Crying of Fear: Can you help me up?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2012
  • Opdateret: 23 sep. 2013
  • Status: Igang
Det føles som om at min krop bliver revet fra hinanden. Hver del part af mig sygner stille hen, imens mine skrig tordner sig op over skyerne. Mine arme, ben og hoved. Mine øjne står ud, og mit hoved bliver så klemt, at jeg hverken kan få vejret, eller se. Det føles som om at jeg er fanget, men jeg ved ikke hvor. Fortabt, og stadig tigger jeg dem om at stoppe.
At blive mobbet er hårdt, det står femtenårige Nathan J. Bouvier vidne for. Følg med i hans liv, at blive mobbet, trampet på til intet. Til de handlinger han foretager, og til den lille glæde der kommer af og til, når han ser en bestemt person.

3Likes
0Kommentarer
668Visninger
AA

2. First day of school

Den første skoledag er som en ny begyndelse igen. Som om at starte igen, selvom man går i niende klasse. Han har skiftet skole igen. For fjerde gang. Det er nærmest det eneste hans far gider at tage sig sammen til at gøre. At underskrive papirerne, og snakke med rektoren på de skoler han har lagt bag sig. Men selvom hans far er villig til at hjælpe på det punkt, gør det ikke hans liv bedre. Han må stadig lave sin egen mad, vaske sit eget tøj, sørge for at holde sit værelse rent, og ikke mindst købe ind til mad. Hans far har alt for travlt med sit arbejde, og de kvinder han af og til tager med hjem. De aftener hvor Nathan har hørt støn, og latter indefra hans fars værelse. En kvindes latter.

Siden lydene begyndte, har han listet over til sin dør, der fører ud til gangen. Hans hånd der langsomt har taget ned i håndtaget, og åbnet døren på klem. Hans midnatsblå øjne, der søger ud i den lune gang, og flytter sig mod hans fars værelsesdør i gangen. De lyde der toner sig højere op i det mellemstore hus, og Nathan's hånd, der forsigtigt lukker døren igen, og kravler op i sengen, med en  klump i halsen. Det er stort set det han er vokset op med. At skulle høre sin far og en kvinde elske med hinanden. Selvom det var en del af livet, så havde Nathan på fornemmelsen at han aldrig nogensinde ville komme til at gøre det med nogen. Overhovedet. For hvem prøver han at narre? Han havde ikke engang fået sit første kys endnu, og han var næsten 16 år!

"Nathan?" Lærerens stemme  vækker ham op fra hans dagdrømme, og han hæver blikket op på et blidt ansigt, indrammet med livlige lyse krøller.

"Hvad med at du begynder at læse kapitel 6., som de andre også gør?"

Nathan sluger en let klump i halsen væk, og nikker. Selvfølgelig. Han skulle jo gøre hvad læreren sagde.

Han begynder at læse den første side af kapitel 6. Men hans tanker er helt fra hinanden, og historie bogen han har foran sig selv, kan han næppe finde ud af at tolke lige nu.

Klokken ringer ud til frikvarter. Den første dag i nye skoler er altid de værste, så vidt ved Nathan nu. For enten lærer andre at acceptere ham som han er, eller begynder de at mobbe ham med det samme, pga. hans udseende.

Men helt ærligt; hvad var der galt med ham? Han var godt nok høj af sin alder, men muskler havde han intet af. Det kunne godt være at han så dum ud med briller, men han brugte jo også kontaktlinser!

"Er du den nye dreng?" En stemme dukker op bag ham. Han drejer hovedet let, og hans øjne falder på en lille gruppe piger, med et dusin af make-up på.

"Ja ..." han svarer kort og klart. Han var ærligtalt lidt bange for at blive dømt, og da pigernes tonefald ikke gjorde det bedre, så kunne han jo ligeså godt forsvinde med det samme, ikke?

"Jeg hedder Rebecca!" En lille hånd rækkes ud mod ham, og han tager kort fat i den. Det er faktisk første gang nogen gider at holde ham i hånden. Han kan dog stadig huske de korte stunder hvor hans fars kærester  har holdt ham i hånden som 7-årig.

"Nathan. Nathan Bouvier." Smiler han. Han kan se at pigerne kommer med et lille smil hver, og nikker mod ham. Det var altså dejligt med høflighed denne gang, syntes han. Han var ikke særlig vant til høflighed på den måde, da hans far altid havde noget at kæfte op med. Hvilket kunne gøre det en del træls at dele hus med ham. Og egentlig bare at være hans søn, der bare er der.

"Okay, men vi bliver nødt til at smut'." Han kan skam se at Rebecca er lederen i deres lille "gruppe," da hun syntes at kunne hundse rundt med de andre, lige som hun vil.

Dog nikker Nathan bare, og begynder så at gå væk fra dem, uden at sige noget mere. For hvad havde han at sige? Der var selvfølgelig altid venlige folk, der til sidst altid ville af med ham. Ligemeget hvad han gjorde, så var det ikke godt nok.

 

DIARY [PG. 2]

Jeg føler mig som lort. For hvad skal jeg gøre? Min far vil ikke have noget at vide fra mig. Ikke engang et lille "hej" får jeg, når jeg endelig kommer hjem fra første skoledag, endda fra en ny skole! Dette er dog ikke første gang han ignorerer mig på den måde. Det sker alt for tit.

Min far sad i sofaen da jeg kom hjem, og gæt selv? Nemlig sammen med en kvinde, der er mindst 10 år yngre end ham.

De sidder sikkert nu og hygger sig dernede, hvilket faktisk gør sådan at jeg sikkert ikke kommer til at spise aftensmad i aften. Selvom jeg godt nok er sulten. Men bare tanken af at se min far hygge sig med endnu en kvinde, er skræmmende. Og knapt så lækkert at tænke på.

Jeg væmmes hele tiden om ham. Hvad han gør, hvad han siger, hvad han foretager sig. Det er bare ikke okay. Specielt ikke når jeg jo stadig elsker ham, selvom han stadig ignorerer mig.

Jeg tror jeg smutter i seng nu, selvom klokken kun er halv syv. - Godnat.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...