At falde *One shot*

”Du kan ikke passe på dig selv, du er bare en lille møgunge!” Trænerens ord flød igennem hende, og hun tog den hårde bemærkning til sig og knugede sig til den frygtelige sandhed. Så rådvild var hun.

4Likes
12Kommentarer
613Visninger

1. Faldet.

 

  Det gav en dump lyd, hver gang hendes fødder ramte gulvet. De havde foldet sig helt ud i længde, og hver gang de ramte jorden med tå spidserne, skød en smerte igennem hende. Smerten var tilfredsstillende og forfærdelig på samme tid. Den fortalte hende, at hun endnu var i gang med at fuldføre sin drøm, men samtidig hånede den hende også for sine fejl. Men hun forsatte.

Igen ramte hendes små, fine ballerinaer den hårde træplade, men denne gang var det anderledes. Hendes ører havde opfanget et skingert skrig, der fløj ud i den store tomme sal. Var det hendes skrig? Nej, det kunne det da ikke være.

Det brød tavsheden i det store mørke rum, men der var ingen der hørte det – andre end hende -, ingen der kom det stakkels pigebarn til hjælps. Lyden skar i hendes ører, der skreg af nederlag. Det var ikke samme skærende fornemmelse, som da hele hendes krop knækkede på jorden. Pigen havde endnu ikke indrømmet for sig selv, at det var hendes skrig.

Hun mistede kontakten til hver lille funktion i hendes krop, mens hendes krop lå i chok på gulvet. Som en pøl af ubrugelighed, sank hun ned på jorden.

Hun var ikke så skadet, mente hun selv, men det var måske ikke så meget det ydre denne gang. Den smadrede fornemmelse, stammede ikke fra hendes lamme arme eller hendes sårede ankler. Den sad inde bag ribbenene, den sad der og hånede hende. Hånede hende med, hvordan hun endelig faldt. Hånede hende med, at den vidste, det ville ske før eller siden. Hver lamme muskler klagede til hende, mobbede hende. Hvordan kunne hun lade det ske?

”Du kan ikke passe på dig selv, du er bare en lille møgunge!” Trænerens ord flød igennem hende, og hun tog den hårde bemærkning til sig og knugede sig til den frygtelige sandhed. Så rådvild var hun.

Hun prøvede at sukke, men i første omgang, var der ikke andet end en lille trækning i hendes ansigt, som bare så sært ud. Hun prøvede at mærke sine finger spidser, alle de små muskler og sener, der fik dem til at bevæge sig. Hun længtes igen efter den følelse, at blodet flod i hendes åre, og pulsen der pumpede i hende rundt på scenen. At hendes hoved så væk i skam, hver gang hun faldt, hun rejste sig dog altid igen. Nu var det dog bare et minde, det virkede så langt væk nu. Det var som om, at det løb væk fra hende, i det øjeblik hun lå der og gispede efter vejret.

Hun prøvede at krumme hendes hånd, men den reagerede ikke meget på hendes ordre. Fingrene dirrede stille, men der var ingen tydelig kontakt til dem. Hun så bare på sin hånd, mens hun prøvede at folde den ind og ud. Tog en indånding en gang i mellem, og forsøgte at holde sig i live. Hun forsøgte, at holde sig ude af drømmenes verden.. Hvad hvis hun ikke kom ud igen?

Hun sank en klump, og det klistrede stads samlede sig et eller andet sted på vej ned og provokerede hende lidt. Den varmede halsen omkring det område, mens hele hendes krop brændte. Hvorfor frøs hun så?

Hun skænkede det ikke meget af hendes koncentration, og fortsatte på sin proces. Hånden så ikke ud til at reagere mere i længden, mere som om, den tynde tråd af forbindelse hun havde med den, blev svagere og svagere, sådan som hun trådte længere ud på den. Ville hun forsvinde, lige så snart trådet knækkede over?

Pigen lå og spekulerede over, hvor alvorligt det var. Det var i hvert fald ikke noget, man skulle tage let på, tænkte hun, og blinkede. Hendes øjenlåg åbnede sig ikke igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...