Never Mind

Edward Green den berømte filmstjerne, og hans familie lever et liv,som for mange ville være en drøm. For dem er at blive jaget af paparazziaer, den rødeløber og sladder bare en del af hverdagen. Men for den 17 årige Kathrine er dette et mareridt. Hun ville gøre alt for at få et normalt liv, rigtige venner som ikke udnytter hende, være sig selv og ikke den yndige og mindste familiemedlem af familien Green. Men hvad sker der når hun fare vildt, og ender i den fattige del af byen og støder på den unge arbejder Nate Robertson? Når hun får chancen for at leve en normalt liv? Vil hendes ønske om at blive accepteret som hun i virkeligheden er gå i opfyldelse, og vil hendes familie tillade det?

5Likes
0Kommentarer
774Visninger
AA

2. kapitel 1

 

 Spejlet afslørede en ung kvinde. Hendes lange blonde hår var sat op, hendes mund var fremhævet af en rosa læbestift og en smuk kjole sad tæt til hendes krop.

 

Synet af at se sig selv, helt forandret var ved at blive normalt for mig. Men det var nødvendigt at se præsentabel ud. Langsomt bevægede jeg mig ud mod køkkenet hvor jeg mødte mig familie. Min mor, som verden kendte som den blide og forstående mor. Min søster Sophia, hvis smil kunne smelte enhver mands hjerte, hun var smuk. Min far med det fantastiske talent, som ikke var nok for ham. Alle skulle misunde os, over vores talent og lykke. Men for mig var dette et mareridt, og det føltes som at blive ædt langsom op indefra.

De snakkede om hvad de skulle sige til pressen. Mens jeg satte mig forsigtigt ned på en af de mange stole, rundt om køkkenbordet. Samtalen fortsatte, og langsomt lukkede jeg af.

Klokken nærmede sig 8, hvor en limousine ville hente os. Tiden sneglede sig af sted, og jeg ønskede mere og mere at noget var gået galt, så vi bare for en gangs skyld bare kunne blive hjemme. Men limousinen kom, og det samme gjorde vi til pris uddelingen.

Masser af blitzer, de råbende paparazziaer og journalister forvirrede mig endnu en gang. Jeg prøvede diskret, at undgå dem. Men de vidste lige så meget som jeg, at jeg ikke brød mig om at være her. For et år siden var jeg holdt op med at prøve. En meter væk stod min far, vinkende og smilende, med en tanke om at billederne kom på forsiderne.  Jeg bevægede mig hurtigt hen af den røde løber, og skyndte mig id i den store sal hvo pris uddelingen skulle foregå.

 Vi skulle sidde på 12 række, og da jeg fandt min plads, var salen allerede halv fuld.  På alle stole var der placeret navneskilte med gæsternes navne på. De høje stemmer og larmen gav mig hovedpine, jeg lukkede øjnene for at prøve at lukke støjen ude. 

”Hvorfor gik du bare?” Jeg åbnede øjnene, og så Sophia stå og kigge forvirret på mig. Hun vidste det godt, og det samme gjorde mine forældre. De vidste at jeg hadede dette, og alligevel trak de mig gennem dette.

”Jeg fik det dårligt” mumlede jeg. Sophia kiggede irriteret på mig og fnøs. Hvis jeg fortalte hende at jeg blev utilpas af at være i rampelyset, ville hun fortælle mig hvor egoistisk jeg var. Fortælle det til mor og far, og det sidste jeg ville var at skuffe dem. 

 Da hun satte sig ned ved siden af mig, formede hendes mund sig til en smal streg. Stilheden mellem os, var akavet og ubehagelig. Hendes ansigt var vendt væk fra mig, og hun var begyndt at snakke med en ung mandelig skuespiller.

 Ca. 10 minutter senere kom vores forældre, og ingen af dem sagde et ord. De var tydeligvis meget mere irriteret end Sophia var.

Alt lyset blev slukket på nær det på scenen, så det var der fokusset var.  En mand der var ca. et hoved lavere end mig, og iført i et sort jakkesæt stod på scenen med en mikrofon i hånden. Han smilede og fortalte spændt om hvad der ville ske i løbet af aftnen.

 

***

 

”Og vindren af årets mandelige skuespiller går til Edward Green!” Min far rejste sig op, og krammede min mor, min søster og så til sidst mig. Tåre trillede ned af min mors kinder af glæde, mens min far var på vej op mod scenen for at modtage prisen.

”Jeg vil gerne takke mine fans, min manager og min familie for altid at støtte mig, bakke mig op og holde mig ned på jorden. Uden jer stod jeg ikke her i dag, tusind tak!” Hele salen klappede.

Min fars ansigt lyste op af glæde, da han kom ned. Straks trak han min mor ind i et kærligt kram, som hun gengældte.

Folk satte sig ned og det samme gjorde vi.

Klokken var blevet 12, og pris uddelingen var slut. Jeg har efterhånden ret træt, da jeg ikke havde sovet det meste af den forrige nat. Vi sad i limousinen på vej hjem, og stemningen var ubehagelig. Ingen af dem havde sagt et ord til mig, siden pris uddelingen. En klump havde vokset sig stor i min hals, og den var nu svær at holde inde. Jeg hadede når de gjorde dette, Ignorerende mig.

Jeg havde altid været bange for at være alene, da jeg var mindre. Jeg var bange for at blive glemt og efterladt.

Jeg kiggede ud af vinduet. Den kolde regnen blev pisket mod ruderne, og natten havde efterladt alt i mørke.

Limousinen stoppede uden foran vores hus, og vi skyndte os indenfor.

Jeg satte mig forsigtigt ned i sofaen, og lod et suk slippe ud af mine læber. Aftenen havde været trættende, og jeg glæde mig bare til at komme i seng. Hovedpinen var blevet værre, og lyset blænnede mig.

"Hvorfor kunne du for en gangs skyld tænke på andre end dig selv Kathrine? Hvorfor skal du altid lave et show?" Min mors stemme var vred og skarp.

Følelsen af at have skuffet dem satte sig som en klump i maven på mig. jeg blev vred, vred på mig selv over altid at skuffen dem, selvom det aldrig var meningen. Vred på dem, fordi at de ikke respektrede mine følelser. Hvorfor kunne de ikke bare for en gangs skyld lade mig bestemme over mit eget liv. 

"Hvorfor kan ikke ikke bare respekter, at det her ikke er det jeg vil?" Jeg rejste mig op fra sofaen, rasende. De kiggede overrasket på mig over mit udbrud. Det lignede mig ikke, de var ikke van til at se mig vred. Jeg plejede altid bare at bare at mumle et undskyld, forklare dem at jeg var træt, liste op i seng og håbe at det var glemt i morgen.

Min far kiggede vredt på mig. "Kathrine gå op på dit værelse og kom ned når du er blevet fornuftig." 

"Jeg er fornuftig, men ingen har tænkt sig at høre på hvordan jeg har det!" Min far vendte sig om i vrede og forsvandt op af trappen.

"Se hvad du har gjort!" Sophias stemme var kold som is. Hun havde altid været fars pige, hans yndling. Når vores far skred fra en samtale, var det fordi at han ikke kunne holde ud af være der mere.

Alt blev pludselig for meget, og jeg gik med hurtige skridt ud af hoveddøren. Der blev råbt af jeg skulle komme tilbage, men jeg svarede ikke. Jeg havde brug for at komme væk. Tårene begyndt langsomt at trille ned at mine kinder, som jeg i et håbløst forsøg prøvede at tørre væk.

Jeg begav mig med hurtige skridt ud i natten, uden nogle anelse om hvor jeg var på vej hen. Jeg havde aldrig følt mig så forvirret, og svigtet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...