Crying of Fear: Can you help me up?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2012
  • Opdateret: 23 sep. 2013
  • Status: Igang
Det føles som om at min krop bliver revet fra hinanden. Hver del part af mig sygner stille hen, imens mine skrig tordner sig op over skyerne. Mine arme, ben og hoved. Mine øjne står ud, og mit hoved bliver så klemt, at jeg hverken kan få vejret, eller se. Det føles som om at jeg er fanget, men jeg ved ikke hvor. Fortabt, og stadig tigger jeg dem om at stoppe. At blive mobbet er hårdt, det står femtenårige Nathan J. Bouvier vidne for. Følg med i hans liv, at blive mobbet, trampet på til intet. Til de handlinger han foretager, og til den lille glæde der kommer af og til, når han ser en bestemt person.

3Likes
0Kommentarer
660Visninger
AA

1. Dear diary

DIARY [PG 1.]

Hvis du kunne leve livet som du ønsker til punkt og prikke, hvordan ville du så leve? Hjælpe andre, og standse de naturulykker der rammer de uheldige landsdele? Give dem i Afrika mad, og drikkevarer, penge, og alt til at de kunne få det bedre end de har det nu? Tjah, jeg ved ikke med dig, men jeg ville prøve at standse mobning. Jeg er selv offer for det hele, og det her er min historie. Du tror at du kender mig, ikke? Du tror at hver eneste klang du hører i min stemme, passer sammen med de andre, som i en musik, ikke? Det er det ikke. Se det som på auto-tune: det er ikke virkelighed. Det er falsk, og man bruger andre metoder på at overskygge de løgne der fylder i ens liv. Det er sådan jeg gør - jeg lader sarkasmen tage over, og joker selv med det hele. Hvordan kan jeg klare det? Det ved jeg ikke. Jeg er bare blevet vant til det efter hånden. Efter de skoleår jeg har kæmpet mig igennem.

Det hele startede allerede i første klasse. Jeg kan tydeligvis huske de ting min mor fortalte mig. At jeg ikke skulle tage mig af det de sagde til mig. De ting de kommenterede om mit udseende, personlighed, og af mine ting. Selvom det tog hårdt på mig allerede der, lyttede jeg til min mor. Min mor der altid passede på mig, og min far der altid havde så travlt med sit arbejde, at han bare drejede den anden kind mod mig, og ignorerede de tårer der slap fra mine øjenkroge. Jeg har altid elsket min mor, og min far, selvom han har været ignorant i flere år nu. Det var først da jeg blev tretten, at min far begyndte at se ordentligt på mig, for første gang i hele tretten år. Men det gav ingen positiv drejning, da min mor kort efter kørte ud af en skrænt d. 16. januar. Isen på vejene var naturligvis glat, og dækkene på bilen var ikke blevet skiftet, selvom min far havde lovet det om og om igen.

Min mor døde den dag. Brækkede ryggen. Det sidste jeg så af hende, var hendes blege ansigt, og hendes stirrende blanke øjne. Hendes læber helt kridthvide, og hendes brune hår, der formede en krans rundt om hendes hjerteformede ansigt. Det var klart at hun havde taget sit sidste åndedrag den dag. For hendes hår der altid plejede at være så livligt, og glansfuldt, var nu klistret opad hendes kindben, og blev trykket ned mod det hvide bord. Jeg kunne have valgt at lade være med at se hende, før begravelsen. Men jeg kunne ikke. Jeg måtte bare se hende en sidste gang, selvom jeg inderst inde vidste at jeg ville komme til at fortryde det. Men om jeg fortryder det nu, to år efter? Nej. Jeg er glad for at jeg så hende, før hun blev lukket inde i den mørkebrune kiste, og halet ned i graven, med den blodrøde rose, og et brev med en tegning i, som jeg havde lavet. Jeg har altid selv sagt at tegninger, og billeder rummer mere end tusinde ord. Derfor tegnede jeg en levende rose, magen til den jeg kastede ned i graven, og en gravsten med hendes navn på. Et silkebånd viklet rundt om begge ting, samt det grønne vildfarende græs.

Min far syntes at det var en tåbelig tegning, at smide ned i graven. Det sagde han selv. Men det rørte mig alligevel ikke noget den dag. Det eneste der betød noget, var, at tegningen, og rosen jeg gav min mor med ned i graven, sagde mere end tusinde ord. Tegningen betød at selvom hun var død, ville hun altid leve videre til evig tid i mit hjerte. Silkebåndet om gravstenen, og rosen, bandt det sammen, så gravstenen var flot, levende, og helt sin egen. Hun har et plads i mit hjerte, og det vil hun altid have.

Og nu sidder jeg her i dag, og skriver det her ned i en gammel læder bog, der ikke syntes at holde så godt ud gennem den skrotbunke jeg fandt den i. Men jeg blev bare nødt til at skrive det her ned, for jeg har hørt at det at skrive dagbog hjælper. Letter byrden og alt. Måske, måske ikke. Men jeg kommer til at prøve det her an.

Kære dagbog, fra nu af følger du med i mit liv. Jeg vil betro dig alle mine hemmeligheder, oplevelser, tanker og følelser. Fortid, historie. For med dig, er jeg sikker på at mine hemmeligheder er sikrede. Hos dig. Hos dig er de sikre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...