrogen, men han fastholder pigens blik, da han ikke vil vakle i sit svar.

"Din mor har ret, ligesom hun så tit har... Jeg savner rigtig nok Englen, som jeg holder meget af."

Pigen knuger fast om den hårtot, som hun lige har snoet omkring fingeren.

"Holder du af hende, som mor holder af far?"

Det trækker lidt i hans ene mundvige, mens han løfter hånden og lader den ugle hendes hår.

"Det er mange spørgsmål for så ung en dame."

Babyen begynder pludselig at græde, så de alle sammen ser hen mod vuggen, hvor den lille ligger. Nasra skråner hurtigt hen til vuggen og løfter den lille op til sit bryst, hvor hun forsigtigt vugger den lille i søvn igen.

"Er han ved at få horn?" spørger Takou nysgerrigt, da Nasra atter lægger den lille i vuggen.

"Ja, han har holdt os vågen hele tiden i flere dage nu - Vi prøver at give ham noget dulmende, men lige meget hvad vi gør, så kan ikke sove ordentligt. 

Mens hun taler, så kan han godt se de tydelige rander under hendes øjne, hvilket får ham til at sukke dybt: "Hvorfor sagde du ikke noget? Du ved da godt, at jeg vil hjælpe jer... Lad mig se efter ham, så kan du få noget søvn."

Hun ser træt på ham, og han kan tydeligt se taknemligheden i hendes øjne, da hun nikker svagt. Forsigtigt sætter han Kiki ned, der straks griber fat i hans hånd, hvorefter han går hen til vuggen. Nasra lader sin hånd hvile et kort øjeblik på hans skulder, før hun går hen mod hende og Morguls soveværelse. Han kan ikke helt lade være med at smile over tanken om, at de to fandt sammen kort tid efter, at den Store Krig endte.

Det hele var sket overraskende hurtigt. Med det samme han var trådt gennem Portalen til den menneskelige verden, havde væsenerne fra den Øvre Verden trukket sig tilbage, hvilket havde efterladt væsenerne fra den Nedre Verden lettere målløse. Før ragnarokken kunne få de mere iltre dæmoner til at fortsætte sin bersærker gang, havde Takou med hjælp fra sine venner, kunnet skabe fred igen. Selvfølgelig var der mange, som blev sure, men de fleste trak de sure med tilbage til den Nedre Verden, hvor de sagde, at det ikke kunne betale sig at tirre den Øvre Verden, så de ville komme igen.

Ikke lang tid efter gik rygterne om, at den Øverste var død, og at Arvingen havde sat en stopper for krigen. Dette havde været et chok for alle væsenerne, men Arvingen havde handlet rigtigt og kort tid efter, blev det kendt, at hun ikke nærede noget had til den Nedre Verden, og det for hende var vigtigt, at balancen og freden blev opretholdt. Takou havde smilet ad dette, hvilket han til tider stadigvæk gør.

Der går ikke en dag, hvor han ikke tænker tilbage på Julia, men han ved, at de aldrig vil ses igen, så derfor prøver han at lade være med at dvæle for meget ved minderne.

"Nu har du det der ansigt igen," hvisker Kiki for ikke at vække den lille.

Han ryster på hovedet: "Undskyld..."

Begge børn giver hans hænder et klem, hvilket får ham til at smile.

"Hvis vi nu er rigtig stille, så kan jeg fortælle jer historien om mit møde med Englen... Hvis I altså gider høre den."

Både Kiki og Rhage skal til at hoppe op og ned i ivrer, men begge børn huske lige i sidste øjeblik på, at de skal være stille.

"Ja, fortæl! Jeg vil vædde med, at du overrumplede hende totalt, og at du var lige ved at æde hende!" hvisker Rhage med en meget ophidset stemme.

Kiki ryster på hovedet, mens hun med en meget stille stemme hvisker: "Nej, selvfølgelig gjorde han ikke det... Hun var sikkert så smuk, at han ikke kunne gøre hende noget overhovedet, og med det samme blev forelsket i hende."

De ser først begge på hinanden med trodssige blikke for til sidst at vende blikke mod Takou for at få hans bekræftelse på, hvilket udsagn, der er korrekt. Han må løfte hånden op til sine læber for ikke at grine.

"Det er faktisk en blanding af begge ting... Det startede egentlig som en hver anden jagt, men denne var anderledes, og den ændrede fuldstændig mit liv."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...