Numb !PÅ PAUSE!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2012
  • Opdateret: 9 sep. 2012
  • Status: Igang
Stephen's liv tager en skarp drejning, da hans kæreste, Victoria tager sit eget liv. Stephen bliver indlagt adskillige gange af en dyb depression, hvor hans tårer kun hvisker at han savner Victoria. Da han så tropper op i skole igen, er der kommet en ny dreng i hans klasse, Zac. De bliver gode venner, og senere finder Stephen ud af, at Zac er homoseksuel, og begynder at få følelser for Stephen. Men føler Stephen det samme?

9Likes
3Kommentarer
941Visninger
AA

2. I'm sorry

 

Hendes duft er alle steder.

På hans eget  tøj, på hans hovedpude.

I det brev hun sendte ham, da hun var på ferie med sin veninde. Duften af hendes søde, beroligende parfume.

Hendes hænder der roder i Stephen's hår.

Smagen af hende, da han lader sin tungespids køre over hans læber.

Hendes nærvær.

Hendes stemme ... er kun i hans eget hoved.

Hun snakker til ham. Siger at hun elsker ham. Siger at det er hans skyld det hele. Men han kan ikke forstå det - han elsker hende stadig, selvom hun er borte.

Søde, søde Victoria. Hvad gik der galt?

Tårer triller fra Stephen's øjenkrog. Den tomhed der klamrer sig til ham, er for tung, til at han får luft helt ned i hans lunger.  

Kulden fra badeværelsesvæggen trænger ind gennem Stephen's t-shirt, imens han stille lader sin kolde, tynde krop glide ned ad væggen, og ender med at sidde nede på badeværelsesgulvet, med benene trukket op under sig. Hans albuer sætter han stille på hans knæ, imens hans blik er rettet stift mod hans ene lår. Han kan ikke forstå det. Han kan ikke fatte det, selvom det er over en uge siden hans Victoria tog sit eget liv. Også imens Stephen så på. Hvis han bare havde taget pistolen fra arbejdsbordet i hendes fars garage, så havde det ikke sket.

Skyldfølelsen, og sorgen hober sig op i ham, imens små hulk, og snøft kommer fra Stephen. Han vender hovedet lidt til siden, samt blikket, og lader øjnene strejfe køkkenknivens skarpe skaft. Er der overhovedet nogen anden udvej? Han er for dybt ned til at kunne klare at se sandheden i øjnene. Det han tror er sandhed, er i virkelig en stor fed løgn, som det med at Stephen har hele skylden. Han ved inderst inde, at han ikke er skyldig. Men han tror ikke på sig selv. Tror ikke på de andre, der prøver på at overbevise ham om, at det var Victoria. Det hele.

Hans højre hånd lader han falde ned på gulvet, hvor han så tager forsigtigt om knivens håndtag, imens han stille strammer grebet. Hvad andet har han at miste?

Han tager stille kniven op mod hans hals, ved pulsåren, og lader knivens æg presses mod hans pulsåre, idet han klemmer øjnene sammen, og skærer i hans hud så hårdt, og hurtigt han kan. Der går ikke lang tid før  der strømmer blod fra hans pulsåre, og ned på hans sorte t-shirt. Hans hånd falder ned på gulvet, og kniven bliver fyret hen over gulvet, og under vasken. Hans allerede blege læber former sig op i et smil, der både ser tilfredst, og roligt ud.

"STEPHEN?!" Hans mor skriger hans navn. Hun er kommet hjem fra arbejde, og er gået ind på toilettet, hvor hun finder hendes søn bleg, og dækket med blod. Hendes hænder ryster så meget, at hun nærmest ikke kan få sig selv til at handle. Men da hun minder sig selv om, at det er hendes søns liv, der står på spil, får hun grædende fat i hendes mobil, der er i hendes jakkelomme. Mere kan Stephen ikke huske, da han vågner op i et hvidt rum, med en forfærdelig smerte i hans hals.

Hans forvirring, og træthed, får hans hoved til at rykke fra side til side. Og da han kommer lidt mere til sin bevidsthed, begynder han at græde. Han er ked af det. Ked af at se sin mor sidde ved siden af ham. Mærke hendes varme, bløde hånd på hans nøgne albue. Ked af at have rodet hende ud i det her. Ked af at have gjort det her mod hende. Men han vil ikke leve. Hans mor sidder bare og snøfter stille for sig selv, men siger ingenting. Det sætter Stephen pris på. For han er for udmattet til at få redt det her ud. For udmattet til at se, at han skal stå op næste morgen, og gå gennem en lang proces, af det hans mor kalder at få hjælp. At snakke med andre om det, at få det bedre. At droppe ud af skolen, og starte på en frisk. Men har han virkelig selv lyst til det? "Så så, søde Stevie ..." hans mors ord, gør så forbandet ondt i hans bryst, at hans gråd bare bliver værre, og værre, imens han hvisker flere gange undskyld til hans mor. "Undskyld ... j- ... jeg er .... så ked af det ... det ..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...