From Messages To Real Life. (JB)

Sophia Montez er en 16 årig pige fra New York. Sophia's bedste venner hedder Alley & Rose. Sophie lever et helt normalt teenage liv...Bortset fra hendes mor, som hedder Kathe døde tragisk i en bilulykke, sammen med Sophia's daværende storebror, som hed Cody. Hun har nu kun sin lillebror(Zac) og Far(Chris) Tilbage. Sophie har haft en del kærester gennem tiden, men alle har været hende utro. Nu har hun svært ved at stole på drenge. Og har været single i 14 måneder. Der er dog én dreng hun stoler mere på end andre, og det er Justin, som i Justin Bieber. Hun har dog aldrig mødt ham, men derimod skrevet med ham på Facebook. Mon alle beskederne, udvikler sig til at hun møder Justin?
Sophia er langt fra Belieber, Men hader ham heller ikke.

40Likes
85Kommentarer
4095Visninger
AA

13. "Jeg Elsker Dig"

"Justin, du skal ikke gøre det" Sagde min mor og lagde en hånd over min skulder. Alfredo og Scooter var lige gået. Vi får svar imorgen på prøverne, lægerne har sagt at jeg måske har leukæmi, men de er ikke 100% sikre før at prøverne er her. Hvis jeg har leukæmi, så er der ingen BelieveTour til mig. Og jeg vil ikke have at det skal være sådan, for jeg vil ikke skuffe mine fans. I overmorgen kommer min far, Jaxon & Jazzy. Det glæder jeg mig til, men jeg kan bare ikke huske hvornår det nu var at Jazzy havde fødselsdag. "Gøre hvad?" Svarede jeg, og prøvede at lyde forvirret. "Prøve at finde hende" Sagde hun så og kiggede mig i øjnene. "Øhh... Hvordan vidste du jeg ville det?" Spurgte jeg overrasket. HAvde det virkelig været så tydeligt, at min idé var at finde hende igen? Hun rystede hovedet og svarede så: "Jeg kender dig Justin, du vil gøre alt for en pige". Jeg nikkede og kiggede ned på mine fødder. Jeg savner hende, jeg savner Sophia. "Men hvad skal jeg så gøre?" Spurgte jeg og lagde mit hoved i mine hænder. Mine hænder var kolde. Oh, nu kan jeg huske da Sophia holdte min hånd for første gang..Den varme følelse der kørte rundt i min krop. "Måske skal du bare vente, hvis du er den stjerne der lyser hendes verden op, så lad hende finde vej" Sagde hun kort og satte mig ned på sengen. Jeg lagde mig ned, og hun trak dynen over mig. "Hvad mener du?" Spurgte jeg forvirret. Hvorfor skulle jeg lade hende finde vej, når jeg meget hellere vil skynde mig hen til hende? "Det er kun skæbnen, der kan vide hvad der sker" Sagde hun så og gav mig et kram. Jeg nikkede, og lukkede mine øjne. Jeg kunne bare ikke rigtig forstå hvorfor hun dog skulle prøve at begå selvmord. Ja, hun havde det virkelig hårdt..Men hun er jo en stærk pige! Hun er ikke en pige der giver så hurtigt op. Jeg ved snart ikke...Inderst inde er vi vel alle sammen skrøbelige. Hurtigt trak jeg min mobil frem og tweetede: "Stay Strong SM" Jeg håber at hun kan forstå hvad jeg mener med 'SM', jeg mener Sophia Montez. Mine Beliebers begyndte straks at tweete ting som det samme, og det blev hurtig en TT. Jeg elsker dem og tweetede derfor: "Jeg elsker jer virkelig Mine Beliebers". Derefter loggede jeg ud af twitter og tjekkede mine beskeder én sidste gang, Sophia havde ikke svaret endnu. Måske skulle jeg bare lukke øjnene, og sove. Lidt efter gled de sammen og jeg faldt i dyb søvn.

Sophias synsvinkel.

Jeg vågnede op, da en masse råbende stemmer var omkring mig. Først var mit syn lidt sløret, men det blev bedre og bedre. Jeg så en masse folk med hvide kitler, rundt om mig, var der en masse ledninger. De høje bibbende lyde rystede mig ud af mine tanker. "Er hun vågen?" Råbte den ene læge til den anden. Lægen som råbte var en dame, jeg tror hun er i 40'erne, hun har krøllet sort hår, sat op i et hårnet. Den anden læge vendte hurtigt hovedet om og så mig direkte i øjnene, da en tredje læge trak en lille slags lommelygte frem, og lyste mig i øjnene med den. "Ja, det ser det ud til!" Sagde damen der lyste mig i øjet med en lommelygte, "Men hun har meget små propiler" Fortsatte hun. De andre læger nærmede sig mig. Der var kun en mandelig læge. Ikke at han var specielt pæn. Men nu er det jo heller ikke udseendet der tæller. "Er du der?" Spurge den mandelige læge. Jeg nikkede stille, da jeg ikke kunne få et ord ud. Han nikkede og sagde så: "Du har ikke noget familie, du vil have vi skal ringe til?". Jeg tænkte straks på min mor, men hun var her jo ikke. Og min far ville alligevel ikke komme hvis de ringede. Han vidste sikkert heller ikke noget. "Nej, ellers tak" Svarede jeg mumlende da det pludselig slog mig. "Justin" Sagde jeg, og hakkede lidt i ordene, da jeg af en eller anden underlig grund havde svært ved at snakke. "Justin?" Spurgte en af damerne forvirret. Jeg nikkede. "Justin hvem? Justin Bieber?" Spurgte hun og grinte det sidste. Jeg nikkede, og hendes blik så, så seriøst ud. "Virkelig?" Spurgte hun en anelse mistroisk. Jeg nikkede. "Please, kom nu-u ba-bare" Sagde jeg med en bedene stemme. Han var den eneste jeg havde brug for nu. Gad vide hvordan han har det? Gad vide hvordan Zac har det? Jeg er verdens værste storesøster. "Jaja, har du hans nummer da?" Spurgte hun useriøs. Jeg nikkede, men kunne ikke huske det. VENT, jeg kan huske Patties nummer, det fik jeg i lufthavnen inden jeg tog flyet tilbage til min far. Jeg skrev Patties nummer ned på et papir, som lå på bordet ved siden af, da de sikkert ikke ville kunne forstå hvad jeg sagde. "He-er" Sagde jeg og rakte hende papiret med nummeret på. "Er det Justin's nummer?" Spurgte hun og virkede for en gang skyld seriøs. "Ne-ej, det er hans mors nummer..Je-eg Kun-ne ikk-ikke huske hans num-mer" Stammede jeg. Min hals gjorde ondt af helvedes til. Hun rystede på hovedet og gik så ud af rummet, sikkert for at ringe til det nummer jeg havde givet hende. Til Patties nummer. 

Der gik cirka 10 minutter, også kom hun ind igen."Øhh, ja...Frøken Montez, Pattie er i telefonen" Stammede hun, og gav mig mobilen. Hun havde nok ikke troet på mig. "Hej Sophia" Sagde en stemme, det var Patties, en blød og rar stemme. "Hej Patti-e" Svarede jeg og var tæt på at græde. "Er der sket dig noget, hvad er det sket?" Spurgte hun bange. "Je-eg, fortjener ikke at leve" Svarede jeg og mærkede tårene. "Jo du gør Sophia! Du må aldrig tro andet!" Svarede hun med gråd i stemmen.  "Men-" Sagde jeg og hun afbrudte mig så: "Intet men-" Hun nåede ikke at sige mere før en stemme i baggrunden spurgte: "Hvem er det mor?". Det kunne kun være Justin jeg kunne høre. Gud, det var Justin! Jeg kan ikke forstå det. Men han vil nok ikke snakke med mig nu. "Det er Sophi-, det er en pige Justin, og jeg tror godt at hun vil snakke med dig" Svarede Pattie. Det var Justin. Men hvorfor sagde hun ikke bare at det var mig. Sophia? Jeg kunne høre nogle fodtrin komme tættere på mobilen."Hej, hvem er det?" Spurgte en trist stemme. "Justin?" Græd jeg. Tårene væltede ned af mine kinder. Jeg kunne mærke de tunge dråber. "Sophia! Er det dig?!" Næsten råbte han ind i mobilen. Jeg nikkede, men kom i tanke om at han jo ikke kunne se det. "Ja, Justin..Det er mig" Svarede jeg stadig grædende. "Hvorfor Sophia, hvorfor?" Spurgte han og begyndte at græde, det kunne jeg høre. "Hvad?" Spurgte jeg grædende. Hvad mente han med 'hvorfor'? "Hvorfor gjorde du det? Du må ikke begå selvmord, du må ikke forlade mig" Græd han. "Je-eg, det er bare..Den eneste der lysede min verden op har lige forladt mig og-" Græd jeg endnu højere. "Hvem har forladt dig?" afbrudte han mig og snøftede. "Dig" Sagde jeg kort, og begyndte så at bryde sammen, det kunne vidst godt høres. "Jeg har ikke forladt dig Sophi, det vil jeg aldrig nogensinde gøre!" Hulkede han. "Lover du det Juju?" Spurgte jeg og prøvede at vippe mine tåre væk. "Jeg lover det!" Svarede han stadig grædende. "Ved du hvad?" Spurgte jeg. "Nej?" Svarede han spørgende. "Jeg vil heller aldrig forlade dig" Fastslog jeg, og klemte mine hænder sammen. Der var lidt stilhed, jeg kunne føle at han smilede "Vi er stadig sammen, igos?" Spurgte han nervøs. "Ja" Svarede jeg og gned mine hænder i mine øjne. "Go-odt, vil du være min for evigt?" Spurgte han og begyndte at græde. "For evigt og altid" Svarede jeg og græd efter det han sagde. "Jeg elsker dig Prinsesse" Sagde han lavt. "Jeg elsker også dig, min prins" Svarede jeg og flere tåre løb ned af min kind. "Mr. Bieber, vi har fået svar på prøverne" Sagde en stemme i baggrunden af telefonen. "Jeg bliver nød til at løbe, men lov mig at ring igen" Sagde han. Han havde nok prøvet at ringe til mig før..Men jeg ved ikke hvor min mobil er nu. Det er nok derfor at jeg skal ringe til ham. "Jeg lover det" Svarede jeg grædende. "Bye" Sagde han så endnu mere grædende. Jeg nåede ikke at svare før han lagde på. 'Bye', det ord blev ved med at køre rundt i mit hoved. Og hvad var det for noget med de prøver?

Så er der nyt kapitel! Hvad syntes i?

Tror i Justin har leukæmi? Hvordan vil det gå Sophia?

-Undskyld at det her kapitel er så forsinket, men har haft vildt travlt.

#MUCHLOVE from me to you!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...