From Messages To Real Life. (JB)

Sophia Montez er en 16 årig pige fra New York. Sophia's bedste venner hedder Alley & Rose. Sophie lever et helt normalt teenage liv...Bortset fra hendes mor, som hedder Kathe døde tragisk i en bilulykke, sammen med Sophia's daværende storebror, som hed Cody. Hun har nu kun sin lillebror(Zac) og Far(Chris) Tilbage. Sophie har haft en del kærester gennem tiden, men alle har været hende utro. Nu har hun svært ved at stole på drenge. Og har været single i 14 måneder. Der er dog én dreng hun stoler mere på end andre, og det er Justin, som i Justin Bieber. Hun har dog aldrig mødt ham, men derimod skrevet med ham på Facebook. Mon alle beskederne, udvikler sig til at hun møder Justin?
Sophia er langt fra Belieber, Men hader ham heller ikke.

40Likes
85Kommentarer
4045Visninger
AA

1. Farvel far.

 

Idag, var bare en dag som alle de andre. Når jeg siger det, mener jeg en dag fyldt med ensomhed, sorg og en fordrukken far. Jeg føler ikke jeg har nogle venner. Jo, selfølgelig har jeg Alley & Rose, men de er jo hjemme i Canada. Du hørte rigtigt, Canada. Jeg savner det så meget. Men efter min mor & storebror er død.. har min far, lillebror og Jeg trængt til en ny start på livet, det har bare ikke rigtig hjulpet. Min far har ikke kunne klare at holde overblik i hverdagen, jeg mener at lave mad, vaske tøj, gøre rent, passe Zac og Jeg..Som en far nu skal gøre. Nu sidder han bare derhjemme i den samme sofa, med det samme tøj, dog med en masse forskellige slags øl, spiritus osv. hverdag. Nu er det mig som står for maden, opvask, tøjvask, Zac, rengøring, Og at tjene penge, Min far kan heller ikke passe sit arbejde..Så jeg blir nød til at få en masse ekstra jobs, som jeg har efter skole. Så det er mig der er den voksne i huset. Zac, får det dårligere og dårligere, han kan ikke længere sove i sin egen seng..For så  får han mareridt. Så nu sover han inde ved mig. Jeg trøster ham hver aften, imens jeg selv sidder og græder. Min far skælder mig ud, råber af mig og slår mig hverdag. Men jeg er blevet vant til det, det er ligesom blevet en vane. Det der gør mest ondt er at han ikke tænker over at Zac står og kigger på imens han slår og råber ad mig. Nu tænker du nok mit liv er et helved? Det har du nok ret i, men der er en som altid kan få mit bedste smil frem, en som kan lyse min hverdag op. Det er Justin. 

Jeg åbnede min Facebook, jeg var grædefærdig. Jeg begyndte at indse at mit liv ikke var noget værd, i et halvt år, havde jeg gået og håbet på eet mirakel hver dag, jeg havde bedt til gud hver aften. Men intet havde forandret sig,  bortset fra at Zac fik det dårligere og dårliger, Min far drak mere og mere, Dagene blev længere og længere, og jeg fik mere og mere lyst til at gøre en ende på det hele. Alle tankerne fløj gennem mit hoved, da en besked tikkede ind på Facebook.

Justin: Hey Smukke<3 

Mig: Hey

Justin: Noget galt?:(

Mig: Nej, Hvorfor tror du det?

Jeg ville ikke fortælle ham det, jeg havde det som om jeg kun fyldte ham, med mine problemer. Men jeg var nu glad for at han gad at bruge sin tid på mig. Han var altid så kærlig.

Justin: Ingen hjerter, du svare koldt..Det plejer du kun at gøre når du er ked af det..

Argh, han kendte mig for godt. Men et lille smil, bredte sig aligevel på mine læber.

Mig: Justin...Jeg vil altså ikke fylde dig med mine problemer..Du har jo også et liv.

Justin: Sophia, du kan fortælle mig alt, jeg vil altid støtte dig, okay?<3

Mig: Okay<3

Justin: Godt, skype?<3

Mig: Ja.<3

"Fortæl så" Sagde Justin, imens han så seriøs ud. "Alt virker bare så besværligt for tiden *Holder pause* Min far drikker mere og mere og-" Justin afbrød mig: "Sophia, svar mig helt ærligt når jeg spørger om det her...*Jeg nikker stille* Slår han dig?" Han kiggede ventene på mig og jeg holdte en lille pause.. Hvad skulle jeg sige? "Øøhm, ne-ej, Nej..Det gør han ikke" Sagde jeg med en rystende stemme. Jeg håber ikke den var for afslørende. "Du lyver ikke, vel?" Spurgte han og rynkede brynene. Jeg rystede på hovedet. "Nej.." Mumlede jeg..Han skulle bare vide, hvor mange gange han havde slået mig. "Godt, for ellers ville jeg komme og slå ham!" Sagde Justin og grinede sit hæse søde grin, gud hvor jeg elskede det grin. Jeg smilede ved tanken, det ville da ikke gøre noget hvis han gad det. Der var lidt stilhed, jeg satte min arm op på bordet og lagde mit hoved på skrå imens min arm støttede mit hoved. "Er du træt?" Spurgte han smilende, jeg fik helt bløde knæ af hans smil. "Ja, en smule" Smilede jeg tilbage, hvor var han dejlig. Han kiggede lidt og smilede, da hans blik pludselig ændrede sig fra 'glad' til 'Nervøst' blik. "Hvad er der?" Spurgte jeg nervøst. Han kiggede lidt, jeg prøved at finde ud af hvor han kiggede hen. OH SHIT. Min arm! Der hvor min far sidst slog mig, jeg tror Justin havde fået øje på det store blå mærke. Jeg skyndte mig at trække mit ærme op. "Sophia, Hvad er det?" Spurgte han nysgerrig og nervøs. "Hvad for noget?" Sagde jeg og fik det pludselig varmt. "Det store blå mærke på din arm" Spurgte han meget nervøs. "Nårh det...Det, det er ikke noget, jeg er bare faldet, ikke andet" Sagde jeg kort og nervøst. "Det er jo ikke rigtig Sophi" Sagde han og kiggede dumt på mig. Han kaldte mig meget for 'Sophi', det var ligesom hans kælenavn til mig. "Juju, det er ikke noget, det lover jeg dig" Sagde jeg og prøvede at lyde overbevisende. Jeg kaldte ham for 'Juju'. "Jeg tror ikke på dig!" Sagde han og kiggede stift ned på min arm. "Lad os skifte emne, Hvordan går det med dig og Selena?" Spurgte jeg. Han begyndte pludselig at græde da jeg spurgte. "Je-jeg, har har gjordt det forbi med hende.." Sagde han trist, og kiggede ned. Jeg havde det så dårligt på hans vegne, men aligevel.. Men..Jeg var begyndt at få følelser for Justin. "Arw Justin, Du må ikke græde, vel? Hvis du ikke føler det samme for hende mere, som du gjorde i starten, så..så nogengange bliver man jo nød til at komme vidre" Sagde jeg stille. Han løftede sit hoved. "Jeg græder ikke pga. hende, men fordi at jeg er forelsket i en anden.." Sagde han pludselig og prøvede at tørre tårene væk, men der kom bare flere og flere. Hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne komme og holde om ham. "Det er da godt, så fortæl hende hvad du føler" Sagde jeg, for at lyde opmuntrende. Han nikkede stille.."Hvordan?" Spurgte han. Jeg tænkte lidt og svarede derefter: "Invitér hende ud!" Udbrød jeg. "Men..Hun bor langt væk fra mig..Jeg har aldrig mødt hende" Sagde han og græd endnu mere. "Hmm, lad mig lige tænke..Fortæl mig alt om hende!" Sagde jeg og smilede. "Okay, hun har langt mørkebrunt hår, brune øjne, dejlig personlighed, smuk, hun har dsv. mistet sin mor & storebror i en ulykke.." Jeg nikkede og tænkte lidt...Mente han mig? Nej! Det gjorde han selfølgelig ikke. Hvorfor skulle han dog det? Men 'Pigen' minder bare meget om mig, med det mørkebrune hår, brune øjne, den der ulykke osv. "Hvad tænker du på?" Spurgte han nysgerrig, imens han tørrede sine øjne. "Ikke andet end hvor heldig den pige er..Jeg har en idé! Sig til hende at du godt kan lide hende, måske føler hun det samme for dig?" Sagde jeg og smilede. Justin skulle til at sige noget, da jeg hørte nogen græde. Det var Zac. "Vent lige 2 sec." Sagde jeg, han nikkede, og jeg forlod compteren og løb ind i stuen..Hvor jeg kunne høre Zac græde. "Hvad sker der?" Spurgte jeg panisk, da jeg så Zac ligge på jorden, med en brændende rød kind og et blåt mærke på hans lille ben. Jeg løb hen til ham og løftede ham op, han klamrede sig ind til mig. Og lagde sit hoved på min skulder imens han græd. "Såså, hvad skete der Zac?" Spurgte jeg, først tænkte jeg på om far mon havde slået ham, men det kunne han da ikke finde på, Zac er jo kun 4 år. "Far, slå mig" hulkede han. Jeg kunne ikke tro hvad jeg hørte, det kunne da ikke være rigtig. eller? Jeg vendte mig om, og så Far stå fordrukken med et fjernt blik i øjnene. "HVAD FANDEN HAR DU GANG I? FØRST BEGYNDER DU AT SLÅ MIG, OGSÅ SLÅR DU FANDME DIN SØN PÅ 4 ÅR?!" Ordene røg ud af mig, jeg har aldrig været mere sur og ked af det. Jeg mærkede tårene presse sig på. Hvordan kunne han? min egen far? Jeg stod stille et øjeblik, og gloede ham lige direkte ind i hans øjne. "Hvad med os, hvad med dine børn?" Spurgte jeg grædende og pressede en grædene Zac længere ind mod mig. Jeg kunne mærke Zac's lille hjerte banke hurtigere, imens han græd. Far stod bare og grinte. Jeg havde ingen gang lyst til at kalde ham min far. "Farvel." Råbte Jeg ind i hans hoved. "Farvel igen" Svarede han fjoget. "Kom Zac" Sagde jeg og løb ind på mit værelse, med ham. Jeg satte ham på min stol, overfor computeren. Imens jeg begyndte at pakke alt mit tøj, og de vigtigste ting. Jeg pakkede også hurtigt noget af Zac's  tøj. Det var ikke fordi at vi havde det helt store af tøj..Det meste var for småt eller forvasket. Vi havde ikke råd til nyt tøj. Jeg kigged over på Zac, som sad grædende på stolen. "Åh dog" Sagde jeg, og tårene fik frit løb. Jeg gik over og holdte om ham. "Mig ikke li' far" Græd han. "Samme her Zac, samme her". Jeg gav ham jakke og sko på. Så var han klar, nu skulle jeg bare have jakke og sko på. Jeg kiggede rundt, for at se om jeg havde det hele. Gud! min computer! Justin! Skype! "Justin, er du der?" Spurgte jeg grædende. Han svarede ikke. "Justin?" Spurtge jeg lidt højt. "Ja?" Han kom løbende hen foran sin computeren igen. Jeg begyndte at græde højere og mere. "Hvad er der sket?" Spurgte han forvirret/Nervøs/Bange. "Mi-min far slog Zac, jeg har fået nok nu! Først slog han mig, og nu Zac. Vi tager væk herfra nu" Sagde jeg grædende til ham. "Du sagde-" Jeg afbrød ham: "Jeg forklare det hele på et andet tidspunkt okay? Nu skal jeg bare væk herfra" Sagde jeg og tog Zac op. "Okay. Men hvor tager i hen?" Spurgte han nervøst. "De-det ved jeg ikke" Sagde jeg og brød sammen. Alt er ødelagt. "Hør her" Sagde han og fortsatte: "Bare tag direkte ned til lufthavnen, og sig at Justin Bieber har betalt billetter og alt det, i skal bare tage flyet til LA" Sagde han kort og seriøst. "Men det vil de jo aldrig tro på" Sagde jeg hulkende. "Bare gør det, så kommer jeg og henter jer i lufthavnen" Svarede han hurtigt. "O-okay" Sagde jeg. Han smiled hurtigt og sagde så: "Skriv når i er i flyet, på det her nummer" Sagde han så og gav mig hans nummer. "Okay, ses" Sagde jeg, og Lukkede computeren sammen. "Kom Så, nu tager vi afsted" Sagde jeg og tog en grædende Zac op. Jeg tog tasken jeg havde pakket tøj osv. i Jeg nåede lige at pakke min pc med i, Jeg tog tasken  under armen, og gik ud fra mit værelse. "Farvel din klamme idiot" Råbte jeg og smækked med hoveddøren. Jeg vil savne dig far, eller jeg vil savne den gamle far du var. Jeg stoppede en taxi, og satte mig ind med Zac. "Mod lufthavnen" Sagde jeg kort, og gav ham pengene. De penge jeg havde brugt månedsvis på at spare op, så Zac kunne få nogle nye bukser. Vi kørte afsted, jeg kiggede tilbage på det billige hotel vi boede på, da vi ikke længere havde råd til at bo i hus. Flere tåre faldt ned af min kind. Nu er det nu. Farvel Far. Taxaen kørte, og vi dragede mod lufthavnen. Måske et bedre? Hvem ved..Det eneste jeg ved er at jeg vil væk, væk fra det hele.

Hvad syntes i, skal jeg skrive videre? Og tak til jer, der gad læse det første kapitel her.<3

P.s. Har ikke fået rettet den for stavefejl, men håber i kan læse det. lol. <3

Knus.:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...