Numb !PÅ PAUSE!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 9 sep. 2012
  • Status: Igang
Stephen's liv tager en skarp drejning, da hans kæreste, Victoria tager sit eget liv. Stephen bliver indlagt adskillige gange af en dyb depression, hvor hans tårer kun hvisker at han savner Victoria. Da han så tropper op i skole igen, er der kommet en ny dreng i hans klasse, Zac. De bliver gode venner, og senere finder Stephen ud af, at Zac er homoseksuel, og begynder at få følelser for Stephen. Men føler Stephen det samme?

9Likes
3Kommentarer
933Visninger
AA

4. Marc

 

Det er som om at Stephens liv er ved at ramle sammen. Han kan ikke følge med, han kan ikke troppe op mod de nye udfordringer han bliver stille ud for. At stå op om morgenen, at snakke med sin mor, og sygeplejersker. Sin fætter der kommer på besøg senere i dag. - Han  får ikke fred, selvom han sover det meste af tiden. Det er bare som om det ikke er meningen, at Stephen skal leve. For det er så svært - alt for svært. Hans liv der tidligere syntes at være en dans på roser, uden torne, er nu fyldt med torne. Alt på grund af Victoria. Det er dét han er kommet frem til. Hvad hvis Victoria ikke havde vendt pistolen mod hendes tinding? Hvad hvis hun stadig var i live? Ville Stephen så have det så godt, som han engang havde?

"Stevie?" Hans mors stemme, efterfulgt af en blød, og varm hånd, der lægges på Stephen's pande. Stephen lægger bare hovedet til siden, og kan ikke få sig selv til at åbne sine øjne, og se ind i hans mors blide øjne. Men lukker bare stille sine øjne igen. "Marc er her ..." hendes tøvende stemme, og hendes hånd der stille stryger Stephens hår væk fra hans pande. Det hele virker stadig overvældende. Hans mor ved det. Og så Marc. Vil han overhovedet hjem igen? I denne situation, er det svært at svare på det så simple spørgsmål, som Stephen stiller sig selv. Det er alt, alt for svært, som alt andet er. Bare dét at få sig selv til at spise, er svært. Men dog åbner han øjnene meget langsomt, og sørger for at undgå sin mors ansigt godt og grundigt. Han skam fylder stadig utrolig meget i ham.

"Hey Stephen!" Hans fætters opmuntrende stemme, overvælder ham med ét, og Stephen kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af dette. Hans fætters  stemme, hans venlige smil, der overvælder  Stephen endnu engang, da han flytter øjnene op mod hans stemme. Hele hans glade ansigt, og positivitet smitter af på Stephen, og han kan ikke lade være med at smile endnu mere, og rette sig lidt op i hospitalssengen. "Du ..." Marc sætter sig i stolen, ved siden af hospitalssengen, imens han fastholder det venlige, og bare positive smil. Selvom Marc er noget ældre end Stephen er, kan Marc altid opføre sig fjollet, men samtidig være helt seriøs, selvom det ikke ser sådan ud.

Hans brede skuldre, markerede ansigt, smalle læber, lidt store næse, og hans venlige, mørkeblå øjne. Bare i det hele hans muskuløse krop, er lige til at dåne over. Det er nok derfor Stephen ikke kan lade være med at smile til Marc. Men alligevel virker det hele forvirrende; hvorfor synes Stephen lige pludselig at Marc er så betagende at kigge på? Hans læber begynder at bue nedad, da han ærligtalt ikke bryder sig særlig meget om dette, selvom han er glad for at se ham igen. "... jeg ved hvad der er sket, så det er ikke nødvendigt for dig at skulle tage det op med mig." Marc's sætning fortsætter, og hans stemme sænker sig bare mere og mere, idet Stephen hører en høj lyd, der kommer fra en stol der skubbes hen af gulvet. Hans mor har rejst sig op, og skubbet stolen fra sig, for at give Marc og Stephen selv, lidt tid alene. "Men! Vi kommer til at have det sjovt. For jeg tillader virkelig ikke, at du skal gå rundt, og hænge med næbbet." Hans pludselige høje tone, får Stephen til at sætte sig lidt mere op, og spærre øjnene en anelse mere op, da han ikke selv havde forudset det. Han ser bare nu på Marc, der syntes at have vundet selvtilliden igen, der strømmer ud fra hans blik, og smil. Marc's knyttede næve, slås let mod Stephen's skulder, som han altid plejer at gøre, når Marc vil opmuntre én. Og med det store smil, og glæde over sig, kan Stephens positivitet ikke lade være med at liste sig lidt frem i hans ansigt igen. "Desuden har jeg også fået din mor med til at stille flyet ned i kælderen, hvor du kan sidde og spille på det i fred. Ingen forstyrrelser--" "Marc ..."  Stephen afbryder Marc. Siden hans kæreste Victoria tog sit eget liv, har han aldrig rigtig klaret at spille klaver igen, selvom  han virkelig elsker det. Det er som om at al glæden ved at spille klaver er forsvundet, da han mistede Victoria. For på en eller anden måde, spillede Stephen altid klaver for Victoria. Som om Victoria var hans instrument, som om hans musik kun hørte til, når hun var tilstede. Siden har han ikke rørt et klaver igen. Og han har ikke tænkt sig det.

Han lukker sine øjne, og hans læber buer lidt ned, da hans tanker begynder at køre rundt om Victoria, den mistede glæde, og alt det Marc og hans mor vil gøre for at han vil blive glad igen. Marc er blevet usædvanligt stille efter Stephen afbrød ham, med den lidt opgivende, og bedende stemme, som Stephen sjældent selv lægger mærke til. Marc's hånd på hans hoved.

Hans krop, der rykker sig tættere på Stephen. Hans ånde mod hans hud. Er det virkeligt? Stephen ser op fra lagenet, og på Marc, der er få centimetre væk fra Stephen's ansigt. Hvad sker der? Hvorfor skubber Stephen ham ikke bare væk? Hvorfor lader han Marc komme så tæt på? Hvorfor kan han ikke få vejret? Der er så mange spørgsmål der hober sig op i Stephen, at han ikke når at reagere, når Marc tager armene om Stephen's hals, og giver ham et lettere akavet, men trøstende, og forstående knus. Det var bare det. Men dog forvirrer Stephen's forventninger ham; havde han lige troet at hans fætter lagde an på ham? At han havde tænkt sig at kysse Stephen? Det der skræmmer Stephen mest, ér, at han ikke engang fik lyst til at trække sig væk. Ville bare have ham tættere, og tættere på. "Det er i orden ... men så ved du det." Hans fætters hviskende stemme ved Stephen's ene øre, giver ham gåsehud. Og at mærke Marc's bløde hår kilde Stephen's kind, får ham bare til at føle sig mere varm, end nødvendigt. Da han er bange for at hans stemme vil lyde underlig, og knække over, nikker han bare i Marc's arme, hvor Marc kort efter  tager sine arme roligt væk fra Stephen's hals, og sender ham bare et lille smil. "Få dig bare noget søvn, og så henter jeg dig, når du kan komme hjem." Stephen nikkede som svar denne dag, hvor Marc havde besøgt ham, og givet Stephen meget at tænke på. 

At føle sig tiltrukket, og at have sådan nogle forventninger om Marc, og en af hans eget køn, er for meget for Stephen. Han kan ikke acceptere flere, og flere ting nu, og beslutter sig for at lægge det på hylden. Dynen der bliver trukket lidt tættere om ham, og hans næse der er under dynen, imens hans blågrønne øjne ser over mod hospitalets gardiner. Det mørke rum, og den stilhed der gør alt så roligt, fylder Stephen's krop, og han falder i søvn.

Hendes hænder på hans brystkasse. De skælvende ord, der siger at Stephen skal gå hjem. Den mindre vrede, og den store sorg, samt kærlighed, blandes i hendes ord, og hun bryder sammen i gråd i Stephen's arme. Hendes lange og krøllede hår, bliver trykket mod hendes ryg, og nakke, af Stephen's blide hænder. Hans hage på hendes hoved. Hans læber der tysser så stille på hende, imens han selv prøver at stå oppe i den kamp, han har  kørende indeni sig selv. Han brænder op indeni. Kan ikke se hende græde. Kan bare ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...