Numb !PÅ PAUSE!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 9 sep. 2012
  • Status: Igang
Stephen's liv tager en skarp drejning, da hans kæreste, Victoria tager sit eget liv. Stephen bliver indlagt adskillige gange af en dyb depression, hvor hans tårer kun hvisker at han savner Victoria. Da han så tropper op i skole igen, er der kommet en ny dreng i hans klasse, Zac. De bliver gode venner, og senere finder Stephen ud af, at Zac er homoseksuel, og begynder at få følelser for Stephen. Men føler Stephen det samme?

9Likes
3Kommentarer
1003Visninger
AA

3. Tears

 

"Hvor længe skal han ligge her?" En kvindes stemme. Hans mors stemme. Han kan stadig huske den tone, hun bare bruger i de situationer hun både synes er alvorlige, og sørgelige. Den rystende stemme, der er ved at knække over flere gange. Tårer der så presser på, og hun begynder at græde. - Og ganske rigtigt. Stephen hører hans mors gråd, og en sygeplejerske, der prøver på at tysse på hende. Trøste hende på den måde, som Stephen's far skulle have gjort. Men nej. Hans far vil ikke have noget at gøre med dem, selvom hans tidligere kone savner ham mere og mere, for hver dag. Det har hun selv sagt til Stephen, når de har haft deres snak om hvordan de har det. Dog har hun altid kastet en skygge over Stephen. 

Han tager forsigtigt hænderne under hans hovedpude, hvor han så derefter løfter pudens sider op, så han derfra presser puden mod hans egne ører, for at slippe fra at høre på hans mors gråd, der blot giver ham mere skyldfølelse. Han rykker lidt på sin venstre hånd, hvor det kommer til at stramme så underligt i den, da han rykker den mere over til hans baghoved. Da han finder det hele forvirrende, tager han sin venstre hånd væk under hans hovedpude, og tager forsigtigt sin hånd op foran sit eget ansigt.

Slangerne. Blodet, og droppet, der er sat til for at holde Stephen i live. Det hele klamrer sig om ham, da han ved at det hele er hans egen skyld. Kun hans. Ikke Victoria's, eller hans mor. Ingen.

Hans hånd falder ned på hans bryst, idet han lukker sine blågrønne øjne, idet tårer kommer trillende fra hans øjenkrog. Han ved ikke hvor lang tid der er gået, eller om han endnu engang var faldet i søvn eller ikke. Han ved bare, at han er i den samme hvide, tomme stue. Da han på ene eller anden måde stadig føler sig træt, rykker han lidt på hans hoved, og lukker sine øjne igen, da han så hører en stemme, der er tættere ved ham, end han bryder sig om.

"Åh. Stephen Walker? Er du vågen?" En kvindes stemme der bryder den skrøbelige stilhed, får Stephen til at lukke øjnene op, og derefter til at vende hovedet, hvor han får øje på en kvinde. Hendes rodede hår, der er sat op i en sjusket, og høj top, hendes øjenskygger, der går hende helt op til hendes smalle øjenbryn, og hendes glinsede læber, der synes at være noget så klæbrige. - Hvordan mon hendes lipgloss mon smager?

Da Stephen synes at blive distraheret af kvindens klæbrige læber, læner kvinden sig lidt hen mod ham, med et lidt for overdrevet smil, til at Stephen bliver overbevist om hendes "venlighed."

"Mr, Walker?" Hendes stemme får ham til at udstøde et lille "hm," idet han glippet nogle gange med øjnene, for at kunne fokusere lidt bedre på den kvinde, der forsøger at holde hans opmærksomhed. "Jeg er her for at stille dig nogle spørgsmål." Kvindens stemme skifter fra en venlig, til en spørgende stemme. Stephen nikker dog blot, for at bekræfte at kvinden stadig har hans fulde opmærksomhed. Altså næsten. Han bryder sig langt fra at blive snakket sådan til, da kvinden bare virker endnu mere falsk, for hvert sekund der går. Men dog må han holde hovedet koldt, og bare få det overstået så hurtigt som muligt, selvom han ikke har lyst. Han ligger bare og betragter kvinden, imens hun tager et stak papirer op af sin brune lædertaske.

Hun lægger papirstakken på hendes lår, og lader sin tungespids køre let over hendes tommeltot, før hun begynder at se sine papirer igennem. Stephen kan ikke lade være med at stirre på hendes læber, da hendes læber presses mod hinanden, og når hendes tungespids kører over hendes læber, for at koncentrere sig. "Okay. Jeg hedder Amy," hendes kridthvide smil skræmmer Stephen nærmest, da hun rækker hånden ud mod ham, som Stephen kun stirrer på. Da han ikke synes at ville tage i Amy's hånd, lader Amy den falde, og sukker lidt af dette. "Det er en fornøjelse at møde Dem, Mr. Walker." Stephen er ved at knække sammen. Hans tålmodighed er ved at løbe op, og han har bare lyst til at rive håret af Amy. For på en eller anden måde, kan han ikke lide hende. Overhovedet ikke. Hele idéen med at få hjælp, hader han. Han hader at få opmærksomhed. Og dét at Amy ser så falsk-smilende ud, får ham lyst til at brække sig. Er der noget han ikke kan stå for, er det falske personer. De sidder der i  hele tre timer, hvor Amy spørger ham om hvorfor, han gik så vidt, til at gøre en ende på sig selv. Hun får hele historien om Victoria at vide, og Stephen kommer til at fælde flere tårer end planlagt.. Aftalen er at tilbringe tre dage til på hospitalet, og så komme hjem, og holde fri fra skolen. Men Stephen skal have konstant overvågning, af en af hans fætre, Marc.

Selv tanken om dette, kan han ikke klare. Han vil bare være alene. Gemme sig væk, og gå ind i skyggen, hvor ingen kan se ham. Være som luft, som folk bare går ind i, uden at se sig tilbage. Om aftenen ligger Stephen og stirrer ud på den hvide hospitalsvæg, og venter til sovepillerne tager virkning. At han skal begynde på et stof, der hedder Sertralin*, nager ham også forfærdeligt. Han har jo ikke en depression, eller hvad? Har han? Han lukker øjnene, og en enkel tåre undslipper hans øjenkrog, som han stille visker væk fra hans kind. Det sidste han tænker på, før han falder i søvn er, Victoria.    

 

* antidepressive medicin. Anvendes som oftest på folk med en depression, også folk der lider af tvangshandlinger- og tanker. Også kendt som OCD.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...