From Messages To Real Life. (JB)

Sophia Montez er en 16 årig pige fra New York. Sophia's bedste venner hedder Alley & Rose. Sophie lever et helt normalt teenage liv...Bortset fra hendes mor, som hedder Kathe døde tragisk i en bilulykke, sammen med Sophia's daværende storebror, som hed Cody. Hun har nu kun sin lillebror(Zac) og Far(Chris) Tilbage. Sophie har haft en del kærester gennem tiden, men alle har været hende utro. Nu har hun svært ved at stole på drenge. Og har været single i 14 måneder. Der er dog én dreng hun stoler mere på end andre, og det er Justin, som i Justin Bieber. Hun har dog aldrig mødt ham, men derimod skrevet med ham på Facebook. Mon alle beskederne, udvikler sig til at hun møder Justin? Sophia er langt fra Belieber, Men hader ham heller ikke.

40Likes
85Kommentarer
4019Visninger
AA

16. Genforeningen

Sophias synsvinkel.

Jeg traskede roligt ned af gaden i mine ødelagte sko, beskidte tøj og fedtet hår. Egentlig havde jeg mest lyst til at græde, men jeg følte ikke rigtig det ville hjælpe noget alligevel, også havde jeg ikke rigtig kræfter til det. Jeg savner Zac, hans dejlige smil. Hans grin. Hans søde små ben. Hans... alt. Men han savner nok ikke mig, jeg er jo bare en dum og tomhjernet storesøster. Tit havde jeg tænkt på at løbe tilbage til ham, men jeg ville ikke, da han jo nok ikke gad og se mig. Og jeg nok heller ikke måtte for far. En tåre trillede ned af min kind. Og Justin, ham jeg følte mig tryk hos, ham der var så fantastisk, ham jeg elskede, og stadig gør. "Mor, hvis du ser ned på mig..Så er det okay at du er sur på mig. Jeg savner dig mor" Hviskede jeg til mig selv, og kiggede derefter desperat op i himlen i håb om at jeg ville se hende, men selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg gik videre, da jeg kiggede hen mod bageren på den anden side af gaden. Gud hvor ville jeg gerne have noget at spise lige nu. Bare et lille brød. Du tænker nok at jeg havde de 50,- fra ham manden der, men jeg har dem ikke mere, ikke fordi at jeg har brugt dem. De er nok blevet stjålet. Ved tankerne om de 50,- kom alle minderne frem om den nat, under broen, hvor je-jeg blev voldtaget. Jeg prøvede at få tankerne væk fra den nat, og fortsatte over mod bageren, måske havde de en rest af et lille stykke brød? Jeg stillede mig i kø, en mørkebrun håret dame stod foran mig i køen. Hun mindede mig om en, men jeg turde ikke finde ud af det. Der gik cirka to minutter, og det blev damens tur. "To rundstykker" Sagde damen. Jeg kunne genkende stemmen, men den lød ikke så glad som den plejede, den lød mere trist. Jeg kender den stemme. Jeg må finde ud af hvem det er. Da bageren havde vendt sig om for at tage de to rundstykker tog jeg en dyb indånding, og løftede roligt min arm, og stille prikkede hende på skulderen. Jeg tog hurtigt hånden til mig, og kiggede op da jeg så hvem det var. Det kan ikke være rigtigt. Var det virkelig Pattie? "Sophia!" Udbrød hun og omfavnede mig i et stort varmt kram. "Je-jeg-" Jeg kunne ikke få et ord ud. Var alle mine bønner virkelig blevet hørt? Hun trak sin hætte ned, fra sin jakke. Hun havde nok haft den på for ikke at blive genkendt. Hun var jo 'Justin Biebers' mor. Jeg mærkede tårene ned af mine kinder, imens hun presse mig indtil hende. "Hvor har du været?" Spurgte hun, nu også grædende. "Je-jeg er blevet voldtaget" Svarede jeg tudende. Endelig røg alle følelserne ud, dem jeg ikke havde kunne få ud. Hun trak sig tilbage og kiggede alvorligt på mig. Jeg tror at hun kunne se på mig at jeg ikke havde kræfter til at forklare. Istedet trak hun mig ind i et kram. Hun kiggede tilbage på bagermanden(Lol, ved ikke hvad det hedder) og lagde pengene på bordet. Derefter tog hun posen med rundstykkerne og tog min hånd. Vi fortsatte ud af bageren og ud i bilen. Jeg kunne kende bilen, det var Justins, Justins range rover. "Skal jeg med hjem til jer?" Spurgte jeg grædende. "Ja, du skal ihvertfald ikke gå alene mere" svarede hun alvorligt og klemte min hånd. Jeg nikkede og drejede mit hoved ud mod vinduet. Pattie begyndte at køre, men ikke den vej som førte hjem til Justins hus, eller hendes. "Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg forvirret, og stadig grædende. "Sophia... Vi skal hen på hospitalet" Startede hun, jeg kiggede endnu mere forvirret på hende også fortsatte hun: "Ja... Justin er indlagt. Det har han været i to uger nu" Svarede hun og kiggede stift ned i jorden. Tårene begyndte igen at falde ned fra hendes nu spejlblanke øjne. "Men, hvad? hvorfor?" Spurgte jeg, og begyndte at græde endnu mere. Bare det nu ikke var noget alvorligt. "Justin, Justin har været lidt uheldig og har gået hen og fået... Fået en begyndelse på leukæmi" sluttede hun og hun begyndte at græde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det kunne ikke være rigtigt. Hvorfor, hvorfor lige ham? Jeg begyndte at stortude. Vi snakkede ikke ellers på vejen tilbage til hospitalet. Men græd kun. Glæden ved at jeg skulle se ham igen, var stadig lige så stor. Men jeg vil bare ikke se ham syg. Ikke min Juju. Pattie parkerede bilen, og tog sin sikkerhedssele af. Jeg tog også min af og trådte ud af bilen. Hun låste bilen og gik om til mig. Hun greb min hånd og vi gik hen mod indgangen til hospitalet. Jeg græd, jeg græd som jeg aldrig havde grædt før. Mit blik kørte hen til Pattie, som også græd. Papperazzierne fulgte efter os, imens de blinkende blitzer fra kameraerne lysede op. Jeg prøvede at ignorere dem, og vi fortsatte ind. Der blev kigget godt og grundigt da vi trådte ind af den store dør til hospitalet. Pattie tog mig under armen og vi fortsatte hen til en elevator. Cirka fem minutter efter stod vi foran en dør. "Er du klar Sophia?" Spurgte Pattie. Jeg nikkede. Hun hentydet nok til om jeg var klar til at se Justin. Roligt åbnede hun døren, og hun trådte ind. Pattie klemte min hånd og gav så slip. "Justin, jeg har rundstykker med" Sagde hun, men der var intet svar fra hans side. Han lå med ryggen mod os. Derefter løftede Justin dynen over hans hoved, jeg kunne lige se en tot af hans hår. Et smil kom frem på mine læber, hvor havde jeg dog bare lyst til at løbe hen og kramme ham! "Og, jeg har også en anden med" Sagde hun så og hentydet til mig. Stadig intet svar. Pattie gav mig et lille skub i ryggen, hun mente at jeg skulle gå over til ham. Jeg gik stille over til ham. Jeg bøjede mig ind over ham, fra den side hvor han lå med ryggen mod os. Jeg nærmede mig, ham stille og roligt. Han  havde lukkede øjne. Jeg lukkede mine øjne og kyssede ham blidt på kinden. I det jeg gjorde det vendte han sig om med et sæt. Jeg trak mig hurtigt tilbage af forskrækkelse. Jeg kiggede stille på ham, mon han kunne genkende mig? Han kiggede mig dybt i øjnene. Der var stilhed. Ikke akavet stilhed. Skal jeg kysse ham eller skal jeg ikke? jeg nåede ikke at tænke mere da han udbrød: "Sophia!". Jeg nåede heller ikke at svare, da hans bløde læber med det samme ramte mine. Han bevægede sine hænder op på mine kinder, og jeg bevægede mine om hans nakke. Gud, hvor havde jeg dog savnet at føle hans læber. Tåre løb ned af min kind. Justin trak sig ikke tilbage, men blev ved. Han åbnede stille sin mund, og bed mig blidt i underlæben. Derefter lod han sin tunge finde vej ind til min. Vores tunger kørte op ad hinanden. Hans kys blev mere lidenskabligt. Hans hænder bevægede sig ned på mine hofter og han pressede mig indtil ham. Jeg kyssede ham en sidste gang og trak mig så ud. "Jeg har en begyndelse på leukæmi" Sagde han og kiggede mig i øjnene. Hans hasselbrune øjne borrede sig ind i mine. "Det ved jeg" Svarede jeg grædende, han begyndte også at græde. Justin skulle til at sige noget, da jeg satte min pegefinger på han læber for at hentyde til at han ikke skulle sige noget. "Men vi skal nok klare det sammen" Svarede jeg grædende. Han omfavnede mig, endelig mærkede jeg den varme jeg har savnet. "Er du så okay?" Spurgte han omsorgsfuldt. Jeg kiggede ham i øjnene. Skulle jeg fortælle at jeg var blevet voldtaget? Jeg tog hans hånd, og han flettede sine fingre med mine. "Je-jeg er blevet voldtaget Justin" røg det ud af mig, og jeg lænede mig op af hans brystkasse og mærkede endnu flere tåre. "Hvad? Hvem? Jeg skal nok finde ham! Hvem fuck har gjort det?" nærmest råbte han. Han strammede sine om mine. "Justin, slap af, det hjælper ikke noget at råbe" Sagde Pattie. "Men mor ingen skal gøre hende fortræd!" sagde han surt til Pattie. Pattie kiggede forstående på Justin. "Vi må da kunne gøre noget, han skal ikke have lov at leve!" Sagde han så. "Vi skal kontakte politiet, eller har du gjort det Sophia?" Spurgte Pattie. Jeg kiggede hen mod hende og rystede på hovedet. Det var der jeg brød totalt sammen. Jeg bøjede mig ned til gulvet, grædende. "Undskyld Sophi" Sagde Justin stille, og lagde en hånd på min ryg. "Undskyld at jeg ikke  var der, til at beskytte dig" Græd han. Jeg kiggede grædende op på ham. Hvor jeg dog elsker ham. Han omfavnede mig igen og vi satte os ned på hospitalssengen  Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og han nussede mit hår stille. "Jeg skal nok finde ham. Han skal ikke slippe afsted med at voldtage min pige" sagde han så. Jeg kiggede op på ham og svarede ham med et kys. "Jeg elsker dig" Sagde jeg og aede hans kind. "Og jeg elsker dig, baby" hviskede han i mit øre, så jeg fik kuldegysninger. Vi kyssede tålmodigt igen, og jeg bed blidt hans læbe. "Vi skal nok klare alt" Sagde han, og jeg fortsatte: "Når bare vi er sammen". Han smilede, ægte. Og jeg gengældte det. Vi flettede vores fingre, og lagde os ned i hans hospitalsseng, vi lå i ske. "Jeg går ud og får fat i politiet" Sagde Pattie, og Justin nikkede. Døren til rummet smækkede stille i, og mine øjne gled stille sammen.

Hvad syntes i?

-Undskyld at der er gået så lang tid, men min pc har været i stykker:( MEN DEN VIRKER NU. LOVE YOU. Knuss fra mig! <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...