From Messages To Real Life. (JB)

Sophia Montez er en 16 årig pige fra New York. Sophia's bedste venner hedder Alley & Rose. Sophie lever et helt normalt teenage liv...Bortset fra hendes mor, som hedder Kathe døde tragisk i en bilulykke, sammen med Sophia's daværende storebror, som hed Cody. Hun har nu kun sin lillebror(Zac) og Far(Chris) Tilbage. Sophie har haft en del kærester gennem tiden, men alle har været hende utro. Nu har hun svært ved at stole på drenge. Og har været single i 14 måneder. Der er dog én dreng hun stoler mere på end andre, og det er Justin, som i Justin Bieber. Hun har dog aldrig mødt ham, men derimod skrevet med ham på Facebook. Mon alle beskederne, udvikler sig til at hun møder Justin?
Sophia er langt fra Belieber, Men hader ham heller ikke.

40Likes
85Kommentarer
4061Visninger
AA

12. Et Farvel, Og En Idé.

Sophias synsvinkel.

Jeg sad på mit gamle værelse og tænkte på Justin. Zac lå og sov på mit skød, han turde ikke at være alene mere. Det hele var begyndt at gå så godt med Zac, da vi kom over til Justin.. Jeg tror virkelig Zac var glad for Justin. Zac og jeg var kun lige kommet tilbage til min fars lejlighed. Vi var blevet hentet af politiet i lufthavnen. Min far havde ikke ændret sig på nogen måde. Han havde taget min computer. Så nu havde jeg kun min mobil, som snart var ved at løbe tør for strøm. Og min oplader ligger hos Justin. Gad vide hvordan Justin egentlig har det. Han besvimede jo? Min far ved ikke noget om Justin. Han er nok også ligeglad. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Mit live er lort. Min far kan ikke forsørge os. Og jeg kan ikke forsørge Zac, for jeg har ikke noget arbejde. Måske skulle jeg bare gøre det jeg havde tænkt på at gøre så tit? Ja. Jeg mener denne verden behøver mig jo ikke. Min far drikker sig skide fuld hver dag. Min lillebror får det dårligere og dårligere. Min elskede lillebror. Den første dreng jeg nogensinde har elsket, er jeg blevet taget væk fra. Jeg er fattig og grim. Jeg har mistet alle mine venner. Papperazzierne er begyndt at løbe efter mig, fordi at der var et billed fra da Justin og jeg var på stranden og kyssede. Gud hvor jeg savner den dag. Gud, hvor jeg dog savner ham. Hvis bare han har det godt. Jeg ville gøre det forbi nu. Zac sov sødt, så han ville komme til at se det. Min far lagde ikke mærke til noget alligevel. Jeg lagde Zac ned i min gamle seng, og puttede dynen over ham. Jeg tørrede et par tåre væk fra hans kind og lagde en bamse hos ham. "Farvel, supermand" Hviskede jeg, og listede ud på badeværelset. Jeg åbnede et af skabene, det hang på væggen ved siden af det beskidte spejl. Jeg rodede lidt rundt i tingene, da jeg fandt nogen slags piller. Jeg gad ikke at se hvad det var, men istedet for bare have det overstået. Det ville være dumt at gøre det her hjemme. Jeg havde ikke en gang lyst til at kalde det her 'hjemme'. Derfor snuppede jeg pillerne i min jakkelomme, og listede ud af hoveddøren. Heldigvis opdagede min far det ikke. Roligt gik jeg ned af de knirkende trapper og nåede ud. Der var fuld gang i nattelivet, da det var over midnat og at vi jo var i New York. Jeg gik ind i en lille gyde, der var ikke nogen. Derefter tog jeg pillerne op af lommen, men fik ved et uheld fat i min mobil. Måske skulle jeg skrive til Justin? Nej. Jeg ville ikke forstyrre ham. Men havde skrevet til mig. Jeg ville ikke læse beskeden, den ville sikkert bare få mig til at skifte mening. Og det vil jeg ikke. Justin var den eneste kontakt jeg havde på min mobil, da jeg gerne ville starte  på en ny da jeg og Zac kom over til Justin for nogle uger siden, derfor havde jeg slettet alle de andre. Jeg lagde den ned i min lomme og tog denne gang pillerne op. "Nu er det nu" Hviskede jeg kort til mig selv, og hældte derefter en masse af dem ud i min hånd. Jeg tabte med vilje indpakningen, som de var i. Min hånd kom længere og længere op mod min mund. Jeg stoppede i et par sekunder, men gjorde det så. På 3 sekunder blev hele mit liv vist, som en hurtig film. Jeg så min mor, hende jeg savner så forfærdelig meget. Min afdøde bror kom også forbi på 'filmen', hvis bare han stadig var her. Nu kom Zac og hans dejlige smil. Og min far, dengang han ikke drak. Dengang man kunne kalde ham en far. Tilsidst var Justin der. Hans smil første gang vi mødtes. Og da vi gjorde 'det'. Jeg havde det som om at jeg svævede rundt i en uendelighed, da alt pludselig blev mørkt omkring mig. 

Justins Synsvinkel.

Jeg havde lige været nede og få en hovedpinespille. Eller mor havde, jeg havde ikke nok energi til at gå derned. Dog havde jeg nok energi til at sluge den. Jeg havde sat og snakket lidt med min mor, da det bankede på døren. Den samme kvindelige læge fra igår kom ind. Jeg havde ikke lyst til at sige hendes navn, Sophia. "Du har besøg Mr. Bieber" Sagde hun også trådte to personer ind. Jeg kendte dem godt. Jeg kunne bare ikke lige heelt huske hvad de hed. Men jeg vidste at jeg kendte dem. "Heey Justin" Nærmest råbte den ene. Hvad var det nu han hed? "Hej, Justin" Sagde den anden, men mere seriøs. "Hey" Svarede jeg, uden at nævne nogen navne. "Hvordan går det?" Spurgte den ene. "Okay, det går okay" Svarede jeg. Den anden person nikkede. "Har du fuundet ud af noget med hvad den sygdom kunne være? den du havde påtaget dig?" Spurgte den anden, han var lidt mørk i huden. Jeg kiggede undrende på ham. "Du snakkede igår i telefonen om at lægerene havde taget nogen prøver?" Spurgte han undrende. Nåå ja, det var Alfredo, det var ham jeg snakkede med igår, eller i nat, i telefon med. Jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke fået svar endnu. Hvordan kunne jeg glemme Alfredo? Hvad fanden er det der sker med mig? Så må den anden jo være Scooter. Det var det, det fandt jeg ihvertfald hurtigt ud af, da min mor spurgte: "Hvad gør vi så med BelieveTouren Scooter?" og kiggede over på ham. Han svarede: "Altså. Vi skal lige høre hvad lægerne syntes. Og hvad det er at han fejler" Fastslog han. Jeg sukkede ved tanken. Jeg vil ikke skuffe mine fans. De betyder alt. "Men jeg vil ikke skuffe dem" Sagde jeg, og kiggede ud af vinduet, hvor man svagt kunne høre dem synge mine sange og råbe ting som: "Pray For You Justin". Det varmede mit hjerte. "Det kommer jo an på om det er noget alvorligt Justin" Sagde Scooter og kiggede på mig. "Og de vil med sikkerhed ikke blive sure, de vil jo bare hjælpe dig" Afsluttede Fredo. Jeg nikkede. Det var i pressen og alt det at jeg lå på hospitalet, nogen gange ville jeg ønske at jeg kunne have lidt privatliv. Lidt efter kom der en helt anden læge ind af døren.  Jeg kiggede på navneskiltet, som hun bar. Hun hed Diane, heldigvis ikke Sophia. Hun havde mellemlangt rødt hår, og var meget slank. Hun var okay pæn, men ikke mere end Sophia. Sophia var perfekt. "Du må være Justin, Justin Bieber?" Spurgte hun og henvendte sig til mig. Jeg nikkede. Hun hilsede høfligt på de andre, og gav så mig hånden. "Okay, vi har fået en besked. Der er blevet fundet en bevidstløs pige i en gyde, i New York. Hun er til udpumpning nu, da hun skulle have haft taget en overdosis. De har ikke kunne finde ud af hvad hun hed, men du var den eneste kontakt hun havde på sin mobil" Sagde hun så nervøst. Jeg rejste mig med et sæt op af sengen. Kunne det være Sophia? "Hvordan så hun ud?" Udbrød jeg og hev alle ledningerne ud. Jeg kiggede hen på min mor. Hun sad med et bekymret udtryk på ansigtet. Alfredo og Scooter, vidste vidst ikke helt hvad de skulle tro. "Hun har langt brunt hår, og brune øjne. og-" Min mor afbrød lægen: "Åh gud, Sophia!". Jeg satte mig op i sengen, og var på vej ud, da nogle hænder greb fat i mig. Det var Alfredo, mor og Scooter. Hvad skulle jeg gøre. Jeg må finde en måde at komme hen til hende. Og jeg har en idé.

Hvad syntes i? <3 KNus!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...